BØGER – Stolthed og fordom er temaer, der rækker langt ud over Jane Austens tid. Med “Små påsatte brande” viser bestseller-forfatter, Celeste Ng, at kvinde oftest er kvinde værst, når det er i den selvgode sags tjeneste.
Hun har et skarpt blik, et renskuret ansigt uden tegn på jetlag og en stemmeføring, der afslører et vid og en erkendelse, der overgår hvad hendes 38 år burde kunne rumme.
Den amerikanske forfatter Celeste Ng er på bogturne for promovere sin anden New York Times Bestseller, Små påsatte brande, og selvom hun har haft et stramt program siden bogen udkom til overvældende anerkendelse i 2017, svarer hun hverken indstuderet eller på automatpilot, da jeg møder hende til en snak om nostalgi og kvindesyn, hykleri og empati.
Små påsatte brande foregår i byen Shaker Heights. En bedsteborgelig provinsby, hvis indbyggere ser sig selv som frisindede, gode demokrater, der godt kan rumme, at den hvide Prom Queen dater den sorte fyr, så længe han er quarterback og ‘Straight A Student’.
Vi møder Elena Richardson, hvis vigtigste mission i livet er at følge reglerne, og de fire børn Lexie, Trip, Moody og Izzy, som hun nidkært forsøger at præge – særligt døtrene Izzy og Lexie, det sorte får og dydsmønstret. Lexie er korrekt, selv i måden hun er rebelsk på, når hun drikker for mange øl og går vel uforsigtigt til præventionen. Izzy derimod er den evindelige anarkist, der både overlagt og uoverlagt forbryder sig mod et socialt dekorum, hun ikke gider at afkode eller forstå.
Mia Warren, bliver ikke bare Elenas lejer og rengøringshjælp, men også hendes nemesis. Hun er den enigmatiske boheme, der ikke vil leve af sin kunst men for den, og som har tilbragt et nomadisk og rodløst liv med datteren Pearl. Nysgerrighed, misforståede hensyn, omsorgsfuld hjælp og utidig indblanding bringer de to kvindelige supermagter på følelsesmæssig kollisionskurs – og giver bogen en overflod af tematikker.
Denne læser var faktisk så overvældet, at jeg næsten ikke kunne afgøre, hvor min skulle samtale med forfatteren skulle starte. Og derfor startede vi med slutningen.
Hvilke hovedpointer håber du, at læseren tager med sig, når bogen rammer sin slutning?
Mit ønske er ikke at belyse et enkelt emne, men at romanen udvider læserens perspektiv.
Jeg vil understrege, at verdensopfattelsen hos de individuelle karakterer er så kompleks, at der faktisk ikke er nogen enkle svar, men en overflod af spørgsmål vi bør stille os selv.
Mit ærinde er i virkeligheden, at vi tager vores egne forudindtagede ideer op til revision. Særligt omkring de gerninger, vi traditionelt har en stærk holdning til, for eksempel abort. Og det jeg selv opdager, mens jeg skriver er, at der sker en parallel proces i mig selv. For idet jeg udtænker nye scenarier og menneskelige dilemmaer, bliver jeg jo konfronteret med min egne fordomme. Og jeg opdager, at mens jeg skriver, blotlægger jeg flere og flere sider af mine karakterer. Da jeg var færdig med bogen, overraskede de mig. Jeg håber, læseren får den samme oplevelse. Bogen skal i virkeligheden ikke løse konflikter eller komme med moralske domme, men vise nuancerne i enhver konflikt. Jeg mener, at det er litteraturens vigtigste opgave: at stille spørgsmålstegn ved det, vi tror, vi ved. Det er jo en af de få kunstarter, der tvinger os til at tænke andre menneskers tanker, mærke hvad de føler. Deres tanker bliver jo til vores, mens vi læser.
Hvordan er dit eget forhold til to af bogens væsentligste temaer – abort og adoption. Er der en rigtig og en forkert kontekst til begge valg?
Alle væsentlige beslutninger træffes jo i en sammenhæng og skal forstås ud fra denne.
Ingen børn er tjent med at blive født af en mor, der er tvunget til at give afkald på dem eller ikke kan tage vare på dem. Jeg tror ikke på modstillingen af rigtig overfor forkert. Jeg tror snarere, at vi skal være opmærksomme på problematikken ved, at de privilegerede kan udøve magt over de svageste.
I bogen får en af karaktererne, Lexie, en abort. Hun er er teenager og har været skødesløs i sin omgang med prævention og sex med sin kæreste. Men fordi hun er hvid, privilegeret og født ind i den rigtige familie, er der plads til hendes fejltagelser. Hun har krav på en chance mere. Modsat flere andre kvinder i bogen, såsom den kinesiske immigrant Bebe, der kommer med en anden etnisk og social baggrund, og derfor bliver dømt ude ved første fejltrin. Minoriteterne får ikke del i den luksus, det er, at få en ‘second chance’.
Privilegie-blindhed er en af de svagheder, som fylder mest i bogens karakterer. Hvorfor var det vigtigt at adressere?
Det er helt klart et politisk statement, men det kommer fra personerne, ikke fra mig. Det er vigtigt, at vi bliver mere selvbevidste, og indimellem tjekker ind med os selv og vores egne privilegier og blinde vinkler. Tiden efter valget i 2016 var en mærkelig tid. Jeg blev bedt om at skrive et essay om Thanksgiving til et tidsskrift, og jeg besluttede mig for, at det ikke skulle handle om politik.
Vi havde brug for en pause, og jeg ville skrive en feel good-tekst. Men alle de ting, jeg er taknemmelig for, er jo politisk ladede: jeg lever i et interracialt ægteskab, min søn er blandet race, vi er taknemmelige for friheden til at kunne være sammen, leve frit og tale og tænke åbent. Hvis du skriver om mennesker, kan du ikke undgå at blive politisk. Bogen er ikke en kommentar til valget af Trump, for jeg skrev alle noterne til den inden, men en del af dens store succes skyldes måske netop, at dens personer aktualiserer vores samfunds største problemer, selvom den tidsmæssigt foregår i 1990’erne.
Et tilbagevendende tema i bogen er kunsten, der imiterer livet og livet der imiterer kunsten. Var der særlige kunstnere, du hentede inspiration fra?
Jeg elsker Cindy Sherman og Annie Leibovitz. Bogens kunstner, Mia, indskriver sig i den ”Shermanske” tradition, hvor du manipulerer med et billede og en kunstoplevelse for at sige noget om den virkelige verden. Hun er interesseret i transformation og genfødsel – og menneskets muligheder for at gendanne eller redefinere sig selv. Hendes kunst er ren opdigtning, men jeg har taget udgangspunkt i min egen forkærlighed for kunst, da jeg skulle skrive om den.
Men der var også et klart budskab i hendes karakter, der netop skal pirke til vores fordomme. Vi har denne her iboende ide om, at venstreorienterede flamboyante kunstnere er gode og konservative forstadsfruer må være onde.
Elena er ikke kun ond, og Mia er ikke kun god. Hun er faktisk næsten irriterende i sin idealisme, og hun bruger sin egen datter som valuta for sin kunst. Hun er et ‘art monster’, der vil ofre alt i kunstens navn. Elena ofrede sin journalistiske karriere for sine børn, og føler sig dermed som en ophøjet moderfigur. Mit ønske var, at vi skulle ændre vores syn på begge kvinder, så ingen af dem bliver skurken, men omvendt heller ikke får status af frelser eller forsoner.
Hvad med den teleologiske suspension af det etiske – at den gode intention helliger midlerne. Det er måden, kvinderne retfærdiggør deres handlinger. Er det tilstrækkeligt?
Hvis det har været det tidligere, så er det det ikke mere. Ligesom det modsatte heller ikke gælder længere. Jeg oplever, at mange mennesker i dag føler, det er nok at mene det rigtige, dele et link på Facebook, tilkendegive en holdning. Men deres meninger står i vejen for deres handling. De bliver passive fordi et ‘like’ på en kommentar burde være nok.
Jeg er ret imponeret af nutidens unge. De ved det ikke er nok. De er politiske og aktivistiske. Og de kan nedbryde fortidens fordomme.
Celeste Ng har læst engelsk på Harvard University og roman-debuterede i 2014 med “Alt det jeg aldrig har fortalt dig”, der udkommer på dansk i 2019. Bogen blev en New York Times Bestseller, udpeget til at være blandt årets bedste bøger af flere medier og vandt en række priser.
’Små påsatte brande’ har ligget på New York Times Bestseller, siden den udkom i 2017. Bogen er udkommet i mere end 20 lande, og Reese Witherspoon har for nyligt købt rettighederne til manuskriptet, som skal laves til en TV-serie med hende selv i en af hovedrollerne.
Fotos: Malou Bengtson.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her