CPH:PIX: Små og store arme

af

Det er så kedeligt at være normal. Det er lidt præmissen for en filmfestival, at vi får at se noget anderledes. Men der er to måder at være anderledes på. Men kan være for meget, eller man kan være for lidt. Der er to slags artfilm, dem, der basker med armene i øst og vest og putter alt muligt ind, som branchen ellers nok ville passe lidt på med. Og minimalisterne, der fjerner overflødige ting som plot, skuespillere, musik, sminke, og hvad man nu ellers kan fjerne for at spare penge. Begge dele kunne ses på PIX’s første dage. Og jeg ved godt, hvad jeg foretrak.

Hannah

De fire første klip af Andrea Pallaoro’s Hannah er så specielle, så vanvittige, at jeg tog mig til hovedet i vantro. Vi åbner på et close-up Charlotte Rampling, der skriger, dvs hun lukker munden, og vi indser, at skriget må komme fra en anden. Så sidder en gruppe menensker på gulvet og vugger frem og tilbage, filmet så de kun fylder den ene side af skærmen ud, et skævt blik på voksne mennesker der helt reelt opfører sig som børn. I næste klip går der en diagonal fra et bord tværs gennem billede, skærer kompositionen midt over på en helt bizar måde. Og så et klip fra en undergrundsbane, Rampling holdt helt ude i periferien, igen kører toget indover skærmen i en helt mærkelig vinkel.

Hannah er så æstetisk iøjnefaldende, streng og eksperimenterende, at jeg var ved at falde ud af sædet… De æstetisk nyskabende stemningsbilleder, følelsen af nye billeder der forsøger at fange samfundets sindstilstand, det vidste jeg ikke, hvor meget jeg havde savnet, før jeg fandt det igen.  Hannah er en af årets film

Hannah er så æstetisk iøjnefaldende, streng og eksperimenterende, at jeg var ved at falde ud af sædet. Det minder lidt om Rivette – de mange scener af skuespilsøvelser – Bresson – nærbilleder af kropsdele af brugen af skuespillere som kroppe i kompositioner, snarere end som skuespillere – eller Tsai Ming-liang – brugen af betonbygninger, skæve linjer, og mennesker fanget i storbyen – og alene af den grund er filmen et must-see. Jeg kendte ikke instruktøren, valgte bare filmen fordi jeg så den havde været nomineret til Guldløven, men det er den mest æstetisk stramme italienske film jeg har set i årevis. Han skriver sig direkte ind sammen med Alice Rohrenbacher som yngre folk, jeg holder øje med.

Rampling har fået et comeback de sidste par år, endda en Oscar-nominering for 45 Years, men det her er kronen på værket, det er en rolle der er som skabt til hende, og som ingen andre kunne forløse så vanvittig effektfuldt

Charlotte Rampling vandt skuespillerinde-prisen i Venedig for filmen, og det må mildest talt siges at være fortjent. Jeg har svært ved at forestille mig, jeg vil se bedre skuespil i år. En fællesnævner ved de instruktører, jeg nævnte, er, at de ofte bruger amatørskuespillere. Der er heller ikke plads til ret meget skuespil i et så stramt æstetisk univers. Men tilføj det en mester i indestængt underspil som Rampling, og effekten er eksplosiv.

Der var en scene hvor vi kun ser hendes ryg, hun bevæger den ikke, men der er så megen anspændthed, så megen kraft, at det rammer som en knytnæve. Rampling har fået et comeback de sidste par år, endda en Oscar-nominering for 45 Years, men det her er kronen på værket, det er en rolle der er som skabt til hende, og som ingen andre kunne forløse så vanvittig effektfuldt.

Det fik mig til at tænke på Roberto Rossellinis brug af Ingrid Bergman, eller Michelangelo Antonionis brug af Monica Vitti. Ved enhver stor italiensk modernist står en kvindelig samarbejdspartner. Og Hannah er stor italiensk modernisme. Vi har haft en arvtager til Fellini i Paolo Sorrentinos dekadente fabuleren, og neorealismen er blevet båret videre især i den opblomstrende semi-dokumentariske bølge med folk som Michelangelo Frammartino og Alice Rohrenbacher. De æstetisk nyskabende stemningsbilleder, følelsen af nye billeder der forsøger at fange samfundets sindstilstand, det vidste jeg ikke, hvor meget jeg havde savnet, før jeg fandt det igen.  Hannah er en af årets film.

Stil kameraet overraskende steder. Find den rigtige skuespiller. Så behøver man faktisk ikke ret meget mere.

Jupiter’s Moon

Det ville jeg ønske Kornel Mondruczo kunne forstå. For han arbejder altid med trættende store armbevægelser. Hans White Dog fik stor opmærksomhed for de enorme mængder hunde, han brugte i sin dystopiske fortælling om menneskets dårskab og naturens straf. Den vandt endda Un Certain Regard-prisen i Cannes. Det desuagtet så var det dog en ret dårligt lavet film; kedeligt filmet, monotont holdt i orange og turkis, og når man havde vænnet sig til de rigtig nok imponerende scener med hundene, var der ikke meget mere at komme efter.

Så hvad gør man i sin næste film, hvis man på den anden side også gerne vil undgå at blive kendt som ham med hundene? Ja, Mondruczo har satset alt på et bræt og lavet en gigantisk effektfyldt film om flygtningekrise og terrortrussel. I hovedrollerne ses Merab Ninidze, der har spillet russer i talrige europæiske film såvel som i Spielbergs Spionernes Bro, og den mere ukendte Zsombor Jéger. Men i virkeligheden spilles hovedrollen snarere af det effektfirma, der har fået Jéger til at flyve i rollen som den magiske flygtning/engel Aryan. Ja, det er den slags film. ‘Magisk realisme’ ville nogen kalde det. Måske er det ‘allegorisk’? Snarere er det slet og ret noget vrøvl.

I en af filmens første scener bliver flygtninge på grænsen mellem Serbien og Ungarn beskudt af politiet. Er det ment som en kritik af Europas flygtningepolitik? Der er sikkert nogle på højrefløjen der vil skælde ud og sige den scene ikke er realistisk, fordi grænsebetjentene trods alt ikke jager og nedlægger flygtninge i koldt blod. Men mit problem er snarere at scenen føles urealistisk. Det føles ikke som noget, der er sket, det føles ikke baseret på noget, det føles som en ‘allegori’ over den dårlige behandling, vi udsætter flygtningene på ved grænsen. Men det føles for letkøbt, som om det havde været for meget research at finde ud af de virkelige uretfærdigheder. Og det havde stensikkert også været mindre action-packed.

Der er en scene, hvor kameraet dukker ned i en svømmepøl, hvilket er både overraskende og visuelt fint, men det gør det blot for at følge en bikiniklædt numse væk fra, hvad der ellers foregår. Andet handler det ikke om

Der er endnu en bizar ting ved scenen: Den er holdt i ét take, over virkelig mange minutter. Hvis man skal være flink, kunne man sige, det minder om ligeledes ungarske Lazslo Nemes, der også skildrede forbrydelser i meget lange takes i Sauls Søn. Men det føles ikke som det mesterværk. Forbilledet er i langt højere grad de mexicanske instruktører Alfonso Cuaron (især Children of Men samt Gravity) og Alejandro Innuritu (Birdman). Hvis jeg skal være rigtig grov, så minder det mig med de for tydelige computereffekter og den bizart dårlige tilpassede dubbing af russiske Merab Ninidze nærmest mere om computerspil som Resident Evil eller The Last of Us. Det er en bizar fornemmelse, at lange takes, der oprindeligt var en strategi, der skulle skabe en fornemmelse af nærvær og indlevelse, nu føles så fremmedgørende. Jeg giver Innuritu skylden.

I gamle dage ville man have kaldet det for ‘europudding’ – den der fornemmelse af, at der har været for mange lande inde over, for mange co-producenter, at der er blevet dubbet dårligt, at der er blevet brugt for mange penge på de effekter, vi kender fra Hollywood-film, at det alligevel ikke rigtig giver mening.

Jeg gruer lidt ved tanken om flere film af denne type, for det er helt grundlæggende så eklatant fejlslagent. Mondruczo lader sjældent til at vide, hvad han laver. Jeg har brugt en enkelt scene som eksempel, også for ikke at ødelægge plottet, men der var så meget, jeg kunne hive frem. Der er en scene, hvor kameraet dukker ned i en svømmepøl, hvilket er både overraskende og visuelt fint, men det gør det blot for at følge en bikiniklædt numse væk fra, hvad der ellers foregår. Andet handler det ikke om.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om sammenblandingen af flygtningestrøm med terror-plot, for jeg kan simpelt hen ikke få den del af plottet til at give mening. Men sådan er det med næsten alt. Terror, krig, religion, flygtninge, men det eneste jeg ser på skærmen er penge, penge, penge. Og alle de kompromisser, der er blevet indgået for at kunne skaffe penge til de store effekter.

Jeg er ikke engang skuffet, for White God var heller ikke god, og der er da et par billeder, som er sjove nok at se på. Men jeg er dæleme skuffet over, at Cannes bliver ved med at tage ham seriøst.

Western

… især når der findes film som Valeska Grisebachs Western, der må nøjes med at være i sidekonkurrence. Man skulle ellers tro, den var ligetil: Den er produceret af blandt andre Maren Ade, og ligesom hendes Min Far Toni Erdmann omhandler den tyskere i et surreelt Østeuropa, dog denne gang Bulgarien. Og vigtigst af alt er det en helt vildt god film.

Grisebach laver en enkelt lille armbevægelse, som er nærmest genial. Hun kalder sin film for Western, og bygger et par gange eksplicit på Western-ikonografi. Der bliver reddet overraskende meget på hest, og de tyske arbejdere hænger et flag op over deres lille lejr, så det ligner et fort på den amerikanske prærie. Ellers er der ikke ret meget cowboyder over filmen.

Den handler om en gruppe midaldrende tyske håndværkere, der skal bygge enten en dæmning eller en bro ved en lille flod i Bulgarien. ‘Vi giver dem infrastruktur!’ siger den ene frustreret når de lokale indbyggere ikke vil hjælpe til med byggeriet. De benede og aldrende machomænd får hurtigt meget fritid på hånden, eftersom der er problemer med at skaffe materialer nok, og deres kontakt med lokalbefolkningen bærer præg af kulturelle forskelle og også nok ikke så lidt seksuel frustration, efterhånden som mændene er tvunget til at blive længere og længere i deres lille isolerede lejr.

Den centrale karakter er Meinhard, den eneste der forsøger at møde bulgarerne på deres præmisser. Han trisser ind i deres landsby, forsøger lige så stille at kommunikere med dem, og bliver efterhånden venner med et par stykker. Det meste af filmen er ganske rørende scener mellem mennesker, der forsøger at forstå hinanden.

Det er ikke en voldelig film, men det virker, som om volden aldrig er specielt langt væk

Men der lurer hele tiden noget mørkt under overfladen, også hos Meinhard. Han har måske, måske ikke en fortid som soldat (de begynder at kalde ham ‘legionær!’, men om det er korrekt, er aldrig helt klart), og der er nogle mafiaforbindelser i den lille landsby, der også kan virke faretruende. Det er ikke en voldelig film, men det virker, som om volden aldrig er specielt langt væk.

Igen er det et så fantastisk navn, filmen har fået. Det får os til at se filmens historie via den normale Western-logik fra Shane til De Nådesløse, hvor gamle geværmand som Meinhard som regel afslutter filmen med et tage våben frem igen og skyde så mange modstandere, de nu kan slippe afsted med. Men det får os også til at genoverveje Western-genren, og dermed hele den historie de film er baseret på. De amerikanske nybyggere, der frustrerede vil skabe et nyt samfund, hvis nu bare de andre indbyggere vil lade dem. Arrogancen, frustrationen. Hvordan den manglende kommunikation hele tiden truer med at få ting til at gå op i en spids.

Filmisk er det med små arme. Grisebach og fotograf Bernhard Keller – der også fotograferede Ades Alle Andre fra 2009 – fanger mændene i det store landskab, uden at virke formalistisk. Meinhard Neumann har ingen andre roller på hans IMDB, men hans benede krop og tunge ansigt passer forrygende til rollen, til stemningen. Erstat Charlotte Rampling med en amatørskuespiller, og Hannah er meget samme type film. Et stemnings- og kulturbillede, der via små men velgennemtænkte indramninger sætter tanker i gang i timevis.

Menashe

Man kan også være så lille, at det begynder at blive stort igen. Joshue Z Weinsteins Menashe er efter amerikanske forhold nærmest en mikrofilm. Amatørskuespil, afdæmpet kamera, lavt budget, lille historie. Og så det faktum at den er en minoritetsfilm, og som noget meget sjældent foregår på yiddish. Den skildrer Menashe, en midaldrende enkemand og det der så vidunderligt hedder en ‘schlimazel’ på yiddish. Han arbejder i en købmandsbutik, hvor hans chef hele tiden er på nakken af ham. Han er kronisk uheldig, han har det ikke godt med de skrappeste af de religiøse regler, og folk har derfor en opfattelse af ham som en taber, en mand de ikke respekterer. Hvordan respektere ham, når han ikke respekterer sig selv?

Filmen handler ganske afdæmpet om hans forsøg på at komme til at bo sammen med sin søn, noget som de religiøse myndigheder ikke bryder sig ret meget om uden nogen kvinde i husholdningen, og når nu der er en rig onkel med et ‘normalt’ familieliv, sønnen kan bo hos. Det er ikke noget stort drama om religiøs undertrykkelse og den slags; det handler bare om en indre frustration over ikke at kunne leve op til omverdenens normer, og heller ikke helt have lyst til det.

Det er næsten for småt. Forholdet mellem far og søn er varmt skildret, og amatørskuespillerne gør det alle som en glimrende. Der er ikke en eneste kameraindstilling, som er sådan rigtig god, men heller ikke nogen specielt dårlige. Det er fint. Men der er det, at når man bevæger sine arme så lidt, så skal man også gøre det helt præcist, og her forstår jeg ikke helt, hvor vi skal hen. Det er som om, instruktøren ikke helt kan finde ud af, om han vil lave en film om manden Menashe, eller det miljø han er fanget af, og så bliver resultatet lidt midt imellem, hvilket ikke føles helt tilfredsstillende.

Hannah
Vises igen 6/10 18:45 i Cinemateket med instruktørbesøg, og 8/10 12:00 i Dagmar

Jupiter’s Moon
Vises igen 7/10 21:30 i Grand

Western
Vises igen 2/10 16:30 i Cinemateket og 11/10 19:00 i Dagmar

Menashe
Vises igen i aften 1/10 21:30 i Grand og 6/10 19:00 i Gloria

Alle fotos: CPH:PIX

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Frederik Bojer Bove

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gå til Top