SPÆDBARNSDØD // KLUMME – “Den 12. august 2016 sad jeg med så store smerter i sindet, at jeg måtte af med mine tanker og følelser. Den dag skrev jeg: “Hvor end jeg vender mig, er der store flotte maver. Tegn på, at et liv er på vej. På Facebook ser jeg kun lykkelige annonceringer af vellykkede scanninger, fødselsberetninger og håb og lykke, der snart lander i alle andres verden. Jeg er knækket. Et udtryk, jeg har lært at forstå og tage til mig. Et udtryk, der nu er en del af min bevidsthed og mine minder over de seneste måneder. En periode, der nu kun rummer datoer. Alt andet end de datoer er sløret.”
Den 24. juni, hvor jeg med chok, rystende lykke og overvældende glæde opdagede, at jeg skulle være mor. Mor! En sjæl havde valgt, at min krop skulle være dets hjem, at mit hjerte skulle opleve den ypperste form for kærlighed. At vi skulle være mor og barn. For altid. Min kærlighed til en mand havde manifesteret sig på den smukkeste måde, jeg overhovedet kunne forestille mig.
Den 8. juli, hvor jeg så mit barns hjerte blinke til mig. Hvor jeg hørte den smukkeste lyd, jeg nogensinde havde hørt – min babys hjerte der taktfast slog og sendte små stød af lykke og kærlighed gennem hele min krop.
Den 28. juli, hvor jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville se min baby igen. Hvor jordemoderen med det samme sagde til mig, at hun ikke var så begejstret når hun kiggede ind.
Der var det. En lille bitte baby, hvis hjerte var stoppet med at slå, få dage efter jeg havde hørt det.
Jeg væltede ud i bilen, sendte en besked til faderen om, at vores baby var død, og kørte hjem. Forstenet. Jeg aner ikke hvordan jeg kom hjem. Jeg aner ikke hvordan jeg faldt i søvn. Jeg husker kun, jeg var knækket. At jeg skreg af hjertesorg. Og at jeg ikke havde lyst til at leve videre uden mit barn.
Der var det. En lille bitte baby, hvis hjerte var stoppet med at slå, få dage efter jeg havde hørt det.
Den 1. august, hvor jeg skulle have samme melding på sygehuset. Hvor jeg blev sendt hjem med 4 piller, der skulle gøre det, min krop ikke selv kunne – afstøde mit livs kærlighed.
Den 8. august hvor jeg måtte indlægges, fordi min krop stadig nægtede at give slip på mit barn. Min krop havde det som mit sind, der også nægtede at give slip. Jeg havde fået veer, men i stedet for min baby, kom der bare blod. Blod, der ikke ville stoppe. Blod, der plettede alt. Blod der løb ud af mig. Blod, der skulle vise hele verdenen, at mit barn var dødt. Blod, der skulle vise mig, at jeg ikke skulle have et levende barn i mine arme. Det føltes som om min livmoder skreg og græd og led. Jeg var knækket. Jeg forsvandt. Min sjæl var forsvundet.
Datoerne venter stadig på mig
Den 23. august, hvor det var min tur til at lægge et billede op af min baby og annoncere, at lykken og moderskabet også havde fundet vej til mig. Jeg vidste allerede, at jeg ville skrive, at jeg havde været på min fars gravsted, for at fortælle ham, at hans lille pige skulle være mor.
I stedet tager jeg ned til min far med en lille blomst, og lader ham passe på mit barns sjæl. Jeg hører Hil dig Frelser og Forsoner, mens jeg spreder asken fra mine scanningsbilleder. Den salme, der også sendte min fars sjæl til himlen.
Med det samme forandres dit liv. Problemer og bekymringer fra fortiden forsvinder. Bekymringerne handler kun om dit barn. Et barn er på vej, og det skal være dit barn i al evighed.
Kroppens forvandling, der med lynets hastighed bliver en fabrik af kemi og kærlighed.
Alt hvad du gør er anderledes. Du spiser det din baby har brug for. Du løfter ikke tunge ting. Du ligger med hånden på maven, og drømmer om hvilket liv der snart kommer. Hvordan ser hun ud? Er han intelligent? Bliver hun lykkelig? Vil hans far komme til at elske ham? Det føles så rigtigt. Det er endelig sket for dig – det mest naturlige i verden, og det som alle andre kvinder oplever, skal du nu også endelig opleve.
Når en kvinde bliver gravid, er livet for altid forandret. Enten ender det med fødsel, ellers ender det med død. Ved døden er det et liv, som kun hun vidste, mærkede og erkendte eksisterede. Og hun er efterladt med intet andet end minder om drømme og lykke, mens hun bærer på en usynlig sorg og et tab, der ikke eksisterer for andre.
”Den tavse sorg” som en hær af kvinder bærer rundt på, mens de marcherer videre i verdenen og i deres liv. Mens de inde bag armeen bærer den ubærlige og usynlige sorg.
Når en kvinde bliver gravid, er livet for altid forandret. Enten ender det med fødsel, ellers ender det med død
Jeg har lyst til at tage et skilt på, hvor der står ”min baby er død. Jeg er knækket”.
Samme følelse havde jeg da min far døde. Jeg ville have, at hele verdenen skulle vide og se, at jeg var i sorg. Denne gang er der bare ingen begravelse. Der er ingen afsked. Der er ikke billeder og videoer fyldt med minder af det liv, jeg mistede. Det var et liv, der aldrig fik lov at være. Det var kun i mig. Og nu er det kun mig, der husker mit barn.
Folk vil kun høre på graviditeter og babyer, der går godt. Ingen ønsker at høre om spontane abort, blod, tab af et foster eller høre om de kvinder, der aldrig bliver mor. Det bliver en sorg, man må gemme væk.
I lægeverdenen får man at vide, at sådan er det jo tit, og at det var fordi, barnet fejlede noget.
Ens nærmeste trøster en med ord om, at ”nu ved du jo, at du kan blive gravid.”
En viden, der pludselig er for svær at bære. Hvad hvis det ikke sker igen? Hvorfor skulle jeg opleve den glæde, når det alligevel ikke var meningen, at jeg skulle have det barn?
Hvorfor skulle mit barn dø? Hvorfor kunne jeg ikke beskytte det? Hvorfor kom den lille sjæl til mig, når den forsvandt igen? Hvorfor taler ingen om det?
Jeg har læst, at en panda-mor vil kramme og passe på sin døde unge i flere dage. Ved moderen ikke, at hendes unge er død? Eller er det ligesom min krop, der nægtede at forstå, at der ikke længere var liv? Hvad mon der sker for pandaen når hun ligesom jeg opdager den forfærdelige sandhed; at der ikke længere er liv.
Hvorfor skulle mit barn dø? Hvorfor kunne jeg ikke beskytte det? Hvorfor kom den lille sjæl til mig, når den forsvandt igen? Hvorfor taler ingen om det?
Brochuren, jeg fik med hjem da jeg skulle abortere, der med store fede blå bogstaver læste ”Provokeret abort”.
Men det var det jo ikke. Højhuset, hvor jeg aborterede og lå med veer, var bygningen hvor jeg skulle have været 4. marts for at føde mit barn. Vandrejournalen, der nu bare skulle smides ud. Terminsgruppen, med hundredevis af kvinder, der stadig er gravide og lykkelige, som jeg skulle meldes ud af.
En sommer, der skulle have været den bedste tid i mit liv, er for altid mindet om et lille hjerte der blinkede i en kort stund og bragte mig den vildeste lykke, jeg nogensinde havde turde håbe på.
Jeg håber, spontane aborter ikke forbliver usagte, skjulte og usynlige, af frygt for, det er for personlige, grimme og ulykkelige oplysninger. Jeg håber, folk tænker over, at der måske er en grund til, at man ikke har børn, og at der findes nogle derude, der er mor i deres hjerter, selvom de ikke har et barn i deres arme. ”Må min lille baby engel hvile i fred.”
Gør op med tavsheden om spontane aborter
Ja, lige i dag fylder de alt, for i dag er det et halvt år siden, jeg lå hos jordemoderen og kiggede på den alt for tomme scanningsskærm.
Min terminsdag er nu kun få uger væk.
De stadig gravide kvinder, der skal føde i marts, er drysset på barsel.
De seneste seks måneder, har jeg kunne følge kvinders maver vokse sig store og flotte, mens min stadig bare er tyk af trøstemad.
De seneste seks måneder har jeg måtte høre spørgsmål som: ”Hvor langt henne er du?” og ”Sig mig, er du gravid?”, fordi min krop, langt ind i september, stadig ikke helt havde forstået budskabet, og var utrolig langsom til at slippe det tårnhøje HCG-niveau, min baby havde produceret. Jeg kunne sågar stadig teste positiv på en graviditetstest i oktober, samtidig med, min mave forblev oppustet.
Det føles som om alle på Fyn har spurgt mig om jeg har børn. Og hvad svarer man? For nej, det har jeg jo ikke. Men …
Man bliver ikke stærkere af modgang. Og man bliver ikke stærkere af det, der ikke slår dig ihjel
På Facebook fik jeg utroligt mange søde, kærlige og trøstende kommentarer fra kvinder (og mænd), der selv havde prøvet det. Alle kunne de dog berettet, at de nu selv var blevet forældre.
Jeg følte mig snydt. Jeg hadede dem for deres lykke. Deres lorte lykke.
Og dernæst følte jeg ufattelig skam over overhovedet at tillade mig selv at tænke sådanne tanker. Det var ikke bare misundelse. Det er ikke bare misundelse. Det er en så dyb smerte, at man må gribe sig selv i følelsen af, ikke at unde andre en graviditet. At pludselig føre regnskab med sig selv og Gud.
Én ting ved jeg i hvert fald: man bliver ikke stærkere af modgang. Og man bliver ikke stærkere af det, der ikke slår dig ihjel.
Med min baby døde en stor del af mig, min tro, min livsglæde og min vilje til at kæmpe. Min sjæl blev lige så tom som min livmoder.
Alt imens jeg tuder, skriger og går i panik, tænker jeg på alle de kvinder, der i dette øjeblik kæmper med deres egen sorg over at have mistet deres lille drøm.
For mig, og for dem, håber jeg, det blot er et midlertidigt tab af drømmen. Og så håber jeg ikke mindst, at spontane aborter ikke forbliver et tabu, og en tavs sorg, som vi kvinder skal bære rundt på.”
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her