mm

Deniz Serinci

Deniz Serinci er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet (2013). Han er bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbunds Københavns afdeling (kreds1) og har siden 2014 været Leader for Interreligious Understanding and Counter Extremism (LIU), et tværkulturelt dialogprogram med unge fra Danmark, Syrien, Libanon og Egypten, støttet af bl.a. det danske Udenrigsministerium. Han er desuden redaktør på JIYAN.DK – Danmarks Kurdiske Avis.  Han har bidraget til bogen “Kampen om Mellemøstens Fremtid“, Ræson (2016) samt skrevet bøgerne “Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat (IS)“, Frydenlund (2015) og ”Tyrkiets historie 1923-2012”, Frydenlund (2013). Han taler dansk, engelsk, kurdisk og tyrkisk.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Deniz Serinci
på Mobile Pay: 26835664

Derfor truer Tyrkiet med at angribe kurderne i Syrien

ANALYSE – Den tyrkiske præsident truer de kurdiske stillinger i Afrin i det nordlige Syrien med et militært angreb. Det har han grunde til. USA er på vej ud af konflikten, hvilket svækker kurderne, og Tyrkiets hovedmål er fortsat at standse enhver udvikling mod en kurdisk stat. En vej ud af konflikten ville være en fredsslutning med PKK’s afdelinger i både Tyrkiet og Syrien, skriver Deniz Serinci.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, advarer om, at tyrkisk militær snart vil angribe kurdiske stillinger i området Afrin i nabolandet Syrien.

”Den mindste uro ved grænsen kan blive et signal til os om, at vi må tage et sådant skridt,” sagde Erdogan i tyrkisk tv i weekenden.

Siden sommeren 2012 har kurderne i Syrien haft en vis grad af selvstyre i det nordlige Syrien, kendt som Vestkurdistan af kurderne selv. Magten ligger her hos Demokratisk Enhedsparti (PYD), hvis militære del, Folkets Forsvarsenheder (YPG) blev verdenskendte i kampen mod Islamisk Stat (IS).

YPG anses for at være den syriske gren af det tyrkisk-kurdiske Kurdistans Arbejderparti (PKK). Tyrkiet har ligget i krig med PKK siden 1984. Derfor er Tyrkiet direkte modstandere af det kurdiske selvstyre i Nordsyrien.

Tyrkerne frygtede og frygter fortsat, at PKK/YPG vil få en frizone i det nordlige Syrien, hvorfra bevægelsen vil kunne angribe Tyrkiet.

Erdogans hjemlige alliance med det anti-kurdiske Nationalistisk Aktionsparti (MHP) spiller også en rolle. Ved at true de syriske kurdere får Erdogan også appelleret til det nationalistiske vælgersegment derhjemme, der har fået nok af PKK

En vigtig del af tyrkisk Syrienpolitik siden borgerkrigens udbrud i marts 2011 har derfor handlet om at forsøge at bremse YPG’s fremmarch i Nordsyrien og slå en kile mellem de kurdiske enklaver (kantoner), nemlig Afrin, mod vest og to andre kurdiske kantoner mod øst (Kobanê og Jazeera).

Kurdish YPG fighters at the Raqqa frontline in December 2016, Wikimedia Commons.

Tyrkiets formål: stop oprettelsen af en kurdisk stat
Formålet er at forhindre oprettelsen af en sammenhængende kurdisk stat i Nordsyrien. PKK/YPG har med hjælp fra den amerikansk-ledede koalition – som er tilstede for at bekæmpe Islamisk Stat – fået kontrol over næsten hele af den i alt 911 kilometer lange grænse mellem Syrien og Tyrkiet.

Så når Erdogan truer med at gå ind i de syrisk-kurdiske områder nu, handler det om at svække ærkefjenden PKK i Syrien. YPG beskyldes af tyrkerne for at være det tyrkisk-kurdiske PKK’s afdeling i Syrien. Det benægter YPG selv.

”Vi er et uafhængigt parti. Vi er ikke en del af PKK. Ifølge tyrkerne så er alle kurdere, der kæmper for deres rettigheder, terrorister,” sagde Salih Muslim, tidligere leder af de syriske kurdere, til mig under et interview for nylig.

Frygten for kurdisk selvstyre – og dens afsmittende effekt på fællerne i Tyrkiet – gør, at tyrkerne frygter for en forværring for resten af landet. Hvis først kurderne løsriver sig fra Tyrkiet, hvad så hvis andre mindretal i landet – laz’erne, tjerkesserne, grækerne, araberne, armenierne – også løsriver sig?

Men internationale eksperter fra den britiske tænketank The Henry Jackson Society siger, at PKK og YPG deler “medlemmer, ideologi og kommandostruktur:

The PKK and YPG “are organically integrated components of the same organisation—sharing membership, ideology, and a command structure.

Både PKK og YPG betragter PKK’s stifter, Abdullah Öcalan, som dets leder. Der er billeder og statuer af Öcalan overalt i det nordlige Syrien, hvor YPG har magten. Det er normalt at møde krigere i YPG, der tidligere har kæmpet for PKK.

Foto: YBS and PKK fighters holding up a painting of Abdullah Öcalan. Wikimedia Commons.

Endvidere frygter tyrkerne spillover effekten.

”Hvis kurderne i Syrien får yderligere selvstyre – hvad hvis det inspirerer vores eget kurdiske mindretal på 15-20 mio. til at søge det samme?” lyder frygten i Ankara.

Oprettelse af De Civiles Forsvarsenheder (YPS) og proklamation af kommunalt selvstyre i de kurdiske områder i Tyrkiet i 2015 er tydeligvis inspireret af YPG og de syriske kurderes selvstyreerklæring. Det bekræfter den tyrkiske frygt yderligere.

Endvidere er de tyrkiske myndigheder bevidste om, at de tyrkiske kurdere føler sig tættere på de syriske kurdere – mere end de er på de irakiske og iranske kurdere; ligheden skyldes lingvistiske, ideologiske og historiske ligheder.

Mange syriske kurdere stammer oprindeligt fra de kurdiske områder i Tyrkiet. Både syriske og tyrkiske kurdere taler primært samme kurdiske kurmancî-dialekt og både de syriske og tyrkiske kurdere er domineret af PKK eller PKK-inspirerede partier.

Frygten for kurdisk selvstyre – og dens afsmittende effekt på fællerne i Tyrkiet – gør, at tyrkerne frygter for en forværring for resten af landet. Hvis først kurderne løsriver sig fra Tyrkiet, hvad så hvis andre mindretal i landet – laz’erne, tjerkesserne, grækerne, araberne, armenierne – også løsriver sig?

Så falder Tyrkiet fra hinanden, frygter denne gruppe.

Nemmere at angribe Afrin nu
Men hvis tyrkerne ikke ønsker PKK/YPG syd for grænsen, hvorfor har de så ikke fjernet dem indtil nu?

I den østlige (Jazeera) og centrale del (Kobanê) af det kurdiske Syrien er det svært, fordi amerikanerne har baser der.

I den vestlige del (Afrin) er amerikanerne ikke til stede, fordi her har Islamisk Stat aldrig rigtig været. Kurderne har været den mest effektive amerikanske allierede i Syrien i kampen mod jihadisterne i Islamisk Stat gennem paraplyorganisationen Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der er 80 procent domineret af YPG.

De 3,3 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet belaster landet. Derfor håber magthaverne i Ankara på at skabe en bufferzone i Nordsyrien, der kan absorbere nogle af disse flygtninge. Det kan et angreb i Nordsyrien muligvis også skabe

I en tid, hvor Islamisk Stat stort set er udryddet som territorium i Syrien, vil den amerikanske støtte til kurderne også aftage med tiden. Det ved Erdogan udmærket, og det er også derfor, han truer med at slå til nu.

Det er simpelt hen nemmere at angribe Afrin, som er den kurdiske by, Tyrkiets præsident, Erdogan, taler om at angribe. Derudover er det også nemmere at angribe Afrin, fordi byen allerede er omringet af tyrkerne eller tyrkisk støttede grupper mod nord (Tyrkiet), vest (Tyrkiet), øst og delvis syd (syriske områder, kontrolleret af tyrkisk-støttede syriske rebeller).

Endelig belaster de 3,3 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet også landet. Derfor håber magthaverne i Ankara på at skabe en bufferzone i Nordsyrien, der kan absorbere nogle af disse flygtninge. Det kan et angreb i Nordsyrien muligvis også skabe.

Erdogans hjemlige alliance med det anti-kurdiske Nationalistisk Aktionsparti (MHP) spiller også en rolle. Ved at true de syriske kurdere får Erdogan også appelleret til det nationalistiske vælgersegment derhjemme, der har fået nok af PKK. Den vrede kanaliseres også over på PKK’s syriske fæller i YPG.

Ung kvindelig YPG kriger – Foto: Flickr.

Løsning: Genopliv fredsprocessen i Tyrkiet
I en tyrkisk befolkning, hvor et flertal ifølge meningsmålinger anser PKK for at være en fjende, vil de færreste kunne acceptere, at få selvsamme PKK – eller en syrisk gren af den – som nabo sydpå.

Egentlig var der en fredsproces mellem PKK og AKP’s regering i Tyrkiet fra 2013 til 2015. Efter at begge parter beskyldte hinanden for ikke at have levet op til deres forpligtelser med aftalen, brød processen sammen i juli 2015.

Hvis fredsprocessen i fremtiden bliver genoptaget og lykkes og munder ud i en aftale, sluttes der fred med PKK.

Hvis først Tyrkiet begraver stridsøksen med PKK i Tyrkiet, så vil der formentlig ikke være grund til at bevare det fjendtlige forhold til PKK i Syrien, nemlig PYD.

En fredsslutning med PKK’s afdelinger i både Tyrkiet og Syrien vil i øvrigt også være en kæmpe fordel for regeringspartiet AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) selv, for så kan Syriens præsident, Bashar Assad, ikke længere bruge PKK mod Tyrkiet, sådan som han og hans far har gjort det fra 1979 til 1998 – og igen fra 2012 og fremefter.

Topfoto: https://www.flickr.com/photos/kurdishstruggle/with/28858106516/

Kategorier