mm

Deniz Serinci

Deniz Serinci er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet (2013). Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbunds Københavns afdeling (kreds1) og har siden 2014 været Leader for Interreligious Understanding and Counter Extremism (LIU), et tværkulturelt dialogprogram med unge fra Danmark, Syrien, Libanon og Egypten, støttet af bl.a. det danske Udenrigsministerium. Han er desuden redaktør på JIYAN.DK – Danmarks Kurdiske Avis.  Han har bidraget til bogen “Kampen om Mellemøstens Fremtid“, Ræson (2016) samt skrevet bøgerne “Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat (IS)“, Frydenlund (2015) og ”Tyrkiets historie 1923-2012”, Frydenlund (2013). Han taler dansk, engelsk, kurdisk og tyrkisk.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Deniz Serinci
på Mobile Pay: 26835664

Derfor vandt Erdogan igen tyrkisk valg

ANALYSE – Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan er den eneste tyrkiske leder, hvis parti har formået at vinde alle valg – to folkeafstemninger, lokal-, parlaments- og præsidentvalg – 16 år i træk. Erdoğans popularitet skyldes flere faktorer. I dag vandt han også præsident- og parlamentsvalget.

Mere medietaletid til Erdogan

Fra den 14. maj til 22. juni 2018 fik Erdogans AKP-MHP-BBP-alliance, kendt som ”Folkets Alliance” 181 timer på det statslige TRT-tv. Oppositionen, bestående af det sekulære CHP, nationalkonservative Iyi Parti, religiøse Lykkens Parti (SP) og konservative Demokratisk Parti (DP) og Folkenes Demokratiske Parti (HDP) fik 22 timer. Heriblandt fik det pro-kurdiske HDP 32 minutter.

Når Erdogans modstandere ikke har fået mere taletid, skyldes det også, at oppositionens medier efterhånden enten er lukket, anklaget for terrorstøtte eller også er de overtaget af Erdogan-loyale mediemoguler.

Se fordelingen her:

181 timer til Erdogan, 22 timer til opposition, heriblandt 32 minutter til HDP.🇹🇷 #TyrkietValg 🗳️

Posted by Deniz Berxwedan Serinci on Sunday, June 24, 2018

Økonomi

Under Erdogans regeringsperiode fra 2003 og ti år frem oplevede tyrkerne en historisk god økonomisk periode. Som Tyrkiet-eksperten Soner Cagaptay fra USA fastslår:

”Før Erdoğan var Tyrkiets levestandard lig med Syriens (før borgerkrigen). Efter Erdoğan kom Tyrkiets levestandard op på Spaniens standard”.

I 2013 – efter 11 år med Erdoğan ved magten – talte eksperter om »kinesiske dimensioner« i den tyrkiske økonomi, der blev den 16. største i verden. Samtidig var de udenlandske investeringer i landet stigende, ligesom arbejdsløsheden faldt fra 11,9 % i januar 2011 til 10,2 % i januar 2012. Under Erdoğan er infrastrukturen i landet blevet markant forbedret med flere nye veje, broer og sygehuse.

Der er tårnhøj inflation, faldende tyrkisk lira og høj arbejdsløshed. Men vælgerne blev ikke overbevist af oppositionen om, at den kunne redde økonomien

De, der før Erdoğan skulle fra Vesttyrkiet til Østtyrkiet for at besøge familien, måtte ofte køre i overfyldte busser i 20-25 timer. I dag har de råd til indenrigsfly, der kan klare turen på få timer.

Men nu er økonomien yderst dårligt. Der er tårnhøj inflation, faldende tyrkisk lira og høj arbejdsløshed. Men vælgerne blev ikke overbevist af oppositionen om, at den kunne redde økonomien.

Erdogan betragtes som garant for religiøs frihed til sunni-majoritet

Op til 80 procent af tyrkerne er sunnimuslimer. Erdogans ophævelse af forbud mod islamiske tørklæder på uddannelsesinstitutioner i 2008 er populær. ”Takket være præsident Erdoğan kan jeg både studere og gå iført slør,” som en kvinde i Tyrkiet fortalte mig.

Det, Tyrkiet som general Atatürk havde skabt i 1923, var sekulært. Religion og politik skulle adskilles. Islamisk lov blev ophævet. Hviledagen blev flyttet fra den islamiske helligdag fredag til søndag. Det arabiske alfabet blev erstattet af det latinske.

Det blev forbudt for kvinder at bære muslimsk hovedbeklædning offentlige steder. Kvinderne måtte tage sløret af, inden de gik ind på universitetet. Nogen tog sågar en paryk ovenpå sløret for at skjule sløret. De mænd, hvis koner gik med slør, blev fyret fra militæret.

Erdogan har som første i tyrkisk historie formået at marginalisere de sekulære kræfter i militæret – til stor glæde for den sunnimuslimske, konservative majoritet i Tyrkiet

Efter Atatürks død den 10. november 1938, var det militærets opgave at sikre, at Tyrkiet forblev på Atatürks spor. Ved at indføre en spærregrænse på 10% – verdens højeste ved nationale valg – håbede militæret på at holde islamister, kurdiske separatister og kommunister ude. Militæret havde det sidste ord i politik i Tyrkiet, ikke de folkevalgte politikere. Følte militæret, at Atatürks principper blev undergravet, tøvede de ikke med at gribe ind.

Erdogan har som første i tyrkisk historie formået – gennem retssager i 2007, 2008, en folkeafstemning i 2010 og EU-proces – at marginalisere de sekulære kræfter i militæret – til stor glæde for den sunnimuslimske, konservative majoritet i Tyrkiet.

Denne majoritet frygter, at hvis oppositionen ved dagens valg CHP kom til magten igen – så vil de som landets konservative majoritet måske blive undertrykt igen.

Udenrigspolitik

Erdogan spiller på tyrkernes stolthed: Erdogan har fået udleveret påståede Gülen-tilhængere i Kosovo og Gabon i Afrika. Den islamiske lærd Fethullah Gülen beskyldes for at stå bag det fejlslagne kupforsøg i sommeren 2016. Erdogan har slået ned på ærkefjenden, det kurdiske militante parti PKK i Afrin i Syrien på kun to måneder.

Erdogan kollage – foto: Pixabay.

Nu er Erdogan i gang med at bombe PKK-mål i irakisk Kurdistan. Det er en vindersag for Erdogan at angribe PKKs hovedkvarter i Irak, Qandil-bjerget. Ved at bombe PKK, kunne Erdogan appellere til nationalistiske tyrkere og tiltrække vælgere fra den nationalkonservative konkurrent Iyi Parti ved valget i dag. Da Erdogan i juni 2015 bombede PKK, fik han masse nationalistiske vælgere tilbage ved omvalget tre måneder senere. Erdogan håbede at gentage den succes. Det ser ud til at være lykkedes.

Sidste år og dette år afviste flere europæiske lande, såsom Tyskland og Holland tyrkiske ministre at komme herop og føre valgkamp. For mange tyrkere – i Tyrkiet såvel som i Europa – var de europæiske landes afvisning af tyrkiske ministre et tegn på hykleri og dobbeltmoral

Desuden håbede Erdogan på at svække det prokurdiske parti Folkenes Demokratiske Parti (HDP) ved at bombe PKK. HDP kunne som PKKs politiske gren næppe forsvare operationen mod PKK. HDP prøvede at tiltrække ikke-kurdiske vælgere i håb om at få så mange stemmer som muligt. Fordømte HDP operationen mod PKK, ville HDP – håbede Erdogan – miste nogle ikke-kurdiske (tyrkiske) vælgere. Det ser også ud til at være lykkedes.

Erdogans konflikt med EU ser også ud til at styrke Erdogan. Sidste år og dette år afviste flere europæiske lande, såsom Tyskland og Holland tyrkiske ministre at komme herop og føre valgkamp.

For mange tyrkere – i Tyrkiet såvel som i Europa – var de europæiske landes afvisning af tyrkiske ministre et tegn på hykleri og dobbeltmoral. Tyrkiske aviser kritiserede, at tilhængere af PKK, der stod på EU’s terrorliste, jævnligt kunne demonstrere på europæiske stræder og fremvise PKK-billeder og -flag, mens ministre fra en folkevalgt tyrkisk regering, der ikke stod på nogen terrorliste, ikke kunne lave propaganda i Europa.

Den tyske, hollandske og danske afvisning kunne ifølge eksperter – såsom lektor Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet – styrke Erdoğan. Erdogans narrativ om, at europæerne var »hykleriske« og ikke ønskede de muslimske tyrkere, kunne vinde yderligere genklang blandt tyrkerne. Især hos det tyrkiske nationalistsegment i Erdoğans bagland, der ofte følte sig uretfærdig behandlet af europæere, som trods årtier endnu ikke havde optaget tyrkerne i EU.

Syriske flygtninge

Tyrkiet har taget imod 3.300.000 syriske flygtninge siden borgerkrigen i Syrien brød ud i marts 2011. Af dem er 30.000 blevet tyrkiske statsborgere.

De har formentligt stemt på Erdogan, som en tak for hans gæstfrihed og hans kamp mod præsident Assad i Syrien, som flygtningene er flygtet fra.

30.000 stemmer er ikke mange. Men disse vælgere boede især i den sydlige del af landet– HDP’s højborg – hvor også mange kurdere bor. Erdogan håbede formentligt på, at HDP dermed ville blive svækket i disse områder.

Men han undertrykker jo oppositionen?

Ja, men målet helliger midlet, mener hans tilhængere.

I Europa er Erdogan ikke særlig populær. Han har verdens største fængsel for journalister med omkring 170 journalister bag lås og slå. Mange oppositionspolitikere er også fængslede. Men manden på gaden er ofte enig med Erdogan i, at det er nødvendigt at slå ned på disse grupper.

De tyrkiske myndigheder afviser kritikken af, at journalisterne er politisk forfulgte. De henviser i stedet til, at medierne ifølge dem spreder propaganda til fordel for de formodede bagmænd bag kupforsøget i juli 2016, nemlig Fethullah Gülens organisation eller PKK, som også står på EU’s terrorliste.

Efter kaotisk periode med kupforsøg og angreb ønsker tyrkerne stærk leder, der slår hårdt ned

Myndighederne henviser til, at de nedlukkede kurdiske medier ikke forholdt sig kritisk til den kurdiske part i konflikten, nemlig PKK. Tværtimod, så fik folk, der ukritisk hyldede PKK og PKK’s leder Abdullah Öcalan, ofte ubegrænset taletid.

Efter kaotisk periode med kupforsøg og angreb ønsker tyrkerne stærk leder, der slår hårdt ned. Sommeren 2016 blev Tyrkiet udsat for et kupforsøg, hvor dele af de væbnede styrker forsøgte at afsætte præsidenten. Hundredvis af mennesker mistede livet, og parlamentet blev bombet.

Men Erdoğan overlevede kuppet og blev ikke væltet. Derfor har mange tyrkere også forståelse for, at Erdogan slår ned på påståede kupmagere og politikere, der menes at have forbindelse til terrorstemplede organisationer.

Topillustration: Præsident Erdogan – Foto fra Flickr.

Kategorier