Den bedste mand

af

”Vi kender udfaldet af kampen, og alligevel sidder vi spændte til bristepunktet under de sidste omgange, hvor fortidens traumer atter trænger sig på, og kun Kalules og Hannes opmuntrende råb kan nå ham.” Sådan skriver Karen Hammer om en central scene i Mikkel Serups biopic om bokseren Jørgen ”Gamle” Hansen, Den bedste mand. Filmen får fem POV-stjerner.

”Jeg har aldrig tabt en kamp”, joker bokseren Jørgen ”Gamle” Hansen under et interview, ”men jeg er blevet nummer to et par gange!” Mikkel Serups nye film om den aalborgensiske bokselegende er særdeles underholdende og meget vedkommende også for tilskuere uden bokseerfaring.

Jørgen ”Gamle” Hansen var weltervægtsbokser i Lindholms bokseklub i Nordjylland i 70’erne. Han var professionel fra 1969 og kæmpede gennem sin karriere som professionel 92 kampe, hvoraf han vandt de 78. Da han næsten mirakuløst vandt Europamesterskabet i 1979, regnedes han for en af de mest erfarne boksere i Europa.

Bokseren fra Aalborg Værft

Filmen bringer os ind i historien midt i 70’erne, hvor ingen rigtig tager ham alvorligt, hvor hans økonomi er så dårlig, at han må tage ekstra mange vagter som svejser på Aalborg Værft, og hvor banken truer med at tage hans hus. Han er i stald hos promoteren Mogens Palle og trænes af Børge Krogh, der endnu ikke helt har opgivet at skaffe ham en titelkamp på trods af TV’s manglende interesse. Imidlertid bakkes han 100% op af sin kærlige og meget håndfaste hustru Hanne, der også er hans manager.

Hun sørger for, at dansk boksnings nye storhåb, Ayub Kalule fra Uganda, bliver indkvarteret hos familien; først og fremmest for at hjælpe på familens stramme økonomi. Han er kulsort og vækker nogen opsigt i lokalmiljøet og ubehageligt nedladende bemærkninger fra boksejournalisterne, og Jørgen selv er fra starten ikke nær så begejstret som hans positive og nysgerrige børn. Dengang var sorte mennesker sjældne i Danmark, og jeg husker en reportage fra en fodboldkamp, hvor tilskuerne smed bananer ind på stadion til de sorte danske fodboldspillere!

”Du er så bange, hver gang du skal op i ringen, og alligevel kæmper du. Det gør dig til den modigste person, jeg kender!”

Kalule bliver hurtigt en god ven af familien; han træner og løber sammen med Jørgen, og han prøver at forstå ham. Hvorfor har han alt for ofte mistet selvtilliden midt i en kamp og bare sat sig ned og tabt? Sammen ser de på gamle optagelser, hvor det er tydeligt at se, at Jørgen står stærkest, og dog pludselig uden at være knockoutet falder om og giver op. Sandheden er, at Jørgen ”Gamle” Hansen var hunderæd for at gå i ringen, på trods af de mange sejre og hans berømmede højrehånd havde han angst. Kalule graver lidt i hans fortid og forklarer, at det hele nok handler om hans første knockout, som kan være svært at glemme. ”Hvem slog dig første gang i jorden?” ”Det gjorde min Far! Men jeg er ikke bange for spøgelser”, svarer Jørgen. ”Det kan du ellers roligt være – for de findes”, bedyrer Kalule, og giver ham filmens største kompliment: ”Du er så bange, hver gang du skal op i ringen, og alligevel kæmper du. Det gør dig til den modigste person, jeg kender!”

Takket være venskabet og træningen med Kalule kommer Jørgen i bedre form; han får øget selvtillid, og hans ambitioner vækkes atter til live. Alligevel plager hans traumatiske barndom ham så meget, at han for at glemme den ihærdigt graver store huller i græsplænen! Og dagligt manisk vasker sine fødder for at være helt fri for påståede sure tæer.

Hvad siger du til at blive europamester

Mogens Palle ser med interesse på Jørgens udvikling og tilbyder ham en titelkamp: ”Hvad siger du til at blive Europamester”, spørger Palle. ”Så siger vi tak! Ikke Jørgen”, svarer Hanne. Og så er det en aftale.

Filmen skildrer smukt den kærlighed og solidaritet, der binder Jørgen og Hanne sammen, og giver adskillige eksempler på Jørgens slagfærdighed og lune. Han er familiefar og har ansvaret for sin familie. Han tager pænt tøj og slips på for at gå i banken og bede om henstand til lånet, men der tror man ikke på ham. Han bør droppe al det pjat med boksningen og tage fuldtidsarbejde på værftet. Kun Hanne støtter ham, for ingen uden Jørgen skal bestemme, hvornår han holder op. Han er ikke bare den bedste mand, fordi han vinder europamesterskabet, men også fordi, han tager sit ansvar som forsørger så alvorligt, at han gør, hvad han egentlig ikke tør, og den ene gang efter den anden går i ringen for at skaffe familien smør på brødet og redde huset fra en tvangsauktion.

Kort tid inden den afgørende kamp mod det unge britiske håb Dave ”Boy” Green, får Jørgen meningitis og ligger flere dage i coma på hospitalet. Hanne er hos ham hele tiden, og lader ham straks, han vågner, frit vælge, om han vil gennemføre kampen eller glemme alt om boksning. For deres kærlighed og familiens overlevelse er vigtigere end et hus. Vi kender udfaldet af kampen, og alligevel sidder vi spændte til bristepunktet under de sidste omgange, hvor fortidens traumer atter trænger sig på, og kun Kalules og Hannes opmuntrende råb kan nå ham.

Fem stjerner

Mikkel Serups film er ikke bare en film om, hvorledes en outsider klarer sig på trods af alle odds, men også en film om kampen for at overvinde angsten og en traumatisk barndom. Noget vi nok er mange, der kan blive klogere af.

Mikkel Serup har tidligere instrueret den populære komedie Klassefesten 2. Han er med Den bedste mand, som han har været medforfatter på, kommet op i en højere klasse. Vi kan helt sikkert vente os meget af ham for fremtiden.

Jørgen ”Gamle” Hansen var 36 år i 1979, da han vandt europamesterskabet. Han beholdt det gennem ni kampe; han forsvarede sin titel for sidste gang i 1981, hvor han vandt over Hans Henrik Palm. Ayub Kalule blev i 1979 verdensmester i letmellemvægt ved en kamp i Japan mod Masashi Kudo.

Mikkel Boe Følsgaard er fremragende som den karismatiske og lune Jørgen, og Lene Maria Christensen er varm og djærv som hans kærlige Hanne. Vi tror på deres kærlighed og det helt specielle samspil, som holder dem oppe på trods af mange, især bankens, nedladende holdning til deres livsstil og deres drømme.

Mikkel Serup har tidligere instrueret den populære komedie Klassefesten 2. Han er med Den bedste mand, som han har været medforfatter på, kommet op i en højere klasse. Vi kan helt sikkert vente os meget af ham for fremtiden. Jeg morede mig så godt under filmen, at jeg vil give den fem stjerner.

Premiere: 15.06.2017
Originaltitel: Den Bedste Mand
Genre: Drama, Dansk
Spilletid: 1 Time 37 Minutter (Ekskl. Reklamer Og Trailers)
Copyright: Nordisk Film

Alle fotos: Nimbus Film.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gentagelsen

Jeg tænkte på dengang, jeg dansede rundt på gulvet med ham i
Gå til Top