DERUDEFRA: En udlandsdanskers ikke specielt ydmyge bekendelser

af

Mens disse linjer skrives, er jeg ankommet til Folkemødet i Allinge på Bornholm. Op til afgangen har jeg – lidt forgæves – forsøgt at forklare mine amerikanske venner om, hvad Folkemødet er for en størrelse. Jeg har fortalt lidt om, hvordan det var svenskerne, der startede; det forstod de godt.

Og om at det er en slags ”ideas and politics festival” – sådan nogle findes også i USA – men at det ikke er tænketanke eller politiske partier, der driver foretagendet fremad; selvom det godt nok var Bertel Haarder, der fik ideen.  Jeg har også understreget, at det heller ikke er en festival på Woodstock-måden – og at der næsten ikke er musik. Altså med store koncerter som på Roskilde eller Skanderborg.

Det er især det forunderlige institutionelle, meget danske set-up, der er svært at formidle til mennesker udenfor Skandinavien. At alt fra kommuner, socialpædagoger, handikaporganisationer, statslige styrelser – fra erhvervsfremme til arbejdsmiljø – over private pensionskasser og fagforeninger samt et utal af konsulentbureauer og lobbyister samt medierne og altså ikke mindst borgerne alle sammen befinder sig i en organiseret pærevælling over fire dage.

Det forstår de ikke så meget af. Jeg har ellers i årevis gjort en del ud af at forklare dem, at hvor USA er individernes paradis, er danskerne vilde med kollektive anordninger. Vis mig noget, man kan melde sig ind i, og en dansker vil straks melde sig ind. Og hvis det har noget offentligt over sig, er det fint.

I Danmark er staten din ven, og jeg lærte i min folkeskole i 1970erne, at ”staten, det er os alle sammen”. Og jeg har da også selv fortalt mine fire børn, da de var små, at man betaler skat ”fordi man gerne vil bidrage til fællesskabet og sørge for at der er skoler, hospitaler og veje, som alle kan køre på.”

I USA er det omvendt. Enhver amerikaner mistror dybest set staten, og det er langt fra tilfældigt, at forfatningen mest handler om at beskytte borgerne imod the federal government, der potentielt kunne tænkes at gå amok eller i hvert fald fratage individet dennes borgerrettigheder.

Retten til at bære våben bunder tilsvarende også – hvad mange danskere ikke ved – i en frygt for, hvad myndighederne kunne finde på. Det er afgørende, at den enkelte borger med våben i hånd i sidste ende kan forsvare sig overfor et magtfuldkomment statsapparat.

Men sig det til en velfærdstatsvant dansker, og vedkommende vil se uforstående ud. I Danmark er staten din ven, og jeg lærte i min folkeskole i 1970’erne, at ”staten, det er os alle sammen”. Og jeg har da også selv fortalt mine fire børn, da de var små, at man betaler skat ”fordi man gerne vil bidrage til fællesskabet og sørge for, at der er skoler, hospitaler og veje, som alle kan køre på.”

Det eneste sted, man ikke ser sådan på sagerne, er, hvis man befinder sig på Liberal Alliances båd, der ligger til ved havnen i just Allinge under Folkemødet.

Her ved de alt om frihed og individ, men det er jo også fordi, LA i virkeligheden ikke er et dansk, men et amerikansk inspireret parti. Det siger jeg ikke på en ondskabsfuld måde. Jeg elsker at bo i USA, og mener, at danskerne kan lære mangt og meget af amerikanerne.

Jeg konstaterer blot, at mistroen til velfærdsstaten er noget ret udansk, og at jeg ikke kan se tendensen andre steder end hos LA (også selvom jeg lytter til mine mange lyserøde venner, der fortæller mig, at samtlige rettigheder er ved at blive udhulet og på vej til at forsvinde i det danske, og at det netop kun er et spørgsmål om tid, før vi bliver som amerikanerne. Jeg tror så ikke helt på det, men det behøver jeg jo ikke fortælle dem.).

Men i virkeligheden er det slet ikke det, klummen i dag skulle handle om. Jeg har i årevis skrevet om forskellen mellem amerikanere og danskere, så det emne lader vi ligge.

Fra hjemve til klaustrofobi

Næh – det jeg ville berette er mere nutidigt. Nemlig noget besynderligt, som er opstået over de seneste par år, og som jeg ville have forsvoret var muligt.

Jeg kalder det for mig selv for ”omvendt hjemve”, og i sidste uge skrev jeg med en god ven om sagen.

Omvendt hjemve handler om, at man pludselig en dag, når man ikke har boet i Danmark i årevis, finder ud af, at man har tabt lysten til at ”vende hjem” – altså for at blive.

Det er ikke noget, som sker på en gang eller lige pludselig; det kommer snigende. Det er især mærkeligt, fordi man som udlandsdansker bliver vant til, at man ”selvfølgelig flytter hjem en dag.”

De første 10 år, jeg boede i henholdsvis Storbritannien, Frankrig og USA, svarede jeg da også altid bekræftende, når især gamle venner spurgte mig om, hvorvidt jeg troede, jeg ville ende i det danske til sidst. ”Selvfølgelig,” svarede jeg altid prompte. Jeg behøvede end ikke at tænke mig om. Og jeg har da også fortsat beholdt både min gamle lejlighed i Københavns Indre By samt mit sommerhus i Nordsjælland.

Hvor jeg tidligere havde tænkt med lige dele vemod og savn på mit fædreland, følte jeg kun en eneste ting ved udsigten til at havne i fast arbejde i København igen. Og det var ’klaustrofobi.’

Men for seks år siden, i 2011, blev selvfølgeligheden sat på en prøve, der afslørede, at virkeligheden havde overhalet drømmen. Jeg fik tilbudt et spændende arbejde i Danmark, og samtidig var min bedre halvdels udstationering som diplomat ophørt. Vi stod derfor overfor en ganske stor beslutning. Skulle vi flytte tilbage til i hvert fald Europa med vores fire børn, og muligvis København? Eller skulle vi blive i Washington, som ingen af børnene ville flytte fra?

Og pludselig stod en ubehagelig sandhed glasklar frem for mit indre. Hvor jeg tidligere havde tænkt med lige dele vemod og savn på mit fædreland og altid var frisk på en flyvetur henover Atlanterhavet især for at deltage i nogle af alle de fester/barnedåbe/konfirmationer/fødselsdage/julefrokoster og runde fødselsdage, jeg hele tiden gik glip af, så følte jeg kun en eneste ting ved udsigten til at havne i fast arbejde i København igen. Og det var ’klaustrofobi.’

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Virkelig besynderligt. Samtlige mine allerbedste venner befinder sig i Danmark – og hele min egen familie, mine forældre og søskende, som jeg elsker højt, gjorde og gør fortsat også.

Alligevel fyldte tanken om ikke længere at suse ind med et fly for at holde ferie, men i stedet permanent indtage min gamle lejlighed, genaktivere sygesikringskortet og betale A-skat igen, mig med en stille rædsel. Jeg havde simpelthen mistet lysten til at bo i det København, jeg ellers fortsat elsker.

Og jeg kunne ikke engang forklare det overfor mig selv.

For når det ikke er vennerne og veninderne, der er noget galt med – tværtimod er jeg nøjagtig lige så trist over at gå glip af så meget af deres liv og så mange sociale ting, man bliver inviteret til og må takke nej til, som jeg var tidligere – hvad er det så?

Det er ikke noget politisk – ej heller noget med mad eller kultur

Jeg satte mig for at undersøge sagen.

Jeg startede med at udelukke samfundsmodellen. Jeg har altid ment, og gør det fortsat, at i bund og grund er den socialdemokratiske opfindelse med en bred og inklusiv universel velfærdsstat klart den mindst ringe løsning på den politiske udfordring om at skabe et retfærdigt samfund i en markedsøkonomi.

På mikroplanet holder Danmark også pænt. Jeg er fortsat vild med rugbrød, kærnemælkskoldskål og rabarber – alle tre spiser, der for mig er uløseligt forbundet med sommer i Danmark (at danskerne selv tror, at jordbær med fløde er dansk, er lidt pudsigt, for englænderne er mindst lige så vilde med lige den dessert, ligesom såvel svenskere som italienere mener, at ”meatballs” hører til hos dem, hvorfor frikadeller heller ikke tæller). Jo, jeg kan godt lide dansk mad og de fleste vaner, man kan iagttage også.

Så hvad er det da? Hvorfor føltes muligheden af at blive hjemmedansker igen kvælende fremfor berigende?

Jeg ville ønske, jeg kunne dække mig ind under noget med kultur. Hvis jeg bare kunne skrive, at jeg, efter at have boet i ni år op og ned ad Smithsonian-museerne og Kennedy Centeret og blot to en halv times togrejse til Manhattan med alle de vidunderlige kulturelle events, New York City tilbyder, da umuligt kunne rejse tilbage til et land, hvor Louisiana er det fineste museum, og hvor en grødcafe i Elmegade og en Film- samt Jazzfestival hver efterår er højden.

Når sandheden skal frem, har jeg faktisk fortvivlende lidt forstand på kunst og (fin)kultur. Jeg har skam forsøgt med maleri, billedkunst og ballet samt opera, men det hjælper ikke rigtig.

Men sandheden er, at jeg med skam at melde aldrig går på museum i Washington D.C. – faktisk kun når der kommer danskere, jeg skal vise disse frem til. Og når jeg er i New York – min yndlingsby – har jeg alt for travlt med at shoppe, spise og dalre rundt til, at jeg nogensinde når frem til noget særlig kulturelt.

Når sandheden skal frem, har jeg faktisk fortvivlende lidt forstand på kunst og (fin)kultur. Jeg har skam forsøgt med maleri, billedkunst og ballet samt opera, men det hjælper ikke rigtig. Teater kan lige gå an, men helst læser jeg bare bøger og ser film og tv-serier … ak ja. Og det kan man jo alt sammen fint gøre i det danske. Takket være Netflix og HBO samt serier, der kører på Amazon og YouTube, kan jeg få stillet min trang til massekultur lige så nemt i København som i Washington.

Kunne det så være noget politisk? Politik er, når alt kommer til alt, det, der har fyldt hele mit liv. Først som ungdomspolitiker – fra DGS over VS og studenterpolitik – og siden som politisk journalist.

Men nej, det er ikke fordi jeg, som mange udlandsdanskere ellers har for vane, lider af “åh-hvor-jeg-skammer-mig-over-at-være-dansk”-syndromet. Tværtimod er jeg fortsat lidt stolt over at være dansker, og jeg griber enhver lejlighed til at holde sikkert kedelige og alt for lange foredrag for amerikanerne om Danmark – fra barselsorlovens fortræffeligheder til lovsange over vuggestuer, børnehaver, ”universal Health Care” og danske fædre, der kan dosere d-dråber og skubbe barnevogne – hvilket de ikke gør i særlig høj grad i Amerika.

Nej. Det er ikke noget politisk.

De små menneskers land?

OK da – hvad er det ?

Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, det er noget socialt. At jeg i stigende grad har det svært med de koder, som jeg kan tyde (fordi jeg jo er dansk), men ikke bryder mig om.

Jeg nævner i flæng og med risikoen for i den grad at generalisere:

Jeg har det svært med kombinationen af Nordic cool – ingen taler med og til hinanden, med mindre de kender hinanden virkelig godt i forvejen – på den ene side og Janteloven på den anden. Koderne for, hvordan man opfører sig er snærende i en grad, der får mig til at sætte prædikatet tribal på Danmark.

Danmark er et stammesamfund, hvor diverse grupper har regler for, hvad man kan, med hvem og hvornår og ikke mindst hvorfor, der driver mig til vanvid.

Det er noget med ”lavt til loftet”, som generer mig. Noget med at man helst ikke må have for store ambitioner og i hvert fald ikke tale om dem (og slet ikke højt og længe, mens man slår ud med armene). Man skal også helst have gråt og sort tøj på – selv om sommeren

Danskerne putter sig. De går ikke ud som i Sydeuropa (OK – vejret indbyder så heller ikke altid til det) men hjem med hinanden. De danske byer er også – med få undtagelser som nu Allinge, hvor jeg befinder mig, der er smuk og pittoresk – grimme. Let’s face it. Det er de. Parcelhuse er heller ikke for kønne, og det er mængden af mennesker i tøj købt i Føtex med tarvelige tatoveringer hist og pist heller ikke.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Men før jeg roder mig ud i noget alt for elitært, og før det lyder som om, jeg mener, at alle skal gå i designertøj, så lad mig sige, at det ikke er det vigtigste – der er bestemt heller ikke for kønt i store dele af den amerikanske provins.

Nej, det er noget med ”lavt til loftet” som generer mig. Noget med at man helst ikke må have for store ambitioner og i hvert fald ikke tale om dem (og slet ikke højt og længe, mens man slår ud med armene). Man skal også helst have gråt og sort tøj på – selv om sommeren – og boligindretning i Danmark er grotesk domineret af ”alt er sort og hvidt”-tendensen. Og finder en skaldet rød eller gul pude vej til et rum, så er det alt rigeligt til at opnå prædikatet ”farverig.”

Og tag ikke fejl – det er ikke bare et spørgsmål om indretning. Det er et sindbillede på ensartetheden. Konformiteten. Group think, som amerikanerne kalder det. Det er danskerne verdensmestre i. Vi er ikke hjertelige og overstrømmende som den gennemsnitlige middelklasse-amerikaner. Vi er til gengæld ofte direkte og kritiske – hvilket overhovedet ikke er det samme.

Konsulenters og kandidatgradernes paradis

Vi er konsulenternes paradis. Og fantasien om Nyhavn, Frederiksberg Have, de lyse nætter, de vraltende ænder og de venlige politibetjente kan ikke hamle op med misundelsen og lysten til at sige ”nu skal du ikke komme for godt i gang.”´

Udelukkelse er vi også gode til. Hvor amerikanerne er ufattelig large i deres sværgen til meritokratiet frem for alt – hvis du leverer varen, er de fløjtende ligeglade med eksamenspapirer og alder eksempelvis – så er vi i Danmark besat af at spørge til folks eksamenspapirer og formelle kvalifikationer.

Vi taler i ramme alvor om folks kandidatgrader – i visse medier skriver man sågar ph.d. eller ”cand.scient.pol.” efter analytikeres navne som om det gav dem en særlig tyngde.

Og vi håner dem, der fejler. Det er pinligt at være arbejdsløs og har man forbrudt sig mod de normer, der gælder i ens fag eller i ens gruppe, falder hammeren. Hvor det er en dyd at gå fallit i Silicon Valley, fordi man ræsonnerer, at dem, der vover en masse, også løber en risiko og fordi man nu engang lærer mest af sine fejl, ja så er det omvendt dybt skamfuldt hos os.

At blive fyret er så slemt og smertefuldt i Dannmark, at store arbejdspladser tilbyder psykologhjælp og konsulenttimer til at få de traumatiserede eks-medarbejdere på benene igen. Samfundet ser ned på en. Og det er – i et storkollektiv som det danske –  ikke rart.

Nuvel – det er meget muligt, at ovenstående hverken dækker det hele eller er specielt ”retfærdigt”. Jeg kender trods alt og heldigvis bunker af varme, storsindede og vovemodige danskere (heldigvis). Så måske er det fordi, jeg selv fra tid til anden har fejlet indenfor mit eget fagområde eller i mit eget liv, at jeg tænker og ræsonnerer, som jeg gør. Måske er jeg blevet ekstra sensitiv, og tro mig- jeg har skam skældt mig selv ud for at ”se spøgelser ved højlys dag” som man jo siger.

Men klummer handler ikke altid om at bortforklare ting. De bedste klummer – synes jeg selv og jeg læser mange andres – handler også om, at man smider noget af sig selv på banen. Svesken på disken.´

Så når jeg ser middelmådighed, udelukkelse, social kontrol, kliker og strambuks (blot i form af de evindelige sorte Levis) kan det sagtens bare være en afspejling af mig, og der, hvor jeg selv er kommet til kort. Men hvad så? Jeg vil gerne have min barnetro tilbage. Jeg vil gerne have, at Danmark er det sted, jeg føler mig hjemme. Men måske er det for sent. Det vides ikke med sikkerhed.

POV lønner ikke sine skribenter. Men hvis du godt kan lide at læse Annegrethes faste torsdagsklumme, “DERUDEFRA” så kan du donere til hendes arbejde på POV International – både som skribent og som chefredaktør – på Mobile Pay: 93 85 05 85. Beløbet bestemmer du selv. Glad bliver hun under alle omstændigheder.

Topillustration: ‘Lady Liberty’ – Stefano Corso, Flickr.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Gå til Top