Den sorte historie, vi bare ikke taler om

af

Mary Elliott har været i Danmark i to dage. Et kort besøg – hendes første – der har haft til formål om ikke ligefrem at ruske op i den danske museumsverden, så dog stille og roligt at overbevise den om, at der bør gøres mere for at formidle og præsentere folk her i landet for slaveriets historie.

Besøget kommer på et tidspunkt, da 100-årsdagen for salget af Dansk Vestindien ligger mindre end fire måneder ude i fremtiden. Og det uden at Danmark har taget nævneværdige skridt på museumsfronten til at markere dagen. En kendsgerning sat i relief af, at Danmark – der var en vigtig spiller i den transatlantiske slavehandel – heller ikke har noget, der bare minder om et museum, som sætter fokus på dette så sorte kapitel i danmarkshistorien.

”Det overrasker mig ikke”, konstaterer Mary Elliott, da POV International mødes med hende på hendes hotel i det indre København, umiddelbart inden hun haster til lufthavnen for at flyve hjem til den amerikanske forbundshovedstad.

”Det er ikke engang et europæisk fænomen. Det er sådan allevegne, at man bare ikke ønsker at diskutere slaveriet”.

dsc_0017
Kurator Mary Elliott i København efter samtaler med danske museumsfolk om formidling af sort historie.

Mary Elliott ved hvad hun taler om. Hun er selv efterkommer af sorte slaver i South Carolina, og så er hun kurator ved The National Museum for African American History and Culture (NMAAHC), der åbnede 24. september i Washington DC. Et nationalmuseum for sort amerikansk historie og kultur, der har været længe undervejs, men som allerede nu efter bare 11 uger har overgået alle forventninger med hensyn til publikumstilstrømning.

”Da vi nåede til begyndelsen af oktober, var vore billetter udsolgt frem til marts 2017. Vi har 7000 besøgende om dagen. Og køerne uden for museet begynder at tage form klokken seks om morgenen, selv om vi først åbner klokken ti”, forklarer Mary.

USA har da også sat alle sejl til i forbindelse med NMAAHC. Museet, der blev sat i værk af daværende præsident George W. Bush for 13 år siden, og nok så passende indviet af præsident Barack Obama, kunne ikke ligge mere centralt i Washington. Med sin unikke bronzebeklædte facade, inspireret af en kongekrone fra det vestafrikanske Yoruba-folk, rejser museet sig på selveste The Mall mellem Kongressen og Lincoln-monumentet. De otte etager i den imponerende bygning – tre af dem underjordiske – rummer op imod 40.000 museumsgenstande, som beskriver de sorte amerikaneres historie.

Vi har 7000 besøgende om dagen. Og køerne uden for museet begynder at tage form klokken seks om morgenen, selv om vi først åbner klokken ti

Det er denne succes, Mary Elliott er kommet til København for at fortælle om. Inviteret af migrantforskeren Helle Stenum, som hun mødte for nogle år siden på de tidligere dansk-vestindiske øer. For at tale for det uformelle netværk af museumsfolk, Stenum gennem årene har fået stablet på benene. Folk fra bl.a. Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Museet for Søfart, Arbejdermuseet og Holbæk Museum – for nu at nævne nogle af de danske.

“Jeg mødte Helle på St. Croix, hvor jeg var for at deltage i det såkaldte Slave Wrecks Project, fortæller Mary.

NMAAHC mener, at vragene af to slaveskibe muligvis ligger i farvandene ud for den tidligere dansk-vestindiske ø. St. Croix udgjorde sammen med St. Thomas og St. Jan Danmarks besiddelser i Caribien, hvortil danskere sejlede skibslast efter skibslast af tilfangetagne afrikanere.

”Min opgave med skibsvragprojektet er at gå ind og lave community engagement, grave dybere i historien og hjælpe lokalbefolkningen til at reflektere mere over denne historie. Opspore og bevare de mundtlige fortællinger”, forklarer Mary, mens vi sidder i lobbyen på hotellet i Havnegade, hvor malerierne på væggene vidner om Danmarks gamle maritime traditioner.

Det er ikke mindst denne evne til at gøre den sorte historie menneskelig, at give museumsgenstandene liv, give fortællingerne bag dem kød og blod, der har gjort NMAAHC i Washington til sådan en dundrende succes.

”Og det er vel at mærke ikke kun blandt afrikansk-amerikanere”, påpeger Mary. ”Det er hvide, der kommer for at besøge museet. Det er latinoer. Det er alle slags mennesker”.

Museet er delt op i en række afdelinger, der ikke alene beskæftiger sig med slaveriet.

”Det er fortællingen om både slaveri og frihed. Men også om modstand, om livsmod. For unge sorte er det afgørende at vide, at deres forfædre gennemlevede dette, men bevarede deres menneskelighed. De gjorde modstand, de havde livsmod, og på grund af det er jeg her i dag. You know what I mean?”

slaveskib
Vi er ikke meget for at snakke om det. Men Danmark sendte mindst 100.000 afrikanere over Atlanten i vore slaveskibe.

Men det er og bliver afdelingen om slaveriets historie, der samler størst interesse. Ventetiden for at komme igennem denne afdeling er 45 minutter, fortæller Mary. Det er folk, hvor interessen og ærbødigheden, men også forvirringen og sorgen, står malet i deres ansigter.

”Folk græder”, fortæller Mary. ”Og de skal læse alle skiltene. Alle sammen. De tager billeder af dem. De sender dem til venner, poster dem på Facebook. Der er så mange oplysninger, de besøgende ikke kendte noget til. Det er oplysninger, de ikke er forberedte på”.

De museumsfolk, som Mary har mødtes med i København de seneste dage, viser stor interesse for det nye afrikansk-amerikanske nationalmuseum i Washington og de metoder, der her er taget i brug for at formidle den sorte historie.

Og, som hun understreger, findes der i Danmark en stor ekspertise og kunnen blandt disse museumsfolk. Og det er i hvert fald ikke dem, hun netop har mødt, der er imod tankerne om et museum her i Danmark, der beskriver vor rolle i den transatlantiske slavehandel.

Slaverne i Dansk Vestindien blev omsider frigivet i 1848. Og i 1917 – den 31. marts – blev de tre danske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan overdraget til USA. De var ikke længere profitable. Danmark havde solgt sine besiddelser til amerikanerne for 25 millioner dollar

”Jeg kender ikke til de politiske bevæggrunde her i Danmark for at modsætte sig et museum”, understreger Mary Elliott. ”Men jeg håber, at man vil begynde at skele til de erfaringer, vi har gjort på museet i Washington”.

Hun påpeger, at der er mange, der siger, at eksempelvis Danmarks rolle i slavehandelen ikke var særlig stor. Og at det er begrænset, hvad der findes af beretninger fra slaverne selv.

”Beretninger findes. De er derude. Det er mere et spørgsmål om, hvor man leder”, siger den erfarne kurator fra The National Museum for African American History and Culture.

cape-coast-castle
De gamle europæiske slaveforter ligger fortsat i dag som en perlerække langs Ghanas kyst. Her er det Cape Coast Castle, der engang var dansk.

Fra slutningen af 1600-tallet og frem til 1803 blev flere end 100.000 afrikanere transporteret over Atlanten fra de danske slaveforter på Guldkysten til De Vestindiske Øer. Til et liv som slaver på sukkerplantager her. Henimod slutningen af 1700-tallet tog den moralske kritik af denne menneskehandel til, og i 1792 forbød den danske konge så Danmarks fortsatte deltagelse i den transatlantiske slavehandel. Forbuddet blev dog indført med en 10-års karensperiode, så plantageejererne kunne nå at tage deres forholdsregler, blandt andet at øge importen af kvinder og mindske arbejdsbyrden for gravide slavinder, så de ikke længere aborterede så ofte.

Slaverne i Dansk Vestindien blev omsider frigivet i 1848. Og i 1917 – den 31. marts – blev de tre danske øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan overdraget til USA. De var ikke længere profitable. Danmark havde solgt sine besiddelser til amerikanerne for 25 millioner dollar.

Foto:

The National Museum of African Maerican History and Culture: Wikimedia Commons

Kurator Mary Elliott: Philip Sampson

Slaveskib (Stowage plan for the Slave Ship ‘Brookes’, 1788): Library of Congress

Cape Coast Castle: Philip Sampson

Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Gå til Top