mm

Maria Panum Baastrup

Maria Panum Baastrup er 38 år og uddannet i forhistorisk arkæolog ved Københavns Universitet. Hun er ph.d. og skrev sin afhandling om netværk, kommunikation og kulturmøder i vikingetiden. Hun har også været tilknyttet Nationalmuseet i perioden 2000-2016 både som student, museumsinspektør og forsker, hvor hun især har arbejdet med detektorfund, danefæ, formidling og udstillinger.

Se alle skribentens artikler

Det er fundamentet for demokratiet, der står for skud, når regeringen skærer ned på museerne

KOMMENTAR – Kulturinstitutionerne er i gang med at fyre medarbejdere for at kunne imødegå regeringens ”omprioriteringsbidrag”, som reelt er en besparelse. I sidste uge kom turen til Nationalmuseet, der skal spare over 30 millioner kroner på de årlige budgetter. Konsekvenserne handler imidlertid ikke først og fremmest om, at museerne får råd til færre udstillinger, men om at borgerne får dårligere muligheder for at erhverve sig viden, reflektere og forholde sig kritisk som samfundsborgere. Og det skader demokratiet og giver bl.a. bedre grundlag for udbredelsen af ‘fake news’ skriver Maria Panum Baastrup, der er arkæolog.

I den aktuelle debat om besparelser på Danmarks museer har der ofte været fokus på, at mindre budgetter vil betyde færre udstillinger, færre særudstillinger, samt at udstillingssteder skal lukke. Det vil gå ud over den besøgendes oplevelse, hedder det.

For mig at se er det imidlertid et forfejlet og skævt fokus på besparelserne. Det er naturligvis ærgerligt, at der lægges op til en ”mindre god oplevelse” eller at underholdningselementet udvandes.  Men det er sådan set ikke det egentlige problem.

Museernes vigtigste roller er ikke at skabe oplevelser. Fastholder man fokus på denne, sekundære, funktion, fordrejes diskussionen, der bliver præget af, at her i virkeligheden ”bare” er tale om undværlige underholdnings- eller luksusinstitutioner.

Museernes vigtigste rolle er at give mennesker viden og hjælpe dem til at kunne reflektere og forholde sig kritisk. Det er vigtigere end nogensinde i en verden, der kæmper mod ”fake news”, radikalisering og mangel på dialog.

Når der skæres på museernes budgetter, skæres der i viden, i muligheden for refleksion og i evnen til at kunne forholde sig kritisk på et oplyst grundlag

Derfor adskiller museer sig heller ikke fra de øvrige videns- og uddannelsesinstitutioner. Når der skæres på museernes budgetter, skæres der i viden, i muligheden for refleksion og i evnen til at kunne forholde sig kritisk på et oplyst grundlag.

Og vi skal kunne reflektere og forholde os kritisk, for at kunne tackle ”fake news”. Og jo mere viden, der fyldes på os, og jo mere bevidste vi bliver om den verden vi bor i, jo mindre sandsynligt er det, at der skabes grobund for radikalisering.

Museerne spiller derfor en helt central rolle i mange af de samfundsmæssige problemer, vi står i i dag. Problemer som de aktivt, og via deres kæmpe store viden og erfaring, kan være med til at afhjælpe.

Museernes rolle i samfundet er ekstremt vigtig og grundlaget for et demokrati. Det bør museerne sige højt, klart og tydeligt.

Museer på markedsvilkår?

Da den nye sparerunde på Nationalmuseet blev meddelt, var kulturminister Mette Bocks holdning, at det er et vilkår, som bl.a. skyldes stigende offentlige udgifter.

Hertil må man konstatere, at det de sidste mange år mere har været reglen end undtagelsen, at Nationalmuseet har skulle spare. Den nye sparerunde er blot én i en lang række. En lang række der vel at mærke begyndte i opgangstider, og før finanskrisen overhovedet havde meldt sin ankomst.

Museer kan og skal ikke drives som firmaer på markedsvilkår. Det kan de ikke af samme årsag, som seminarier, professionshøjskoler og universiteter heller ikke kan det

Man kunne få den tanke, at det er en helt bevidst strategi fra politikernes side, for at omforme museer og andre kulturinstitutioner i øvrigt til at blive kommercielle og økonomisk bæredygtige butikker, der ikke ligger statsbudgettet til last.

Men museer kan og skal ikke drives som firmaer på markedsvilkår. Det kan de ikke af samme årsag, som seminarier, professionshøjskoler og universiteter heller ikke kan det.

De skaber nemlig ikke umiddelbart sorte tal på bundlinjen – i første led. De skaber derimod værdi ved at oplyse og uddanne. Uddannelsesinstitutioner og museer uddanner folk, og det er netop uddannede folk, der udgør den helt store ressource.

Men det er desværre også en ressource, der kan være svær at få øje på, hvis man udelukkende fokuserer på de enkelte institutioners årsregnskaber. At få øje på denne afledte værdiskabelse kræver, at man kan reflektere sig frem til, at ressourceskabelsen eksisterer.

Det kræver også et helhedssyn og et overblik at kunne løfte sig op over de enkelte ministeriers ressortområder, prioritere på tværs og anerkende en værdiskabelse, der kommer flere områder til gode.

Kulturbudgettet i Danmark er forsvindende lille. Den nye række besparelser på kulturområdet er at betragte som en dråbe i havet for statskassen.

Men det er ikke i sig selv et argument for ikke at skulle spare. Det er derimod de principielle beslutninger, der ligger bag og det forhold, at kulturområdet i øjeblikket forvaltes på en måde, så sparekniven, tilsyneladende uhindret, kan skære videre – og den ansvarlige minister synes ikke at kæmpe kulturens kamp.

At tvinge museerne den kommercielle vej gennem besparelser er at føje spot til skade. Det udvander deres samfundsmæssige betydning og de får cementeret deres rolle som underholdningsorgan – hvilket er den forkerte vej at gå

En af de farbare veje flere museer, herunder også Nationalmuseet, forsøger at gå, er via øget kommercialisering.

Museerne forsøger at trække flere folk til huse, eller kunder til butikken om man vil, via underholdende arrangementer og events for at opnå øgede indtægter. Men at tvinge museerne den kommercielle vej gennem besparelser er at føje spot til skade. Det udvander deres samfundsmæssige betydning og de får cementeret deres rolle som underholdningsorgan – hvilket er den forkerte vej at gå.

Fri adgang til fri viden?

Muligheden for at indkræve billetindtægter nævnes ofte som museernes redningsplanke. Det har Nationalmuseet således også fået lov til at indføre. Men det siger sig selv, at indførsel af entre kombineret med en sparerunde og nedgang i særudstillinger ikke er en holdbar løsning i længden.

Gratis entre giver mulighed for alle, uanset indkomst, til at komme på museerne. Man kan forestille sig, at sammensætningen af besøgende, som følge deraf, også vil blive mere varieret og repræsentere flere sociale grupper, selv om der, mig bekendt, ikke er lavet undersøgelser af sociale forhold i brugerundersøgelser.

Brugen af betalt entre på vores statslige museer kan sammenlignes med brugerbetaling på vores uddannelser …. Man skal, uanset økonomisk og social baggrund, kunne komme på universitetet i Danmark

Det er et ønskescenario for både museum og samfund at få hevet så mange og så forskellige mennesker til museet som muligt. Det giver en oplagt platform til at uddanne, oplyse og skabe dialog.

Og jeg mener faktisk, at brugen af betalt entre på vores statslige museer kan sammenlignes med brugerbetaling på vores uddannelser. Det er, som sådan, endnu ikke overordnet indført. Hvilket vel i bund og grund skyldes, at man vil sikre fri og lige adgang til uddannelser. Man skal, uanset økonomisk og social baggrund, kunne komme på universitetet i Danmark.

Det samme burde gælde museer – idet de om nogen repræsenterer videns og uddannelsesinstitutioner. De forsker, de formidler og de gør os alle sammen klogere på det samfund vi er en del af – både på lokalt og globalt plan og til alle tider.

Så hvad bliver resultatet af endnu en sparerunde? Ud over de åbenlyse resultater: fyrede medarbejdere, nedgang i forskning, uopretteligt tab af viden og ekspertise, amputerede udstillinger m.v. Ja det bliver, at vi mister mulighed for at nå ud til en masse mennesker og give dem uddannelse og viden med på deres vej – så de kan reflektere og gå i dialog. Det er værdier, der er så store, at der ikke kan sættes kroner og øre på, og det er værdier og egenskaber, der er helt grundlæggende for et demokrati.

Det er en katastrofe, at man udhuler museernes samfundsmæssige rolle via sparerunder, der aldrig synes at stoppe.

Der er ingen vindere i denne her situation – heller ikke den statskasse, der står tilbage med sine små økonomiske og kulturbetalte dråber. Staten taber nemlig langt flere ressourcer i det menneskelige regnskab og demokratiske.

Derfor må man konstatere – Ja, det er ærgerligt, hvis udstillingssteder lukkes, men det er en katastrofe, at man udhuler museernes samfundsmæssige rolle via sparerunder, der aldrig synes at stoppe.

Topillustration:  Nationalmuseets forhal med lys på – fra Kulturnatten 2009.  Regnskovsgrøn stemning – med skøn lyd af cikader og småfugle. Foto: Flickr.

Kategorier