Det amerikanske præsidentembedes forfald må afbødes

af

USA’s præsident Lyndon B. Johnson har sagt: “Præsidentembedet har gjort enhver mand, der har besat det, større – uanset hvor lille han var”. Men Donald Trump sætter den hovedregel på prøve. Det amerikanske præsidentembede har i Donald Trump mødt en, der formår at reducere det til hans egen størrelse, skriver Ana Palacio, der imidlertid advarer: verden har ikke råd til at læne sig tilbage og se på, at det amerikanske præsidentembede falder fra hinanden og Europa må forsøge at arbejde sammen med Trump og hjælpe ham med at blive en bedre leder.

MADRID –  USA’s præsident – embedet, ikke den person der besætter det– er en søjle i den internationale verdensorden. Det amerikanske præsidentembede udstikker retning og pejlemærker for hele systemet, en slags ror, der styrer verden mod smult vande eller gennem perioder med kreativ disruption, når det kræves.

Med Trump ved roret er rorpinden brækket, og hele systemet kan gå på grund i farligt farvand, hvorfra det bliver svært at komme fri selv efter, at han forlader magten.

Faktisk ligger den virkelige risiko ved Trumps præsidentperiode ikke i farlige forhold inden for de næste fire år men ved, at der på længere sigt opstår en retningsløs – og dermed højst ustabil – verdensorden

Faktisk ligger den virkelige risiko ved Trumps præsidentperiode ikke i farlige forhold inden for de næste fire år men ved, at der på længere sigt opstår en retningsløs – og dermed højst ustabil – verdensorden.

USA’s svækkelse på verdensscenen startede med Obama

Nedbrydningen af det amerikanske præsidentembedes globale rolle begyndte imidlertid bestemt ikke med Trumps indsættelse. Trumps forgænger, Barack Obama, havde en overordentlig logisk tilgang til udenrigspolitikken, hvor han fokuserede på afgrænsede områder, hvor han mente, at USA havde interesse og kunne gøre en forskel.

Men han svigtede ved ikke at tage hensyn til Amerikas systemiske rolle; og resultatet var, at han uforvarende forstærkede opfattelsen af, at USA’s globale lederskab var svækket.

Obama selv reagerede på sin egen forgænger, George W. Bush, hvis tendens til at gå faretruende langt blev eksemplificeret med hans Globale Krig Mod Terror. Og den tendens startede heller ikke med Bush: listen er lang og går mere end et århundrede tilbage.

Trump bliver ofte sammelignet med andre præsidenter. Hans nylige fyring af FBI’s direktør James Comey, der stod i spidsen for en undersøgelse af Trumps kampagnestabs forbindelser til Rusland, og Justitsministeriets efterfølgende udpegning af en særlig undersøger til at fortsætte denne undersøgelse, har inspireret sammenligninger med de sidste skandaleramte år af Nixons præsidentperiode.

Og de, der stadig er ivrige efter at lade tvivlen komme Trump til gode, sammenligner ham nogle gange med en anden republikansk outsider, der i begyndelsen blev set som en trussel mod den globale orden: Ronald Reagan.

Trump er hverken Nixon eller Reagan

Men Trump er ingen Nixon, Reagan eller nogen anden. Han er sui generis – en reality-show præsident, der er optimeret til sound-bite politik på sociale medier. Selvom han er en umådelig dygtig performer i det digitale cirkus, mangler han visioner, konsistens og den hurtige opfattelsesevne, der kræves af en leder i denne stadigt foranderlige og dybt forbundne verden.

Det væsentligste er de spørgsmål, Trump rejser. Ikke om det amerikanske præsidentembedes retning men om selve måden, det fungerer på.

Det væsentligste er dog, at de spørgsmål, han rejser, ikke er om det amerikanske præsidentembedes retning men om selve måden, det fungerer på.

Det mantra, som Trumps rådgivere har dækket sig ind under siden hans indsættelse, er at se på, hvad han gør og ikke, hvad han siger.

Vi bør, siger de, f.eks. ignorere hans impulsive beskyldninger og endeløse selvmodsigelser. Vi bør have tillid til de professionelle ved hans side: Forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson og den Nationale Sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster. Og vi bør vente tålmodigt på resultater, hvad de end måtte være.

Denne tilgang fremskynder blot nedbrydningen af præsidentembedet. Til en start kan de beskyldninger og selvmodsigelser, vi forventes at slå hen som en del af showet – eller sågar som en taktik, befolkningen endnu ikke kan forstå – let gå hen og blive altoverskyggende, som de amerikanske kabelnyheder bliver ved med at bevise.

De voksne vs. Trump – et kompliceret skuespil

Den ide, at Trumps regering skulle være en trøst for tvivlerne, er ligeså ødelæggende. For det første er det et åbent spørgsmål, om dens medlemmer kan modstå presset fra Det Hvide Hus.

Hvis man skal dømme ud fra McMasters verbale krumspring, da han skulle beskrive Trumps møde med den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, i Det Ovale Værelse, under hvilket Trump åbenbart afslørede klassificerede efterretninger fra en allieret, er dette langt fra garanteret.

Denne overførsel af ansvar medfører også alvorlige praktiske udfordringer. Hvad sker der for eksempel, når Trump modsiger en af de “voksne” i hans regering?

For ganske nylig og lige efter, at Trump havde slået fast, at Sydkorea skulle betale en milliard dollar for oprettelsen af et missilforsvarssystem på deres territorium, ringede McMaster til Sydkoreas nationale sikkerhedschef og lovede, at USA ville betale omkostningerne.

Det største problem med denne strategi er imidlertid, at den devaluerer selve præsidentembedet. Trump synes at være helt tryg ved bare at tjene som frontfigur. I løbet af hans valgkamp forlød det, at han havde planer om at lade vicepræsidententes stå i spidsen for både indenrigs- og udenrigspolitikken, mens han selv blot beholdt ansvaret for at “make America great again.”

Uanset hvor meget embedet er blevet skadet, er det fortsat sådan, at når en amerikansk præsident taler, lytter folk. Den autoritet bør ikke spildes på uhyrlige tweets og uregerlige vælgermøder

Det standpunkt er uholdbart. Den amerikanske præsident har en særlig stemme i verdenspolitik. Uanset hvor meget embedet er blevet skadet, er det fortsat sådan, at når en amerikansk præsident taler, lytter folk. Den autoritet bør ikke spildes på uhyrlige tweets og uregerlige vælgermøder.

Den skal bruges til at skære igennem den kakofoni af det 21. århundredes internationale affærer og udøve en stabiliserende indflydelse på verden.

Det er ikke for sent for Trump

Det er ikke for sent for Trump at optræde som en leder, der kan se udover sig selv og tale klart til verden. Han burde være startet på sin første udlandsrejse med besøg i NATO og G7 topmødet. På sit tidlige stop i Saudiarabien og Israel kunne han have bevæget sig marginalt i den retning, men det skete ikke.

Trumps værter, især NATO arbejdede hårdt på at skabe en atmosfære for en sådan ændring. De anerkender, at i en tid, hvor institutioner overalt kæmper for at forblive relevante, har vi ikke råd til at miste en søjle i verdensordenen alene på grund af en lille mands tilbøjeligheder.

Og uanset hvad der sker, må vi i Europa gøre, hvad vi kan, for at hjælpe Trump – om ikke til at få succes så i det mindste til ikke at gå ned i flammer.

Når Trump forfølger en forkvaklet politik, skal vi selvfølgelig gøre modstand. Når han agerer i modstrid med andres værdier og interesser, skal vi opponere. Når han krænker, skal vi forsvare. Men verden har ikke råd til at læne sig tilbage og se på, at det amerikanske præsidentembede falder fra hinanden.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Copyright: POV International og Project Syndicate.

Topfoto: http://allyhapenglish.blogspot.com/

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Ana Palacio
Tidligere udenrigsminister

Ana Palacio er tidligere spansk udenrigsminister, tidligere medlem af Europa-Parlamentet og tidligere vicepræsident for Verdensbanken. Hun er kandidat i jura, statskundskab og sociologi og er medlem af det spanske statsråd, gæsteforelæser ved Georgetown University i Washington D.C. og medlem af World Economic Forums Global Agenda Council in the United States. Hun er også seniorrådgiver for tænketanken Albright Stonehenge Group (ASG) samt medstifter og partner i Palacio y Asociados, et Madrid-baseret konsulent- og advokatfirma. Ana Palacio var Spaniens første kvindelige udenrigsminister fra 2002-2004. og chef for den spanske delegation for den europæiske unions regeringskonference samt medlem af præsidiet for konventet. Hun har tidligere været Senior Vice President for International Affairs ved AREVA, det internationale nukleare og vedvarende energiselskab samt Senior Vice President og General Counsel for Verdensbankgruppen.  Hun er medlem af bestyrelsen for ​​the Atlantic Council i USA, og af bestyrelsen for Hague Institute for the Internationalization of Law.

Seneste indlæg fra

Gå til Top