mm

Chris Patten

Chris Patten (The Rt Hon the Lord Patten of Barnes, CH) er uafhængigt medlem af det britiske House of Lords og var den sidste britiske guvernør for Hong Kong inden overdragelsen af området til kinesisk overherredømme. Han er tidligere britisk EU-kommissær (1999-2004) med ansvar for udenrigspolitikken og tidligere britisk parlamentsmedlem for de konservative, hvor han fungerede som partiformand fra 1990-92. Fra 2011-14 var han governor of the BBC Trust - den britiske pendant til stillingen som bestyrelsesformand for DR.  I dag er han Chancellor for University of Oxford.

Se alle skribentens artikler

Demokrati trumfer terrorisme

På trods af det nylige ondsindede terrorangreb i Manchester og på trods af forfærdende angreb i Frankrig over de seneste år  valgte de franske vælgere at vælge Emmanuel Macron som præsident – en mand der ved, at årvågenhed kræver, at vi respekterer alle grupper i samfundet. For at bekæmpe ondskaben må vi nemlig afvise eksklusion og had, skriver Chris Patten, der også har forhåbninger om et kommende frit og fair valg i Storbritannien: De åbne samfund vil vinde over terroristerne og demokratiske borgere vil reagere med mod og storsind.

LONDON – Da jeg slentrede gennem Paris forleden dag, var vejret varmt, himlen var blå, og jeg følte, at jeg var i den bedste af alle verdener. Som altid var Paris elegant og emmede af selvsikkerhed og munterhed. Frankrig havde netop valgt en klog, ung, pæn og modig ny præsident, der syntes at matche byens atmosfære. Uden dårlige nyheder til at ødelægge dagen, havde jeg al mulig grund til at vandre optimistisk afsted.

Alting kunne selvfølgelig have været helt anderledes.

Det var kun 18 måneder, siden et terrorangreb i Paris havde efterladt 130 døde og mange sårede. Sidste år i juli blev Nice angrebet, da en lastbil kørte ind i menneskemængden, der fejrede Bastilledagen på byens strandpromenade, og dræbte 86.  Ikke længe efter fik en ældre præst skåret halsen over i en kirke i Normandiet. Og i sidste måned, lige før den første runde af præsidentvalget, blev en politimand skudt ned på Champs-Élysées.

På trods af det forfærdende angreb i Manchester har briterne, ligesom franskmændene, ikke haft den rygmarvsreaktion at gå i panik. Vi foretrækker stadig at leve i frie og åbne samfund, så vi har altid reageret roligt og med afmålt beslutsomhed.

Disse ondsindede handlinger, der udsprang af en forvansket fortolkning af en stor religion, forhindrede ikke franske vælgere i at vælge Emmanuel Macron, en mand der ved, at årvågenhed kræver, at vi respekterer alle grupper i samfundet. For at bekæmpe ondskaben må vi afvise eksklusion og had, og vi må ikke tilsværte omdømmet for en stor befolkningsgruppe

Jeg fik en påmindelse om dette på en taxitur fra det centrale Paris til Gare du Nord.

Efter at have beklaget sig over konkurrencen fra Uber (også et velkendt omkvæd blandt Londons taxichauffører) fortsatte chaufføren med at fordømme verden og alt i den. Han hævdede, at globaliseringen og masseindvandringen ødelagde beskæftigelsen, var en kæmpe byrde for den offentlige service, var til skade for den franske nationale identitet og fostrede terrorister.

Det er næppe nødvendigt at sige, at chaufføren havde stemt på Marine Le Pen – selvom han ikke lignede en, som Front National ville betegne som “fuldblods” franskmand. Men det meste af Frankrig stemte selvfølgelig på den anden kandidat. Og selvom chaufførens klagepunkter stadig har bred genklang, repræsenterer de ikke en sammenhængende, faktabaseret tilgang til vore dages problemer.

Livet vinder altid over døden

Storbritannien står overfor sine egne terrortrusler, som vi lige har set det med det hæslige angreb i Manchester, den nordvestlige storby hvor mine bedsteforældre var skoleledere, og hvor min far blev født.

Indtil videre er dødstallet oppe på 22, mange af dem børn, hvilket gør angrebet på Manchester Arena til Storbritanniens værste tilfælde af terrorisme siden bomberne i London Underground i juli 2005, hvor 52 blev dræbt.

I demokratier hviler effektiv politikudvikling på kompromis og fornuft. De af os, der lever i demokratier, vil ikke terroriseres til at kassere vores opfattelse af balance og moderation, fordi vi forstår noget grundlæggende for alle samfund: livet vinder altid over døden.

Der har været mindre lignende tilfælde i mellemtiden. Og i de foregående årtier modstod London og andre storbyer (inklusive Manchester i 1996) angreb fra militante irske nationalister.

Alligevel har briterne, ligesom franskmændene, ikke haft den rygmarvsreaktion at gå i panik. Vi foretrækker stadig at leve i frie og åbne samfund, så vi har altid reageret roligt og med afmålt beslutsomhed.

Den beslutsomhed er en af demokratiets styrker. Vi vil aldrig overdrage den politiske dagsorden til dem, der kun tilbyder simplistiske slogans, grove argumenter og ekstreme politiske tiltag. De, der vil skyde skylden for deres problemer på “de andre” – defineret ved race, etnicitet, religion eller nationalitet – vil altid være en minoritet. Deres mål er at lukke ned for både hjerte og hjerne. De har ingen interesse i at forstå årsagerne til volden eller i at udvikle effektive midler til at bekæmpe den.

Selvom arvesynden findes – den ondskab der simrer, eksploderer og sårer børn og deres familier og venner – så findes der også en grundlæggende godhed, der altid er til stede efter terroristernes grusomheder.

Den sunde fornuft i demokratier er delvist baseret på en forståelse af, at landet betyder mere end partiet. I demokratier hviler effektiv politikudvikling på kompromis og fornuft. De af os, der lever i demokratier, vil ikke terroriseres til at kassere vores opfattelse af balance og moderation, fordi vi forstår noget grundlæggende for alle samfund: livet vinder altid over døden.

Lad håbet, modet og storsindet blomstre

Selvom arvesynden findes – den ondskab der simrer, eksploderer og sårer børn og deres familier og venner – så findes der også en grundlæggende godhed, der altid er til stede efter terroristernes grusomheder.

Den manifesterer sig i forbipasserende, der stopper og hjælper; i de sygeplejersker og læger der tager sig af de sårede; og i dem der hjælper med at finde de forsvundne, i dem der tilbyder en seng at sove i eller følger folk hjem fra stedet, hvor et massemord er begået.

De mennesker, der planlægger og begår terrorhandlinger, vil formodentlig aldrig fatte, at deres sag er tabt. Åbne samfund vil utvivlsomt skulle modstå flere angreb i fremtiden. Men hvis noget er sikkert, er det, at terrorister ikke kan ødelægge demokratiet.

I Frankrig har vælgerne netop valgt en ny præsident ud fra håb, ikke fortvivlelse; og i Storbritannien vil vi afholde et frit og fair valg i juni. Demokratiet vil modstå angreb som det i Manchester; og demokratiske borgere vil reagere med mod og storsind.

Oversættelse: Lisa Rasmussen for POV International fra Project Syndicate.

Topillustration: Pixabay.

Kategorier