CPH:PIX: ‘…at miste alt, hvad man har kendt og kært…’

af

Sebastian Cordes (SC) Emilie Kellberg (EK) og Frederik Bové (FB) er blæst omkuld af Pauline Garcias sårbare og samtidig kraftfulde portræt af 54-årige Teresa og Sergio Armstrongs eminent følsomme fotografering i den argentiske roadmovie The Desert Bride. Læs med i deres slap-chat nedenfor og find ud af, hvorfor den ender i en skriveblokering.

FB: PIX er i gang, og det er som forudset en anelse kaotisk. Derfor er det en stor glæde at kunne byde velkommen igen til Emilie Kellberg og Sebastian Cordes. Vi har været inde og se Cecilia Atán og Valeria Pivatos The Desert Bride, og jeg vil bare sige, at det var rigtig hyggeligt at se jer, og så vil jeg for det første gerne høre helt kort: Hvad synes I om filmen?

SC: Jeg må sige, at jeg ret godt kunne lide den. Jeg tror aldrig, jeg har set en roadmovie med en ældre dame som hovedkarakter. På en måde er det jo en coming-of age-film, for en aldersgruppe der ikke tillades den slags normalt. Og når man skriver det, kan det lyde komisk, og selvom der var virkelig sjove momenter hele vejen igennem, var det en yderst sofistikeret film. Meget sanselig.

EK: Jeg gik så glad hjem fra biografen. Ja, det er en coming-of-age-film for en midaldrende aldersgruppe, som Sebastian skriver, men følelsen af og angsten ved pludselig at skulle starte helt forfra i sit liv er universel, og derfor var Pauline Garcias sårbare og samtidig kraftfulde portræt af 54-årige Teresa så vedkommende. Derfor irriterer det mig også, at den bliver solgt som en “charmerende sensommerromance” – det er eddermame en reducerende beskrivelse af en film, der handler om at miste alt, hvad man har kendt og kært.

SC: Ja, jeg vil også gerne stikke til den programbeskrivelse. Og, wow, Pauline Garcia er god. Subtilt og sublimt var min første note om skuespillet.

FB: Hun er vildt god. Hun vandt Sølvbjørnen i 2013 for Gloria, og burde have langt flere store roller. Men de hænger ikke på træerne til kvinder over halvtreds.

EK: Fra programbeskrivelsen: “Det er ikke det, der sker, der gør Cecilia Atán og Valeria Pivatos debut til noget særligt.” Det er simpelthen noget sludder.

FB: Kunne i gennemskue hvad der helt præcist skete? Teresa har arbejdet hos en familie i over tredive år, og skal nu rejse over til nogle af familiens bekendte, men er hun blevet tvunget til det? Der er lidt snak om, at hun burde skaffe en advokat på et tidspunkt?

SC: Jeg så det som, at familien hun havde arbejdet for i tredive år ikke havde råd til at have hende som hushjælp mere, og så ‘sendte’ hende til en anden familie for at arbejde der. Ikke at det plot var så tydeligt eller vigtigt for mig – kun som baggrund – det meste af filmen foregår on the road, hvor hendes usikkerhed over, at eksistensgrundlaget er revet væk under hende, kryber frem i ansigtsfolderne og kropssproget konstant.

EK: Ja, jeg forstod det også sådan, at hun af økonomiske årsager skal arbejde for en ny gren af den familie, hun har arbejdet for i 30 år. De flashbacks kommer i kølige, kontrastfyldte billeder til den varme ørken, hvor nye erkendelser lurer i noget så skummelt og gå-aldrig-derhen som en gammel autocamper.

FB: Det er en virkelig subtil film. Den har et virkelig stærkt centrum via Pauline Garcia, men samtidig foregår der så meget ude i margenen. De smukke melankolske flashbacks, som også virker som en kritik af det argentinske klassesamfund. De detaljer, at Teresa er strandet i ørkenen fordi en havmåge (!) flyder ind i forruden på hendes bus, hvorfor hun ender ved et åbenbart helligt sted for en helgeninde. Hvorefter en storm kommer ud af ingenting og får hende til at glemme hendes taske hos ‘Gringo’, den jævnaldrende mand der kører hende rundt det meste af tiden.

Hendes navn, Teresa har også en religiøs kontekst.

SC: Ja, jeg vil også gerne rose den sammenstilling af fortid og fremtid som ret eminent. Mise en scene generelt set var virkelig flot. Altså, hvordan er verden foran kameraet konstrueret. Scenografien er var mættet og locations, især i starten, er næsten hele fortællinger i sig selv. Kølige kamerabevægelser, åbne døre og vinduer i flashbacks. Frames within frames. Og så den tørre, tørre ørken i nutiden.

EK: Både kritikken af det argentinske klassesamfund og de religiøse (over)toner er virkelig spændende elementer, men ikke nogle jeg føler mig kompetent nok til at gå ind i. Vil du ikke åbne op for dem, Frederik?

FB: Det hele er så antydet, man kan føle og fortolke den her film på utallige måder. Men der var en scene, hvor Teresa sover på en busstation, og hun ligner den helgenfigur, vi har set i et glimt tidligere. Der er en fornemmelse af, at der foregår noget større, at Teresas oplevelse i Ørkenen er skæbnebestemt (i parentes bemærker jeg, at jeg altid har syntes, den hellige Teresas ‘henrykkelse’ mest af alt ligner noget seksuelt).

Det med klassesamfundet ved jeg ikke helt. Jeg føler ret ofte, argentinske film meget handler om rig og fattig. Og den måde det virker som om hun nærmest er blevet tvunget væk fra en familie hun har været en del af i over tredive år. Det minder mig lidt om, da familien Varnæs spillede Ludo om Laura 🙁

SC: Den tolkning, at henrykkelsen på Saint Teresa-statuen er en reel orgasme, er efterhånden accepteret, er den ikke? Og det passer jo med en nøglescene i filmen, som jeg ikke tror, jeg vil spoile her.

FB: Jo, jeg tror endda det nævnes i Dan Browns Engle og Dæmoner. Så må det vel siges at være mainstream 🙂

SC: Av. Måske er det endda der, jeg har det fra. Så meget for at prøve at være elitær.

EK: No worries, Sebasian. Der er intet elitært over en orgasme til at begynde med.

SC: Jeg vil gerne nævne fotografen Sergio Armstrongs fantastiske arbejde. Er du gal en følsomhed. Jeg har det, som om, han har sagt, ‘hvem har bestemt, at et billede skal være i fokus’. Han tør holde kameraet i lang tid, holde 90% af billedet ude af fokus – helt blurry – og så lave de mindste bevægelser for at antyde en ny stemning. Jeg var meget imponeret. Men Frederik, du er stødt på ham før ikke?

FB: Jeg kunne genkende hans stil! Det er den chilenske instruktør Pablo Larrains faste fotograf, så herhjemme har vi set hans arbejde i No og ‘El Club og kan snart se det igen i Neruda. Han filmede også Lorenzo Vigas’ Guldløve-vinder Sidste Nat i Caracas. Jeg kaldte ham ‘en af verdens bedste og mest interessante fotografer lige nu’, da jeg anmeldte den film. For ja, han har en virkelig distinkt stil. Sebastian, du har jo selv instrueret film, kan du sige lidt rent teknisk om, hvad han gør?

SB: Én ting, han gør, er at have de her ekstremt widede skud, så miljøet, landskabet og rummene som menneskene bevæger sig i, får en enorm stor betydning. Og i forhold til Teresa gør det hende jo mindre, nærmest underordnet den verden hun lever i.

Men så kombinerer han/de det med det her greb, hvor verden er ude af fokus. Hvis jeg skulle komme med et konkret eksempel. Et enkelt skud inde fra den autocamper Teresa bliver kørt rundt i: Man ser kun hendes nakke i fokus, helt ude i højre side af billedet. Ens udsyn ud af forruden er helt sløret, som var man under vand. Der er så meget karakterarbejde i det skud, som på ingen måde er ‘realistisk’, eller hvad vi er vant til at se. Som Ranciere siger, ”The question is not, “Is it real?” but: “What kind of reality is at play here?” Og det er hendes realitet, vi får del i, via det skud.

EK: Du er vild, Sebastian!

Hvad med dig, Frederik? Har du mere at tilføje oven på den imponerende analyse? Jeg er helt skriveblokeret nu.

FB: Jeg vil gerne knytte til den pointe, at det er Teresas realitet, vi får del i: Der er en empati i den her film, som jeg ikke altid finder hos f.eks. Larrain. En varme. Og det er ikke kun, fordi den foregår i en ørken.

Jeg glæder mig meget til at følge de her to instruktører fremover. De bygger på idéer som jeg har set før i sydamerikansk film – og som er blandt det allermest spændende, der sker i filmen pt – men de bibringer virkelig noget eget.

EK: Alt i alt endnu en stærk film fra Argentina. De ved godt, hvad de laver, de argentinere.

FB: I alle fem år jeg har været på PIX har der været en argentinsk film i konkurrence. Og de er som regel blandt de bedste.

EK: Og sidste år havde vi glæde af den ligeledes varme, livskloge og nær-tragiske Truman – Venner for livet. Og hvem kan nogensinde glemme den vanvittige Wild Tales?, der burde have vundet en Oscar i 2015? The Desert Bride er endnu en film i en række af bemærkelsesværdige film fra Argentina.

The Desert Bride
Kan ses igen fredag 6/10 kl. 16:30 i Dagmar og mandag 9/10 kl. 19:00 i Gloria

Fotocredits: CPH:PIX

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové, Emilie Kellberg, Sebastian Cordes

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.
Emilie Kellberg. Født 1991 i Odense. Journaliststuderende og filmfan. Bachelor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Skriver om populærkulturelle emner i et kritisk og analytisk perspektiv. Yndlingsfilm inkluderer Fight Club, Reservoir Dogs, The Bourne Supremacy, alt hvad Christopher Nolan har lavet og Skønheden og Udyret. Vil hellere sidde igennem Twilight end Avatar. Følg Emilie på Twitter for flere betragtninger om film, tv og litteratur.
Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.
MobilePay 61697914.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top