Andrew Neel, Stocksnab.io

Da vi sagde farvel til julestress i vores familie

af

Nogle familier elsker julen, præcis som den er – med læssevis af gaver til alle og madlavning i dagevis. For andre er det blevet en pligt og en anstrengelse. Hører man til de sidste, kan man overveje modellen, som vi indførte i vores familie, da det hele var blevet for meget.

Det var min søster, som fik ideen. Hun var på det tidspunkt vel 17 år, og vi var i gang med den sædvanlige pakke- og julepanik, for i en dengang stor familie var der mange gaver, der skulle købes og koordineres, og det var ved at slå hul i budgettet for mange af os.

Samtidig erkendte flere af os, at vi både havde svært ved at få råd til gaverne og svært ved at tage imod dem uden en vis skyld, når vi vidste, hvordan det stod til økonomisk hos giveren. Og mange gaver blev også sådan lidt pligtgaver, fordi vi ikke kendte alle medlemmer af familien lige godt.

Med andre ord var vores situation vist ikke så meget anderledes, end den er i en del familier. Det anderledes var den løsning, vi fandt frem til. Den er ikke en løsning for alle, og der findes andre løsninger end vores, men jeg vil nu alligevel give den videre.

Vi aftalte simpelthen et “nul gaver” undtagen til børnene og kun børn i nærmeste familie. Man kunne selv aftale i allernærmeste familie, om det skulle brydes, så f.eks. par gav til hinanden, men derudover: nul voksengaver. Til gengæld – og det var det vigtigste – skulle vi som en julegave til os selv og hinanden alle gå ud at spise samlet 1. eller 2. juledag på et godt sted.

Første år var en gigantisk succes. Vi fandt en hyggelig kro, som havde julebuffet 2. juledag, og så samledes vi på tværs af generationer, spiste, drak og havde først og fremmest tid og overskud til at nyde hinandens selskab.

Med andre ord var det pludselig familiens afslappede og uforpligtende samvær, som var kommet i centrum for julen.

Faktisk blev det så stor en succes, at resten af familien, også de fjernere medlemmer, året efter spurgte, om de ikke måtte være med på den. Så pludselig var vi rigtig mange mennesker sammen.

Siden udviklede traditionen sig, så vi efter frokosten samledes hos mine forældre i fælleslokalet i den boligblok, hvor de boede. Og så var der kaffe, gløgg, æbleskiver, småkager, øl, vin og vand og pakkebanko med småpakker, og da vi er en spilleglad familie, var der stor entusiasme omkring bordet. Familiens unger elskede det, de voksne ligeså.

Med andre ord var det pludselig familiens afslappede og uforpligtende samvær, som var kommet i centrum for julen.

Hvad havde modellen af fordele?

• Vi slap for gavestress. Udgiften til gaver blev barberet betragteligt, det samme gjorde det antal timer, vi hver især skulle bruge på at spurte rundt efter gaver, hvor vi alligevel var næsten sikre på, at de ville blive byttet.
• Ingen behøvede at spekulere på at skulle være vært ved en stor, fælles julefrokost med det pres økonomisk og tidsmæssigt, det ofte medfører. For ikke at tale om oprydning, opvask osv bagefter.
• Vi kunne samle hele familien, hvad der ville have været tæt ved en umulighed, hvis én familie skulle have været i stand til at sørge for plads og bespisning til så mange mennesker.

MERE POV
Soja - en alsidig råvare

Glæden ved gaver

Når jeg fortæller om modellen, er det første spørgsmål altid: “Jamen, er det ikke trist ikke at få gaver?”

Der er lidt for meget bestillingsliste over ønskelister, synes jeg. De understreger for mig elementet af pligt, som jeg gerne vil bandlyse fra julen.

Og jo, selvfølgelig kan jeg godt savne glæden ved at pakke noget op, som nogen har gjort sig umage med at udvælge til lige præcis mig for at glæde mig. Men jeg savner ikke fornemmelsen af at have stået på en lang liste af julepligter og forpligtelser eller at have været en del af årsagen til gavestress.

Jeg elsker også at give gaver, men jeg holder mest af at give til mennesker, jeg kender så godt, at det bliver en fryd at finde noget, som modtageren bliver oprigtigt glad for.

Af samme grund er jeg faktisk ikke særlig begejstret for ønskelister, selv om de er en stor hjælp, når familien er blevet spredt, og man er kommet lidt på afstand af nevøernes seneste interesser. Men ellers er der lidt for meget bestillingsliste over ønskelister, synes jeg. De understreger for mig elementet af pligt, som jeg gerne vil bandlyse fra julen.

Tillige overstråles savnet af gaveregn så rigeligt af den glæde, det har givet at være sammen i hele storfamilien. Og juleaften fik børnene stadig masser af gaver, selv om gavebunken svandt noget ind, og mængden af elektronisk legetøj, der kunne larme, dermed også blev mindre. Det hører da vist i øvrigt med under fordele?

Det er da også sket, at min søster har haft en gave med til mig. Og omvendt. Og det er naturligvis ikke julegaver, skynder vi os at understrege. Det er alt-muligt-andet-gaver. Små ting som vi ved vil blive værdsat.

Jeg bliver også spurgt, om det ikke er tamt, når julefrokosten skal holdes ude. Det må enhver jo gøre op med sig selv. Jeg elsker at lave mad, men jeg tvivler ærlig talt på, at jeg kunne ondulere en julefrokost til 25 mennesker uden at føle det mere end en anelse hektisk, og jeg ville ikke afslappet kunne sætte mig til bords, når køkkenansvaret var mit. Andre har det anderledes, og så skal de jo ikke ændre noget.

Tid til julen version 2.0?

Modellen er som sagt helt sikkert ikke rigtig for alle. Den kan forkastes helt eller tilpasses i alle mulige retninger, som passer til den enkelte familie. Hos os døde den gradvist ud, især da begge mine forældre var døde – de havde i høj grad været omdrejningspunktet for os alle.

MERE POV
En mand vender hjem

Men beslutningen om, at vi kun giver gaver til familiens børn holder stort set intakt. Vi kunne for så vidt godt udvide gavekredsen i dag. Vi er blevet betydeligt færre i familien, til gengæld har vi fået flere penge. Alligevel holder vi fast. Vi genopdagede julen, da den holdt op med at handle om gaver, og julehyggen kom tilbage, da vi viste stressen døren.

Elsker man julen, præcis som den er, skal man naturligvis bare fortsætte. Men jeg har de seneste uger helt planmæssigt hørt masser af fortvivlede udbrud om “hvad skal jeg dog finde på til tante X og onkel Y” eller “jeg ved ikke, hvordan jeg skal nå det hele”.

Hvis julen er blevet en pligt og årsag til stress snarere end glæde, er det måske på tide at sætte sig ned og diskutere, om man har den jul, man ønsker sig, og om det var muligt at gentænke, hvordan den skal holdes.

Rigtig glædelig jul.

Illustration: Andrew Neel, StockSnap.io

Alle skribenter hos POV bliver betalt gennem læsernes frivillige bidrag. Vil du give mig årets første julegave, kan du indsætte penge på min MobilPay eller Swipp: 40 99 49 36.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Susanne Sayers

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.
Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.
Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.
Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.
Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.
Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste indlæg fra

Oliver Starpov. Foto: Signe Roderik.

Seeren

Bid mærke i navnet Oliver Starpov, skriver Alexander Meinertz. For Starpovs koreografdebut
Gå til Top