mm

Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.

Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.

Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Jørgen Dragsdahl
på Mobile Pay: 30 33 15 59

Da negre blev sorte

Med kun et halvt århundredes forsinkelse har nogle danskere med stor utilfredshed opdaget, at mennesker med afrikanske rødder vil kaldes sorte eller direkte forbindes med Afrika. Mon disse danskere har overset datidens anti-racistiske kamp eller er der en ny trods?

Der var engang… da danskere var med i kampen mod hvid racisme.

Engagementet var faktisk så stort, at da formanden i det amerikanske Black Panther Party, Bobby Seale, blev fængslet, fandt den største demonstration uden for USA sted i København. Adskillige tusinde deltog.

Og i solidaritet gav danske gymnasiaster ham en ”frihedspris”, som de dengang uddelte årligt.

Dragsdahl udvist

Politiken, 31. august 1969

Det var protester med skarp profil. Panterpartiet var en væbnet organisation, og Seale var anklaget for mord. Forbundspolitiet FBIs chef, J. Edgar Hoover, kaldte panterne den største trussel imod USAs nationale sikkerhed.

Ny bevægelse

Selv oplevede jeg det hele på nærmeste hold. Som medlem af partiet Venstresocialisterne (VS) havde jeg et centralt ansvar, da Seale i marts 1969 besøgte Skandinavien. Han inviterede mig til et ophold i panterpartiets centrale hovedkvarter i Oakland, Californien. Her deltog jeg i partiets arbejde i nogle måneder, indtil jeg blev fængslet og udvist.

Politiets Efterretningstjeneste overvågede Seales besøg, og da jeg skulle afsted, fulgte PET bekymret med via agenter i VS. Fra politiagenter i panterpartiet fulgte man også med i USA. Efter hjemkomsten til Danmark var jeg i nogle år travl med mobilisering af støtte til den sorte frihedskamp, også det blev noteret i PET.

Sorte danskere og andre med afrikanske rødder har nu genoptaget et engagement i frihedskampen. Man har demonstreret i København i solidaritet med den amerikanske Black Lives Matter bevægelse, som protesterer mod politiets drab på især unge sorte, ubevæbnede mænd. Man har også protesteret imod, at ordet ”neger” stadig anvendes af nogle herhjemme.

En af de mest ødelæggende faldgruber i en anti-racistisk kamp er, at ens holdninger kan blive et spejlbillede af hvide nationalisters.

Der er faldgruber, som kan true en sådan bevægelse. En af de mest ødelæggende er, at ens holdninger bliver et spejlbillede af den hvide danske nationalisme, som lige nu blusser op. Når man afvises på grund af hudfarve, kultur eller race, er forkastelse af alt, hvad modstanderne står for og forherligelse af egne dyder, nærliggende. Der er forskelle fra dengang og nu, men problemet opstod også herhjemme i slutningen af tresserne.

Sort magt

Som led i frihedskampen mod både kolonialismens og slaveriets rester ledte mange afrikanere og sorte amerikanere efter en identitet, som de selv ville bestemme. Det medførte i USA, at især unge tog afstand fra ordet ”neger” og i stedet kaldte sig ”sort”. Det hvide skønhedsideal blev forkastet med Black is beautifull, og unge kvinder lod håret vokse naturligt, så det blev til en busket afro. Især studenterlederen Stokely Carmichael fik gjort kampråbet Black Power populært.

Sort magt betød, at man ønskede selvbestemmelse. Bevægelsen for borgerrettigheder var, mente Carmichael, alt for styret af hvide, og naturligvis ønskede man magt i resten af samfundet, især hvor man udgjorde et flertal. Men behovet for en selvstændig identitet medførte også, at især nogle sorte studenter og kunstnere blev så betaget af deres afrikanske rødder, at de ikke havde øje for meget andet.

Panterpartiet kaldte dette navlepilleri for ”kulturel nationalisme”. Panterne havde ofte en social baggrund nederst i samfundspyramiden, hvor meget nære behov – overlevelse f.eks. – trængte sig stærkest på. Med slagord blev holdningen markeret: ”Al magt til Folket”, og ”Det er en klassekamp, ikke en racekamp”. Man vidste, at en revolution kun ville finde sted, hvis man indgik alliancer med hvide, brune, gule og røde.

Seale var chokeret over, at det i Skandinavien var en ganske udbredt opfattelse, at hans parti stod for en slags sort racisme. Så han gentog hele tiden offentligt de centrale slagord. Men han gjorde mere end det. Der var mange private møder med herboende sorte. De fik, ofte ret udiplomatisk, den besked, at ”sort” ikke er ensbetydende med ”anti-hvid”. Hån blev en ung sort kvinde til del, da hun hilste ham velkommen i Kastrup lufthavn, og selv straks fik spørgsmålet: ”Du er vel ikke sådan én, som dagen før formanden i Black Panther Party skulle ankomme, fik ændret din frisure til en afro”? Det var et pletskud.

Neger eller sort

Men på et punkt var der ingen afvigelse fra de nye toner i frihedskampen. Hvor Martin Luther King anvendte ordet ”neger”, sagde Seale altid ”sort”, og dermed fulgte han den sprogbrug, som Malcolm X, Carmichael og alle andre ledere i den militante del af kampen anvendte.

Når den nye generation i slutningen af 60’erne foretrak ”sort”, er årsagen især, at ”neger” var for knyttet til et underdanigt image, hvor man skulle vende den anden kind til.

Man kan i en uendelighed diskutere forskellen mellem neger og sort. Nogle mener, at ”neger” lugter af slaveri og derfor er anstødeligt. Det er dog en kendsgerning, at for cirka hundrede år siden var det et ord, som frihedskampens ledere foretrak frem for bl.a. ”sort”. En af de mest fremtrædende, historikeren W.E.B. Du Bois, argumenterede ihærdigt for ”neger”, men hans hovedværk fra 1903 hedder ”The Souls of Black Folk”.

Når den nye generation i slutningen af 60’erne foretrak ”sort”, er årsagen især, at ”neger” var for knyttet til et underdanigt image, hvor man skulle vende den anden kind til. Negre var nogle, som blev anset for barnlige og – i stil med Onkel Tom i den berømte roman af næsten samme navn – aldrig modsagde Master. Men først og fremmest var ”sort” en betegnelse, som man selv havde valgt og, hvis andre respekterede frihedskampen, så ville de også skubbe neger-ordet ned i historiens skraldespand. Herhjemme optrådte “neger” sammen med mange andre nedladende ord, såsom “uldhoveder” og “halenegre”.

Panter 1

Jørgen Dragsdahl var blandt talerne, da 200 demonstrerede til fordel for Black Panther Party foran USA’s ambassade i København. Politiken, 9. december 1969

Solidaritetskomité

Panternes strategi gav gode muligheder for solidaritetsarbejde i Danmark. Centralt stod i starten to sorte amerikanske mænd – forfatteren Leonard ”Skip” Malone og Bernie Moore – samt Connie Matthews, en sekretær med caribisk baggrund. Omkring dem opstod en gruppe af primært etniske danskere, som gennem mange år via en solidaritetskomité arrangerede møder og demonstrationer, solgte panterpartiets avis og udgav foldere. På et tidspunkt blev indsatsen forstærket, da partiet sendte en af sine ledere, Elbert ”Big Man” Howard, til Danmark i knapt seks måneder.

Lige på den anden side af Sundet, i Malmø, var en gruppe, som primært bestod af sorte desertører fra de amerikanske styrker i primært Vesttyskland, men også Vietnam. De fik bistand fra gruppen i Danmark, men deres aktivitet var ganske anderledes – Malmø-folkene søgte organisering af soldater i aktiv tjeneste og bevæbnede sig.

Inspirerede Jacob Holdt

Danskerne nåede meget langt ud. Selv har jeg formentlig talt på alle landets højskoler, gymnasier og seminarer. Da partiets leder, Huey P. Newton, kom på fri fod efter flere års fængsling i 1993, fyldte han til bristepunktet det daværende Folkets Hus på Enghavevej, i dag Vega. Og adskillige hundrede var mødt op forgæves. Politiets Efterretningstjeneste overvågede ganske nøje hans besøg, men det var også led i datidens bevidsthed, at bl.a. receptionister på et par hoteller fortalte os, at PET havde været i kontakt.

Vi kunne i forbindelse med danske forhold appellere til en anti-racistisk bevisthed i befolkningen

I såkaldt intellektuelle kredse var racisme noget, som blev diskuteret og analyseret ganske grundigt. Der blev udgivet adskillige bøger med dette fokus. Journalisten Jens Nauntofte lavede interviews med panterledere til radioen, og forlaget Gyldendals magasin-flagskib Vindrosen gjorde USA og panterne til tema i et nummer. Fænomenet Jacob Holdt har fortalt, at solidaritetsarbejdet inspirerede ham til hans tur til USA og dermed værket Amerikanske Billeder.

Solidaritetsarbejdet medførte også, at vi i forbindelse med danske forhold kunne appellere til en anti-racistisk bevisthed i befolkningen, hvor mange forstod, at man skulle forsvare sig mod racisme med ethvert nødvendigt middel.

Morder blev frikendt

Måske fremgår datidens anti-racistiske bevidsthed bedst af en sag, som rullede fra 1974-76. En sort amerikaner, desertør med ophold i Sverige, sad i Vridsløselille Statsfængsel efter et drab begået under røveri af hash fra en pusher. I marts 1974 havde han et voldeligt sammenstød med fængselsbetjente, og så blev han anklaget for overfald på dem.

Jacob Holdt og Harb Lelshab, som blev frikendt efter sammenstød med fængselsbetjente, fordi et nævningeting fandt, at han havde handlet i selvforsvar. (Foto: Jacob Holdt)

Jacob Holdt og Harb Lelshab, som blev frikendt efter sammenstød med fængselsbetjente, fordi et nævningeting fandt, at han havde handlet i selvforsvar. (Foto: Jacob Holdt)

Under sit ophold i fængslet havde han kastet sig ud i frihedskampens litteratur og ændret sit navn til det arabisk klingende Harb Salaam Wahob Lelshab, som han selv oversatte med ”En fredens og kærlighedens krig for folket”. Med fængselsinspektør Gjerstrups ord var han en ”besynderlig” og ”underlig” mand, som gik meget op i ”det med militante negre i Amerika”. Hans sagfører, Søren Søltoft Madsen, sagde efter sit første møde med Harb: ”Det er min bitre erfaring, at langtidsfanger bukker under i fængslerne og kommer ud psykisk og fysisk invaliderede. Harb Lelshab er på dette punkt psykologisk interessant. Han gør virkelig meget for at overleve. Han er stadig i besiddelse af en personlighed og sin selvrespekt”.

Sagen kom for et nævningeting i Østre Landsret i april 1975. Kernen i forsvaret: Betjentene havde konstant udsat ham for racisme og sammenstødet var et overfald begået af betjentene. Nævningene nåede frem til, at Harb skulle frikendes, fordi han berettiget havde forsvaret sig selv.

Det hører med i et portræt af datidens bevidsthed, at fængselsvæsenet gav ham udgang, da mindre end halvdelen af straffen var afsonet, så han kunne studere på Københavns Universitet, og han blev helt løsladt (samt udvist) så snart det var muligt.

Forløbet blev aldrig kritiseret fra politikeres eller mediers side. Måske er det fordomsfuldt, men jeg kan vanskeligt forestille mig noget lignende i dag.

Hvid magt og afmagt

Det hører også med til et portræt af både datidens og nutidens bevidsthed, at jeg aldrig, trods nogle hundrede møder på uddannelsessteder, dengang fik kritik for, at ordet ”neger” blev erstattet med ”sort”. Der er noget nyt i nutiden, som har medført, at nogle pludselig med alskens begrundelser klamrer sig til ”neger”. For mig er forskellen, at nogle hvide, især mænd, i dag føler deres magt truet og derfor vil hævde denne magt, uanset de dermed udviser mangel på respekt. Og de har jo ret, thi vi alle har vel gennem ”Alice i Eventyrland” lært:

Klumpe Dumpe: ”Når jeg anvender et ord, så betyder det lige hvad jeg vil have, det skal betyde”.

Alice: ”Men spørgsmålet er, om du kan få ordene til at betyde vidt forskellige ting”.

Klumpe Dumpe: ”Spørgsmålet er, hvem det er, der bestemmer – det er det afgørende”.

Topfoto: Panterpartiets formand Bobby Seale (t.v.) sammen med forsvarsministeren Huey P. Newton foran deres hovedkvarter (Foto: BPP)

POV International udbetaler ikke honorar. Hvis du gerne vil honorerer arbejdet med denne artikel kan et beløb indbetales via Mobile Pay til 30331559.

Kategorier