Deleøkonomi i den antropocæne tidsalder

af

Alle problemer, der er skabt af mennesker, kan løses af mennesker. Vores økonomiske system er menneskeskabt, det er ikke hugget i en stentavle af Gud. Men for at undgå katastrofen, må vi skabe meget mere lighed. Det er ikke blot moralsk rigtigt, det er også det eneste fornuftige, hvis vi vil overleve. Gør vi ikke det, men forskanser os, vil vi blive løbet over ende, og der er ingen grund til at tro, at det vil gå anderledes, end da barbarerne stormede Rom. De sejrende vil ikke have nogen grund til at skåne os, skriver Arne Herløv Petersen i en analyse af verdens tilstand i dag.

Jeg bliver ked af det, hvis man fra borgerlig side skriver, at de tanker, jeg gør mig om politik, er “socialistiske floskler mejslet i granit”. For jeg synes selv, jeg forsøger at komme fri af banetænkning, at jeg ikke følger de én gang udstukne riller, men prøver at skabe mig et overblik ud fra den viden, jeg har om verden, sådan som den ser ud her og nu.

Men måske er det ikke lykkedes for mig. Måske har jeg formuleret mig uklart. Så må jeg prøve igen:

Kapitalismen var et fremskridt, da den blev indført. Den har vist sig at være et meget effektivt system til at skabe vækst og profit.

Men som alle økonomiske systemer og alle politiske tanker er de bundet til en tid og et sted. Nogle ting har vist sig at være underforståede forudsætninger, som man ikke var bevidst om, da systemet blev skabt – fordi forholdene dengang var anderledes.

Kapitalismens tanke om evig materiel vækst har kun gyldighed i en situation, hvor der stadig er nye markeder at opdyrke. Men der er ikke længere nogen uopdyrkede områder på denne planet. Evig materiel vækst er ikke mulig i et lukket, materielt system som Jorden

Kapitalismens tanke om evig materiel vækst har kun gyldighed i en situation, hvor der findes en frontier – et uopdyrket grænseland, der kan opdyrkes. Den stadige vækst forudsætter, at der stadig er nye markeder at opdyrke.

Men de sidste markeder, der ikke var dyrket af kapitalismen, blev indlemmet efter murens fald i 1989, og nu er der ikke længere nogen uopdyrkede områder på denne planet. Evig materiel vækst er ikke mulig i et lukket, materielt system som Jorden. Det er en indlysende logisk og matematisk slutning. Derimod er der ingen grænser for immateriel vækst – vækst i viden og forskning og innovation, i kunst og kultur.

I dag fører vækstdogmet til ødelæggelse af Jordens klima og miljø, til ødelæggelse af vores biologiske livsgrundlag. Derfor kan kapitalismen ikke længere bruges som økonomisk system – det ville være selvmord at fortsætte – og derfor må vi finde en andet og bedre system.
Det er ikke det gamle sovjetsystem, der er løsningen. Det byggede også på fortsat materiel vækst og førte også til miljøødelæggelse. Vi må finde nye veje.

En af kapitalismens følgevirkninger er stadig voksende ulighed og stadig større monopolisering. Disse følgevirkninger kunne man dæmme op for gennem politiske indgreb, dengang nationalstaterne kunne handle suverænt.

Det var derfor, man kunne skabe den nordiske velfærdsstat, der på mange måder var de bedste og mest menneskevenlige samfund, vi endnu har kendt. Selvfølgelig ikke fuldendte – det er der ikke noget, der er. Men gode samfund med plads for menneskelig udfoldelse.

Den tekniske udvikling har ført til globalisering. Vi kan ikke længere inddæmme den enkelte nationalstat og skabe vores eget samfund inden for murene. Vi hænger sammen på en måde, vi ikke før har gjort det

Men den tekniske udvikling har ført til globalisering. Vi kan ikke længere inddæmme den enkelte nationalstat og skabe vores eget samfund inden for murene. Vi hænger sammen på en måde, vi ikke før har gjort det.

MERE POV
Merkel sidder fast i symbolpolitikken

Derfor er reguleringen af kapitalismen blevet utilstrækkelig og efterhånden nærmest symbolsk. Ikke engang regionale sammenslutninger som EU kan skabe isoleret lovgivning. Vi kan idømme de store monopolforetagender bøder, men det får dem bare til at smile hele vejen til banken – og til deres skattely. De betaler stort set ikke skat, de retter sig kun efter deres egne regler. De ved, de kan gøre, hvad de vil.

Og dereguleringen af kapitalismen betyder også, at uligheden vokser endnu hurtigere end før. Otte mennesker i denne verden ejer nu lige så meget som den fattigste halvdel af Jordens befolkning – tre en halv milliard mennesker.

Uligheden mellem landene fører til, at nogle lande bliver desperat fattige, andre rige. Når det sker, vil de fattige søge til de rige lande. Globaliseringen betyder, vi er forbundne kar, og i forbundne kar løber vandet mellem karrene, til vandstanden er lige. Det vil også ske her. Folkevandringerne vil skabe lighed gennem nivellering nedad. Almindelige mennesker vil alle vegne blive håbløst fattige, de rige vil blive obskønt rige.

Det hjælper ikke at skyde flygtningebåde i sænk eller sætte grænsebomme op eller stille sig op på en stol og vifte med Dannebrog. Det bliver, som da Knud den Store bød havet at vige tilbage. Bølgerne svarede ved at skylle ind over hans fødder

Det hjælper ikke at skyde flygtningebåde i sænk eller sætte grænsebomme op eller stille sig op på en stol og vifte med Dannebrog. Det bliver, som da Knud den Store bød havet at vige tilbage. Bølgerne svarede ved at skylle ind over hans fødder.

Jorden er rig, og endnu kan alle blive mætte, hvis vi deler verdens goder. Sådan bliver det ikke ved med at være. Den stærke vækst i befolkningstallet, især i Afrika, fører til ustabilitet. Heldigvis ved vi, hvordan man nedsætter fødselstallet. Det gør man ved at sørger for uddannelse til alle og ved at skabe rimelige levevilkår for alle.

For at undgå katastrofen, må vi skabe meget mere lighed. Det er moralsk set det rigtige at gøre, men det er også det eneste fornuftige. hvis vi vil overleve. Gør vi ikke det, men forskanser os, vil vi blive løbet over ende, og der er ingen grund til at tro, at det vil gå anderledes, end da barbarene stormede Rom. De sejrende vil ikke have nogen grund til at skåne os.

Vi kan løse alle problemer, redde os selv og alle andre i verden, redde dyrene og miljøet, redde klimaet – gennem en bevidst, politisk indsats her og nu. Alle problemer, der er skabt af mennesker, kan løses af mennesker. Vores økonomiske system er menneskeskabt, det er ikke hugget i en stentavle af Gud. Vi kan ændre det.

Hvis vi gør det, der skal gøres, nu. Venter vi for længe, risikerer vi, at klimaet går i selvsving, så Jorden bliver ubeboelig. Og så er det for sent at gøre noget. Så dør vi.

Men endnu kan vi nå at skabe en ny og bedre verden.

Hvordan det nye samfund kommer til at se ud, kan vi ikke forudse i detaljer. Men det er givet, at vi kun kan få mere lighed ved at deles om verdens rigdomme. Vi lever i en tid, hvor menneskene styrer klima og miljø og geologiske processer – den antropocæne tid. Det er et nyt ansvar, der kræver nye løsninger.

Vi vinder noget andet, når vi gør os fri af vækstideologien og forbrugerismen. Vi vinder tid – og tid er det egentligt knaphedsgode. Vi får mere tid til at være sammen, til at opleve naturen, til at fordybe os i kunst og litteratur og videnskab, hvis det er det, vi vil. Vi får mere tid til at være mennesker

Vi må indføre en form for deleøkonomi og gennemføre en grøn omstilling. Vi må forvandle vores økonomi fra vækstøkonomi til en deleøkonomi, der er cyklisk som årets gang i naturen, vi må indføre cradle to cradle, så der ikke forekommer spild og affald, men kun råmateriale til genbrug.

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Livet som sådant har kunnet fungere stabilt i fire milliarder år. Vi skal lære af det liv, der gror omkring os, lære at leve i balance og harmoni med den natur, vi selv er en del af, i stedet for at fare frem med bål og brand og ødelægge den natur, vi er så dybt afhængige af.

Når vi skal dele goderne mellem os, er det uundgåeligt, at de, der har meget, får mindre. Men hvis vi inddrager de formuer, der er skabt gennem mange menneskers arbejde, men som nogle få oligarker har tilranet sig, er der nok til, at alle kan få et godt liv.

Måske ikke med fire årlige flyrejser til Thailand, måske ikke med overflod og overforbrug og køb-og-kasser-mentalitet. Men mindre kan også gøre det. Om vi så skal ned på et niveau som i 1980 eller 1960, dør vi ikke af det.

Vi vinder noget andet, når vi gør os fri af vækstideologien og forbrugerismen. Vi vinder tid – og tid er det egentligt knaphedsgode. Vi får mere tid til at være sammen, til at opleve naturen, til at fordybe os i kunst og litteratur og videnskab, hvis det er det, vi vil. Vi får mere tid til at være mennesker. Vi kan blive gladere af det. Og vi får også glæden ved at vide, at det gode liv ikke er forbeholdt nogle få i nogle lande, der ved historiens og tilfældets spil er blevet de rigeste, men at det gode liv er for alle mennesker i denne verden.

Topillustration:

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Arne Herløv Petersen
Forfatter og oversætter |

Arne Herløv Petersen (1943) er forfatter og oversætter, bosiddende på Langeland. Han har arbejdet som journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau og som redaktør af Studenterbladet 1963-65. Han tog studentereksamen i Milwaukee i Wisconsin i 1961 og i København 1962. I 1971 blev han cand. phil. i historie, med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, materiale herfra er i omarbejdet form udgivet som artikelsamlingen Fra den forkerte verden (2004). Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat ved Social-Demokratens børneside. Han fik som 15-årig sin debut i 1958 i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker", og sin selvstændige debut i 1962 med "Digte". Hans romandebut fulgte i 1963 med "Morgensol og glasskår". Arne Herløv Petersen har udgivet omkring 500 oversættelser, hovedsagelig af amerikansk litteratur. Han har blandt andre oversat Jack Kerouac, Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut, Philip Roth, Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden mange oversættelser af science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard. Dertil kommer oversættelser af lyrik, blandt andre gendigtninger af kinesiske kortdigte, oversættelser af James Joyce, Edgar Allan Poe, Lewis Carroll, Edward Lear, Jean-Joseph Rabearivelo og Kobayashi Issa.

Seneste indlæg fra

Gå til Top