DERUDEFRA: Snedronningen flytter med

af

Forleden udkom Jyllands-Posten med et brev, som min far havde skrevet til sit 13-årige selv (han er 77). Man kan læse brevet ved at klikke på linket her. Han havde skrevet kronikken, fordi han deltog i avisens sommerserie, hvor en række danskere er blevet bedt om at skrive breve til deres yngre jeg. JP offentliggør efterfølgende de breve, redaktionen synes bedst om, i avisen.

Jeg blev helt rørt, da jeg læste min fars brev til sig selv.

De fleste af historierne har han også fortalt mig, da jeg selv var barn. Især gjorde det et uudsletteligt indtryk på min far, at han som 10-årig var blevet efterladt gående ved vejkanten, mens hans familie kørte forbi ham i bilen efter et skænderi, hvor han var blevet sat af i trods.

Følelsen af at være forladt og sorgen over at være blevet svigtet sad dybt i ham og skabte den type traume, som mange mennesker lever hele deres liv med. For selvom han godt vidste, at hans forældre elskede ham – og selvom han senere forhandlede med sig selv og overbeviste sig selv om, at han naturligvis var elsket, nagede tvivlen alligevel.

Barndomsfortællinger

Den slags episoder kan stikke dybt. Jeg har ofte mødt mennesker, der har fortalt mig om et enkelt betydningsfuldt øjeblik, som er kommet til at præge dem for altid. En uoverlagt bemærkning fra et familiemedlem, der stempler et barn som ”den kloge” og den anden som ”den mindre interessante.” En ondsindet replik fra bedstevennen, der udløser gråd. En mors henkastede dom om, at lillebroderen er “yndlingsbarnet.” Mere skal der ikke til. Vi kan næsten alle fortsætte listen med egne eksempler.

Det kan naturligvis også være en skelsættende positiv oplevelse, for det grandiose selv dannes også i barndommen. Fra Stig Andersens skønne biografi om den alt for tidligt døde chefredaktør med meget mere, Tøger Seidenfaden, husker jeg fortællingen om, at hans mor skrev breve til den unge student, hvor hun som noget ganske naturligt tiltalte ham som den stjerne, der oplyste universet, hendes evigt strålende sol. Sådan kan man vænne et barn og senere en mand til, at han naturligt og nærmest gudgivent er født til at være selskabets centrum.

Det skal så siges, at man i Tøgers tilfælde gerne tilgav ham det, for han var rent faktisk både hamrende begavet og tilsvarende underholdende.

Men selv husker jeg altså som nævnt bedst historier fra barndommens land om uretfærdigheder. Om børn, der blev overset, beskyldt for noget, de ikke havde gjort eller anbragt i en kasse, de herefter brugte hele livet på at slippe ud af.

De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund – H.C. Andersens Snedronningen

Det med, at der kan være oplevelser, man ikke kan glemme og som sætter sig fast som en troldsplint i hjertet, som en istap, der ikke kan fjernes, minder mig om H.C. Andersens uforglemmelige eventyr, ”Snedronningen”. Billedet med en iskold splint, der forgifter både blikket og sindet, gjorde dybt indtryk på mig, da jeg læste dette lange og frygtfremkaldende eventyr i sin tid som barn.

Fordrejede ansigter

Som mange, der har læst eventyret, vil kunne huske, er det Djævelen i H.C. Andersens fortælling, der skaber troldspejlet, som har den egenskab, at ”de dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund.”

I eventyret splintres troldspejlet i ”hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker”, men det gør blot effekten værre, for de mange småstykker gør stor skade på dem, der er så uheldige, at de får et stykke i øjet, for de ser fremover ”alting forkert, eller havde kun øjne for hvad der var galt ved en ting”, som Andersen skriver:

For ”hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som det hele spejl havde; nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is.”

Det er længe siden, jeg har tænkt på eventyret om Snedronningen, der skræmte mig fra vid og sans som lille, men min fars kronik fik mig til at mindes det, fordi han brugte en del energi, da han voksede op på at forsøge at undgå at se verden med det svigtede, forladte barns øjne. Og det ødelagde lidt af hans tro på det gode i mennesket – og på, at han selv var en, som fortjente at blive holdt af.

Isaks råd til Sana

En anden nylig episode, der fik mig til at mindes Snedronningen, var, da jeg i lighed med mange andre tusinde danskere så fjerde sæson af SKAM – serien, der har taget verden, men især Danmark med storm. Talrige er de analyser og hyldestartikler, som danske medier har ladet regne ned over den norske serie, der synes at have grebet forældregenerationen i lige så høj grad som det teenagepublikum, serien oprindelig var tiltænkt.

MERE POV
Kunsten at grine i eget selskab

I et af de sidste afsnit af fjerde og sidste sæson diskuterer Sana – hovedpersonen i denne sæson – med vennen Isak, som er bøsse. Sana fortæller om, hvordan det er at være muslimsk pige i Norge med tørklæde. Om hvordan hun bliver gloet på, evig mistænkt og aldrig bare accepteret, men altid kritiseret.

Isak siger, at han godt ved, hvordan det er at være minoritet, men Sana vil ikke lytte til ham. ”Man kan ikke se det på dig,” indvender hun, hvorefter hun fortsætter med at remse op, hvordan hun altid bliver udsat for fordømmelse og ikke passer nogen steder. ”Kunne det ikke også være fordi, du er så kold i røven og så bossy,” at folk ikke kan lide dig, spørger Isak tilbage. Og han fortsætter: ”Hvis du bare leder efter had, finder du det også hele tiden.”

Hvis man leder efter noget bestemt, ser man det også non stop

Nu er det utvivlsomt hårdt at være muslimsk ung kvinde med tørklæde i Norge. Men som seriens forfattere lader Isak indvende, så er det næppe sandt, at hele Norge vrimler med racister. Og der er noget om, at hvis man leder efter noget bestemt, ser man det også non stop.

Hvilket omvendt igen fik mig til at tænke videre, da jeg så episoden i denne uge, over, hvordan det må være at se radikalisering overalt. Hvor hårdt det i øvrigt også må være. Jeg er i virkelighedens verden venner med en af de mere kendte ”islamkritikere” i Danmark. Hun er sjov, skarp, veluddannet og sød.

Hendes Facebook-væg kan jeg imidlertid kun med besvær besøge, fordi den er proppet med historier og især horrible videoer af overgreb mod kvinder, demonstrationer og angreb mod homoseksuelle, forbrydelser, som Islamisk Stat eller deres sympatisører begår og trusler mod Vestens dekadente livsstil.

Hvis jeg ser for mange af disse film, kan jeg mærke, at forargelsen også rammer mig. For der er vitterlig en del at være forarget over. Men de forgifter også mit sind. Og det er ikke fordi, jeg mistænker historierne for at være konstruerede. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der findes forfærdelige mennesker derude i virkeligheden. Religiøse fanatikere, der ikke vil tøve med at dræbe, begå terror eller skade ”vantro” i islams navn.

Men pointen er ikke, at disse galninge og ekstremister findes. Eller at de rekrutterer unge mennesker, der efterfølgende f.eks. ikke tøver med at agere selvmordsbombere eller slå deres vantro søstre ihjel, mens de drømmer om Kalifatet.

Pointen er, at hvis du hele tiden leder efter dem, finder du ikke andet. Hvis du benhårdt fokuserer på islamistisk terror vil troldsplinten i dit øje sørge for, at du ikke ser andet. Andre vil også tilsende dig endnu mere materiale, fordi de ved, at du er interesseret.

Og følgelig vil du f.eks. kun med besvær få øje på det store flertal af fredelige borgere, der tilfældigvis også er muslimer. Eller også overser du, at de fleste ofre for terror også er muslimer.

Fake news og mikroaggressioner´

Sådan er det i øvrigt også med meget af de så omtalte ”fake news” – tidens journalistiske modeskældsord. Der er en hårfin balance mellem at ”vinkle” som journalist eller medie og så at ”fordreje.” Det første er helt i orden, lærer man som journalist. Som skrivende må man gerne – og nogen gange er det endda en kæmpe fordel – investere sig selv og give noget med. Mens det andet – hvor man f.eks. udelader faktuelle oplysninger eller bevidst overdriver andre, fordi det passer ind i ens kram – er forbudt. Og det leder kun til fordømmelse i branchen – helt fortjent skulle jeg måske tilføje.

Men hvor går grænsen? Hvis man f.eks. som konservativt medie hele tiden leder efter historier, der viser, at universiteterne bevidst udelukker borgerlige stemmer og tildeler safe spaces til sarte venstreorienterede millenials, de såkaldte snowflakes, der skal beskyttes mod hate speech og mikroaggressioner samt sørge for, at de unge kun lytter til politisk korrekte progressive forelæsere, er sandsynligheden for at man tiltrækker præcis disse historier også større.

Jeg kan se det på min lokale FOX News, hvor jeg bor i USA, der flyder over med disse historier fra amerikanske universiteter uge efter uge. Mennesker, der føler sig diskrimineret imod eller udelukket, vil helt af sig selv tiltrækkes af et sådant medie og få lyst til at fortælle deres historier til dem. Hvorved mediet og dets publikum genbekræftes i, at det også er ”virkeligheden” og sådan kan historien så fortsætte ad nauseam. Også selv om flertallet af amerikanske universiteter ikke ser sådan ud.

Præcis det samme gør sig gældende med andre vinkler på livet. Og ikke bare for journalister. Der findes endnu en talemåde, som passer her: ”Hvis du går rundt med en hammer, er sandsynligheden for at du finder et søm, stor” – eller noget i den stil.

Handling giver forvandling

Og så kommer jeg tilbage til det med at se på sit eget liv gennem barndommens linse. Og til hvorfor det kan være klogt at pudse brillerne. Mit bud er, at for mange kommer til at skygge for sig selv, fordi de sidder fast i mønstre, som de ville have bedst af at slippe fri fra. ”Jeg har jo altid været klassens klovn,” siger den selvbestaltede ”morsomme mand” undskyldende, mens han går i gang med den næste dumme vittighed – og driver sine kolleger til vanvid.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Tit er man nemlig selv med til at holde fast i sin skabelon. Det er sjældent, at forældre, søskende eller barndomsvenner aktivt fortsætter med at proppe en ned i en kasse. Mens man ofte selv klynger sig til det trygge, man kender; også selv om man ikke kan lide det.

Mange mennesker ville være en smule mere lykkelige, mere veltilpasse og mindre frustrerede, hvis de kom af med den glassplint i øjet, der får dem til at se på både deres omverden og sig selv med det samme blik livet igennem

Så næste gang, du får lyst til at gentage historien om, at du er ”hende der altid rydder op” eller traditionelt er ”festens midtpunkt”, så prøv at gøre noget andet. Du behøver ikke tænke for meget over det. Bare gør noget andet, end det du plejer. Og så vil du opleve noget andet morsomt, der er værd at skrive sig bag øret. Nemlig, at det ikke altid er nødvendigt at have vendt blikket indad og tænkt en masse dyre tanker, før man handler.

Med andre ord er det ikke altid nødvendigt at være velovervejet endsige at gå på kursus i mindfulness eller meditere for at skabe forandring i sit liv. Nogen gange er det noget så enkelt som at gå en ny vej på arbejde. Sætte sig på en ny plads i Metroen. Køb ind i en butik, du ikke ville drømme om at handle i normalt. Prøv at tale med det familiemedlem, som du siden barndommen har ment, ikke respekterede dig eller foretrak din storebror.

Der er ikke noget som er sværere end at ændre dårlige vaner, fortæller ugebladene os. Javel – det er meget muligt. Men det er endnu sværere at finde den pincet frem, der kan fjerne troldsplinten, som sidder fast bag barndommens øjenlåg. Hvor den sidder og fremkalder gentagelsens trælse logik: ”Jeg er sådan en, der tiltrækker mænd, som intet kan selv.” ”Du har altid været den store,” ”Jeg bliver aldrig rigtig set – det er jeg vant til.”

Jeg tror, at mange mennesker ville være en smule mere lykkelige og føle sig mere vel tilpas, hvis de kom af med den glassplint i øjet, der får dem til at se på både deres omverden og sig selv med det samme blik livet igennem.

Og som uvægerligt får dem til at gentage de samme mønstre, gå hjem med de samme typer eller altid havne i situationer, der bekræfter dem i enten at ”sådan er jeg” eller ”sådan er de andre”. Og så er det egentlig ligegyldigt, om vi taler om selvbilleder eller fjendebilleder: Troldsplinten flytter med..

På POV får skribenterne og redaktørerne ikke løn, men betales direkte af læserne. Hvis du er glad for Annegrethes klummer og gerne vil honorere hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – kan du sende et beløb, størrelsen bestemmer du helt selv, til hende på Mobile Pay: 93 85 05 85.

Toplillustration: Light of Day – Stefano Corso, Flickr.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top