De sorte dukker fra Vestsjælland

af

”Er det virkelig dem, det drejer sig om”, tænkte jeg. Lidt forundret faktisk efter at museumsinspektør Karen Munk-Nielsen havde lukket mig ind i det aflåste magasin på Holbæk Museum og vist mig de dukker, som har skabt sådan en furore rundt om i Danmark.

Der på hylden stod den samling af såkaldte ”negerdukker”, som Holbæk Museum agter at vise frem i forbindelse med udstillingen ”Vestsjælland og Vestindien”, der åbner 2. april. I forbindelse med 100-året for salget af de Vestindiske Øer.

Det var altså disse i alt 11 sorte legetøjsdukker, der, som man havde kunnet læse i Berlingeren, skulle udstilles i et særskilt rum, for at publikum her kunne reflektere over tidligere tiders syn på sorte. En disposition, der straks af Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen blev kaldt et ”tåbeligt hensyn”. Og som også havde fået hans partifælle, Folketingets formand Pia Kjærsgaard, op af stolen. Som ligeledes mente, at disse dukker burde udstilles sammen med den øvrige udstilling. Afgjort ikke separat.

”Når negerdukkerne bør indgå i den permanente udstilling, skyldes det da netop, at det uoplyste racesyn var en væsentlig del af kolonitiden”, skrev hun i en kommentar i Berlingeren. For derefter at komme med et par retoriske spørgsmål” ”Kan publikum ikke tåle at høre om det? Vil udstillingen af disse dukker ikke netop få folk til at ryste lidt på hovedet?”

Jeg var for så vidt helt enig med Pia Kjærsgaard. Rent overordnet. Genstande som disse bør udstilles. Bør vises frem. Bør indgå som et virkemiddel til at forklare og illustrere tidligere tiders syn på mennesker af afrikansk oprindelse. Derfor har jeg selv i snart en menneskealder samlet på sådanne genstande. Legetøj, reklameartikler og andet, der viser sorte mennesker i en ofte stærkt karikeret form med det formål at fastholde billedet af disse som barnlige, primitive, servile, uintelligente. Altså den racistiske forestilling, som engang var så fremherskende blandt ikke mindst europæere om, hvordan personer af afrikansk oprindelse var.

Black Memorabilia

Europæisk dukke fra begyndelsen af 1900-tallet – dog med krøllet hår

I USA, hvor sådanne genstande er særdeles eftertragtede samlerobjekter blandt sorte amerikanere, kalder man det Black Memorabilia. Hvilket jeg kom ind på i en artikel her på POV International sidste forår. Dengang, jeg præsenterede en del af min egen samling. Som – i al beskedenhed – tæller langt flere gamle, sorte legetøjsdukker, end jeg nu blev præsenteret for inde på Holbæk Museums magasin.

”Men dukkerne her er jo ikke engang racistiske” tænkte jeg. Dette var så godt som alle dukker fremstillet i Europa, sagde et hurtigt øjekast mig. Primært tyske dukker fra den første halvdel af 1900-tallet. Fremstillet med de samme støbeforme, som man brugte til at producere de almindelige, hvide dukker. Disse var egentlig bare ”hvide” dukker, der var fremstillet i brunt biskuit – senere plastik – og som havde fået sort hår i stedet for lyse lokker. Kort sagt dukker med europæiske ansigtstræk, der blot havde fået en mørkebrun gang fernis.

Reelt er det nok kommunikationsforbistring, der har fået ”negerdukke”-sagen op på det plan, den er havnet på. På den ene har vi museumsfolk, der i lyset af den jævnligt tilbagevendende ”neger-debat” er bange for at træde forkert. På den anden side nationalt orienterede politikere, der vågner til dåd, hver gang de hører ”n-ordet”.

Mediedebatten

Hvordan kunne sådan en lille samling uskyldigt udseende dukker skabe sådan et røre? Jeg mener, disse dukker havde været skyld i en overskrift som denne i Den Korte Avis: ”Politisk korrekt museumsleder mener ikke, at folk kan tåle at se ’negerdukker’ udstillet sammen med andre historiske genstande”. Og havde fået en journalist ovre i Jylland til at konstatere, at Karen Munk-Nielsen, var ude i en ”moralsk-etisk krise” i forbindelse med den forestående udstilling her på Holbæk Museum. En krise, der, kunne man forstå på manden, var symptomatisk for ”den race-fikserede kulturmarxistiske uintelligentsia, der sidder tungt på det hvide snit, som går for åndsliv i Danmark anno 2017”.

Hvordan i alverden når man frem til sådan en konklusion, tænkte jeg, mens jeg stod og kiggede på dukkerne? Og nåede hurtigt frem til, at det nok var fordi, at journalister som disse bare ikke undersøger det, de beskæftiger sig med, ordentligt. Faktisk, fortalte Karen Munk-Nielsen mig, var jeg den første journalist, der overhovedet havde besøgt museet her i Holbæks Klosterstræde for at se de berygtede ”negerdukker”. Det var i mandags – hvor jeg i regionaltoget vestover havde siddet og læst den leder, dagens udgave af Kristeligt Dagblad havde ofret på sagen.

Reelt er det nok kommunikationsforbistring, der har fået ”negerdukke”-sagen op på det plan, den er havnet på. På den ene har vi museumsfolk, der i lyset af den jævnligt tilbagevendende ”neger-debat” er bange for at træde forkert. På den anden side nationalt orienterede politikere, der vågner til dåd, hver gang de hører ”n-ordet”. Og så en dansk medieverden, der ikke forspilder en chance til at puste til en konflikt, der kan generere overskrifter, hvor dette forkætrede ord indgår.

Lokale dukker

Over en kop kaffe fortæller Karen Munk-Nielsen om udstillingen, og hvordan det er kommet så vidt med denne ellers så uskyldige lille samling af dukker.

”Det er dukker, der gennem årene er kommet ind i samlingen”, forklarer hun i sin egenskab af daglig leder af Holbæk Museum, der igen er en del af Museum Vestsjælland – en fusion af i alt fem museer i regionen.

Altså dukker, der over mange år er blevet indleveret til disse museer af lokale rundt om på Vestsjælland. Og som så er blevet registreret og havnet i museernes magasiner.

”Da vi så sad og planlagde udstillingen og om Vestsjællands kontakter til Vestindien, undersøgte vi, hvor mange ting i samlingen, der indgik ordet ’neger’ i. Det var på grund af hele den diskussion, der var sidste år, om malerier på Statens Museum for Kunst, hvor dette ord indgik”.

Dukkerne, sømanden hjembragte

”Og så kom disse ’negerdukker’ frem. De er fra perioden 1910-1965. De to ældste dukker, de er nogle, der er hjemtaget af en sømand. Så de er ude fra den store verden, men vi aner ikke hvorfra”, forklarer Munk-Nielsen.

De to små dukker er i mine øjne også de mest interessante i den lille samling. Sandsynligvis de mest sjældne af de 11. Men de har intet racistisk ved dem. Heller ikke noget, der ”reproducerer stereotype fremstillinger” af sorte mennesker. Et udtryk, som konsulent ved udstillingen, Signe Hegelund, benyttede overfor Berlingske i den oprindelige artikel om dukkerne. Dette er igen europæisk-producerede dukker med europæiske ansigtstræk. Bare fremstillet i mørkebrun biskuit. De er på ingen måde vestindiske – og slet ikke ”dukker af afrikanske slavebørn”, som de har været beskrevet i pressen.

Dette er da også en af de misforståelser, der har præget mediernes dækning af sagen, fortæller Karen Munk-Nielsen.

Hovedudstillingen, dukkerne og sparebøsserne

Hun understreger, at der er selve hovedudstillingen, som drejer sig om Vestsjællands forhold til Vestindien. Det er en udstilling, der er helt unik. Dette emne har museerne på Vestsjælland aldrig kigget koordineret på tidligere. Derfor bliver den udstilling, der er kommet ud af dette, også permanent.

Ved siden af denne hovedudstilling, hvis tema er specifikt vestindisk, er der så de mørklødede dukker samt nogle legetøjsgenstande, der adskiller sig fra disse ved at være klart racistiske. Ingen af genstandene overhovedet har noget med Dansk Vestindien at gøre. Derfor kommer de til at udgøre en lille udstilling for sig selv.

En særskilt lille udstilling placeret i et andet rum, end selve hovedudstillingen om Vestsjællands forbindelser til Dansk Vestindien. Hvor man så til gengæld får mulighed for at diskutere det mere generelle spørgsmål om vort skiftende syn gennem tiderne på personer af afrikansk oprindelse.

”Selve udstillingen drejer sig om forbindelserne mellem Vestsjælland og Vestindien. Og så ville det virke malplaceret, at vi lige pludselig inddrager denne diskussion. Så den vil vi hellere have i et rum for sig”, forklarer Karen Munk-Nielsen.

”Her kan folk reflektere over, hvad det er, de ser. Prøve at se på vores samling med nye øjne. Og så spørger vi gæsterne: ’Kan man bruge ordet neger?’ Det er i virkeligheden mere et ’diskussionsrum’”, forklarer hun efter mange dages ophedet debat om det, hun som udgangspunkt kaldte et ”reflektionsrum”.

Her vil genstandene være udstillet i to glasmontrer, hvor publikum så kan klistre såkaldte ”post-its” på glasset. Små selvklæbende papirsedler med beskeder som eksempelvis ”Jeg synes, det er helt i orden at bruge ordet neger”. Eller: ”Nej, det synes jeg ikke man kan. For det er enormt racistisk”. Som Karen Munk-Nielsen siger:

”Nærmest ligesom en Facebooktråd. På glasset.”

Det er i denne forbindelse ikke de sorte dukker, der ”reproducerer stereotype fremstillinger” af sorte mennesker. Så den diskussion kunne medierne egentlig godt have sparet sig. Det er i stedet to andre legetøjsgenstande, der er med i samlingen. Som også er blevet hentet frem fra magasinerne på de vestsjællandske museer.

“Always Did ‘Spise a Mule”-sparebøssen fra J. & E. Stevens i USA

Den ene er en af de engang så populære såkaldte ”negersparebøsser”. Fremstillet, som jeg forklarede i min ovennævnte artikel om Black Memorabilia, af The Shepard Hardware Manufacturing Company i Buffalo, New York. Fra 1882 og frem, hvor de i stort tal blev eksporteret til Europa. Jeg har selv en halv snes stykker af disse ”Jolly Nigger Banks”. De er, synes jeg, vigtige for forståelsen af, hvor naturligt hvide mennesker for bare få generationer tilbage fandt dette, det værste skældsord, der gennem tiderne er blevet brugt overfor mennesker af afrikansk oprindelse. Mennesker som mig.

Den anden er også en amerikansk sparebøsse. En betydelig mere sjældent en af slagsen. Som jeg udbrød overfor Karen Munk-Nielsen, da hun præsenterede mig for samlingen i magasinet i Klosterstræde: ”Den dér er sjælden. Den er virkelig interessant”.

Det er i denne forbindelse ikke de sorte dukker, der ”reproducerer stereotype fremstillinger” af sorte mennesker. Så den diskussion kunne medierne egentlig godt have sparet sig. Det er i stedet to andre legetøjsgenstande, der er med i samlingen.

Der er tale om en såkaldt “Always Did ‘Spise a Mule“-sparebøsse. Disse blev fremstillet fra 1870’erne og frem af J. & E. Stevens, en legetøjsfabrikant i Cromwell, Connecticut. De forestiller en sort dreng, der sidder med et muldyr. Når man placerer en mønt under drengen og trækker i et lille håndtag, så drejer muldyret 180 grader og sparker til den sorte dreng. Hvorefter mønten falder ned i sparebøssen.

Det er genstande som disse, Holbæk Museum opfordrer sine gæster til at kigger nærmer på i forbindelse med den forestående udstilling. For at se på legetøj som dette med nye øjne. Legetøj, der ikke har noget med Dansk Vestindien at gøre, men som børn på Vestsjællands-kanten engang har leget med.

Sablen fra St. Croix

”Det har været fremme i debatten om disse dukker, at vi her på museet synes at mene, at danskerne er sarte. Det mener vi ikke. Vi er heller ikke bange for at provokere folk. Men vi synes, det står mere rent, hvis vi har fokus på Vestindien i en del af museet, og så på dette legetøj i en anden”, forklarer Karen Munk-Nielsen.

Som kommer i tanke om det blankvåben, hun har liggende oppe på førstesal. Og straks henter.

Karen Munk-Nielsen med sablen, der blev brugt i nedkæmpelsen af “negeroprøret” på St. Croix i 1848.

”Denne her er med i hovedudstillingen. Den synes jeg er langt værre, end for eksempel dukkerne”, siger hun og holder dem frem iført hvide handsker.

”Der er en sabel, vi fandt i Kalundborg Museums gemmer. En officer, der er kommet hjem fra Vestindien, og han er så stolt og afleverer den til museet, fordi han har været med til at slå negre ned med den sabel”.

”Det var i forbindelse med ’negeroprøret’ i 1848, der førte til frigivelsen af slaverne. Det, man hører om, er generalguvernør Peter von Scholten, der står og siger, ’you are hereby emancipated’. Men der var jo alvorlige episoder rundt omkring på St. Croix, hvor danskerne brugte soldater. Og altså også denne officerer, der bagefter vendte hjem til Vestsjælland med sin sabel”.

Udstillingen ”Vestsjælland og Vestindien” åbner 2. april og bliver permanent. Den vil vise de mange forbindelser, der var mellem lokalegnen og de øer i Vestindien, vi solgte for 100 år siden. Gøre den besøgende klogere på den tid, hvor skibe lastet med sukker fra St. Croix, St. Thomas og St. Jan lagde til kaj i havne som Korsør, Rørvig og Holbæk og sejlede saltsild tilbage til øerne fra Kalundborg. Klogere på slave- og plantageejerne Castenskjold, der gennem de formuer, de tjente på øerne, kom til at eje godser og herregårde på egnen – Hørbygaard på Tuse Næs, Store Frederikslund ved Slagelse og Borreby Herreborg ved Skælskør.

Og så er der selvfølgelig ”negerdukkerne”. Men det er, som sagt, en lidt anden historie.

Alle fotos: Philip Sampson

Kunne du lide min artikel? Så kan du donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Gå til Top