DEN TILGIVENDE BY

af

Jeg går i takt med Fjenden en af de dage, hvor jeg ikke kan gå i takt med mig selv. Det irriterer mig at vores Skygge er så lang at den næsten er to blokke foran, jeg hader når man er sammen og så alligevel ikke følges ad, men det er Skyggen ligeglad med, den flimrer flyvende afsted i al sin langstrakte sorthed på det brede grå fortov, som vi med hurtige skridt går på. Det er New York City og så går man hurtigt, meget hurtigt uanset om det er snestorm eller som nu en stinkende, sitrende varm eftermiddag.

Fjenden, Skyggen og jeg er på vej til Empire State Building i Midtown. Året er 1989, måneden er juli, jeg er 27 og de gule taxaer skramler forbi på den asfalt, der om natten stråler, glitrer og nærmest slår gnister med titusindvis af bittesmå sølvstjerner i lyset fra bilernes forlygter. I love it. Jeg er forelsket. Jeg er med i en film. Hovedrolle eller birolle er fuldstændig ligegyldigt, statist er jeg i hvert fald ikke og selvom jeg kun har været på Manhattan i 68 timer – knapt tre døgn – så ved jeg allerede, at sådan må alle ha’ det uanset hvor på fortovet de går, sidder eller ligger. Filmen er fælles virkelighed og den er både sort/hvid og i farver.

I love it. Jeg er forelsket. Jeg er med i en film. Hovedrolle eller birolle er fuldstændig ligegyldigt, statist er jeg i hvert fald ikke og selvom jeg kun har været på Manhattan i 68 timer – knapt tre døgn – så ved jeg allerede, at sådan må alle ha’ det uanset hvor på fortovet de går, sidder eller ligger.

Der var ingen, der hentede mig i JFK, men det vidste jeg jo godt. Ingen kom, fordi jeg ikke kendte nogen hverken ude i lufthavnen eller inde i New York City, faktisk kendte jeg ikke et eneste menneske i hele Amerika, men det gjorde heller ikke noget. Jeg var vant til at være alene.

En jeg kendte i København, hvor jeg boede på det tidspunkt, kendte en, der kendte en, der kendte en der havde et liv i New York. Et rigtigt liv med arbejde, fancy håndtasker, tætte venner, den sejeste hairdresser, god løn, charity work, den rigtige samling af sneakers og masser af kontakter til kunstnere, og der hvor hun boede, i en enorm lejlighed i en stor nedlagt fabriksbygning i seks etager i udkanten af West Village, 10th Avenue, var der den sommer et ledigt værelse, som jeg kunne leje i en måned.

Jeg blev buzzed ind på dørtelefonen af en skringer mandsstemme.

Weeeee! Yes, hello, darling! Is it you, The Denmark Girl?” Og det var det jo, mig, The Denmark Girl. Jeg tog vareelevatoren op, den var meget beskidt og den eneste adgang til bygningen der var. Min store brune kuffert med en dum lås, der ikke kunne dét, låses, havde jeg sat oven på mine røde Bally stewardesse-pumps fra Illum. Der var ikke andre i elevatoren men jeg var så skrækslagen for at blive slået ned, røvet og myrdet – det hele på en gang – det her var New York og ikke det fredelige blomster- og grøntsagsmarked på Israels Plads i København, hvor jeg havde købt min brune kuffert ”med lidt af hvert i” af en flink fyr, der solgte bagekartofler og tomater plus åbenbart brune kufferter.

Vareelevatoren stoppede med et temmelig brat bump på tredje etage, døren rullede op og helt overaskende og forunderligt stod jeg med min kuffert midt i en verden af blonder til mænd. Trusser, BH’er, kjoler, nederdele, morgenkåber, natkjoler, hofteholdere og plateausko i lak i størrelse 45 og derover. En hel etage uden skillerum, kun små prøverum. Halleluja! Og lige dér begyndte filmen, min New Yorker-film, lige dér da den ene af de to ejere – fuldstændig som i min barndoms tegneserie-kærlighedsromaner var den ene høj og mørkhåret med mandelformede øjne og den anden lille, lettere buttet og lyshåret og hvor var jeg dog glad for at der var noget genkendeligt – lige dér da den lyshårede ejer med den falsetskingre stemme afleverede nøglen til min film og mit nye liv med et frækt blik.

Enjoy…” smilede han med krøllede læber og løftede det ene øjenbryn mens han så sigende, ikke på mig, men på sin høje tavse kollega og den brune kuffert og ”dufff!” så åbnede elevatordøren sig igen.

Og lige dér begyndte filmen, min New Yorker-film, lige dér da den ene af de to ejere – fuldstændig som i min barndoms tegneserie-kærlighedsromaner var den ene høj og mørkhåret med mandelformede øjne og den anden lille, lettere buttet og lyshåret og hvor var jeg dog glad for at der var noget genkendeligt – lige dér da den lyshårede ejer med den falsetskingre stemme afleverede nøglen til min film og mit nye liv med et frækt blik.

På sjette og øverste sal tog jeg godt fat i min kuffert og gik lige fra elevatoren ind i en stue, kæmpestor er for lille et ord, men forestil dig en stue i en fabriksbygning, med vinduer hele vejen rundt, der ikke kan åbnes som danske vinduer men skal skubbes op på midten – de var ekstremt tunge – hvis man vil ha luft ind, hvad jeg gerne ville, for det var 4th of July den dag jeg ankom til byen og lejligheden havde aldrig hørt om airconditioning. Dog var der en stor industriagtig fan i loftet, desværre duede den ikke, jeg gættede på at den var et levn fra da bygningen havde en anden funktion end nu hvor den var hjemstedet for billige huslejer til unge mennesker og blonder til voksne mænd.

Der var tre lave sofaer – spånplader flikket sammen på nogen kasser der fungerede som ben og falmede fint-vævede stykker bomuldsstof som betræk. De mange små sofapuder var grimme nok til at være hippe, ikke borgerlige. På et langt lavt træsofabord stod der nogle askebægere i flere farver, der var ikke et eneste skod i nogle af dem.

Der hang ingen lamper over hverken det store runde spisebord, det lange køkkenbord eller over sofabordet, det så jeg med det samme. For stort arbejde? Der var seks meter til loftet. Måske endda syv. Jeg gik hen og tændte for to vakkelvorne standerlamper, der stod ved siden af hinanden. Den ene havde tre plisserede rosa lampeskærme, den ved siden af havde fire nøgne pærer der strittede i forskellige retninger. Jeg forsøgte at rette lidt på dem så de ikke skar mig i øjnene, det var et større projekt og jeg var træt, så jeg lod lys være lys og satte mig over på en gynge med et bredt siddebræt i træ, der hang midt i stuen. Der var trukket et solidt reb af hamp gennem de store huller i hver ende af brættet. Jeg hev fat i rebet og satte fra, strakte og bøjede, strakte og bøjede mine ben og højere og højere mod loftet gik det og pludselig var jeg fuld af grin og udstyret med usynlige fletninger så sej og Pippi-agtig følte jeg mig her i lejligheden i mit livs første timer i New York. Jeg sprang af gyngen med et hop mens den var i fart og var lige ved at vælte ind i King Kong, der blev mit kælenavn til det grotesk store og ufatteligt rustne hvide køleskab.

”BOOOOOOM!” Ruderne rystede, også de åbne, jeg skyndte mig ind i det rum, jeg kunne forstå af velkomstsedlen, der var skrevet på dansk og lå på sofabordet, at det var det der skulle være mit. Sengen var redt, det var kært af hende. Et blåt smålappet lagen på en tynd halvandenmands skumgummimadras. Ovenpå det blå lagen lå der et andet lagen med lilla, lysegrønne og orange prikker. Madrassen lå direkte på gulvet under det mægtige vindue. Der var intet andet i værelset, jo min brune kuffert. Jeg satte mig hen til vinduet og ”stødte” det op med besvær, det var tungt. Jeg stak hovedet ud og så ned på gaden, men før jeg havde nået at fokusere på noget bestemt lød der igen et voldsomt: ”BOOOOOOOM!”

Af forskrækkelse kom jeg til at give slip på vinduet der hamrede lige ned i mit hoved og lige med det samme kunne jeg mærke en grim Georg Gearløs-bule vokse ud. Jeg åbnede ikke vinduet igen, men sad hele natten og stirrede ned på gaden, der lå i kanten af og sådan lidt øde i forhold til Greenwich Village, i et nedlagt industrikvarter, fem-syv minutter fra de riges townhouses et par avenues højere oppe.

Denne aften var gaden ikke øde, men fuld af glade, støjende og lidt sådan forhutlede anderledes mennesker med deres billige sprut i brune papirsposer købt i The Liquor Store på hjørnet af Christopher Street og 7th Avenue – de fakta kendte jeg ikke før jeg havde været lidt flere dage i byen.

Fyrværkeri blev kylet og kastet både efter hinanden og op i luften, der var ikke noget med sikkerhedsbriller eller ærbødig afstand til sole, kinesere og de hjemmelavede kanonslag, som jeg både kunne se på størrelsen af og høre på de øredøvende brag var hjemmelavede. Det var som at være med i en live-sending – endda embedded – i et krigshærget land med CNN, men det var jo bare mit nye neighbourhood. Jeg gik ud af værelset, skråede over gulvet og åbnede King Kong. Lejlighedens seks andre beboere var taget til stranden hele 4th of July-weekenden, og der var intet på King Kong’s hylder, hverken bananer, mælk eller toastbrød.

Jeg kan ikke have noget der strammer. Hverken tanker, erindringer eller bukser.

Dag 2 sad jeg i Subwayen med Fjenden på den ene side og Skyggen på den anden. Jeg var tavs på en helt opslugt nærmest larmende måde. Jeg gloede og inhalerede hver eneste passager, lyttede med dirrende ører på alle de nye sprog, rytmer, click, stops, og stemmernes grooves. Mange sang uden at synge. Jeg dansede, men ingen kunne se det.

”Ved I hvad?” spurgte jeg Fjenden og Skyggen, mens den pakkede Subway kørte mod 125th Street.
Fjenden så irriteret op i loftet mens den rullede lidt med øjnene.
Skyggen så ned på sine hænder, ”Nej hvad?”
”Jeg hvisker det til jer…”
”Hold nu kæft, seriøst altså, hvisker, why?”
”Du er pinlig,” sukkede Skyggen.
Jeg lagde mine arme bagom Fjendens og Skyggens rygge.
”Prøv lige at se…” sagde jeg og så på hvert eneste menneske i Subway-vognen.
Skyggen fulgte mit blik.
”Det er hele Verden, der sidder her…”

Jeg ligger i dét hul, jeg selv havde gravet.

Jeg er på flugt for at finde pårørende, venner, nogen jeg kan elske og som vil elske mig, nogen der kan holde mig ud i længden. Forever måske? Jeg har været gift og haft et par kærester, få, men jeg har aldrig prøvet at gå hånd i hånd med en mand.

Jeg tænker tilbage og tilbage og tilbage. Jeg tænker på alle dem jeg har svigtet og gjort ondt, ulykkelige, vrede og kede af det. De er alle sammen – og det er mange – blevet til sort fedtet støv, jeg ikke kan vaske af. Tatoveringer kan fjernes med laser og sidder udvendigt, det sorte støv er som pest, selv tænderne er ikke gået fri.

Det kommer ofte og meget pludseligt, det sorte støv. Mere og mere og mere. Det flår mig itu, jeg revner, lortet står ud af mig, som var jeg en stor stomipose, der er gået hul på. Normalt går jeg i seng i timevis, dagevis, ugevis. Sengen dulmer, men fjerner ikke det sorte støv.

Jeg tænker tilbage og tilbage og tilbage. Jeg tænker på alle dem jeg har svigtet og gjort ondt, ulykkelige, vrede og kede af det. De er alle sammen – og det er mange – blevet til sort fedtet støv, jeg ikke kan vaske af.

Det tætte fortidsforhæng gled til side, og der kom en lille åbning, jeg kunne kravle igennem, hvis jeg ville og turde. Jeg måtte tænke over det midt i byens kærlige knus, der nærmest kom på tværs af årtiers tumlen med Shakespeares spørgsmål: ”At være eller ikke at være?” Der er mere lys på den anden side, siger mange mennesker og understreger deres ord med eksempler.

”Nu spiller Prince oppe i himlen med Miles Davis – Marilyn Monroe synger kor.” Gu’ spiller og synger de da ej, de er døde, men af og til lyder døden fristende, det må jeg indrømme. Mørke og en trompetsolo. Mon det sorte støv opløses eller følger det med?

I New York lå jeg ikke i sengen med mit sorte støv, jeg gik på gaden uden at ane hvad klokken var. Jeg bare gik og oplevede og iagttog, standsede op, og nikkede til fremmede. Jeg besøgte museer, hørte musik især de unge hiphoppere der stod downtown med deres ghettoblastere og nødvendige, nogle gange også frække, ord, jeg sad på bænke i Central Park og tog Staten Island-færgen en gang om ugen uden at jeg havde andet ærinde end at se og sejle. Det skete at det sorte klistrede støv angreb mig, og uanset hvor jeg var, var det altid voldsomt, men New York omfavnede mig og holdt mig kærligt fast til angrebet var ovre. Byen gav mig trygge mure og kendte og ukendte bygninger, høje som lave, beton, stål, murværk, glas, der var nok at læne sig op ad og nyde at det jeg mærkede var en vuggende tilgivelse. New Yorks familiefavntag med accept kunne ikke fjerne alt det sorte, fedtede og tunge støv, men noget af det forsvandt, så der blev plads til andet end tvivlen om ”at være eller ikke at være”.

Jeg ville ikke tænke mere på det, jeg ville gå på gaderne alene, uden Fjenden og Skyggen. Jeg ville give mig selv lov til at gå og stråle lidt. Alt var ikke tilgivet og det var stadig svært at leve med det sorte støv, men jeg blev grebet når jeg faldt, jeg havde noget at læne mig op ad og jeg blev holdt så kærligt i hånden.

King Kong’s hylder var blevet fyldt op med de syv poser mad og drikkevarer jeg havde købt oppe i det store supermarked på 12th Street og 8th Avenue. De andre beboere i lejligheden var stadig ikke kommet hjem, så jeg satte kun en halv gryde vand over til spaghettien.

Når man ikke kan tilgive sig selv, må man finde nogen eller noget der kan. Jeg fandt en by.

POV International lønner ikke sine skribenter, men hvis du nyder Synnøves tekster, og gerne vil vise det ved at donere et beløb til hende, er hendes MobilePay: 2868 9830

Hovedfoto: Anders Sune Bang/Pressefoto ARoS
“Milk Run 111, 2002”
Kunstner: James Turrell (f.1943 i Los Angeles)

James Turrells lysværk ejes af ARoS Aarhus Kunstmuseums samling og er udstillet i De 9 Rum på museet, der er reserveret til international lys, video og installationskunst. Af andre kunstnere i De 9 Rum kan nævnes: Pipilotti Rist, Elmgreen & Dragset og Tony Oursler.

Læs mere om verdenskunstneren, James Turrell, der af mange kritikere bliver nævnt som vor tids Michelangelo.

I 2017 bliver Turrells 25 meter i diameter store kugleformede værk, en sfærisk lysinstallation, indviet som en del af ARoS store nye udvidelse kaldet, ”The Next Level” bestående af Turrells kunstværk og et 1400 m2 stort underjordisk galleri med tilhørende magasiner.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Synnøve Søe

Tak fordi du læste med! Mobile Pay 28689830. Kærlig hilsen Synnøve

Seneste indlæg fra

Gå til Top