Dengang jeg ikke kunne huske et navn

af

Hvis jeg hilser på dig med et lidt spørgende blik, så er det ikke fordi, du ikke er vigtig, eller fordi jeg er hoven. Det har desværre en helt anden og mere trist årsag, fortæller forfatter og journalist Lone Theils, hvis krop sagde fra af stress et godt stykke tid før, hendes hjerne anede uråd.

Hun var kørt hele vejen fra Randers til Horsens for at sige pænt goddag til mig på Krimimessen. Jeg var netop udkommet med min første krimi, og jeg var virkelig taknemmelig for, at hun var mødt op sammen med sin datter for at vise sin støtte.

Og der var ikke noget, jeg hellere ville end at skrive en personlig hilsen og en tak i de eksemplarer af “Pigerne fra Englandsbåden”, de så rørende havde købt hjemmefra og taget med.

Men da jeg stod med kuglepennen hævet, var jeg simpelthen blank.

Jeg så på det ansigt, jeg har set med jævne mellemrum til familiefester hos min bedste veninde igennem mere end tyve år. Og jeg så på hendes datter. Og den skuffe, hvor jeg havde gemt deres navne, som jeg vidste, at jeg kendte så udmærket godt, var låst. Eller måske var det møbel, hvor skuffen var i blevet væk og stod i en garage, hvis beliggenhed ikke længere var en, jeg kendte.

Lige dér blev jeg virkelig skræmt. Og lige dér opdagede jeg, at det kan have voldsomme konsekvenser at lide af kronisk stress.

At udgive en bog for første gang er noget af det mest fantastiske, man nogensinde kommer til at opleve. Men det er også noget af det mest stressende.

Der var ingen måde jeg kunne sige til min venindes søster og hendes niece, som jeg har kendt, stort set siden hun blev født for 18 år siden, at jeg ikke kunne huske deres navne. Det ville virke uforskammet, utaknemmeligt og som om jeg slet ikke ville kendes ved dem.

Men jeg var virkelig glad for, at de kom forbi.

I situationen løste jeg problemet ved at skrive en sød hilsen uden navn, mens jeg forsøgte at skjule min uro.

Min hjerne ville bare ikke makke ret. Snoren til den viden var klippet over,  og det tog flere dage, før deres navne kom til veje i min mudrede hjerne.

Ikke tid til stress

Episoden fandt sted oven på en uge, hvor jeg havde passet mit mere end fuldtidsarbejde som korrespondent og havde givet flere interviews, end jeg havde tal på, rejst mellem to lande, været nervøs for anmeldelser, mødt mine læsere og været midt i den hvirvelvind, det er at udgive sin første bog. At udgive en bog for første gang er noget af det mest fantastiske, man nogensinde kommer til at opleve. Men det er også noget af det mest stressende.

Det er ikke så længe siden, jeg sad sammen med en kollega, der lige havde udgivet sin første bog og så det samme blik i hendes øjne, som jeg havde den uge.

Jeg var stadig træt. Jeg måtte tage en lille lur. Jeg vågnede ved frokosttid, og da jeg sad med min frokost, indså jeg, at jeg var simpelthen for udmattet til at træne og måtte ringe og aflyse. Jeg trængte til en middagslur. Den varede til omkring 18-tiden, hvor jeg lige magtede at slæbe mig ind foran tv med dynen. Og faldt i søvn der ved 20-tiden.

”Pas nu på dig selv”, sagde jeg og alligevel vidste jeg, at stress må man finde sin egen vej ud af.

Flere af mine nære venner har fået deres egen version af stress. Jeg havde en veninde, der havde så meget stress på arbejdet, at jeg sagde til hende, at nu måtte hun altså få set en stress-coach, hvorefter hun i ramme alvor svarede: ”Det har jeg overhovedet ikke tid til!”

Jeg har en anden ven, der faldt om, da han igennem måneder havde ignoreret den ene stressadvarsel fra sin krop efter den anden. Så blev han sygemeldt i månedsvis.

Og selv er jeg ikke ret meget bedre.

Hovmod og stressrestistens 

Jeg har egentlig altid troet, meget hovmodigt, at jeg var stressresistent. Som korrespondent sagde jeg stort set aldrig nej til en opgave, og det vidner om min måske lettere sygelige arbejdsmoral, at jeg dengang der var terrorangreb i London, og jeg havde nok at lave, nærmest havde dårlig samvittighed over, at jeg måtte udskyde en baggrundsartikel til et boligtillæg på den avis, jeg arbejdede for.

Jeg gjorde det bare, og jeg holdt bare til det.

Sådan var det i hvert tilfælde.

Men min krop begyndte at sige fra.

Efter Krimimessen i Horsens fik jeg min første advarsel. Den kom fra min ryg, og den var så kontant, at jeg ikke kunne foretage mig meget andet end at ligge fladt på ryggen og spise smertestillende piller i ti dage. Hvis jeg ikke kunne finde ud af det der med at holde mig i ro, så kunne min krop under alle omstændigheder sørge for, at jeg gjorde det. Så der kunne jeg ligge på en sofa og læse anmeldelserne af min bog, men det tog mig en halv time at kunne rejse mig for at lave mig en kop kaffe.

Da jeg fik det bedre, tog jeg hjem til London og passede mit job som korrespondent. Jeg jonglerede flere aftaler om dagen, leverede artikler og fik en travl hverdag til at hænge sammen, fordi det var normalen.

Jeg arbejdede 10-12 timer om dagen, brugte de fleste aftener på at træne og spiste typisk ved 21-tiden. Der var stort set ikke en eneste weekend, hvor jeg ikke arbejdede. Nogensinde.

Det gik fint.

Så blev der udskrevet valg. Ud over den normale dækning til papiravisen skulle jeg også sørge for at fylde stof på websitet på den avis, jeg arbejdede for, og jeg skulle lave tv.

På selve valgnatten skulle jeg med en kollega lave tv til næste dags website, og jeg var derfor nødt til at blive oppe, til det blev lyst for at lave et indslag, hvor jeg veloplagt udlagde valget. Mørke natteoptagelser ville virke forældede. Solen stod op ved 5-tiden, og så gik vi i gang.

Næste morgen stod jeg op til normal tid og gik i gang med at arbejde igen. Jeg var måske lidt træt, men ikke specielt mærket af stress, tænkte jeg.

Det var først to dage senere, hvor jeg havde min første fridag, at det hele kæntrede. Jeg stod op og spiste morgenmad og gik i gang med at planlægge, hvad jeg skulle nå af praktiske gøremål, inden jeg skulle videre til træning. Men jeg var stadig træt. Jeg måtte tage en lille lur.

Jeg vågnede ved frokosttid, og da jeg sad med min frokost, indså jeg, at jeg var simpelthen for udmattet til at træne og måtte ringe og aflyse. Jeg trængte til en middagslur. Den varede til omkring 18-tiden, hvor jeg lige magtede at slæbe mig ind foran tv med dynen. Og faldt i søvn der ved 20-tiden.

Det er svært at sige til folk, der hilser mig som en ven eller god bekendt, at der lige kan gå 2-3 minutter, før jeg får deres navn på plads. Det er på en måde lidt skamfuldt ,og det kan blive opfattet som meget arrogant. Det er det ikke. Det er bare fordi jeg har haft stress.

Sådan gik der tre dage. Jeg fik ringet til en mellemleder og meldt mig syg. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle tage den tid, jeg havde brug for, men fordi jeg alene var lønnet for de opgaver jeg udførte, så havde jeg ikke råd til at være sygemeldt i mere end 10 dage, der så åd al den indtægt, jeg havde fået ved at arbejde så hårdt under valget.

Nu kunne jeg så bare være stresset over ikke at tjene en almindelig månedsløn.

Min krop havde fældet mig for stress igen.

Det røde felt

I dag er jeg langt fra så stresset, som jeg var, men jeg har stadig perioder med stort arbejdspres. Jeg er bedre til at mærke, når jeg har fået nok. Men det er ikke altid, jeg er i stand til at gøre noget ved det.

Sådan er det jo nu engang. Den form for stress jeg har nu, er anderledes end den, jeg havde som journalist, men jeg ved, at jeg er nødt til at tage den alvorligt.

Og jeg tænker tit på stress som en slags mobiltelefonbatteri. Hvis man er nede på 10 procent, så nytter det altså ikke noget bare at fylde fem procent oveni, for så løber man alt for hurtig tør for energi igen Man er nødt til at komme op i det grønne felt. Og være der i en rum tid.

Der er stadig uger, hvor jeg ligger lige på kanten af det røde.

Jeg har lært, at det går ikke længden. Når jeg mærker, at jeg har travlt og hukommelsen begynder at skride en smule for mig, så forsøger jeg at finde fred ved at gå ud i naturen eller koble af med en bog, der tvinger en til at gå ned i tempo på en måde, som tv-serier ikke kan.

Engang var jeg legendarisk berømt  i min familie for at have den vildeste hukommelse. Hvis jeg havde skimmet en artikel for 10 år siden med en perifer oplysning, så kunne jeg huske den og vinde et spil Trivial Pursuit med den. Jeg var den type.

Det er immervæk nogen verdener fra at stå der og ikke kunne huske navnet på nogen, man har mødt og talt med utallige gange.

For mig er det nok det mest håndgribelige varige men, jeg har fået af min stress. Jeg kan stadig kæmpe med at sætte navne og ansigter sammen. Selv på folk jeg virkelig burde kende. Folk jeg virkelig kender. Kolleger, folk jeg har undervist eller rejst med. Det er svært at sige til folk, der (forståeligt nok) hilser mig som en ven eller god bekendt, at der lige kan gå 2-3 minutter, før jeg får deres navn på plads. Det er på en måde lidt skamfuldt ,og det kan blive opfattet som meget arrogant. Det er det ikke.

Det er bare fordi jeg har haft stress.

Og det er den pris, jeg betaler for det.

Topillustration: Lone Theils.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Lone Theils

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 15 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.

Seneste indlæg fra

Gå til Top