”De fleste af os lever forholdsvis kedelige liv”

af

Tim Hinman – den ene halvdel af podcastfænomenet Third Ear, der for nylig vandt den prestigefyldte amerkanske radiopris Third Coast International Audio Festival Award – mener selv, at han han laver anti-journalistik. Og så drømmer han om at arbejde ligesom David Lynch.  Det er ingen overdrivelse at kalde Hinman for én af dansk montageradios absolutte fornyere, og nu er Third Ear klar med en ny serie, som har premiere i denne uge

Jeg har fulgt Tim Hinman på Facebook et stykke tid med stigende forundring  inden jeg endelig kontakter ham. For mens de fleste andre deler billeder af deres børn og kæledyr eller kommentarer til den politiske udvikling – ja, så deler den ene af radiomagasinet Third Ears skabere primært videoer fra det mere outrerede hjørne af Youtube.

Måbende kigger jeg på én i hvilken en masse tykke og helt éns nøgne mænd sidder ude på havet i nogle gule havestole der kører op og ned, mens de råber og en færge sejler forbi i baggrunden.  I en anden video – en gammel estisk live-optagelse (?!) – mumler en Borat- type med skovsnegl ned i en mikrofon til lyden af et udefinerligt technobeat, mens juhu-piger danser i baggrunden.

Her er med andre ord what-the-fuck for alle pengene.

Eksilbriten selv er der ingen billeder af og alligevel bærer det hele et tydeligt Hinmansk præg: Læs: bizar mystik og sort humor. Meget lig Third Ears podcasts, forresten, i hvilke hans lune britiske røst har det med at svæve over de radiofoniske vande, samlende og reflekterende, men aldrig som historiens primære fortæller.

Jeg får hurtigt svar på min mail. Jo, tak, han vil gerne mødes med mig og et par dage efter tropper jeg op som aftalt på cafe Sort Kaffe og Vinyl i Skydebanegade i Hinmans hood på Indre Vesterbro. Vi taler muligvis om byens mindste cafe her; Ganske få borde og intet toilet. Et par veninder i trediverne har droppet at finde pladser og sidder boheme-agtigt på kantstenen med deres kaffekopper, der sender hvide skyer af damp op i formiddagssolen.

Eksilbriten selv er der ingen billeder af og alligevel bærer det hele et tydeligt Hinmansk præg: Læs: bizar mystik og sort humor. Meget lig Third Ears podcasts, forresten, i hvilke hans lune britiske røst har det med at svæve over de radiofoniske vande, samlende og reflekterende, men aldrig som historiens primære fortæller.

Lidt efter kommer han gående, i rask tempo med hunden i snor. Han hilser kort, rækker mig hundesnoren, forsvinder ind i mikro-caféen og kommer kort efter tilbage med to kopper sort kaffe. Timothy John Hinman er rolig, lun og small- talker uden at det bliver ligegyldigt.

Han er venlig og nærværende på en no-bullshit-agtig måde og virker på én gang rolig og rastløs – måske fordi han skal direkte videre til P1 bagefter. Vi taler om Vesterbro, om København og om hvordan Danmark ser ud for en udlænding på godt og ondt.

Pionéren

Han er født i England men flyttede i 1996 til Danmark for at bo sammen med sin danske kæreste. Med sig i baggagen havde han en fortid med post produktion – redigering af film og tv – i London, og i Danmark fortsatte han arbejdet med filmproduktion og var bl.a. med på Nicolas Winding Refns halvfemser-klassiker Pusher.

Siden begyndte han at lave radio, først på P1-programmet Lydmuren. Det var dog senere, på programmet Ultralyd at Tim Hinman for alvor kom til at slå sine folder. Lydmuren og Ultralyd blev siden nedlagt og i 2009 startede han sammen med kollegaen Krister Moltzen podcastmagasinet Third Ear, der skulle vise sig at bane vejen for en spirende podcast-revolution i Danmark – med inspiration fra amerikanske podcast-succeer som This American Life og Serial.

For nyligt vandt Hinmans og Moltzens radio-baby så den prestigefyldte amerkanske radiopris Third Coast International Audio Festival Award i Chicago for serien Dobbeltgænger, produceret af Thomas Arent Andersen. Så det er næppe en overdrivelse at kalde Tim Hinman for én af dansk montageradios absolutte fornyere.

Egentlig var der ikke noget, der pegede hen imod at Hinman skulle lave radio. For dengang tænkte han mest på radio som ”sådan noget med folk, der snakker og spiller plader” og han kendte ikke meget til det. En dag opdagede han imidlertid, at man på Danmarks Radio havde gang i nogle eksperimenter med lyd, og dét vakte hans nysgerrighed: ”Der fandtes forskellige radiofonier rundt omkring i Europa dengang. I Danmark var der et program, der hed Lydmuren, som var en udspringer af den klassiske radio-montage tradition. “Den slags var super in dengang.” fortæller han

P1’s nye satsning var meget langt fra klassisk radio og dét passede Tim Hinman ganske udmærket. Her kunne han desuden stort set lave hvad han havde lyst til – og få penge for det.

“Jeg har aldrig haft et ‘rigtigt job’ og jeg keder mig vanvittigt meget, hvis jeg skal lave noget, der ikke interesserer mig. Det er sådan en enormt entitled og spoiled indstilling, you know” erkender han, uden dog at se ud som om det tynger ham særligt meget.

Kedelige liv

På Lydmuren arbejdede han sammen med produceren Peter Kristiansen og det var af Kristiansen han lærte lydklipningens særlige musikalitet; ”Peter var en vildt dårlig pædagog, men han var vanvittig dygtig – blandt de bedste nogensinde – til at skabe interviews, klippe og til at lave denne her stemningsfulde, løse fortælleform. Det var ham, der lærte mig at klippe mening ind i sådan en endeløs strøm af tale,” fortæller han og fortsætter: ”Man kan bruge forskellige discipliner og strategier, når man løser lydopgaver. Min lyd er f.eks. meget inspireret af film. Men egentlig har jeg har altid brugt fra alle hylder.”

At Tim Hinman er inspireret af film kommer næppe som nogen overraskelse for Third Ears lyttere, for stramme narrativer og stemningsfulde lydbilleder er radiomagasinets varemærke og scenen er altid omhyggeligt sat i duoen Moltzen og Hinmans univers. Lytterne tages i hånden fra start til slut og vejen går oftest igennem mere eller mindre mystiske indre og ydre menneskelige landskaber. Her er ingen flagren og ingen løse ender.

“Jeg har aldrig haft et ‘rigtigt job’ og jeg keder mig vanvittigt meget, hvis jeg skal lave noget, der ikke interesserer mig. Det er sådan en enormt entitled og spoiled indstilling, you know” erkender han, uden dog at se ud som om det tynger ham særligt meget.

”Jeg er blevet mere og mere fascineret af narrativ struktur,” fortæller Tim Hinman. ”Folk er enormt sultne efter konstruerede narrativer. Meget mere end de selv tror. De bruger timer på dem – hver dag! Hvad enten du ser Game of Thrones, eller læser en roman eller en dybdegående artikel… det er alt sammen narrativer. Stories, basically!,” konstaterer han og slår ud med armene.

Men hvorfor er vi så sultne efter historier, når nu vores verden er så fuld af dem? Hinman mener, at vi er mere eller mindre programmerede til at lytte til gode fortællinger og så spiller det sikkert også en rolle, at vi er vokset op med film og tv:

”På en måde er vi jo afhængige af dem for det er jo sådan vi ser verden!,” udbryder han og fortsætter:” Vi tror, at der er en begyndelse, en midte og en slutning i tilværelsen. Vi tror, at vi er på vej ét eller andet sted hen…og ligeså snart vi begynder at tvivle på dét, så får vi denne der eksistentielle krise på, ikke? Så for en kort stund erstatter historierne det dér forfærdelige pointless life…for lets face it: De fleste af os lever forholdsvis kedelige liv.”

”Hvordan har du det lige nu?”

Dén bemærkning tygger jeg lidt på, mens vi bevæger os fra caféen og over til Otto Krabbes Plads, et lille grønt anlæg et stenkast fra Istedgade.

Her er mere plads og forhåbentlig også mere ro til at snakke. Hunden tramper stedkendt og velfornøjet foran, og på vejen møder Hinman indtil flere, han kender. Vesterbro virker pludselig meget lille. ”Alle her er enten mediefolk eller skuespillere,” siger han med ryggen til og peger ned ad Istedgade: ”Den skole, der ligger der nede..Børnene..you know..det er alt sammen sådan noget med ”og hvem er så din mor og far?” Alle kender hinanden.

”Hey maaan!,” udbryder han kort efter glad – næsten som for at understrege sin egen pointe. Det er en tidligere samarbejdspartner, han har fået øje på. En filminstruktør of course. Snakken går og jeg når lige nøjagtigt at blive bekymret for tiden. Men så bliver der sagt på gensyn og vi fortrækker til en siddegruppe i nærheden. En græsslåmaskine larmer i baggrunden.

Nogle gange går det jo op for mig, at jeg nok er meget mere weird end jeg selv tror – især i Danmark som jo på mange måder jo er et exceptionelt konformt land.

Tim Hinman mener selv, at han laver en slags anti-journalistik, for selvom Third Ear tager udgangspunkt i faktuelle historier, så spørger Hinman og Moltzen altid – modsat journalisterne, i Hinmans udlægning – hvad der er gået forud og hvad der er fulgt efter: ”F.eks. med historien om Sonny, der var med til at stjæle guldhornene (Guldhornene). Hvis nogen har stjålet guldhornene, så må der jo have været en række events, der førte til at det skulle ske,” konkluderer han.

Mange af Third Ears historier er gravet ud af arkiver eller fundet som notitser i aviser. Afsnittene om svindleren og kamelæonen Kasper Rieber-Holm (Rieber-Holm sagen og I et forhold med ) blev f.eks. til, fordi Krister Moltzen havde læst om sagen i en jysk lokalavis. Og begge sager havde naturligvis været fremme i medierne før.

Alligevel var der i begge tilfælde masser at tage fat på, for når journalisterne er færdige med at dække en begivenhed, mangler de mest interessante historier ofte stadig at blive fortalt, mener Hinman:

”Sonny og tyveriet af guldhornene var på forsiden af BT og Ekstra Bladet i to dage, men da vi tog kontakt til Sonny var han alligevel helt paf. For i al den tid var der ikke én eneste journalist, der havde stille ham spørgsmål. Lige bortset måske fra sådan noget med ”hvordan har du det lige nu, hvor du har gjort noget rigtig dumt?”

Fra Shakespeare til Scientology

Third Ears nyeste podcast, Kvinden med den tunge kuffert, har premiere den 25. oktober i Politikens Hus og vil – hvis man skal tro Politikens beskrivelse – ”føre os vidt omkring i en ukendt verden af klosterrefugier, religiøse menigheder, mørke kirker og gejstlige netværk.” I den forrige serie ”Robert og Thehtanerne” gik turen ind i Scientologys syrede sci-fi -verden, så det virker nærliggende at spørge Hinman, hvorfor der altid er noget mørkt og mystisk på færde hos Third Ear?

”Jamen, det er jo også bare fordi, det er sjovt, ikke? Der skal helst være både lys og mørke. Det er ren Shakespeare. Tænk Macbeth; lige inden der skal ske noget forfærdeligt, er der altid en comic scene. Det skaber altid en dramatisk effekt, når man hiver tæppet væk under folk og dén er altafgørende for om en historie er god eller ej. Jeg vil faktisk påstå, at dramatisk effekt er det eneste parameter,” vurderer Hinman. Det er dog ikke det hele, der kan koges ned til teknik og dramaturgi, indrømmer han:

”Mavefornemmelsen er super vigtig. Hvad enten jeg griner eller græder, når jeg sidder og klipper ét eller andet, så foregår det jo på et ikke-intellektuelt niveau. Når man arbejder kreativt, lever man jo for det dér flow, og når det ikke er der, ja så kan man lige så godt klappe sin lille lorte-laptop sammen og gå ud og drikke sig fuld i tequila sunrise. Eller gå en tur i parken. Cause there is nothing in what your doing today – its just SHIT!,” slår han fast.

Enten er man weird eller også er man det ikke. Folk der tror at de kan dyrke weirdness, det er lidt ligesom i firserne, hvor folk troede de blev nødt til at være heroin addicts for at kunne skrive en roman f.eks. At man bare skulle fucke det hele up omkring sig, for så blev man en rigtig kunstner.

– Du udtalte engang i et interview i magasinet Atlas (Altlas, 11/5/12), at der ikke er så meget plads til weirdos i verden i dag. Er du en weirdo?

”Ja, det er jeg nok. Nogle gange går det jo op for mig, at jeg nok er meget mere weird end jeg selv tror – især i Danmark som jo på mange måder jo er et exceptionelt konformt land,” svarer han.

– Men hvordan holder man så fast i sin indre weirdo?

”Altså, dén der idé om, at man skal “holde fast” i det eller man skal dyrke det, er en fejltagelse. Enten så er man det eller også så er man det ikke. Folk der tror at de kan dyrke weirdness, det er lidt ligesom i firserne, hvor folk troede de blev nødt til at være heroin addicts for at kunne skrive en roman f.eks. At man bare skulle fucke det hele up omkring sig, for så blev man en rigtig kunstner,” forklarer han.

Tim Hinman har tilsyneladende ikke noget ønske om at fucke noget op omkring sig.

Til gengæld har han en drøm om en dag at kunne arbejde ligesom David Lynch, fortæller han. Filminstruktøren og multikunstneren Lynch står nemlig efter sigende op på et bestemt tidspunkt hver dag, drikker en dobbelt espresso på sin yndlingsbar for så at arbejde ekstremt fokuseret i kun tre kvarter. Mere er overflødigt, mener han.

I sidste ende handler det om at stole på sig selv, konkluderer radiomanden, men selv om han har masser af erfaring, opdager han stadig nye ting:

”Man finder jo ud af, at at man stadig kan lave noget fuldstændig forkert og stadig træffe de mest katastrofale beslutninger. Og sidder man dér og tænker ”What the fuck was I thinking?”

Der er kommet flere mennesker i det lille anlæg og manden med græsslåmaskinen er forsvundet. I baggrunden kan man høre bilerne på Istedgade. Min time er snart gået, men Tim Hinman har tilsyneladende ikke travlt med at komme videre. I bund og grund føler han sig privilegeret, indrømmer han:

”Jeg skal ikke overbevise en anden om, at dét jeg laver er godt.  Jeg skal bare overbevise mig selv, og hvis jeg kan dét – og hvis jeg samtidig kan se andres begejstring – så har jeg lært at stole nok på mig selv til at kunne sige: “Det dur, det her!”

”Kvinden med den tunge kuffert” har præmiere i Pressens Hus, Politiken den 25. oktober

Foto: Miriam Nielsen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Amalie Keren Maarbjerg

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468
Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Seneste indlæg fra

Gå til Top