Der er et virvar af interesser i slaget om Mosul

af

Med de igangværende kampe i Mosul med kurdiske, irakiske tropper og den internationale koalitionsstyrke imod IS, er der travlt i det nordlige Irak i disse dage. Det er blot et spørgsmål om tid, før Mosul er befriet fra Islamisk Stat. Men det betyder ikke, at krigen er slut, skriver Yasmin Abdel-Hak.

Tværtimod kan kampene som nævnt i tidligere blogposter,  betyde begyndelsen på en ny strid. Der er mange forskellige grupperinger involveret i denne krig mod IS. Og hver af disse har egen dagsorden med egne interesser, der ønskes tilgodeset, og mål, der skal nås. En af disse vigtige aktører er de kurdiske pershmergaer. De udgør en vigtig rolle i kampen, og er historisk set kendt for at være særdeles dygtige soldater. De er derfor også med i kampen mod IS i slaget om Mosul.

Men deres position i selve kamphandlingerne er en meget vigtig indikator på det efterfølgende magtspil, alle venter på bryder ud, når først IS er forsvundet fra området. De irakiske pershmergasoldater er nemlig ikke med i selve bykrigen i Mosul. De er ude i randområderne af kamphandlingerne. De har således haft en ganske vigtig rolle i at rydde indfaldsveje og IS-besatte landsbyer forud for selve indgangen til Mosul by.

Hvorfor er det, at så dygtige soldater ikke får lov til at deltage i denne afgørende fase af krigen; i selve kernen af dette krigsscenarie mod IS?

Den kurdiske magtfaktor

Et kvalificeret bud herpå er den konstante tilstedeværende trussel om den kurdiske magtfaktor i området. En trussel, som både den irakiske og tyrkiske regering er sig smertelig bevidst om. Og i den sammenhæng er fjernelsen af IS fra Mosul deres mindste problem.

Som en kurdisk leder udtalte til The Guardian for nylig, da han forklarede, hvorfor kurderne ikke var med inde i selve Mosul: They can have Mosul. We do not want it. All we want is the Kurdish land that Saddam took from us. After that we can build a real country.

Og det er en udtalelse, der må give regeringerne i både Ankara og Bagdad nervøse trækninger og sveddråber i overskægget. For kurderne har i forvejen det selvstyrende kurdiske område i Nordirak, hvilket blot viser, at ambitionerne ikke fejler noget. De skal tages alvorligt – og det bliver de.

Efter indførelsen af flyveforbudszonen over området i 1991 nød det tidligere meget skrøbelige selvstyreområde, større selvstændighed. I 1992 blev den første kurdiske nationalforsamling i Nordirak stiftet. Området var i mange år præget af magtkampe mellem stridende politiske partier. Men disse indgik en samarbejdsaftale i 1998. Området blev tildelt regionalt selvstyrestatus i den irakiske grundlov fra 2005 og fik samme år udnævnt egen præsident.

Det er en udtalelse, der må give regeringerne i både Ankara og Bagdad nervøse trækninger og sveddråber i overskægget … Kurderne har i forvejen det selvstyrende kurdiske område i Nordirak.

Kurderne har med andre ord undergået en forandring fra at have været et konstant irritationsmoment under Saddam Husseins styre til nu at udgøre en decideret magtfaktor og aktør på den regionale scene. En aktør, som kan spille en meget stor rolle i det kommende politiske landskab i både Tyrkiet, Irak og Syrien.

Ikke fælles fodslag mod den kurdiske trussel

Med denne nye aktør på scenen, burde man mene, at det var oplagt, om Tyrkiet og Irak fandt fælles fodslag imod den fælles ”fjende” og trussel mod deres stater og grænsedragninger.

Men dette synes ikke at være sket. Tværtimod.

Tyrkiet har meget mod Iraks vilje udstationeret tropper inde i Irak med det erklærede mål at ville deltage i slaget om Mosul. Den irakiske regering har protesteret voldsomt og forlangt, at de tyrkiske tropper straks tilbagetrækkes. Det er ikke sket. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har – nok engang – erklæret sig uforstående overfor Bagdads reaktion. Han henviste i den forbindelse til, at Mosul er en del af den tyrkiske interessesfære, hvorfor det kun er naturligt at have tyrkiske tropper tilstede i Irak. Altså verden ifølge Erdogan.

Det turkmenske mindretal i Mosul

Set fra Ankara er dette ikke så skeløjet. Der er nemlig et stort turkmensk mindretal i Mosul. Det er af tyrkisk oprindelse, fra dengang området hørte under Osmannerriget, hvis interesser Tyrkiet stadig ønsker at varetage. Turkmenerne er en blanding af både sunni- og shiamuslimer. De udgør den tredjestørste befolkningsgruppe i Irak. I forbindelse med slaget om Mosul er flere turkmenske røster begyndt at tale om en provins for turkmenere.

Men denne etniske gruppe er splittet op mellem sunni- og shiamuslimer. Og akkurat denne shiamuslimske komponent er ikke lige noget, der passer den tyrkiske præsident Erdogan. Han ser gruppen som en del af en større iransk konspiration imod alle sunni-muslimer i området. At de sunnimuslimske turkmenere begynder at tale om selvstyre i området passer til gengæld godt ind i Erdogans interesser.

Dels styrker det argumentet for en stadig tyrkisk tilstedeværelse i området med den opgave at beskytte det turkmenske mindretal. Dels vil skabelsen af et turkmensk selvstyreområde minimere det potentielle område, som kurderne måtte forsøge at få lagt ind under det kurdiske selvstyreområde.

Hvad gør man med en vigtig Natopartner, som Tyrkiet er? En vigtig partner, som ærligt talt opfører sig som den uartige knægt på bagerste række i klassen. Kan man banke en Nato-allieret på plads? Må man det?

Det vil med andre ord passe Erdogan ganske fint med uro i området og magtkampe mellem de forskellige etniske og religiøse grupperinger, fordi den situation vil være forstyrrende – og måske endda direkte undergravende – for det kurdiske projekt om statsdannelse i regionen.

Krigserklæring fra Bagdad

Sådan ser verden imidlertid ikke ud fra Bagdad. Den irakiske regering har ingen intentioner om at lade Tyrkiet spille en rolle i det efterfølgende magtspil om Mosul. Det er afgørende nødvendigt for Bagdad at spille hovedrollen som den eneste aktør, der kan formå at genopbygge Mosul og regionen som en del af den irakiske nation. I den sammenhæng vil tyrkisk tilstedeværelse kun virke nedbrydende for processen. Af samme grund meddelte den irakiske præsident da også for nylig, at Irak var parat til at erklære krig mod Tyrkiet , hvis tropperne ikke straks blev tilbagetrukket.

Hertil noterede den tyrkiske udenrigsminister tørt, at hvis Irak vitterlig var stærk nok til at erklære krig mod Tyrkiet, kunne man undre sig over, at de overhovedet tillod kurderne at have et selvstyreområde. Det er med andre ord en trussel, som Tyrkiet ikke tager særligt alvorligt. Men det er der andre, der gør. Blandt andre USA.

Regionen kan ikke bære endnu en krig.

Tyrkiet er Natopartner og uartig knægt

Men hvad gør man med en vigtig Natopartner, som Tyrkiet er? En vigtig partner, som ærligt talt opfører sig som den uartige knægt på bagerste række i klassen. Kan man banke en Nato-allieret på plads? Må man det?

Regeringen i Bagdad har bedt USA om at sætte Tyrkiet på plads i denne affære én gang for alle. Men det vil unægtelig sætte USA i en noget prekær situation, al den stund, at Tyrkiet er en særdeles vigtig allieret. Foreløbigt er der ikke sket noget. Tyrkiet er ikke sat på plads af USA, og landet har således stadig tropper inde i Mosul, til stadig stigende irritation for den irakiske regering. Og resultatet er således en omgang kold vandgrød, der ikke har løst den potentielt farlige konflikt.

Alt imens slaget om Mosul pågår, venter alle involverede aktører på tiden efter Mosul er vundet. For så begynder den rigtige kamp om Mosul.

Rent strategisk er denne strid mellem den irakiske og tyrkiske regering kun til kurdernes fordel. Det fjerner fokus fra den ”kurdiske trussel”. Og så kan man jo i al ro og fred få ordnet sådanne geopolitiske og -strategiske spørgsmål såsom udvidelse af det kurdiske selvstyreområde, og oprettelsen af en egentlig kurdisk stat. Uden at hverken Bagdad eller Ankara har tid til blande sig.

Så indtil videre kæmper irakiske tropper fortsat i samarbejde med kurdiske pershmergaer og den internationale koalitionsstyrke imod Islamisk Stat i slaget om Mosul. Med de kurdiske soldater ude på sidelinjen. De deltager ikke i kampene inde i selve byen Mosul. De gør i stedet klar til at gøre krav på det land, de mistede under Saddam Husseins regeringstid.

Og alt imens slaget om Mosul pågår, venter alle involverede aktører på tiden efter Mosul er vundet. For så begynder den rigtige kamp om Mosul.

Topfoto: Wikimedia Commons: U.S. Army photo by SPC Anderson Savoy. http://www.dvidshub.net/image/216893/reflexive-fire-drill. 13. oktober 2009. Peshmerga soldiers march in formation as they prepare for a reflexive fire drill, conducted by U.S. Soldiers assigned to Golf Battery, 3rd Battalion, 82nd Field Artillery Regiment, 2nd Brigade Combat Team, 1st Cavalry Division, in Qarahangeer, Kirkuk, Iraq, Oct. 13. 2009.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er på nuværende tidspunkt i færd med at opbygge sit eget konsulentfirma med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, ligesom hun arbejder som forfatter på en tosproget bog. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Seneste indlæg fra

Flugten til Fyn

Jeg var fem år, da den store omvæltning skete. Min mor tog

Det omvendte nazikort

Der eksisterer paralleller mellem de strukturer, nazismen effektivt byggede på, og de
Gå til Top