Debat: Et forsvar for familielægen

af

”Som borger og patient ønsker jeg at komme med et forsvar for familielægen. Den årelange detailstyring, de stigende dokumentationskrav og det økonomiske pres, som de praktiserende læger har været/er udsat for, er i overhængende fare for at gøre familielægen til et fjernt minde.” Det skriver Maria Busch i dette debatindlæg, hvor hun opfordrer borgerne til at komme op af sofaen: ”Det er dig og mig, der betaler for sundhedsvæsenet i Danmark, så det er os, der skal bestemme, hvordan det skal skrues sammen.”

En politisk motiveret udsultning af det danske sundhedsvæsen har, også for de alment praktiserende læger, nu nået et niveau, hvor det er svært at forestille sig, at vi også i fremtiden vil have vores egen læge.

Man skal blot kaste et blik på mediernes historier om de praktiserende læger for at forstå, at vi befinder os midt i en politisk kamp om primærsektoren, hvor magteliten ikke skyr noget middel for at miskreditere de praktiserende læger.

Politikere og embedsmænd… forsøger at miskreditere de alment praktiserende læger med en hjælpende hånd eller ti fra diverse nyhedsmedier

“Praktiserende læger svigter diabetikere” — og rygerne, og hjertepatienterne og kræftpatienterne og… Overskrifter som disse har været hverdagskost i de danske medier i mange år. Aviserne er ved at falde over sig selv og hinanden for at viderebringe artikler fra især patientforeninger, der beskylder de praktiserende læger for at svigte lige deres medlemmer. Intet nyt under solen her.

Det relativt nye er, at politikere og embedsmænd i tiltagende selvretfærdige, arrogante og anklagende vendinger åbenlyst forsøger at miskreditere de alment praktiserende læger med en hjælpende hånd eller ti fra diverse nyhedsmedier. Her er nogle eksempler fra Politiken:

“Der er en tydelig tendens til, at danskernes tillid til lægerne falder.”

“Lægerne tager patienterne som gidsler ved at true med at lukke deres praksis”

“Praktiserende læger vil have flere penge”

“Minister kritiserer læger: I må ikke udskrive depressionsmedicin til børn”

Jeg tror, at denne stræben efter at miskreditere de alment praktiserende læger skal findes i selve det faktum, at disse, trods massivt pres i den modsatte retning, stædigt forsøger at bevare fokus på, at den enkelte patient skal have den bedst mulige behandling — og ikke efter retningslinjer opfundet af teknokrater eller regneark udarbejdet af Djøf’ere.

Flertallet kæmper videre, fordi lægeløftet— mod teknokraternes forventning — betyder så meget for disse læger, at de går ufatteligt langt for at bevare deres integritet og værne om deres faglighed og patienterne

Selv om politikere og embedsmænd har forsøgt at drukne de praktiserende læger i stadigt flere, nye retningslinjer, krav og arbejdsopgaver uden økonomisk kompensation, så har flertallet kæmpet videre, fordi lægeløftet— mod teknokraternes forventning — betyder så meget for disse læger, at de går ufatteligt langt for at bevare deres integritet og værne om deres faglighed og patienterne.

Borgerne er menneskemaskiner

Mange andre professioner har lagt sig på ryggen, fordi det politiske pres har vist sig for stort, opgaverne for mange og pengene for få. Men altså ikke de praktiserende læger. Hvad stiller man så op?

Death by drowning virker øjensynligt ikke — endnu. Heller ikke den økonomiske udsultning har fået lægerne til at smide håndklædet i ringen – endnu. Så er der jo øjensynligt kun en farbar vej tilbage: Hvis man ikke kan få lægerne til at lægge sig på ryggen “frivilligt”, så kan man gøre livet endnu mere surt for dem ved at miskreditere dem i offentligheden.

Menneskesynet er således, at det enkelte menneskes værdi alene gøres op i deres evne til at tjene penge til kommune- og statskassen

For at forstå, hvorfor det (ud over det økonomiske incitament) er så magtpåliggende for teknokraterne at få lægerne til at overgive sig, må vi vende blikket mod de politiske vinde, der hærger vores land.

Vi bliver i stadig større grad underlagt konkurrencestatens indre logik, der alene via økonomisk tænkning går ud på, at vi skal konkurrere og yde. Menneskesynet er således, at det enkelte menneskes værdi alene gøres op i deres evne til at tjene penge til kommune- og statskassen.

Teknokraterne er dog opmærksomme på, at mennesket er en irriterende størrelse, der kan gå i stykker af et for stort pres og arbejdsbyrde. Der skal derfor være nogle håndværkere, der kan reparere disse menneskemaskiner, så de igen kan indgå i konkurrencestatens hamsterhjul.

Kritisk tænkning er noget teknokraterne gerne vil være foruden. Det obstruerer gennemtvingelsen af “nødvendighedens politik” — læs: Hvad der anses for nødvendigt ud fra en neoliberalistisk økonomisk synsvinkel

Disse håndværkere er de praktiserende læger. Nu forholder det sig (desværre for teknokraterne) således, at disse læger åbenbart ikke opfatter sig selv som teknokraternes lejesvende. De er så uforskammede, at de har deres eget menneskesyn, der generelt ligger milevidt fra teknokraternes. Dette bliver fx tydeligt, hvis vi kaster et blik på de syv pejlemærker, som Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) er blevet enige om, er de praktiserende lægers primære opgaver.

De praktiserende læger benytter sig ydermere af civil ulydighed (jf. dataindsamling mv.) og af den (for teknokraterne) besværlige, kritiske tænkning, der hidtil har været demokratiets ideal.

Kritisk tænkning er noget teknokraterne gerne vil være foruden. Det obstruerer gennemtvingelsen af “nødvendighedens politik” — læs: Hvad der anses for nødvendigt ud fra en neoliberalistisk økonomisk synsvinkel.

For at forstå situationen til fulde, må vi indse, at vi ikke længere befinder os i velfærdsstaten og er styret af dennes idealer og dogmer. Vi befinder os i konkurrencestatens æra, hvis dogmer kræves uanfægtelige.

Den neoliberalistiske konkurrencestat ønsker ikke kritik, ønsker ikke at blive sagt imod. De mennesker, der forsøger at tale denne magt imod, bliver mødt af hånende kommentarer om usamarbejdsvillighed, uvederhæftighed, grådighed, manglende faglighed osv. i et forsøg på at få dem til at rette ind. De færreste mennesker formår at stå dette pres imod og lægger sig fladt ned på ryggen.

Fortsæt kampen

Jeg ønsker ikke, at de praktiserende læger lægger sig ned. Jeg ønsker, de skal fortsætte deres kamp for patienternes bedste og deres egen integritet og faglighed. Og jeg håber ikke, jeg er alene.

Jeg håber og tror nemlig, jeg har ret, når jeg fortæller teknokraterne, at de har glemt én lille ting i deres beregninger: At vi er mange, der personligt har en dyb forståelse for, hvor meget det betyder at have en familielæge, der følger én hele livet, og som man gennem årene har opbygget en fortrolig og tillidsbaseret kontakt med.

Denne tryghed er i sig selv sundhedsfremmende, men den betyder også, at man er hurtigere til at henvende sig til sin læge, når man observerer, at man har et fysik eller psykisk problem — i stedet for at vente, til man er blevet alvorligt syg og derved kommer til at koste sundhedsvæsenet endnu flere penge.

Det er dig og mig, der betaler for sundhedsvæsenet i Danmark, så det er os, der skal bestemme, hvordan det skal skrues sammen

Min egen læge har endvidere meget stor betydning som anerkendelsens sidste holdeplads, som væbner ved humanismens sidste bastion — her bliver jeg set som et menneske i sin helhed, som et menneske af værdi, bare fordi jeg er til, og ikke kun som et hjul i konkurrencestatens maskine, hvis eneste nytte ligger i min evne til at generere økonomisk værdi.

Udsultningen af vores sundhedsvæsen er et bevidst politisk valg, der i mine øjne har til formål at fremme en øget privatisering af sundhedssektoren, hvilket igen betyder en stigning i uligheden i sundhed og potentielt familielægens endeligt.

Hvis det er det, vi ønsker, så behøver vi ikke at rejse os fra sofaen. Hvis det ikke er det, vi ønsker, så må vi op ad sofaen og råbe så højt, at selv den mest argumentationsresistente politiker fornemmer, at der er stemmer på spil.

Det er dig og mig, der betaler for sundhedsvæsenet i Danmark, så det er os, der skal bestemme, hvordan det skal skrues sammen. Familielægen er ikke blot en ubetydelig skrue i sundhedsvæsenets maskinrum. Hun er selve forudsætningen for, at vi har et velsmurt og økonomisk rentabelt sundhedsvæsen, der har patientens fysiske og psykiske velbefindende i fokus.

Illustrationer: Dansk Selskab for Almen Medicin.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Busch

Maria Busch er cand. mag. i historie og engelsk fra RUC  har i en lang årrække været ansat som kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet. I dag er hun langtidsledig kommunikationsmedarbejder på kontanthjælp. Hun bruger sin blog beprettyplease.dk til at sætte fokus på, hvordan det er at bebo det golde kontanthjælpsland.  Maria er født og opvokset på Nørrebro, hvor hun stadig bor.

Seneste indlæg fra

Gå til Top