Den her er til dig …….

af

HER ER DEN KLUMME, som jeg skrev tirsdag den 5.juli 2016. Samme dag blev den forsynet med et PS. som også ses nedenfor.

Torsdag den 7. juli 2016 valgte jeg  – uden pres fra nogen – at lægge klummen ned efter en voldsom kritik fra en mindre kreds af mennesker. Det skete af hensyn til min familie og mit netværk. Jeg håbede, at det ville stoppe stormen og larmen. Mit budskab nederst – om at have et godt og kærligt liv uden for det liv, der er på sociale medier, i debattråde og i offentligheden – blev ikke forstået af nogle få, der råbte højt. Mens mange andre til min glæde delte klummen, skrev om den, skrev til mig og takkede for den og forstod budskabet.

Jeg skrev om hvordan det er og kan være, at være debattør. Jeg ved, hvordan jeg selv har oplevet det gennem nu over 25 år. Jeg ved, at det er meget vigtigt at passe på sig selv og passe på de andre skribenter derude. Jeg ved, det er vigtigt, at sørge for at få andre hemmelige opgaver, hvor man ikke er på, men kan nyde at arbejde med ord uden ballade.

Min egen løsning, i mit eget debatliv, har været at vælge mine kampe med omhu. Jeg mener ikke noget om alt (det gjorde jeg engang). I dag mener jeg aldrig noget om eksempelvis ligestilling. Det er for barsk. Jeg mener kun noget om mine gamle stofområder – som også er dem, jeg arbejder med i mit firma – nemlig miljø, klima, bæredygtighed, fødevarer, menneskerettigheder og dyrevelfærd. Det har været min løsning. Mene noget om lidt. Og arbejde meget med usynlige opgaver, ingen hører noget om.

I konteksten af klummen vil jeg gerne bede om, at I, der læser med venligst bemærker dette: Jeg skrev intet om selvmord i klummen. Det er et emne, vi i pressen skal tale om med den allerstørste varsomhed. Der stod ikke et ord om det. Se selv nedenfor.

Hen over weekenden kunne klummen – på trods af at jeg havde slettet den – ses i diverse udgaver rundt omkring på nettet. Og jeg erkender, at det på den baggrund ikke giver mening at gemme den væk. Men den kommer også på igen, fordi den manglende originaltekst kan give anledning til mytedannelser og fejlopfattelser om, hvad der stod. Fordi nogle tilsyneladende rask væk tolker på en tekst, de kun har hørt andre omtale kritisk, men ikke selv har haft mulighed for at læse.

BEMÆRK. Der er ikke rettet andet et par slåfejl. Og så er dedikationen til den afdøde skribent fjernet, da det aldrig nogensinde har været min intention at støde nogen med dedikationen. Jeg vil også gerne understrege at ingen familie eller nærtstående har henvendt sig til mig og følt sig stødt. Flere nære relationer har derimod henvendt sig og takket for klummen. Men da kritikere har ment, at nogen kunne blive stødt, skal dedikationen selvfølgelig væk. Med en dybfølt beklagelse  fra mig over for dem, der eventuelt måtte være blevet stødt. Her er originalen. Lagt op igen mandag den 11. juli 2016.

Døm selv.

KLUMME: I dag taler vi om det, vi ikke taler om (Her er fjernet dedikation).

Det er ikke nemt at være debattør. Columnist. Klummeskribent. Forfatter. Blogger. Fortæl mig om det. Man bliver ensom. Ja, hvad ingen taler om, er dette: Man bliver fattig og ensom.

Man ender med at vide, hvem mange er, men med at have meget få nære venner. Meget få. Man kommer til at tvivle på alt. Hele tiden. Ikke mindst sig selv.

Udenforstående tror, at det er ensomt og slemt, når fremmede skriver grimme ting i endeløse tråde, hvor intet er helligt, og ord, man ikke troede fandtes, bliver sagt, om en selv.

Det er det såmænd ikke. Det er lidt lige meget. Man lader bare være med at læse efterhånden. Man blokerer, hvis man ser noget ud af øjenkrogen. Væk, ud, slut, ingen diskussion, bare væk med folk, der ikke kan opføre sig ordenligt eller som viser dårlige manerer. Ligesom på en bar. Ud med dem. Man bliver hårdhudet.

Nej, det grumme er, når nogen man kender, nogen man engang gik på uni med, eller i skole med, eller boede i opgang med, eller nogen der var med til ens bryllup for 25 år siden, nogen der har været en del af ens private liv, nogen der kender nogen i ens private liv, bliver hårde og siger grimme ting i det ikke-private meget-offentlige rum. Eller ak. Når nogen man kender, går i rundhyl efter likes og delinger og klik og opmærksomhed ved at forsøge at sige mere og mere grimt og mere og mere skingert om en, som de faktisk kender, en de godt ved bliver ked af det. Meget ked af det.

Man taber luften. Man græder. Man sover ikke. Man føler sig afklædt og ensom foran alle. Man giver den et ekstra nøk ind i den sociale fobi, man troede ikke kunne blive værre. Mens alle tror, at man er sådan en, der elsker Folkemøde på Bornholm, festival i Roskilde, store fester, mange mennesker, så taber man luften, pusten, glæden. Kan ikke. Kan ikke få luft. Kan bedst med udendørs arrangementer med let adgang til udgang.

Kan bedst uden bordplan. Uden plan. Uden bord.

Kan bedst på landet. Kan bedst med noget, hvor man må være tæt på døren ud. Kan bedst tale, hvis der er noget at holde fast i. Man finder på undskyldninger. Giver undskyldninger. Forsøger at slippe. Møder ikke op. Folk bliver sure. Men man kan ikke. Man kan simpelthen ikke. Man er introvert. Man er særligt sensitiv. Man er alt muligt.

Man bliver sådan en, der forklarer skriftligt på forhånd med for mange ord, at man ikke kan deltage i middag efter foredrag, fordi man skal skynde sig hjem (løgn, man tør ikke, man kan ikke, man kan ikke rumme mange mennesker efter foredrag). Man kan være veloplagt til foredrag, man kan møde mange mennesker i sin rolle – et par timers forestilling med den der figur, der er blevet bygget op – alle vil blive i troen, alle vil se, at man er så super social og så super skæg og så super debatterende. Men bagefter gemmer man sig. Væk. Hjem.

Måske rejser man ud, hvis man har råd. Man er væk. Eller man gemmer sig i et hus på landet. Kigger ud over marker. Finder ro. Man har givet alt. Man bliver sådan en, der tager toget i stillekupe, fordi man ikke vil risikere at tale med nogen. Og nogle dage duer ikke engang det, så må man køre i bil, for ikke at risikere at møde nogen på trapper op og ned og ind og ud. Man må køre langt i bil hen over landet, for ikke at risikere at tale med nogen. Køre langt om natten. Høre natradio. Høre andre mennesker tale, men ikke nogen, der kan risikere at tale til en.

Man kan ikke sidde i et kontor med andre mere. Man kan ikke gå ud mere end nogle timer om dagen. Man kan helst ikke deltage i noget med mange mennesker hver eneste dag. Pauser.

Man tager sine forholdsregler for at bevare forstanden. Og nattesøvnen. Og livet.

Man gemmer sig. Kan ikke mere. Man forsøger at få flere af de stille opgaver. Noget, man kan pusle dejligt med. Uden at nogen ser det. Man bliver så glad, når man ser en strategi eller en tekst et sted, som man har skrevet og gjort sig umage med, men ingen ved, hvem der står bag. Det luner på en underlig gratis måde. Man har fået lov til at skrive uden at tage tæskene for det.

Men man ved også, som debattør, at jo mere man gemmer sig, jo fattigere bliver man. Også på penge. Man er nødt til at blive ved, for at nogen skal købe ens bøger, bestille en til at skrive mere, hyre en til foredrag, booke en til det, man er god til, også det stille arbejde, man elsker…

Man er som bartenderen, der ikke tør møde op i baren. Det kommer der ikke nogen løn ud af og slet ikke alle de sjove drikkepenge og de gode relationer.

Jeg har været fuldtidsbartender. Jeg har været debattør, siden jeg var bartender. Jeg var kun 20 år første gang, jeg skrev noget i avisen, og mit billede fulgte min byline. Jeg blev nogens. Nogen mente noget om mig i nogle segmenter derude. Forstod jeg. Jeg vidste ikke, hvad der ramte mig. Jeg var 23 år, da jeg blev ansat. 24 år, da jeg var blandt de columnister, der overtog Dan Turells berømte klumme “I Byen”. Og så videre. Jeg skriver stadig. Også klumme. Fast. Hver måned. Mener noget.

Man bliver en, der bliver set på et pasfoto, i en avis, inde i tv, inde på nettet. Men man er jo ikke den, det navn, den figur, der er skabt. Man bliver fanget af det.

Man mener noget. Nogen mener noget om en. Sådan er det jo.

Man kan jo ikke så godt springe ud af det hele og blive folkeskolelærer som sine (mine) forældre. Man fantaserer om at tage arbejde i en børnehave, i en gårdbutik, i en stald, i en blomsterbutik, i marken, i Grønland, i Island, i Californien, på et forlag, på en kaffebar, nej, ja, vent. Det skal være noget uden ansigtsgenkendelse. Men med adgang til at skrive en hel masse ord. For sådan er det jo.

Man er blevet afhængig. Man kan ikke slippe ud af ordene.

Man er nødt til at skrive, når man er skribent, forfatter, blogger.

Men vent. Man kan og skal slippe nogle af debatterne i tide, hvis man ikke er stærk nok. Som nu mig.

Man må slippe alt det, der følger med. Slippe trådene, idioterne med internetforbindelse, bekymringerne, alt det der giver søvnløse nætter og ensomhed. Man må holde fast i de ord, der kan skrives, uden alt, alt, alt for store omkostninger.

Man må skrive på noget glæde, noget man elsker, noget, der giver i stedet for at tage.

Man må skrive på hemmeligheder, på opgaver, på et værk, flere værker. Eller bare små bøger og klummer. Der er uafhængige af den hårde daglige debat. Man må skrive.

Og man må frem for alt holde fast i de nære venskaber, den nære familie og den allernæreste kærlighed inde i det virkelige og helt private liv.

Og man må holde det privat, så man har et sted at gå hen. Med al den ensomhed, der følger med.

I dag taler vi om det, vi ikke taler om. 

Tirsdag 5.7. TILFØJELSE efter publicering grundet misforståelser: “Man” er selvfølgelig mig. Jeg kendte M.H. ganske lidt og holdt ganske meget af hans skrivestil og hans ordentlige måde at debattere med blandt andre mig på. I tråde, i tv og i radioen. Jeg aner ikke hvad, der er sket. Men jeg ved, hvad der er sket med os debattører. Det skriver jeg om her. I en klumme, der ikke handler om M.H., selvfølgelig ikke. Men som er dedikeret til ham. Ligesom en bog, der er dedikeret til X ikke handler om X. I øvrigt er en klumme kendetegnet netop ved at den er udtryk for klummeskribentens PERSONLIGE holdning og med personlige oplevelser fra eget levet liv (det har jeg skrevet om i skrivehåndbogen og undervist i). Man skriver fra sit eget personlige perspektiv, det er derfor det er en klumme, en column, en personlig spalte.

FOTO: Signe Wenneberg, fra Folkemødet på Bornholm, 2016.

FORRETNINGSMODEL: Her på POV lønnes skribenterne direkte af de læsere, som har lyst til at honorere et indlæg med et lille beløb. Sådan slipper læserne for grimme pop-op-annoncer og gyselige bannere. Signe Wenneberg har mobilepay nummer 21435463. 

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Signe Wenneberg

Støt skribententens arbejde på 21 43 54 63.
Signe Wenneberg er medstifter af POV. Skriver især i kategorierne "Grønt", "Liv" og "Kultur & Medier". Er uddannet retoriker og lever af at være foredragsholder og ordstyrer. Har skrevet en del bøger. Se bogliste og kontaktinfo på www.signewenneberg.dk. Se det daglige grønne feed på www.instagram.com/signewenneberg
Husk at intet medieforbrug er gratis. Her på POV lønnes skribenterne direkte af jer læsere via crowdfunding. Hvis alle (der kan) betaler en lille smule - 20 kr, 50 kr, 100 kr - så kan alle slippe for betalingsmure, telefonsælgere, pop-up-reklamer. Tak på forhånd for donationer til flere grønne tekster her på POV. Signes Mobilepay er 21 43 54 63 - mange tak på forhånd!