Tilsyneladende er der ved at blive skabt en ny konsensus mellem verdens erhvervsliv og de politiske eliter om, hvordan man skal tage hånd om den anti-globaliseringsbølge, som populister som Donald Trump så dygtigt har udnyttet. Væk er de skråsikre påstande om, at globalisering er til alles fordel: eliterne erkender nu, at vi må acceptere, at globaliseringen skaber både vindere og tabere. Men det rette modsvar er ikke at bremse eller vende globaliseringen; det er at sikre, at taberne bliver kompenseret gennem etablering af helt nye spilleregler i den internationale økonomi, skriver Dani Rodrik.
CAMBRIDGE – Den negative reaktion imod globaliseringen “kan kontrolleres og håndteres gennem en politik, der kompenserer arbejderne for dens uønskede bivirkninger og omkostninger. Kun ved at gennemføre en sådan politik kan globaliseringens tabere begynde at tro på, at de efterhånden kan slutte sig til vindernes rækker”. Det hævder Nouriel Roubini, som har sammenfattet den nye konsensus.
Dette argument synes at give storartet mening, både økonomisk og politisk. Økonomer har nemlig længe vidst, at liberaliseringen af markederne medfører omfordeling af indkomst og konkrete tab for nogle grupper, også selvom den forøger et lands samlede økonomiske kage. Derfor vil handelsaftaler kun medføre en utvetydig forbedring af det nationale velbefindende i det omfang, vinderne kompenserer taberne. Kompensation sikrer også opbakning til åbne markeder fra en bredere vælgerkreds og vil derfor være god politik.
Før velfærdsstaten blev spændingerne mellem åbenhed og omfordeling løst enten ved masseudvandring af arbejdere eller ved at genindføre protektionisme, specielt for landbruget. Med opkomsten af velfærdsstaten blev presset mindre og tillod større liberalisering af handlen.
Økonomer har længe vidst, at liberaliseringen af markederne medfører omfordeling af indkomst og konkrete tab for nogle grupper, også selvom den forøger et lands samlede økonomiske kage. Derfor vil handelsaftaler kun medføre en utvetydig forbedring af det nationale velbefindende i det omfang, vinderne kompenserer taberne.
I dag er de lande, som er mest udsatte for den internationale økonomi, de velfærdsstater, der har de mest udbredte sikkerhedsnet og sociale understøttelsesprogrammer. Forskning i Europa har vist, at globaliseringens tabere indenfor de enkelte lande har tendens til at foretrække mere aktive sociale programmer og indgreb på arbejdsmarkedet.
Når modstanden mod frihandel ikke er så iøjnefaldende i Europa i dag, skyldes det delvist, at den sociale beskyttelse fortsat er stærk her, selvom den er svækket i de senere år. Det er ikke en overdrivelse at hævde, at velfærdsstaten og en åben økonomi har været to sider af samme mønt i det 20. århundrede.
Sammenlignet med Europa har USA været en efternøler i globaliseringen. Indtil for nylig har dets store hjemmemarked og relative geografiske isolation givet betydelig beskyttelse mod import fra især lavtlønslande. Det har også traditionelt haft en svag velfærdsstat.
Da USA begyndte at lukke op for import fra Mexico, Kina og andre udviklingslande i 1980’erne, kunne man have forventet, at man fulgte den europæiske vej. Men under indflydelse af Reagans og markedsfundamentalisternes ideer gik USA i modsat retning. Som Larry Mishel, præsidenten for Economic Policy Institute, udtrykker det: “man ignorerede helt bevidst taberne”. I 1981 var “trade adjustment assistance (TAA) programmet noget af det første, Reagan angreb ved at beskære dets ugentlige udbetalinger af kompensationer”.
Skaderne fortsatte under de følgende demokratiske regeringer. Med Mishels ord: “hvis frihandelsfortalerne faktisk havde bekymret sig om arbejderklassen, kunne de have støttet en bred vifte af politiske tiltag til gavn for robuste lønstigninger: fuld beskæftigelse, kollektive aftaler, bedre arbejdsmiljø, en solid minimumsløn og så videre”. Og alt det skulle være gjort, “før behandlingen af ‘chok’ på grund af den stigende samhandel med lavtlønslande”.
Er en New Deal for globalisering mulig?
Kan USA nu ændre kurs og følge den nyligt opståede konventionelle visdom? Tilbage i 2007 opfordrede politologen Ken Scheve og økonomen Matt Slaughter til at skabe “en New Deal for globaliseringen” i USA, en der ville skabe sammenhæng mellem “engagementet i verdensøkonomien og en betydelig omfordeling af indkomst”. I USA, hævdede de, ville det betyde, at man skulle indføre et progressivt føderalt skattesystem.
Slaughter havde arbejdet i den republikanske administration under præsident George W. Bush. At det er umuligt at forestille sig et lignende forslag fra republikanske kredse i dag, viser hvor polariseret det amerikanske politiske klima er blevet. De anstrengelser, Trump og hans allierede i Kongressen udfoldede for at afmontere den tidlige præsident Barack Obamas lovgivning om sundhedsforsikring, afspejlede republikanernes engagement i at mindske, ikke forøge, sociale sikkerhedsnet.
Tidspunktet for kompensation er forpasset. Selv hvis kompensation var en bæredygtig tilgang for to årtier siden, er det i praksis ikke længere svaret på globaliseringens negative bivirkninger. For at få taberne med, er vi nødt til at overveje ændringer af reglerne for selve globaliseringen.
Vore dages konsensus vedrørende behovet for at kompensere globaliseringens tabere antager, at vinderne motiveres af en oplyst egeninteresse – at de tror på, at tabernes accept er nødvendig for fortsat økonomisk åbenhed. Trump har som præsident udstillet et alternativt perspektiv: globaliseringen, i hvert fald som den er skruet sammen i øjeblikket, tipper den politiske magtbalance over til dem, der har uddannelse og penge, får fordele af den åbne økonomi, mens den organiserede indflydelse, taberne måtte have haft, undermineres. Den usammenhængende utilfredshed med globaliseringen, som Trump har luftet, kan nemt blive kanaliseret over til at tjene en helt anden dagsorden, der i højere grad flugter med elitens interesser.
Kompensationspolitikken er altid underlagt det problem, økonomer kalder “tidsforskydning”. Før en ny politik – for eksempel en handelsaftale – vedtages, vil dem, den gavner, have incitament til at love kompensation. Når politikken derefter er på plads, har de samme mennesker en begrænset interesse i at holde løfterne, enten fordi ændringer vil være dyre for alle, eller fordi den underliggende magtbalance har ændret sig til deres fordel.
Tidspunktet for kompensation er forpasset. Selv hvis kompensation var en bæredygtig tilgang for to årtier siden, er det i praksis ikke længere svaret på globaliseringens negative bivirkninger. For at få taberne med, er vi nødt til at overveje ændringer af reglerne for selve globaliseringen.
Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her