mm

Maria Helleberg

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Se alle skribentens artikler
Birgitte Gøje, 39 år gammel, ikke nogen pussycat. Jernvilje med guldkæder.

Da Danmark sagde farvel til tvangsægteskaber

DR har deres bud på Danmarks historie. De fleste af os har også lært en version i skolen. Nogle få har studeret historie på universitetet. Mange nyder at læse historiske fortællinger. Her på sitet har vi Maria Helleberg. Og hun tager i ny serie læserne med ind i Danmarkshistorien ved at “kysse fortiden og aflive et par myter om den. Så velkommen til Agnes Henningsen, Birgitte Gøje, huguenotter, Danskenatten i Norge, Slesvig-Holstens drømme om selvstændighed, indemurede jomfruer, radbrækning, heksebrændinger og slaveri.” Velkommen til anden del af POV-serien ‘Kys historien fra mig”. Denne gang er det historien om Birgitte Gøje, Maria fortæller.

Historien om Birgitte Gøje, som grundlagde Herlufsholm
Enkeltpersoners helt private projekter kan ændre normer. Birgitte Gøje ville ikke acceptere tvangsægteskab. Det skete i en tid, som ikke satte pris på ulydighed, oprørskhed eller normbrud. Men hun vandt.

Det var ellers ingen let vej, og Birgittes liv var egentlig på mange måder forpjusket. Hun mistede sin mor, da hun selv kun var to år gammel, derfor blev hun anbragt i nonneklosteret Ring. Hendes far, Mogens Gøje, var landets rigeste godsejer, og en mere end effektiv politiker. Fra 1520erne markerede han sig som en af de ledende tilhængere af, hvad modstanderne kaldte ”lutherismen”. Han havde nok af alt, også af børn, og han udvalgte selvfølgelig selv sin nye hustru. Som skulle være stedmor for sine mange børn. Også den lille bortgemte Birgitte.

I klostret skulle hun lære ”gudsfrygt, tugtighed og høviskhed”, men hun lærte åbenbart også at stole på sin egen vilje – og modvilje

I klostret skulle hun lære ”gudsfrygt, tugtighed og høviskhed”, men hun lærte åbenbart også at stole på sin egen vilje – og modvilje. Med Mogens Gøjes religiøse holdninger in mente er det måske sært at se, at han i 1513 anbragte sin lillebitte datter i et kloster. Men år 1513 var en helt anden tid end 7 år senere. Mogens Gøje gjorde blot dengang som alle andre, han udnyttede kirkens tilbud. En anbringelse af et barn betød ikke, at man absolut ønskede, at pigen senere skulle blive nonne. Hun var anbragt, fordi hun var til overs, og fordi hendes far endnu ikke havde giftet sig igen. Da han giftede sig igen, kom Birgitte tilbage til sit hjem og sin familie, med alle sine søskende.

Klostrene var også ”tilflugtssteder” og en slags hoteller for adelige kvinder i diverse former for ”mellemfaser” i livet. Birgitte tilbragte sin tidlige barndom her.

Den onde stedmor

Mogens Gøje var lensmand på det enorme len Skanderborg, og han havde besluttet sig for at indgå nyt ægteskab.

Allerede i 1515, året hvor hun vendte tilbage til sin familie, opdagede hun, at stedmoderen ikke var hende særlig venligt stemt. Mogens Gøje gik straks i gang med at forøge sin allerede store børneflok, med sin nye kone, og hun var åbenbart ikke interesseret i at engagere sig positivt i stedbørnene. Slet ikke i en lille pige, der muligvis allerede var både stædig, egenrådig og skeptisk.

Som Birgitte voksede op, blev forholdet ikke bedre. Af logiske grunde var det husfruens, hustruens, opgave at holde styr på hjem, gård og især familien, når husets herre var optaget af politiske gøremål. Mogens Gøje stolede på sin nye kone, og lod hende styre de endnu små børn fra første ægteskab. Måske har han ikke selv haft ret meget at gøre med sine børn i denne tid.

Trolovet mod sin vilje

Femten år gammel blev hun trolovet med Jesper Daa. Det var ikke noget storslået parti, men Birgitte var også en af mange, mange døtre i en familie, som efter sigende talte over tyve børn.

Hun ville allerede fra første møde (formentlig trolovelsen selv) ikke vide af ham, og hun lagde ikke skjul på sin modvilje. Hun kaldte det aldrig afsky eller had. Ikke på noget tidspunkt forsøgte hun at sværte sin trolovede eller at bagtale ham.

Femten år var en ganske normal alder for indgåelse af ægteskab. Trolovelsen var juridisk, menneskeligt og religiøst bindende, brylluppet mest en slægtsfest. En del kvinder blev såmænd gift i den alder og fik første barn som 16-årige.

Trolovelsen var to slægters aftale, som to mennesker accepterede. Trolovelsen betød ikke, at de to trolovede begyndte at leve sammen, men at de forberedte samlivet – at de lærte hinanden at kende og forhåbentlig kom til at synes godt om hinanden. I de fleste tilfælde må man gå ud fra, at de trolovede i det mindste kendte hinanden i forvejen, og at de involverede familier regnede med, at de to kunne få et godt liv sammen.

I princippet ønskede man jo det samme for sine børn som vi gør i dag: gode varige ægteskaber med succes, dejlige børn og loyalt samarbejde

I princippet ønskede man jo det samme for sine børn som vi gør i dag: gode varige ægteskaber med succes, dejlige børn og loyalt samarbejde. Og i mange tilfælde møder man, hvad vi må kalde renæssancens ideal-ægteskaber: to dybt fortrolige mennesker, der arbejder mod samme mål, i ømhed og kærlighed.

I denne tid skulle kærligheden ikke alene vende indad, eller handle om to menneskers glæde ved hinanden. Kærligheden skulle tværtimod rettes udad, som redskab i de to forenede menneskers fællesskab og arbejde. Men det var altså idealet. Og så var der de par, som allerede ved første møde blev klar over, at et ægteskab var udelukket.

Man måtte lære at elske

Sædvanen var at sørge for at få sine børn trolovet og senere gift med passende partnere, som forældrene og den øvrige slægt kunne have glæde af, økonomisk såvel som politisk. Vi kan sagtens afvise denne praksis, men den virkede åbenbart ganske ofte positivt. Man behøver vel egentlig kun overveje, om man selv har tænkt, at det ville være fantastisk, hvis ens datter blev gift med ens bedste vens søn…

Ægteskaber var både menneskelige, økonomiske og dynastiske beslutninger. Det hele måtte gerne stemme, men jord, velstand og slægtskab vejede som regel tungere end de personlige følelser. Man måtte så lære at elske, eller bare holde af eller respektere, den person, man var blevet forenet med.

I mange tilfælde afventede den ulykkeligt gifte sin uønskede ægtefælles død, Tycho Brahes søster Sophie kunne omsider gifte sig med sin alkymistiske elskede efter sin første mands død. Og Tycho selv giftede sig helt skævt, set med adelige øjne – med præstedatteren Kirsten Jørgensdatter. Ikke ved et egentligt bryllup. Fru Kirsten klarede sig økonomisk langt bedre end manden, som hun fulgte i eksil. Økonomisk kunnen var sandelig ikke kun en adelig dyd!

Afbrød trolovelsen

I virkeligheden var Birgitte giftemoden, da hun blev trolovet. Men hun ville ikke have Jesper Daa. Måske ville hun simpelthen ikke finde sig i, at man handlede så brutalt med hendes fremtid – hun anførte på et tidspunkt, at hun var blevet trolovet allerede som toårig. Den påstand kan vi ikke verificere, men det er muligt, at hendes far og Jesper Daa allerede da har talt om ægteskab og har indgået en aftale, som af gode grunde ikke inkluderede den lillebitte piges tilsagn.

I 1528 døde hendes stedmor, og Birgitte vejrede morgenluft. Nu var de ikke længere farligt at anklage stedmoderen for at stå bag den uønskede trolovelse. Hjemmet rummede ej heller længere en husfrue, der kunne disponere over børn og stedbørn.

Man har på fornemmelsen, at hun talte sandt i sin klage over trolovelsen, i så fald var det Margrethe Sture og priorinden i Ring kloster, der havde fået ideen om, at Jesper Daa kunne være et passende parti. Ikke hendes far. Mogens Gøje har muligvis haft så meget andet arbejde på sit bord, at han regnede med, at hans ellers så dygtige nye kone sagtens kunne klare denne detalje til alles tilfredshed.

Det må under alle omstændigheder have været en både forvirrende og ekstremt ydmygende oplevelse for Jesper Daa at blive genstand for sin trolovedes afslag og forsøg på at slippe ud af trolovelsen

Det må under alle omstændigheder have været en både forvirrende og ekstremt ydmygende oplevelse for Jesper Daa at blive genstand for sin trolovedes afslag og forsøg på at slippe ud af trolovelsen.

Intet tyder på, at han var ”defekt” på nogen måde – det var hverken frygtindgydende udseende eller skrækkelig adfærd, som umuliggjorde ægteskabet. Han ejede Enggård (i dag: Gyldensteen) og havde len under kronen, slægtsmæssigt var han et passende parti (hans mor var en Gyldenstjerne).

Efter bruddet med Birgitte giftede han sig først i 1554 (med Anne Friis), i en høj alder for en mands første ægteskab. Der er ikke engang en eneste lillebitte skandalehistorie at berette om ham. Vi aner heller ikke, hvordan han så ud. Men ingen oplysninger tyder på, at der var noget særligt at udsætte på ham. Birgitte ankede ikke så meget over Jesper Daa, som over det faktum, at hendes liv skulle bestemmes bag hendes ryg, af stedmødre og priorinder.

Han angives i diverse oversigter som ”født efter 1492” og var dermed en del ældre end hun – mange adelsmænd giftede sig først som 30-40-årige.  Det var med andre ord ikke en forvirret teenager, hun afviste, men en moden mand med voksenhedens autoritet. Det krævede ikke alene vrede eller følelse af forurettelse, men – mod. Og Birgitte havde ingen medsammensvorne, undtagen måske visse af sine søskende.

Flyttede ind hos søster

Efter stedmoderens død havnede hun hos sin søster Sophie. Kampen gik videre de syv år, hun kom til at bo hos Sophie og Sophies mand. Formentlig til hendes fars store undren. Mogens Gøje var ikke en mand, som ønskede at såre slægter og enkeltpersoner, han havde givet sit ord. Vi ved ikke, om der har været tilsvarende sager, som blev dysset ned og ordnet ”privat”, med en ændret aftale, hvis begge parter og begge slægter var indstillet på et brud. Hvad vi ved er, at Jesper Daa ikke brød ind og påtog sig at bryde trolovelsen. Som alle andre har han vel afventet at Birgitte skulle komme på bedre tanker hen ad vejen.

En af de mange – ikke beviste – historier fra den tid går ud på, at den ikke særligt fikse unge biskop i Roskilde, Joachim Rønnow, ønskede at gifte sig med hende, trods sit embede, formentlig i 1528-9.

Historien kan være sand, men den kan også være udsprunget af det faktum, at hendes far tog hende med på en mærkelig opgave, at gå i forbøn for samme biskop hos kongen. Hendes deltagelse kan simpelthen have været forårsaget af, at hendes stedmor var død, og at Mogens Gøje havde hentet sin datter tilbage til familiens liv. I 28 var Rønnow stadig en håbefuld ung mand fra en mildt sagt velhavende fynsk adelsfamilie. I 29 blev han udnævnt til biskop. Og i 28 havde Birgitte for alvor indledt sin kamp imod ægteskabet med Jesper Daa.’

Hvis der er noget som helst reelt bag historien om Rønnow, må den kombinere bispeudnævnelsen og hendes modstand mod brudgommen – Rønnow kan have set lys for enden af tunnelen, en enestående alliance med Gøje-slægten, og tilmed en skøn hustru. Rønnow er en af reformationens mest kulrede figurer. Han kunne være blevet en slags transitfigur, i stedet gik alt galt for ham, og efter fængslingen af bisperne i august 36 slap han aldrig mere på fri fod, men døde 1. maj 42 på Københavns Slot.

Det ville da uden tvivl have hjulpet ham gevaldigt med en alliance med Mogens Gøje. Men selv om der er meget, vi ikke ved om periodens mænd, så står én ting klart: Mogens Gøje, lutheraneren over dem alle, ville aldrig have afleveret en datter til skørlevned og skændsel som vedsoverske, datidens ord for elskerinde, hos en katolsk biskop. Nok havde flere biskopper samlevere, men kun Stygge Krumpen levede sammen med en højadelig kvinde – hvis skilsmisse han åbenbart selv havde orkestreret.

Legalt ingenmandsland

Da Birgitte påbegyndte sin kamp for at slippe ud af trolovelsen, var landet stadig katolsk. Skilsmisse fandtes, men kunne kun opnås efter grundige undersøgelser – Elsebe Gyldenstjerne blev skilt ved dom (afsagt af Universitetets rektor) i 1518, hvorefter hun noget overraskende flyttede sammen med den nyudnævnte biskop i Børglum, Stygge Krumpen.

Trolovelsen var det bindende tilsagn. To slægter havde indgået en handel.

Da trolovelsen stadig efter reformationen betragtedes som den egentlige aftale, var Birgitte havnet i et legalt ingenmandsland. Tilmed kunne man hævde, at hendes sag var ekstra ulden, fordi den forenede to lovkomplekser, katolsk og protestantisk.

Hendes far gennemtvang intet bryllup, det ville nok også være blevet en yderst ubehagelig oplevelse. Læg dertil, at Mogens Gøje var blevet den lutheranske adels fortaler og leder: han havde absolut ikke brug for skandaler i familien. Egentlig heller ikke brug for, at en af hans døtre sprang ud af noget så vigtigt som en aftale om ægteskab. Der måtte en udefrakommende autoritet til for at løse problemet.

Både slægten Gøje og Daa var trængt op i et hjørne af den genstridige pige. De havde brug for en uvildig tredjepart, som kunne påtage sig ansvaret for at afsige dom – det var universitetets ansatte, som skulle overveje sagen.

Men det kom til at trække ud, for hele landet fik mildt sagt andet at tænke på. Det var heldigt. I 1528 fandtes ingen love, som beskyttede unge piger mod at blive bortgiftet mod deres vilje. Hun holdt ud, Birgitte, hele Grevefejden igennem.

Frihed var vigtigst

Året efter reformationens indførelse, i 1537 døde hendes søster Sophie, og en anden søster, Eline, arvede den åbenbart unyttige, ubrugelige Birgitte, som ikke ville giftes med den mand, man havde fundet til hende. Sagen var havnet i dødvande.

Forventede hun, at Jesper Daa ville overtage sagen, løsne knuden ved at give afkald på hende, og give hende fæstensgave og ring tilbage?

Forventede hun, at Jesper Daa ville overtage sagen, løsne knuden ved at give afkald på hende, og give hende fæstensgave og ring tilbage? At hendes far nu – efter borgerkrig og reformation – ville udnytte den nye tilstand til at skaffe hende friheden fra ægteskabet? Hun havde ganske klart ingen alternativ kandidat ventende på sig. Birgittes kamp gik netop ikke ud på, at hun ville have en bestemt mand i stedet for Jesper.

Det ser unægteligt ud, som om hun tog problemerne et af gangen: først ud til friheden. Så først kunne man tillade sig at undersøge, om der stadig var mænd af stand, som ønskede hende, og – ikke mindst – som hun selv ville acceptere. Ingen grund til at forcere forløbet. Friheden var vigtigst.

En stolt kvinde

Omsider kunne nogen bruge hende, dronning Dorotea hentede Birgitte og gjorde hende til en af sine kammerjomfruer.

Det var ingen sky teenager, dronning Dorotea var interesseret i. Birgitte havde allerede nogle enestående erfaringer, hun var ved at blive skarp og stærk. Hun havde lært at være alene, og at handle alene, lært at stole på sig selv, og at være et individ, ikke alene et lydigt medlem af en slægt. Hun havde måske mest af alt lært én ting, at holde fast, selv om hendes ønske virkede umuligt. Senere i livet, hvor hun alene måtte kæmpe for projektet Herlufsholm, kom denne styrke hende til gavn.

Senere i livet, hvor hun alene måtte kæmpe for projektet Herlufsholm, kom denne styrke hende til gavn

Da hun kom til hoffet og lærte konge, dronning og en mængde mennesker at kende, opnåede hun endelig, hvad kvinder i hendes stand håbede på. Hun var ikke længere kun den vanvittigt ulydige Birgitte, men jomfru Birgitte Gøje, rigshovmesterens datter, tilmed datter af en af de mænd, som havde hjulpet kongen til valg og værdighed. Hun havde om ikke andet så baggrund, byrd – og ry. Og hun så efter portrætterne at dømme ganske udmærket ud, en iøjnefaldende rødhåret, stolt kvinde.

Hoffet under Christian III og Dorotea var fromt, gudfrygtigt og relativt fattigt. Det var ikke Henry 8. eller Francois 1, man kunne sammenligne sig med. Men et hof var det jo, landets ”første hus”. Her var en fin repræsentation af diverse mennesker, mere eller mindre magtfulde, men alle kendte de Birgittes familie.

Mændene burde stå i kø

Kongen havde i sin tid som ung mand selv valgt sin kommende ægtefælle, og hans valg havde ikke været populært hos hans far, Frederik 1. Den kommende Christian 3. havde valgt datteren til en af de fyrster, hans far afskyede, og mens hans far forsøgte at køre politisk slalom mellem katolicisme og lutheranisme, var hustruen lige så overbevist protestant som sin mand. Sammen havde de bygget et lille fattigt hof i Haderslev og eksperimenteret med en fyrsteledet lutheransk kirke. Med andre ord: Christian og Dorotea havde selv realiseret Birgittes projekt.

Hun var belæst og bevidst. Og hun var en temmelig rig arving. Egentlig burde mændene stå i kø. Hun så endda godt ud. Men først og fremmest kom hun ind i et stærkt kvindefællesskab hos dronning Dorotea, som uddannede unge kvinder til livet som godsejere med masser af børn og masser af folk under sig. De skulle alle fungere som administrerende direktører i store kooperationer.

Birgitte sugede til sig og fik veninder. En af de unge kvinder hed Anna Hardenberg, hun kom til at leve sammen med den senere Frederik den Anden i fjorten år, uden ægteskab og anerkendelse.

Dronning Doroteas havde en unik samling af heftige yngre kvinder omkring sig. Selvfølgelig var dronningen en giftekniv, arrangerede og ordnede, ganske som Birgitte selv senere i livet skulle komme til at dirigere rundt med sine egne tjenestefolk. De var nu nok begge bedre til at aftale ægteskaber end Margrethe Sture i sin tid havde været.

Hemmeligholdelsen af Herluf Trolle

Men Dorotea var ikke den eneste magtfaktor i hendes liv. Hendes far kunne have været en hjælp, men Mogens Gøje havde brugt de fleste af sine kræfter på Grevefejden. Han havde heller ikke giftet sig for tredje gang. Hans sidste år blev vanskelige, præget af det, han opfattede som svigt: retssager med egne børn. Og plaget af gigt. Han var slidt op, og intet tyder på, at han orkede at ordne Birgittes fremtid.

Der var mange mænd ved hoffet, fra teenagere til oldinge, og hendes familie må have vidst, at det kunne ende med, at hun dukkede op med en ny frier. Det måtte bare ikke ske, før man havde fået hoved og hale på sagen, og helst afsagt en dom, som fritstillede hende. I modsat fald kunne man stå med en lang retssag, bitterhed, krav om erstatning. Og skandale.

Birgitte var formentlig klar over, at det ikke var en god ide at forkludre sagen om den uønskede trolovelse gennem introduktionen af en anden mand

Birgitte var formentlig klar over, at det ikke var en god ide at forkludre sagen om den uønskede trolovelse gennem introduktionen af en anden mand.

Hun mødte formentlig sin kommende mand, Herluf Trolle, i disse år, og det er også absolut muligt, at de to forelskede sig i hinanden, men foreløbig var stort set alt umuligt. Tale sammen kunne man, blive fortrolige, opleve sammen, men ikke håbe for meget, ikke engang planlægge fremtiden. Endnu kunne alt gå galt. Lige meget hvad var der egentlig kun én ting, som kunne få hele hendes sag til at falde sammen: hvis Jesper Daa kunne henvise til – med beviser og vidner – at hun havde en anden ægtemands-kandidat ventende i kulissen. Hun måtte fremtræde fuldkommen ren og alene og koncentreret i sin personlige modvilje mod den trolovede.

Kunne man bryde en trolovelse eller ej?

Kongen tog sig personligt af hendes sag, der blev videresendt til universitetet. Sagen var jo principiel. Året før, i 1539, havde man indført nye love imod børneægteskaber og børnetrolovelser. Unge mennesker måtte simpelthen ikke troloves inden de havde nået myndighedsalderen. Trolovelsen vedblev at være den skelsættende ceremoni, lige til Frederik 2. i 1580erne kom med nye love, som ophøjede brylluppet til den ”egentlige forening”.

Om loven fra 1539 kan man vel trygt sige, at den beviste, Birgitte Gøje ikke var fuldkommen alene om sine holdninger. Måske var de endda ved at brede sig. Måske skyldte loven ligefrem hende sin tilblivelse.

Men at dømme soleklart og hurtigt, i en præcedentær sag, var altså ikke så simpelt endda. Der havde næppe været tilsvarende sager siden reformationen, så ville vi have hørt om dem. Og lovgivningen var kun et år gammel, mens Birgitte var blevet trolovet under katolicismen – under en helt anden lovgivning, dengang havde trolovelsen selvfølgelig været fuldt lovlig. Havde man kunnet dømme fra den nye lov, ville alt have været klart og let. Nu skulle man gribe tilbage til længe inden lovens tilblivelse. Så at sige – dømme med eftervirkende kraft.

De to former for kristendom og lovgivning skulle forenes i samfundet og i enkeltpersoners liv. Man var møjsommeligt ved at ny-lovgive om alle disse private spørgsmål, der før var blevet ordnet af kirken, ofte ved kontant betaling for rettigheder. Nu stod man med nye etiske og praktiske problemer omkring lovgivning i det mest private liv, som alligevel var styret af slægten.

Spørgsmålene var måske enkle: kunne man bryde en trolovelse ensidigt? Var tvangsægteskaber overhovedet lovlige? Birgitte (og formentlig både Christian 3. og hans dronning Dorotea) var interesseret i at få svarene på skrift, til gavn for alle: at det var ulovligt at tvinge slægtninge ind i ægteskaber, de ikke ønskede.

Nej tak til tvangsægteskaber samt barnebrude

I 1540 nåede Universitetet frem til den fortolkning, at trolovelsen fra hendes barndom måtte kunne ophæves. Man sagde derved nej til tvangsægteskaber, og til at arrangere ægteskaber for børn. At Birgittes sag stammede tilbage fra før reformationen havde ingen betydning, da hun jo stod over for at skulle påbegynde samlivet med Jesper Daa nu, under ”det nye regimente” i landet. Omsider kunne hun gifte sig, som hun ønskede.

Omsider kunne hun gifte sig, som hun ønskede. Birgitte var dog stadig varsom, hun kendte sin far, og hun ønskede absolut ikke at splitte sin egen familie.

Birgitte var dog stadig varsom, hun kendte sin far, og hun ønskede absolut ikke at splitte sin egen familie. Der var sket nok skade, siden Mogens Gøje giftede sig med Margrethe Sture.

Hun havde ventet længe på afgørelsen og havde nu genvundet sin frihed. I femten år havde hun kæmpet. Det var nok en slags negativ frihed, hun havde kæmpet for, men nu, hvor den var opnået, betød frihed ikke bare at være fri for, men også fri til.

Faktisk giftede hun sig først efter sin fars død, hele fire år efter at have modtaget den positive dom. Måske ventede hun for at opretholde familiens enhed – Mogens Gøje var en syg og plaget mand, han skulle ikke også tvinges til at bortgifte sin vanskelige datter – og til hvem? Men da han var død, faldt hendes valg på Herluf Trolle, og hermed begyndte et af de lykkeligste ægteskaber i samtiden.

Birgitte Gøje fik endelig den mand, hun selv ønskede

Herluf var et klogt valg. Mand og kone synes at have haft fuldkommen sammenfaldende sympatier og interesser, og det, Birgitte var gået glip af, kunne Herluf præsentere hende for.

Vel har eftertiden pillet lag efter lag af den helterolle, han blev tildelt, men vi står alligevel med et i bund og grund tiltalende menneske, en praktisk mand, som gjorde sit bedste for at leve op til rollen som moderne, men klassisk adelsmand. Kongelig lensmand, admiral, godsstyrer, herregårdsbygger.

Reformationen havde altså med ny lutheransk lovgivning givet frihed til at leve sammen – ikke med en tilfældig person, men med et menneske, man selv ønskede at dele livet med. Det var den spæde begyndelse til en ny tids menneskesyn. Ikke fordi samtiden var særlig sentimental. Man kendte alle varianter af elendige ægteskaber, men håbede det bedste for sine børn. Det fremgår ganske tydeligt af forældres bekymrede breve om afkommets fremtid i ægteskab og samliv, på det punkt adskilte 1500-tallet sig ikke fra nutiden.

Men slægten var, mente de bestemmende medlemmer, stadig klogere end den enkelte. Blot ikke når det gjaldt mindreårige. Barnebrude var forvist til fortiden. Nu skulle ”børnene” være fuldt myndige, inden man begyndte at bortgive dem, og trolovelse kunne ikke ske uden begge parters aktive bevidnede tilsagn

Omsider kunne hun lukke en mand ind i sit liv, og han var et yderst passende parti, set med vor tids øjne. Men Herluf Trolle var yngre end hende, elegant og smuk, menneskeligt set det perfekte valg, om end langt mindre velhavende end hun.

Birgitte har næppe ønsket at fortsatte sit mærkelige liv som en genstand, der blev flyttet rundt mellem gifte søstre – der var ikke mange ugifte adelige, heller ikke kvinder, begrebet ”skyggetante” tilhører en meget senere tid. Enker og enkemænd giftede sig igen, selv i høj alder. Tiden havde skam en opfattelse af ”det normale liv”: ægteskab, børn, fællesskab. Selvfølgelig ville hun gerne have det liv, alle andre opnåede – efter at have tvunget familie og landsstyre til at overholde landets love.

Det var jo ikke en super-fertil hustru, han fik, men en kvinde på nogle-og-tredive

Hun og Herluf fulgte alle regler og forskrifter. Ingen hemmeligheder for familien. Birgittes familie stod bag hendes tilsagn. Hvad i alverden skulle de dog også have haft imod den mand, som ville giftes med hende? Der var kun et eneste problem.

Herluf Trolle var nok både smuk, og af passende slægt, men han ejede ikke meget, så der måtte oprettes et dokument for at sikre ham et slags hustrubidrag, hvis han levede længst, også selv om de to ikke skulle få børn sammen. Det var jo ikke en super-fertil hustru, han fik, men en kvinde på nogle-og-tredive. Så Herluf fik en slags renæssancens pre-nup. Reglerne skulle følges og alle involverede sikres. Hvis Herluf levede længst i et barnløst ægteskab, skulle han have den hovedgård Græsegård, som hun havde arvet, på livstid – døde hun først (hun var 4 år ældre end ham), skulle hun derimod arve alt hans jordegods. De ville sikre hinanden snarere end slægten. Og de store planer om kostskole var endnu ikke konkretiseret.

Forelskede mennesker har historien altid haft

Nogle historikere (sjovt nok kun mandlige) reagerer skræmt og afvisende hver eneste gang, noget der minder om forelskelse eller kærlighed dukker op i kilderne. Som om de ønsker at eksportere eget udtørret liv ned gennem århundrederne. Men mennesker er nu engang biologiske væsener.  Og hvordan havde samtiden det egentlig med kærlighed? Bortset fra, at stort set alle verdslige sange handlede om forelskelse og kærlighed, så opfattede man da forelskelse både som noget positivt – og noget potentielt farligt. Den kunne enten smede mennesker sammen i stor lykke, eller få dem til at foretage sig vanvittige ting. En kaosskabende kraft, man måtte omgås med varsomhed.

Samtiden kendte udmærket virkningerne, både positive og negative, af såvel forelskelse som kærlighed, i alle tænkelige former. Luther havde fornuftigt nok, ud fra egen erfaring, anbefalet at bruge forelskelsen til at glide ind i ægteskabet, kærlighedens hospital, hvor man kunne gøre kærligheden positiv og nyttig. Det var lige præcis hvad forelskede par nu satte sig for at gøre.

Glade og taknemmelige – men ikke rige

Taknemmelig, lettet og formentlig lidt udmattet efter mange års strid, gik Birgitte ind i det forhold, hun selv havde valgt. Vi hører ikke om andre friere end netop Herluf. Det var faktisk ham, som åbenbart havde visse problemer med sin slægt, så blev op til hans bror Børge at anbefale forbindelsen over for resten af Trollerne. Var man tilbageholdende over for denne sælsomme kvinde, denne virago? Børge Trolle var gift med Birgittes søster Pernille og kan have fået et alternativt indtryk af sin brors udvalgte. Gift blev de.

Det var ikke, fordi de ligefrem kom til at leve fyrsteligt. Huset i København havde først tilhørt mor Sigbrit og Dyveke, Christian 2.s frille, og var efter Christian 2.s flugt endt hos Mogens Gøje. En relativt lille lejlighed, der imidlertid stemmer meget godt med, hvad mange andre adelige anså for en praktisk bolig. De var i det mindste tæt på Københavns Slot, gården lå på Amagertorv.

Birgitte havde fået præcis hvad hun ønskede, i stedet for en uønsket mand, et ægteskab med en mand, hun forventede at få et godt liv med. Deres breve er transskriberet og udgivet, og er blandt kilderne til samtidens adeliges opfattelse af hinanden. Nej, Herluf skrev ikke opstyltet ”lærd” med lange latinske citater, måske fordi hans kone ikke læste latin, måske fordi det simpelthen ikke var en del af hans normverden. Han har haft forbindelse til et utal af mennesker, og latin var ikke allemandseje. Heller ikke i adelen. Herluf var ikke sprænglærd, men en dansk adelsmand, der interesserede sig levende for verden. Der er den forskel på ham og hovedparten af de andre, at vi kender Herlufs liv, ægteskab, hustru, planer og ideer. Han blev brugt og refereret.

Ingen egne børn 

Hun og hendes mand forventede velsagtens trods alle odds at få en masse børn. De kom bare aldrig. Og hvad skulle man så stille op med formue og enorme landområder?

Der er ingen bitterhed at spore hos de to barnløse. De manglende børn og arvinger muliggjorde til gengæld en helt ny løsning. De to besluttede at oprette en adelig skole, en slags akademi for den elite, som skulle styre samfundet. Det forhenværende Skovkloster skulle blive en adelig kostskole. Den eksisterer endnu, som Herlufsholm.

Herluf havde, i modsætning til mange af sine ligemænd, fået en moderne uddannelse, han havde endda studeret i udlandet. Klostrene med deres skoler var lukket, det kan godt være at der stadig var nonner i Mariager, men skolerne kunne ikke fortsætte. De danske adelsslægter var blevet rigere efter reformationen, de skulle styre enorme virksomheder, og fungere som kongens rådgivere og lensmænd. Alt det, som gejstligheden før havde ordnet og ejet, skulle nu bestyres og ordnes af adelige. De havde brug for en alsidig uddannelse – ikke kun krigskunst. En god, almen uddannelse var ønskelig. I princippet gik man jo ud fra, at enhver adelig kunne bestyre et len, udkæmpe en krig, afsige domme på tinget og styre enorme godskomplekser. Nogle var, forventeligt nok, bedre end andre. En form for uddannelse kunne kun være til gavn for alle. Da skolen åbnede i 1566, var det præcis tyve år siden reformationen, og en helt ny generation var ved at overtage godser, ansvar og pligter.

Når vi ser på skolens oprindelige pensum og undervisning, ligner det nu mere et lærd akademi end en praktisk skole for mænd, der skulle bestyre godser og len og sidde i rigsrådet. Og det var netop tanken. Almen moderne dannelse. Endda musik skulle man lære. Og latin, datidens engelsk, det fælles sprog som hele den vestlige verden benyttede. Latin lærte man gennem simpelthen udelukkende at bruge sproget i hverdag og undervisning.

Glem ikke disputerekunst og ”veltalenhed”, det vi nok ville kalde retorik – de skulle lære reglerne for debat og diskussion. Oprindelig havde ægteparret skitseret en mere klosteragtig stiftelse – det var jo, hvad man kendte til. Men planerne forvandledes til noget langt mere renæssanceagtigt og humanistisk – en slags adeligt universitet.

Herlufsholm skulle ikke alene være en adelig skole. Herluf og Birgitte bestemte, at deres skole skulle kunne optage ”andre ærlige mænds sønner”. Pigerne var der ikke tænkt på, til trods for, at de adelige hustruer ofte kom til at styre ejendommene. De blev uddannet hjemme, og formentlig ofte ganske udmærket –  vi ejer bunker af velskrevne, sprogligt interessante breve fra tidens adelskvinder,

Ganske som Birgitte må have troet, at der var masser af tid til at få børn, forventede parret at have god tid til at skrive og finpudse fundatsen for Herlufsholm og derefter føre tankerne ud i praksis. Men kun en måned efter, at kongen havde godkendt fundatsen i 1565, deltog Herluf som rigets admiral i et søslag, blev såret og døde – ikke af sårene selv, men af de infektioner, som stødte til. Herluf var på alle måder en maskulin mand, en adelig som ikke havde spor uorden i sine roller. Selvfølgelig skulle han som rigets admiral udsætte sig selv for livsfare.

Han nægtede at lade sig behandle, inden de andre hårdere sårede medlemmer af skibets besætning. Det var også ham, som forklarede, hvorfor adelen bar gyldne kæder – betaling for loyalitet og arbejde for riget i fred såvel som krig.

Han gik i sit harnisk, hårdt såret, hjem til sig selv for at dø i parrets beskedne bolig. Og han sørgede omhyggeligt for, at alle, der overværede hans dødskamp, fik at vide, at Birgitte havde været en god og gudfrygtig hustru. Som om de tvivlede.

Han udnyttede det faktum, at Birgitte ikke forstod latin, når han talte med lægen og med sin gamle ven teologen Niels Hemmingsen, om hans tilstand – han ville udskyde sandhedens time så længe som muligt. Og da han endelig måtte gå til bekendelse, brød hun forudseeligt nok fuldkommen sammen. Vist den eneste gang, Birgitte gav efter for skæbnen.

De havde haft mere end tyve gode år sammen, de stod på tærsklen til et helt nyt liv som ledere af en adelsskole. Forholdet til hendes egen familie var aldrig blevet fremragende efter sagen. Uden Herluf var hun stort set prisgivet grådige slægtninge. Midt i sorgen havde hun deres fælles plan som medicin. Viljen var intakt.

Kunne Birgitte fungere som forstander?

Allerede året efter Herlufs død åbnede skolen, i 1566, med Birgitte som forstander. Det var næppe den oprindelige plan – hun havde da forventet, at ægtefællerne skulle skabe lede deres livsværk sammen.

Den familie, hun aldrig havde kunnet hente støtte hos, kastede sig selvfølgelig over enken. Den ville ikke acceptere, at de store godser, som familien havde tilegnet sig, nu skulle bruges til at finansiere en skole. Godserne skulle tilbage til slægten. Eller i alt fald til de højrøstede medlemmer af slægten.

Slægtens jord lå bedre i slægtens lommer end noget andet sted. Og Mogens Gøje havde fået tyve børn. Selv hans enorme besiddelser måtte deles op i mindre parter, alle skulle jo arve. Mange adelige kom til at sidde ”i fællig og flæd”, dvs. ejede godser og fæstegårde sammen med søskende. Hvert år måtte høstudbytte/indtægter så deles op og fordeles til parthaverne. Det førte naturligt til endeløse retssager.

Familien ville undgå kollektiv fattiggørelse, de stod jo ellers til at arve den barnløse enke.

Enken havde faktisk blanket sig selv af. Hun og Herluf havde opført en fin bygning på Hillerødsholm, som kongen (Frederik 2.) ønskede at overtage, så de mageskiftede med Skovkloster ved Næstved, og gården fik navnet Herlufsholm, når den nu skulle omdøbes. Det var her, de begge ønskede at have den nye skole. Deres eneste ejendom. Her skulle de have boet.

Som kvinde kunne hun sagtens være kongelig lensmand, men ikke leder af en skole

Metoden med en ensom og blottet kvindelig forstander virkede ikke. Kongen måtte anerkende Herlufsholm, ellers mistede skolen sit udkomme og ville blive lukket, når hun døde. Så hun bad om, at man måtte finde en afløser (skoleherre) til skolen, og at hun kunne få lov at stå som skolens beskyttende, men embedsløse bagmand. Som kvinde kunne hun sagtens være kongelig lensmand, men ikke leder af en skole.

Den nye skoleleder skulle dog altid være enten af hendes eller Herlufs slægt, og den første blev Herlufs bror, Børge, der jo tilmed var gift med Birgittes søster Pernille. Den selvsamme Børge, som havde hjulpet Herluf til at få familiens tilsagn til sit ægteskab. Ham stolede hun på.

Bosatte sig tæt på Herlufsholm

Siden hun havde bortgivet sine ejendomme til projektet, hvor skulle hun så bo i sin alderdom? Det var ikke kun spørgsmål om bolig, men også om indtægt – og mange adelige i 1500-tallet opnåede forbavsende lange liv.

Tidligere havde hun som lensmand rådet over diverse huse. Lenene blev frataget hende, og hun måtte ud og lede efter en bolig. Det er sørgelig læsning at følge Birgittes potentielle hjemløshed, jagende fra sted til sted, men hun var stadig en fighter og gav ikke op.

Dronning Dorotea inviterede hende til at bo i Horsens, hun gav endda Birgitte et af sine len. Men Birgitte foretrak at slå sig ned i Næstved hvorfra hun kunne overvåge, om ikke styre, sit og Herlufs projekt. Kun i nærheden af Herlufsholm kunne hun sikre sig, at hendes familie ikke stak kæppe i alle skolens hjul. Så hun flyttede ind i et næsten nedbrudt kloster. Arbejdet var alt, hvad hun havde tilbage, men værket var til gengæld også hendes eneste, højtelskede barn. Nu var hun alene om det hårde arbejde, og måtte slås mod sin halvbror (søn af Margrethe Sture, uvenskabet fortsætte på 40. år), der ønskede at stoppe Herlufsholms udvikling til skole, og at indsættes som Birgittes enearving.

Nærmest royalt gravsted

Projektet lykkedes for hende. Men først et år efter Birgittes død, i 1575. Både hun og Herluf ligger begravet i kirken, i det Skovkloster, som stadig bærer hans navn. De ligger side om side i alabast, som det gode ægteskab udformet til evighedens beundring. Det ligner unægtelig et monument over en kongelig grav.

Denne nye, kostbare overdådighed adskiller Birgittes generation fra forældrenes. Selv de største og rigeste adelsmænd fra reformationstiden nøjedes med flade, figurudsmykkede gravsten – Mogens Gøje, Erik Banner, Otte Krumpen og alle de andre. Herluf skulle hvile som en konge, og Birgitte ville ligge ved hans side som hans dronning, når den dag kom. Monumentet er ikke alene… monumentalt. Det er også af høj kunstnerisk kvalitet. Når det gjaldt, var hun stadig i stand til at samle og ofre formuer.

Birgitte kæmpede for skilsmisse, ægteskab og skole

Der er stolthed og en vis portion arrogance i dette mindesmærke over et af hendes tre projekter: skilsmisse, ægteskab, skole. Herluf havde haft endnu et projekt, at være en tro adelsmand, og dette projekt kom til at koste ham livet. Derved var hun blevet alene, og var havnet i kamp med sin egen familie. Men hun var stadig selvsikker og ville vise omverdenen hvordan hun opfattede sig selv og især den afdøde ægtemand. Trods alt var de begge lykkedes med alle deres projekter.

Et af renæssancens bedste ægteskaber og mest moderne par, selv om de fuldt ud levede i deres tid. De blev ikke gift som teenagere, og de påskønnede det held og den ihærdighed, som havde muliggjort deres ægteskab. Ville vi huske dem, hvis de havde fået syv sønner og Herluf var blevet ældgammel? Hvis de havde måttet give deres ejendomme videre i arv? Alt tyder på, at Birgitte var yderst klar over, at deres handling var unik. At hun skyldte sin alt for tidligt afdøde mand at følge hans ønske og kæmpe for deres fælles projekt. Måske har hun endda mest af alt opfattet det som HANS projekt – og hendes ansvar.

Portræt af en selvbevidst, viljestærk dame

Med renæssancen kom det personlige portræt til Danmark. Vi ejer en lang række indgående skildringer af magtfulde, privilegerede mennesker. De er meget forskellige. Man blev åbenbart malet, når man skulle giftes, eller ved andre store begivenheder i familien – og ikke særlig ofte. Det er først Christian 4, som bliver afbildet igen og igen. Ganske som renæssancens fruer ikke nødvendigvis ejede masser af prægtige kjoler, blev der ikke malet portrætter hvert andet år i 1500-tallet.

Men vi ejer et portræt af den nygifte Birgitte Gøye, 39 år gammel. Hun bærer så mange smykker, at hun må have haft svært ved at holde sig oprejst. Der er ingen tvivl om hendes baggrund. Eller om hendes personlighed. Hun er ikke nogen mild, skræmt kvinde, der med dæmpet stemme forsøger at bilægge stridigheder i familien. Hun er ingen mægler. Hun er ikke så lidt arrogant. Selvbevidst, ville hun nok snarere kalde sig selv.

Hendes eneste barn, Herlufsholm, lever stadig, og foretager stort set det samme som i 1575

Hendes eneste barn lever stadig, og foretager stort set det samme som i 1575. Også i dag lærer unge medlemmer af den økonomiske elite at stå på egne ben, uafhængige af forældrenes velstand, og at indgå i et arbejdskollektiv.

Det kan godt være, at hun ikke havde noget generelt frigørelsesprojekt (det havde snarere de lærde som gav loven med forbud mod tvangsægteskaber og barnebrude i 1539), men hendes vellykkede aktion fik loven til at fungere efter sit eget bogstav – og gjorde loven kendt.

Mangt og meget, som Birgitte kendte til og reagerede på, er i dag forsvundet, for kildeløse begivenheder kan ikke rekonstrueres.

Hvorfor sagde hun nej til Jesper Daa?

Havde hun oplevet forfærdelige ægteskaber, hvor parterne bekrigede hinanden? Ægtepar som ikke kunne holde ud at være i rum med hinanden? Vold? De publicerede korrespondancer stammer alle fra uhyre velfungerende par – idealerne i såvel sam- som nutid.

Efter Herlufs død måtte hun genopfinde sig selv som enke og slås for sin og Herlufs vision. Hun må have iagttaget de andre stædige, egensindige kvinder, som gjorde, hvad de havde lyst til – brugte overskuddet på at bygge fantastiske huse, indsamlede folkeviser, styrede godskomplekser, skrev slægtshistorie, forskede i stjerner og urter. Hendes projekt var et andet, og viste sig langt mere levedygtigt, selv om det i sin urform virkede utrolig tidsbundet.

1511 BG fødes

1512 BGs mor dør, BG anbragt i Ring kloster

1515 BG s far Mogens Gøye gifter sig med Margrethe Sture

BG hos sin far på Skanderborg Slot

1516 Herluf Trolle fødes

1525 BG trolovet med Jesper Daa

1528 Margrethe Sture dør

1537 BG hos søsteren Eline på Bregentved

1538 dronning Dorotea ansætter BG

1539 nye love mod børnetrolovelser

1540 trolovelsen med Jesper Daa kendes ugyldig

1544 BG gift med Herluf Trolle – efter sin fars død

1565 Herluf Trolle dør efter søslag

1565 Fundatsen til Herlufsholm konfirmeret af kongen

1566 BG træder tilbage som skolens leder

1571 Dronning Dorotea dør, BG mister sit sidste len

1574 BG dør

1575 Kongen låser Herlufsholms fundats

Topillustration: Birgitte Gøje, 39 år gammel, ikke nogen pussycat. Jernvilje med guldkæder. Privat billede.

Læs introduktionen til Maria Hellebergs historiske serie “Kys historien fra mig” her.

 

Kategorier