Dæmoniske drømmebilleder og længslen efter det gode liv

af

ANMELDELSE – I disse skærmdominerede tider, hvor vi alle med lethed kan følge billederne af andres tilsyneladende succesrige liv, længes mange efter det perfekte arbejde, den vellykkede familie, det lækre hus eller de helt rigtige ferier. Men i sidste ende bliver man først glad, når man finder sin egen stemme. Det kan man imidlertid gøre på mange måder. Det er et af budskaberne i Lotte Kaa Andersens bog, ”100 Dage”, der er en stilsikker efterfølger til den skønne debut, “Hambros Alle 7-9-13”, om livet i overklassen, som det leves nord for København i skyggen af den nu overståede finanskrise.

”Da de købte huset på Hambros Alle 7 troede hun, det ville være anderledes at bo på en villavej. De ankom til vejen i et vildt håb. Nye husejere, nu skulle det være, her skulle deres familieliv finde sin form. Hun forestillede sig et fredeligt liv med familien og naturen i centrum. Frugttræer i haven, gynger, et legehus. Kridhvidt vasketøj, der blafrede i vinden, duften af sol og græs. Hun så sig selv anlægge køkkenhave med børnene og en hundehvalp pillende om benene. I weekenden ville hun bage brød og lave varm kakao med flødeskum i et køkken med spisekrog og stearinlys. Hun ville gøre sig umage. Hun så vinduer og havedøre åbnet på vid gab, lys og luft i rummelige stuer. Venlige ansigter, ro, duften af brændende havegrill ved spisetid hele sommeren”.

Sådan lyder det i starten af Lotte Kaa Andersens roman numer to, ”100 dage”, som allerede har fået så megen ros, siden den udkom i september, at det halve kunne være nok. Ikke en eneste negativ anmeldelse er det blevet til, og guess what: den kommer heller ikke her.

100-dage

Jeg har nemlig glædet mig til fortsættelsen af Hambros Alle 7-9-13 som et barn til jul.  Da sidstnævnte udkom i 2015 skrev jeg en begejstret anmeldelse – som kan læses her. Jeg sammenlignede debutromanen med ”Christian Kampmanns ikoniske firebindsværk om overklassefamilien Gregersens snigende, men uomgængelige opløsning”, der da den kom ud ”tilbød sine læsere et billede af Danmark i 1950’erne og 1960’erne – en opbrudsperiode, der var præget af en ny tids måder at leve eller netop ikke leve sammen på. Både sproget og substansen spejlede miljøet på uforglemmelig vis … Lotte Kaa Andersen (har) gjort Kampmann kunsten efter, blot med et mere snævert tidsmæssigt fokus: livet nord for København, nærmere bestemt på Danmarks dyreste villavej, Hambros Allé i årene lige før og under finanskrisen.”

Man får aldrig under læsningen af ”100 Dage” nogen fornemmelse af, at forfatteren lægger afstand til eller er mindre solidarisk med den ene eller den anden figur. Hun tegner med andre ord portrætter af mennesker, der føles virkelige – ikke overdrevne eller groteske.

Man kunne gentage parallellen til Kampmann, for noget af det, Lotte Kaa Andersen er så dygtig til – som Kampmann også mestrede – er evnen til at tegne sylespidse og præcise tidsbilleder via en omhyggelig, men samtidig også kærlig dissektion af de skiftende hovedpersoners indre overvejelser, drømme og længsler samt dialoger med deres omgivelser. Og naturligvis glædede jeg mig derfor til fortsættelsen; fordi jeg syntes så godt om bind et.

En solidarisk og indlevende fortæller

Den skiftende fortællevinkel deler den afdøde og den nulevende forfatter i øvrigt også, men Kaa Andersen er faktisk bedre end Kampmann var til at skabe identifikation med sine figurer. Man får aldrig under læsningen af ”100 Dage” nogen fornemmelse af, at hun lægger afstand til eller er mindre solidarisk med den ene eller den anden figur.

Hun tegner med andre ord portrætter af mennesker, der føles virkelige – ikke overdrevne eller groteske. Der er lidt af den nu ensomme livsstils- og kogebogsforfatter Line, som leder efter kærligheden efter mandens selvmord, lidt af Cille, hvis selvværd er helt nede i kulkælderen grundet arbejdsløshed eller lidt af Kaare, der konstant higer efter at blive en ægte del af den gamle overklasse nord for København, men som aldrig vil blive lukket indenfor, i os alle sammen.

Eller rettere: selv hvis man ikke umiddelbart genkender dele af sig selv, gør Lotte Kaa Andersen det nemt for sine læsere. Vi forstår motiverne hos de seks hovedpersoner, hvoraf Lukas – Kaare og Carolines nu 16-årige søn, er en ny gennemgående figur, der erstatter den afdøde, fallittruede direktør, Kristian, som begik selvmord ved afslutningen af Hambros Alle 7-9-13.

På date midt i livet – som en gammel bil til syn

I roman nummer to er enken, Line, derfor solo på banen. Hun er klar til en mand igen, fire år efter at hendes liv med perfekte middage, fester, udsmykninger og arrangementer sank i grus. Hun har lige akkurat skindet på næsen økonomisk, hendes ældste børn er flyttet hjemmefra, mens den yngste er på kostskole. Men hvordan går man på date, når man er tæt ved de 50? Det skildrer bogen næsten ubarmhjertigt godt, så man sidder og krymper lidt ved beskrivelserne af den altid perfektionistiske Lines planlægning af møderne med nye mænd. Intet overlades til tilfældighederne.

Hun føler sig med sine egne ord som ”en gammel bil til syn”, men hun tager ingen chancer; for hvordan virke optimistisk og glad uden at være nervøs eller overstadig? Hvordan virke interessant, kulturel og afslappet uden at give indtryk af at være arrogant eller at tage den anden for givet. Datingverdenen har mange faldgruber, og Line tør næsten ikke tro på, at hun har fundet kærligheden igen, da hun indleder et seriøst forhold med en overlæge, der leder en international NGO, der bekæmper cancer.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Jeg noterede mig i øvrigt med tilfredshed, at Lotte Kaa Andersen ikke ender med at portrættere Lines nye kærlighed som en afstumpet overlæge-psykopat – hvilket jeg ellers var klar til at tage et væddemål om, da jeg var midtvejs i bogen, fordi jeg troede, der blev lagt et spor ud i teksten, da overlægen bliver stærkt irriteret på kontrol-freak måden, fordi Line ikke umiddelbart bliver glad for at få en meget dyr taske i gave. Sporene fra hendes afdøde mand, der fuskede med firmaet, skræmmer, og hendes tilbageholdenhed får overlægen på krigsstien – kortvarigt. Men det bliver ved dette udbrud. At overlægen har andre dyder – der gås lige til grænsen med frynsegoder i den stilling, han beklæder viser det sig – virker tilforladeligt og er desværre, ved jeg af erfaring, hverdagskost i miljøer, hvor aktørerne netop har deres på det tørre. Man benytter sig af reglerne. Hvorfor? Jamen, fordi man kan. Fordi, det ikke er ulovligt. Man behøver ikke andre grunde.

Dæmoner og drømmebilleder

De to andre par bor fortsat på Hambros Alle: power parret Kaare og Caroline, hvor han er kommet ovenpå efter finanskrisen næsten slog bunden ud af hans ejendomsmæglerforretning, mens hun har fortsat sin succesrige karriere som Nordkystens bedste skilsmisseadvokat for de overklassefruer, der bliver snydt, når manden skrider med en yngre model. Kaare er fortsat inderlig jaloux på vejens oprindelige beboere, de rigtige, der behersker de sociale koder, som han aldrig har haft chancen for at lære. Alle vi, der er opvokset på landet, kender fornemmelsen. Der er miljøer nord for København, hvor man altid vil være en usikker bondeknold, uanset hvad man tjener.

Som noget nyt er der, som nævnt i indledningen, også fokus på Carolines og Kaares søn, den 16-årige Lukas, der kæmper med et begyndende stofmisbrug, med skoletræthed og kammerater, der ikke er Guds bedste børn og som bærer præg af de skader, som et liv i skyggen af forældrenes guld-kredit-kort kan medføre. Lukas er en god dreng, man han er i skred, og det formår Lotte Kaa Andersen også at skildre overbevisende, så man glemmer, at det ikke er en 16-årig, der taler, når fortællevinklen skifter.

I Danmark er det blot et af de ultimative tegn på, at man som familie har spillet fallit, når man ikke indtager aftensmåltidet sammen

Carolines stålsatte forsøg på at få familien til at spise sammen – bare nogle få dage om ugen, hvor de skiftes til at stå med ansvaret for middagen – er godt set. For i Danmark er det blot et af de ultimative tegn på, at man som familie har spillet fallit, når man ikke indtager aftensmåltidet sammen. Her taler jeg af en vis erfaring, eftersom overtegnede for længst har givet op på den front her i USA, men altid kan føle den – forsøgsvis godt skjulte – kritik, der gemmer sig i selv gode danske venners kommentarer til den sag, når de er på besøg.

perfect-life-1
Det perfekte og lykkelige barn – en drøm. Foto: Pixabay.

Endelig kommer vi også tilbage til Ask og Cille, de unge på Hambros Allé nummer 7. Grafikeren og McKinsey-drengen, der i bind et lod sig friste af den skinnede blogbobbel og bosatte sig for dyrt. Han knokler fortsat, hun er nu færdig med sin barsel, men arbejdsløs og i stigende grad deprimeret over at føle sig som nytteløs klump af en fiasko. Ask kæmper på jobbet med de yngre konsulentkolleger, der overhaler ham og bliver juniorpartnere, mens han forbigås, og før han til slut finder tilbage til Cille igen, er det kun i fitnesscenteret han finder forløsning. Deres ægteskab knagede allerede i fugerne i bind 1, men Kaa Andersen får dem tilbage på banen igen.

At slippe ud af skærmhypnosen med livet i behold

Der er alligevel håb derude i den fortsat trykkede post-finanskrise-virkelighed. Konkret får Cille øjnene op for en vej ud af krisen gennem at være besøgsven – det eneste greb i romanen, som er i farezonen for at virke ”opfundet til lejligheden”, som en ekstern faktor, der er hevet ind for at synliggøre den udvikling af selvaccept, som Cille må igennem for at komme ud som en mere ressourcestærk person. Til gengæld er ægtemanden Asks fascination af en obskur rigmand, som han falder over til en reception og bliver en slags overfladeven med, lige på kornet.

Ask følger slavisk denne rigmand og bøsse, Eduardo Macedos dekadente overklasseliv på Facebook og han kan ikke lade være med at spekulere over, hvor pengene mon kommer fra til de evige ferier, eksklusive spaophold og endeløse mængder af champagne. Jeg genkender med nemhed problemet med at ”leve gennem en skærm”, hvor man ender med at bruge lidt for meget tid på at scrolle skærmbilleder og drømme om andres liv, fremfor at fokusere på sit eget og være til stede med f.eks. sin egen familie. Først når dette misbrug stopper, og man slipper ud af de kontraproduktive drømmebilleder, er der en chance for at finde ud af, hvad man vil bruge sit eget liv på.’

Der er miljøer nord for København, hvor man altid vil være en usikker bondeknold, uanset hvad man tjener.

Når det er sagt – og jeg deler Lotte Kaa Anderens bekymring for at dyrkelsen af de sociale mediers helte og heltinder kan tage overhånd – så kan sociale medier også fungere som en ret uskyldig og dertil overmåde praktisk måde at følge med i, hvad ens venner foretager sig – især hvis man som overtegnede bor langt væk. Det er derfor også en yderligere styrke ved bogen, at Lotte Kaa Andersen ikke lader sine personer kamme over i deres besættelse af ”de andres liv.” Der bliver malet mere med den fine pensel og de mange grå nuancer, fremfor de sort-hvide kontraster.

MERE POV
Vælg din chef med omtanke

Tak for det, lyder det herfra. Og jeg vil i øvrigt fortsat – som jeg også skrev i min anmeldelse af etteren – mene, at en filmatisering er fuldkommen oplagt. Indenfor de næste fem år, er jeg sikker på, at jeg får ret.

Skab dine egne forandringer, når det etablerede vender dig ryggen

Sluttelig: At Lotte Kaa Andersen overhovedet endte som forfatter efter at have drømt om at blive netop det igennem hele sit voksne liv, og efter også at have modtaget flere afslag fra etablerede forlag, skyldes en heldig kombination af dels at møde en underviser, som fortalte hende, at hun skulle finde sin egen motor og egen drøm og skrive uden at forsøge at rette sig efter eksterne kritikere, og så at et lille, mere eksperimenterende forlag gav hende chancen og tilbød hende en kontrakt. Det har hun beskrevet på sin egen blog, hvor hun også bemærker følgende:

”På shortlisten til årets debutantpris på BogForum var Danmarks største og næststørste forlag kun repræsenteret med én titel hver. De øvrige otte værker var udgivet af langt mindre forlag, der er dygtige, modige, åbne og tænker nyt. Så kære wanna be forfatter, iværksætter, digter, danser, sanger, unge menneske: Hvis den etablerede verden ikke kan se dit talent, så tag selv ansvar for det. Gå et andet sted hen, prøv noget nyt, bliv ved. Hvis den lige vej ikke duer, så tag en afstikker. Dans! Digt! Skriv! Find din egen motor. For så ser de dig måske lige pludselig. Eller også gør nogle andre. Og måske gør du selv.”

Som medstifter af nærværende medie kan jeg kun give hende ret: Hvis den lige vej ikke duer, så tag en afstikker og skab noget selv. Sørg for selv at blive den forandring, som du ønsker i dit liv, siger den muligvis lidt trætte talemåde. Når ordsproget lykkes og bliver til virkelighed, er der imidlertid ikke meget slaphed over en sådan forvandling. Men derimod en dyb glæde og tilfredsstillelse, som jeg tror, Lotte Kaa Andersen også føler nu. Og det har hun fortjent.

Lotte Kaa Andersen: 100 dage, udgivet september 2016 på Rosinante. 332 sider, 240 kroner.

POV International betaler ikke for blogposterne. Men hvis du holder af det, jeg skriver og gerne vil betale et beløb – stort eller lille – kan du  donere direkte til mig via MobilePay. Eller du kan lade være, det er ganske frivilligt: 93 85 05 85

Topfoto: Pixabay.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Annegrethe Rasmussen

Annegrethe Rasmussen er medstifter af POV International, chefredaktør, USA-korrespondent og debattør. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 står hun bag dannelsen af POV International sammen med Morten Bay og Signe Wenneberg. Privat er hun gift og mor til fire, og super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: AGR@pov.international

Seneste indlæg fra

Kysset af Folkemødet

”Der fnyses, klappes, hujes, noteres og sendes blikke, som overværede vi en
Gå til Top