Det Svend Brinkmannske kompleks

af

Da psykologiprofessor Svend Brinkmann anbefalede os at stå fast, blev han med sin bog fra den ene dag til den anden en kæmpe stjerne. Alle forholdt sig til hans budskab. Med sin ironiske distance til tidens udviklingstvang opfordrede og udfordrede han hele den danske befolkning til at sætte eksistentielle og etiske værdier i højsædet. Det gjorde han for at skabe mening i den grænseløse udviklingskultur, som er ved at være en af de største trusler mod danskernes mentale sundhed. Hvis stress, angst og depressioner ikke skal udvikle sig til at være det normbårne i vores kultur, må vi som nation finde nye spor at gå i, mener skribent Thomas Milsted, der har talt med Brinkmann om hans succes.

Professor Svend Brinkmann er en ydmyg mand. Han er ikke en rebel, og han opfordrer ikke til revolte eller andre venstreorienterede griller. Hans øjne er bare vidt åbne, og det han ser, bekymrer ham. Ligesom det bekymrer mange af os andre. I bogen ”Stå fast” bad han os om at være forsigtige med al den indadvendthed, der er oppe i tiden, og lod os samtidig forstå, at vi som individer bliver skabt af det relationelle. Du bliver den, du er i et samspil med dem, du er sammen med. Du bliver ingenting, hvis du er alene.

Brinkmann forsøgte med sin første bog at stoppe et tog, der var ved at løbe løbsk. Det gjorde han ved at skabe en modgift mod udviklingstvangen og det hermed forbundne krav om fleksibilitet uden for rimelighedens grænser og en omstillingsparathed, der trodser enhver natur.

Den efterfølgende bog, ”Ståsteder” , blev skrevet som en  selvstændig opfølgning. Her går han mere i dybden og mere filosofisk til værks. I en erkendelse af, at man ikke bare kan stå fast og leve af modgift. Når først toget holder stille, skal der gives nogle nye retninger i form af eksistentiel og etisk føde. Det, som Brinkmann i sidste ende mener, gør livet meningsfuldt.

Men han vil ikke anvise os, hvor det præcis er, vi skal hen. Lidt mere kryptisk og finurligt anbefaler han os i stedet alle sammen til at tage derud. Og det giver god mening. For det er lige præcis, sådan det er: selvom vi ikke kender alternativet til det liv, vi lever, kan vi sagtens være overbevist om, at det findes.

Vi har en vederstyggelig forkærlighed for tal. Vi elsker dem –  alt skal omsættes til tal og sættes på matematiske formler: Kærlighed, lykke, sundhed. Hvis noget ikke kan forklares i tal eller ikke har nogen nytteværdi, eksisterer det ikke.

Men kritikken er også kommet til. Som i et koordineret angreb har alliancen af dagblade spændende fra Information, Politiken til Berlingske åbenbart ment, at den mand, de før forgudede og var åndeløse forelsket i nu skal elimineres. Hvor Brinkmann som udgangspunkt satte lidt kulør på avisernes grå og åndløse spalter, blev det åbenbart pludselig tydeligt for de slumrende chefredaktører, at Brinkmann kunne være farlig. Som en forførende forelskelse, der gør os blinde for de mere mørke og dysfunktionelle sider af det subjekt, vi tilbeder, føler de sig nu kaldet til at påstå, at de blev forført. Svend Brinkmanns blå øjne dækkede åbenbart over et djævelsk budskab, som til og med kunne være samfundsomvæltende. Herregud, Brinkmann beder os bare i al stilfærdighed om, at vi tænker os om og får os et liv.

“Jeg fortolker tiden – jeg er ikke aktivist”

Jeg spurgte Brinkmann om den kritiske reaktion, efter at hans popularitet nærmest har fået gudestatus:

”Det banale svar er vel, at jeg er blevet katapulteret ind i en medieverden, hvor jeg pludselig har fået en stor platform at tale fra. Jeg holder foredrag, sælger bøger og har mange følgere på de sociale medier. Jeg var i 2015 nr. 6 på Politikens liste over de mest indflydelsesrige meningsdannere i Danmark – endda foran statsministeren, hvilket ret beset er absurd. Men når man bliver set som en, der har indflydelse, så er det både logisk og legitimt, at man bliver kritiseret og angrebet. Det er det banale svar”, siger Brinkmann og fortsætter:

”Måske er der også et underliggende svar. Det handler om, at min kritik af udviklingstvangen og instrumentaliseringen bliver set som en trussel mod den herskende (u)orden, hvor mennesker ofte reduceres til ressourcer, der skal underkastes optimering og præstationsforbedring fra børnehave til pensionering. Nogen taler om et voksende oprør mod denne tendens og ser mig som spydspids. Jeg ser dog mig selv mere som en analytiker og fortolker af samfundsudviklingen og dens psykologiske konsekvenser end som aktivist”.

Så du ser ikke dig selv som en farlig mand?

”Nej, jeg er optaget af alment menneskelige spørgsmål om mening, etik og eksistens, og hvis det er farligt at stille dem i vores tid, så er det da tiden, der er farlig, og ikke spørgsmålene”, svarer han.

Konkurrencestatens lærlinge går til modangreb

Brinkmann vil have meningen med livet tilbage og i sit opklarings- og udredningsarbejde trækker han på en række klassiske filosoffer, der lige fra tidernes morgen og frem til for nylig, har givet deres bud. Men han ser også det, der i dag gør det sværere for os at finde denne mening. Når Brinkmann taler om mennesker, der reduceres til ressourcer og som skal underkastes optimering og præstationsforbedring, så indebærer det, at mennesker meget belejligt kan anbringes og kategoriseres ved hjælp af tal og statistikker. Således styrer “magten.”

For ja, vi har en vederstyggelig forkærlighed for tal. Vi elsker dem –  alt skal omsættes til tal og sættes på matematiske formler: Kærlighed, lykke, sundhed. Hvis noget ikke kan forklares i tal eller ikke har nogen nytteværdi, eksisterer det ikke. Men tal er ikke det, livet handler om. Det handler om at stå op om morgenen og have lyst til at leve. Og i ”Ståsteder” forsætter Brinkmann derfor kampen mod den udbredte instrumentalisering, der foregår i samfundet. Han opfordrer os til at åbne øjnene og se det problematiske i at udnytte eller bruge mennesker som et instrument med en bestemt nytteværdi.

Brinkmann gør os sagligt og redeligt opmærksom på, at når vi reducerer mennesker til mestendels at blive set som en ressource, er der overhængende risiko for, at vi bliver tvunget ind i en bestemt ideologis tjeneste. Og det er i sig selv et demokratisk og etisk problem. Hvad med alle os, der ikke vil i krig, ikke ønsker at begrænse ansattes ytringsfrihed (som er nødvendig for at få kritisable forhold frem på landets arbejdspladser f.eks.) eller ikke ønsker at bidrage til eller deltage i en hovedløs vækst? Hvad med alle os, der ikke vil ofre miljøet, ligheden, dannelsen eller anstændigheden?

Jeg spår, at flere og flere fremover vil stå fast på, at vi skal derhen, hvor vi igen kan opleve et mere anstændigt samfund med fællesskabet i centrum.

Misforstå mig ikke – jeg kan godt købe præmissen om, at vi alle ind imellem er instrumenter, men må vi ikke bare selv være med til at bestemme for hvad? Uden at blive mødt af det mest reptile og uintelligente argument af dem alle; at man blot og bart er en vrangvillig “modstander af udvikling” eller ikke har forstået, et markedsøkonomisk samfunds grundlæggende præmisser.

For sagen er, at vi er mange, som ikke ønsker at stå i lære som ”konkurrencesoldater,” der klapper hælene i og ikke stiller kritiske spørgsmål. Vi ønsker faktisk at udvikle os til selvstændige tænkende individer, der lærer for at lære. Vi ønsker tilsvarende ikke at medvirke til at skabe trivsel på arbejdspladsen, bare fordi det øger effektiviteten og produktiviteten, men fordi hele befolkningen skal trives. Vi skal have det godt, fordi det at have det godt er et mål i sig selv, og ikke fordi, trivsel skaber blå tal på bundlinjen.

I folkets tjeneste

Og der er mange, som er enige med den populære professor. At stå fast er tilsyneladende visse steder blevet en folkelig modbevægelse. Og det er muligt, at Brinkmann – ufrivilligt – er blevet spændt for en vogn, der sigter højere og vil mere end hans eget udgangspunkt kan bære. En ting er imidlertid sikker: Hans bøger og ankomst i samfundsdebatten har ramt ned i et behov, som er større end det, Brinkmann lægger op til med sine anvisninger. Han er blevet en stemme for de tusinder, der efterhånden har fået nok. Hvad det er, de har fået nok af, er blot mere uklart, men vel nok værd at dykke ned i. Især for de politikere, der stadig opfatter sig som folkets tjenere.

Imens ryster alle tilhængere af konkurrencestaten i deres velpressede bukser, de skarpt strøgne skjorter og ditto nederdele; de er badet i sved ved tanken om, at et voksende antal medarbejdere muligvis vil sige stop til vilkår, der begrænser deres kreativitet, ytringsfrihed, og arbejdsglæde. Konkurrencestatens tilhængere så hellere, at befolkningen blev forført af et sportsikon med en motivationsnedbrydende konkurrencementalitet eller eksklusionsretorik om, at der altid kun er en vinder, frem for en klog mand der viste sig at have noget væsentligt og opbyggeligt på hjertet.

Men jeg spår, at flere og flere fremover vil stå fast på, at vi skal derhen, hvor vi igen kan opleve et mere anstændigt samfund med fællesskabet i centrum.

Foto: Pixabay

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Thomas Milsted

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.
Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376