Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen)
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Charlotte Sylvestersen
på Mobile Pay: 27 90 59 86
(nummer tilhører Linda Lorentsen, men støtte går stadig til Charlotte Sylvestersen)

Charlotte Sylvestersen: Gider du ikke lige, og om at føle sig hjemme med dansk-italiensk fusionsmad

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Charlotte Sylvestersen opholder sig for første gang i næsten 25 år i Danmark gennem en længere periode. Milano er skiftet ud med landsbyen Holbøl i Sønderjylland. Herfra beretter hun om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland. Lillejuleaften falder hun i en integrationsfælde, men sidder også med maven fyldt af både Danmark og Italien, og føler sig hjemme begge steder.

DAG 13 i Danmark/lørdag 23.12.2017
Under frokosten Lillejuleaftensdag faldt jeg i en af de integrationsfælder, jeg havde frygtet.
“Åh, gider du ikke lige hente…?” spurgte jeg re-integrationsvejlederens datter under den italienske frokost, hun havde bestilt.
Når danske turister i Italien siger “gider du lige” til mig, kan jeg godt blive småkrænket og svare spidst tilbage.
“Nej, det giiiider jeg faktisk ikke, men hvis du spørger mig, om jeg vil være sød at gøre det, så vil jeg gerne”, kan jeg svare.
Og så går der kun tretten dage, før det helt naturligt ryger ud af min mund.
“Siger du så også bare hov nu i stedet for undskyld, når du støder ind i folk?” spurgte den danske veninde fra Firenze.
Det gør jeg ikke. Men kun fordi man ikke støder ind i hinanden i Holbøl. Hér er plads til alle sider.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole

Danmark må helst ikke forandre sig
Udedanskere kan med den moderne teknologi sagtens følge med i, hvad der sker i Danmark. Alligevel har vi generelt en tendens til at kræve, at Danmark har pligt til at forblive som det Danmark, vi forlod for ti, tyve eller fyrre år siden. I må simpelthen ikke ændre på vores erindring om fædrelandet. Vores bopælslandes skikke og omgangsformer ændrer sig naturligvis. Men det er noget andet.

Vi lærer på en eller anden måde aldrig at acceptere, at barndommens små sprøde rundstykker produceret med hvidt mel med tiden er blevet til gigantiske forstopningsfremkaldende grovboller overdrysset med frø af enhver slags. Som om maven er en planteskole.

Min yndlings madgæst

Re-integrationsvejlederens datter har været begejstret for Italien og italiensk mad siden sit første besøg i Milano. Da var hun otte måneder gammel, og klædt i tøj der var så farvestrålende, at det kønsforvirrede italienerne. Italienerne kunne simpelthen ikke afkode barnets køn på tøjet. Italien var dengang, og er – heldigvis – stadig i dag langt fra debatten om hen som fællesbetegnelse for han og hun. Ganske betryggende virker Holbøl ved Kruså også langt fra den debat.
Under hundeluftningen om formiddagen kom jeg forbi storken, der stod med en dukke i et blåt tørklæde. Nogle ville sikkert kalde det rendyrket kønsfascisme. Personligt har jeg det fint med at antage, at familien dér har modtaget et drengebarn med et effektivt postvæsen.

Vi lagde til datterens begejstring ud med et bruschetta-orgie. Den grønne pistacie-kreme havde jeg haft med fra pistaciebyen Bronte i skyggen af vulkanen Etna på Sicilien.
Nu er der jo grænser for, hvor meget italiensk mad, der kan være i en Panda, så artiskok-med-trøffel cremen, tomaterne og det rigtigt gode ciabatta-brød kom fra discountbutikken Lidl.
Lidl´s Italiamo serie har jeg tidligere skrevet om. Konklusionen var, og er stadig, at der er tale om private label produkter fra kendte italienske kvalitetsproducenter. Også Lidl´s Deluxe serie byder på gode italienske specialiteter.
Olivenolien kom fra dunken med fem liter nypresset siciliansk ekstra jomfru olivenolie. Man må aldrig gå ned på den gode olie, så dén blev der plads til i Panda.

Tomaterne kom i blød for at få smag
Tomaterne havde samlet sig i olien fra morgenstunden, sammen med finthakkede skalotteløg, og fire halve fed hvidløg, som fjernes inden bruschetta´erne kommer i ovnen. Der ér altså for lidt smag i de friske tomater her i landet, men tre timer i den gode olie hjælper.

Brødet, der helst skal være daggammelt, som man sagde i gamle dage, blev også skåret i én centimeter tykke skiver og vendt i olie et par timer inden ovnen blev tændt.
Otte-ti minutter i ovnen på 180 grader, så glider de fire slags bruschetta, den fjerde kun med olie og groft salt, ned den ene efter den anden.

Førsteretten, der jo er pasta, suppe eller risotto, var medbragte trøffel-båndspaghetti med smeltet dansk smør, og rigeligt af Lidl´s runde trøffelost.
Som det fremgår af foto vakte trøffelosten det lille madøres fulde begejstring. Almindelig frisk og smal tagliatella-pasta kan med held anvendes til denne super enkle pastaret. Smørret skal naturligvis være smør, sådan rigtigt smør. Ikke de der blandingsprodukter, vel?



Smør er smør er smør

”Ih, det her smør smager godt. Hvilken slags er det?” spurgte en dansk gæst for nogle år siden ved køkkenbordet i Milano.
Jeg forstod ikke spørgsmålet.
”Øh. Det er bare smør”, svarede jeg.
”Jamen, hvilken slags?”
”Det er fra Appeninerne”.
”Jamen, er det bare smør?”
”Ja, hvad skulle det ellers være?”
Man kan godt tale samme sprog uden at forstå hinanden.

Vi hoppede over andenretten – secondo – der jo er kød eller fisk, og gik i stedet direkte til ostene. En ikke smagsforstyrrende flødeost og ostens Formel 1, Gorgonzola. Hertil havde jeg medbragt sennepssyltet mandarin, en skrap lille sag, man netop spiser til jul, og en chilimarmelade lavet på den sprogskole for indvandrere, hvor min gode ven Lorenzo fra Eritrea er lærer.

Ost med lækre syrlige eller pikante marmelader eller med de sennepssyltede frugter, der under ét hedder Mostarda, har i flere år været fashion-food i Italien.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde

Vi sluttede naturligvis af med en af de medbragte traditionelle italienske julekager. De er ikke særligt spændende, hverken Milanos Panettone eller Veronas Pandora, som vi spiste. Men uden dem er det bare ikke jul, i Italien.

Hjemme i Danmark og hjemme i Italien
Med italiensk mad i maven, de obligatoriske mindst 24 fyrfadslys tændt overalt i stuen, ild i ildstedet, og den selvvalgte familie bænket omkring bordet, følte jeg mig i den grad hjemme.
Hjemme i Holbøl og også hjemme i mit italienske liv.

”Man kan da ikke føle sig hjemme flere steder,” har jeg så tit hørt.
”Har du prøvet det?” spørger jeg så.
”Nej, men…”
”Jamen, så ved du jo ikke, hvad du taler om”, tillader jeg mig at afbryde.

Hvis vi alle bare lige holdt op med at tale med autoritet om ting, vi ikke ved noget om, så vil verden bliver så meget bedre.
Den, verden altså, bliver også en lillebitte smule bedre, hvis man dropper det der ”gider du lige”. Så jeg vil stik imod tidsånden stadig sige ”er du ikke sød at…”

FOTO: Skribenten

Kategorier