Det er en underlig tanke at ville beskrive dansk mentalitet og kultur ud fra den ide, at der skulle være en korrekt og ikke korrekt måde at være dansker på. POV Internationals Thomas Milsted forstår ganske enkelt ikke præmissen.
At ville ekskludere nogen, også pæreægte danskere, og så begrunde det med, at vi danskere skal have fælles tænkemåde, særkende og enslydende og charmerende skævheder, for at være med i folden, giver ingen mening for mig. At vi danskere skulle have et dybere demokratisk sindelag, være mere tolerante og antiautoritære sammenlignet med andre kulturer, bygger vist på myter, og har vel for øvrigt igennem det seneste år vist sig at være temmelig ubegrundet.
Det eneste, vi har til fælles, er sproget – og så igen; jeg fatter hat, når en sønderjyde taler til mig.
At være dansk kan spænde fra en juridisk konstruktion til det, at ens familie har boet i Danmark i adskillige generationer. Det sidste forekommer mig både provinsielt og altmodisch. Vi ser det i Skagen, hvor en lille klynge af sammenbidte indbyggere stædigt holder fast i, at det hedder på Skagen og ikke i. Og, at man kun kan kalde sig ”ægte” skagbo, hvis familien går otte generationer tilbage. Det samme ville en gnaven stevnsbo hævde.
At ville definere danskheden og endda kræve patent på en bestemt variant af den, er derimod noget ganske andet og vildt skræmmende. Det gør mig simpelt hen nervøs, det med danskheds-debatten. Den smager absurd. Der er noget helt galt med præmissen, for hele den diskussion. At beskrive et folks nationale karakter er en syg tanke og kan selv med den bedste vilje og mest ihærdige indsat slet ikke lade sig gøre. De ligheder, der skulle vise sig at være mellem mennesker i et bestemt land, er helt tilfældige, og vi hverken kan eller skal derfor generalisere med hensyn til hvad, der er dansk. Det er ganske enkelt umuligt.
At ville definere danskheden og endda kræve patent på en bestemt variant af den, er vildt skræmmende. Det gør mig simpelt hen nervøs, det med danskheds-debatten. Den smager absurd. Der er noget helt galt med præmissen, for hele den diskussion. At beskrive et folks nationale karakter er en syg tanke og kan selv med den bedste vilje og mest ihærdige indsat slet ikke lade sig gøre.
Vi mennesker vil som enkeltindivider skabe vor personlighed og identitet ved primært at tilegne os holdninger, værdier, livsvaner og ikke mindst loyalitet overfor for det, som er det mest fremherskende i de grupper, som er tættes på os, og som vi føler os samhørige med. Vi vil altså som udgangspunkt slet ikke definere os gennem det at være dansk, men gennem de normer og traditioner, der kendetegner dem som omfavner os, typisk i første omgang familien. Nationalitet er en social konstruktion.
Kærlighed til Danmark, ikke til det at være dansk
Når det er sagt, så elsker jeg Danmark. Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Jeg elsker at gå i en dansk bøgeskov, der lige er sprunget ud, men jeg elsker i lige så høj grad at sidde under det store kastanjetræ på det lille torv ved Kindstugatan i Gamla Stan i Stockholm. Jeg elsker en sildemad med krydderfedt og dild på toppen på restaurant Pedersborg i Bredgade, men jeg elsker også en steak frites på Les Philosophes i Rue Vieille du Temple. Jeg elsker at gå langs søerne i København, Seinen i Paris eller Spree i Berlin.
Nationalisme er ikke kærlighed til fædrelandet. Nationalisme har intet kærligt i sig. Den er skabt i angst og ofte defineret i had. Kernen i det kristne budskab er derimod ikke til at tage fejl af. For Gud er vi alle lige og styrk kærligheden til din næste og påtag dig rollen som den barmhjertige samaritaner og hjælp så dem som trænger.
Jeg vil føle mig velkommen overalt, hvor jeg kommer, og ikke stirres ned, fordi nogen vil holde fast i, at min hudfarve, religiøse tilhørsforhold eller nationalitet også samtidig definerer, hvem jeg er. Hvis folk vil vide, hvem jeg er, må de være nysgerrige efter at lære mig at kende, og ikke tro, at fordi jeg er dansk, er jeg også et dumt asocialt racistisk røvhul. Eller omvendt, en speciel kærlig og medfølende størrelse.
Søger du efter danskhed finder du ofte nationalisme
Har man brug for at definere sig som dansk, og vil man forsøge at etablere en eller anden form for korrekt danskhed, eller måske ligefrem forfalde til nationalisme, handler det for mig at se om noget andet.
Nemlig en grundlæggende usikkerhed over for det fremmede eller måske ligefrem en ide om, at de fremmede kun vil mig det ondt og tage alt fra mig. Nationalisme er ikke kærlighed til fædrelandet. Nationalisme har intet kærligt i sig. Den er skabt i angst og ofte defineret i had. Hvem vil benægte at nationalisme, ofte er en stærk og som oftest yderligtgående nationalfølelse? Er den ikke ofte forbundet med fremmedhad, racisme og aggressiv militarisme, der kæmper for sin opfattelse af demokratiet tusinder kilometer væk?
Jeg er med på, at man ikke nødvendigvis er et ondt menneske, hvis man er tilhænger af nationalisme, men vi må nok regne med, at man er et offer for en tidlig omstændighed, hvor kærlighed, tillid og omsorg har være fraværende. Og måske har det også inkluderet lidt slag og krænkelser i ny og næ.
Er man stærkt tilskyndet til at mene, at danskhed er et udtryk for værdier som har rod i ”dem og os”, eller værre ”dem mod os” tankegang, er man virkelig galt afmarcheret. Sproget bliver uvenligt og voldeligt, når man vil hævde, at dansk er kun er den, som kan spores tilbage til Gorm den Gamle. Intet velbegavet argument ville kunne understøtte den påstand. At ville definere danskhed er et nationalistisk projekt. Det har vi efterhånden gennemskuet. Og det kommer der sjældent noget godt ud af. Søgen efter det rene kan ende med at blive meget beskidt. Sidst endte det med at koste 15 millioner jøder, romaer, homoseksuelle, handicappede og kommunister livet.
Hvad er der at være så bange for? Hvad er det, som er truet? Den røde pølse? Det MRSA-inficerede svin? De små ekskluderende hegn om kolonihavehusene? Den danske ungdom, der er ved at drikke hjernen ud? Hvor er det, vores kultur ikke kan tåle at blive beriget fra den øvrige verden?
Er det ikke også småligt at ville bestemme, hvad der er dansk? Er det egentlig ikke også lidt ækelt? Hvorfor har nogen så travlt med at ekskludere og endog samtidig være så fej, at man ikke vil sige det direkte, men pakker det ind i en debat om dansk kultur og beskyttelse af vores arv? Hvad er der at være så bange for? Hvad er det, som er truet? Den røde pølse? Det MRSA-inficerede svin? De små ekskluderende hegn om kolonihavehusene? Den danske ungdom, der er ved at drikke hjernen ud? Hvor er det, vores kultur ikke kan tåle at blive beriget fra den øvrige verden?
Jeg ved, det kan lyde kontroversielt. Men kan vi ikke lade være med at definere os gennem noget så diffust som vores nationalitet? Det står enhver frit at være national, men man skal da ikke være national afsondret, som Ludvig Holberg sagde. Danmark er et for lille land i dag til at have et stort national ego. Vi er dybt afhængige af andre, hvis bare vi skal kunne brødføde os selv. Også åndeligt. Vi burde da gå forrest i at skabe fællesskaber på tværs af landegrænser, religioner og kulturer.
Vi lever i en globaliseret verden og ikke i et fortidslevn. Holger Danske er vågnet og skredet. Vi har ikke brug for ham og hans slags mere.
Lad os nu for en gangs skyld være rigtig kristne
At Danmark er et kristent land blev klart præciseret i den nuværende regerings grundlag. Kristendommen og danskheden nævnes og hyldes flere gange. Der skal heller ikke herske tvivl om, at den danske kristne kulturarv fylder meget og er en af de helt store nøgler i det bundt, der kan være med til at øge forståelsen for, hvad det vil sige at være dansk.
Men samtidig kan det også være, at netop vor kristne kulturarv gør det sværere for en stor del af den danske befolkning at anerkende og leve med fremmede kulturer og religioner. De fleste civiliserede mennesker vil gerne leve i fredelig og respektfuld sameksistens, men mange vil kun gøre det, hvis de kan være sikre på ikke at skulle give køb på “vores egen kultur.” Men kære venner, vi har ikke nogen fælles kultur, og vi får det aldrig, så der er ikke noget at give køb på. Vend da det hele på hovedet. Stop med at lede efter det typisk danske og opfør dig i stedet som den sande kristne. Kernen i det kristne budskab er jo ikke til at tage fejl af. For Gud er vi alle lige. Styrk kærligheden til din næste og påtag dig rollen som den barmhjertige samaritaner og hjælp så dem som trænger.
Topfoto: Thomas Milsted.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her