mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

Karen Hammer: Chaplins mesterværk “Byens lys” i ny smuk digitaliseret filmversion

ANMELDELSE – Gloria og Valby Kino i København har taget Chaplins stumme mesterværk fra 1931 op, og POV’s Karen Hammer kunne ikke være mere begejstret. Byens Lys er en smuk og bevægende kærlighedshistorie, der samtidig ikke sparer på latter og slapsticks. Så skynd jer at fortælle alle jeres venner om denne enestående biografoplevelse, lyder anmelderens ivrige opfordring.

I januar 1931 fik Chaplins 75. film og fjerde spillefilm i fuld længde City Lights – på dansk Byens Lys – premiere. Den var, som alle Chaplins tidligere, en stumfilm. I Hollywood blæste der ellers nye vinde. I 1927 havde Al Johnsons præstation i The Jazz Singer overbevist næsten alle om, at talefilmen var fremtiden. I 1928 producerede Hollywoods studier 220 stumfilm og kun 33 talefilm, men allerede året efter var tallene 38 stumfilm kontra 216 talefilm.

Chaplin troede imidlertid ikke på talefilmen og byggede i 1930 for mange millioner dollars et nyt stumfilmsstudie i San Fernando Valley med henblik på at producere to egne stumfilm om året og fem spillefilm for andre instruktører. Han havde sit eget firma, United Artists, og kunne gøre, som han havde lyst til. Ingen andre – bortset fra Erich von Stroheim, hvis kreativitet allerede var blevet ”myrdet” med beskæringen af Greed og beslaglæggelsen af Gloria Swanson dramaet Queen Kelly fra 1929 – brugte så lang tid på en produktion.

D.W. Griffith, Mary Pickford, Charlie Chaplin (siddende) and Douglas Fairbanks ved underskrivelsen af kontrakten, der etablerede selskabet United Artists i 1919. Foto: Wikimedia Commons.

Chaplin udtalte i 1930: ”Jeg vil aldrig tale i en film. Jeg hader talefilm og vil aldrig producere talende billeder. Den amerikanske industri er transformeret. Så meget desto bedre eller værre, det efterlader mig ligeglad. Jeg kan ikke forestille mig mine film som andet end stumme. Min skygge fremtræder på skærmen som i en drøm, og drømme taler ikke. Kunstnere som Will Rogers, Bebe Daniels, Gloria Swanson, Bessie Love er interesserede i at fortolke talende film, fordi de derigennem er i stand til at præsentere det maksimale af deres talent. Men de er skuespillere; for mit vedkommende er jeg mimiker, og alle nuancerne af min kunst ville blive destrueret, hvis jeg akkompagnerede dem med ord eller lydeffekter.”

Et sørgeligt mesterværk

Chaplins tidlige mesterværk The Kid fra 1921 med den uovertrufne Jackie Coogan i titelrollen var produceret af First National, der ønskede at beskære den temmelig lange kortfilm. Chaplin var midt i en skilsmisse fra sin første kone Mildred, og hendes sagførere var ude efter ham og filmen. Han flygtede derfor med materialet fra Los Angeles til Salt Lake City og klippede den færdig der. Optagelserne tog næsten et år, men resultatet er uforglemmeligt. Først igen med Byens Lys rammes vi – publikum – af tilsvarende stærke følelser.

I årevis var det umuligt at se denne film, for Chaplin sad tungt på rettighederne og havde for smertelige minder

Under produktionen af The Kid traf Chaplin den 12-årige Lita Grey, der nogle år senere under optagelserne til The Gold Rush (1925) blev hans anden kone og fødte ham to sønner, før hun gjorde postproduktionen af The Circus (1928) til et regulært mareridt. Atter måtte han flygte med sine filmruller, da Lita Greys sagførere anså den ufærdige film som en del af boet. Optagelserne var ramt af adskillige uheld: Dekorationerne brændte ned, cirkusvognene blev stjålet, og Chaplin fik et nervesammenbrud på grund af Lita Greys åbne angreb på ham for pædofili og mishandling.

Man kan ud fra filmen se, at denne tid har været et helvede; især i scenen hvor Chaplin som en vagabond-klovn forsøger at balancere på line oppe under teltkuplen, samtidig med at tre agressive aber prøver at flå bukserne af ham. Ingen i denne film ud over Chaplin er morsomme, og pointen er, at han som klovnen ikke aner, at han er morsom. Han forsøger bare at overleve og flygter konstant for politi, cirkusdirektør eller andre.

The Circus er også et mesterværk, men et meget sørgeligt et af slagsen – en meget atypisk Chaplin-film med en hjertevarm, ulykkelig forelsket vagabond. I årevis var det umuligt at se denne film, for Chaplin sad tungt på rettighederne og havde for smertelige minder. Da danske Peter Refn engang i 60’erne ville tage The Circus op i sin biograf Camera på Sønder Boulevard, nedlagde Chaplin forbud, og jeg måtte derfor vente endnu 10 år på at få den at se.

I 1971 komponerede Chaplin en sang Swing Little Girl til filmen. Med sin gamle sprøde stemme synger han den selv som en kommentar til den unge trapez-piges trætte indsats i filmens start. Mine tre favorit-Chaplin-film er disse ovennævnte to og Byens Lys, der for øvrigt også var Chaplins favorit og nu får dansk repremiere (derefter må det vist være på tide også at give The Circus en repremiere!).

Perfektionisten Charlie Chaplin

Byens Lys foregår i 1929. Overklassen fester på livet løs, mens de fattige hutler sig igennem livet. Vores elskelige lille vagabond trasker omkring i byens rigt oplyste gader uden mål og med. Gadedrengene driller ham for hans lasede tøj, mens han i et forsøg på at bevare sin værdighed sagtmodigt bebrejder dem deres opførsel.

Filmen starter pompøst: Borgmestrene og andre borgere fra det højere samfundslag er samlet for at afsløre en ny statue for Fred og Fremgang. Der holdes taler; ordene er uforståelige, bizarre lyde (husk på, at dette ikke er en talefilm). Orkestret spiller løs, og da lagenet falder, afslører det mere end bare statuen, for deroppe i Fremtidens skød sover vagabonden sødeligt.

I den almindelige forvirring lykkes det for vagabonden via statuens hånd at række næse ad de forsamlede, samtidig med at en krigers sværd spidder hans buksebag.

Senere inde i byen ser vi ham i intens beundring af en bronzestatuette af en nøgen kvinde. Hun står i en kunstforretning, bag ham uden for vinduet farter moderne biler af sted, og nede på fortovet kører en arbejdslift op og ned, som vagabonden med kendermine træder frem og tilbage på. Vi sidder med livet i hænderne, for han kan når som helst styrte ned. Denne vellykkede scene er et eksempel på Chaplins utrolige perfektionisme; det siges, at det tog 73 optagelser, før han var tilfreds.

I nedenstående video er det muligt at få et unikt indblik i, hvordan Chaplin instruerede Byens Lys.

Den blinde blomsterpige

I et forsøg på at undgå en motorcykelbetjent smutter vagabonden tværs igennem en luksusbil. På fortovet på den modsatte side sidder en blomsterpige med en stor kurv med roser. Hun tror, at han er en rigmand og rækker en blomst frem mod ham. Forvirret stopper han op, blomsten falder til jorden, han samler den op. Han er irriteret og forvirret, men forstår så, at hun er blind. Hun sætter en blomst i hans knaphul, og han giver hende en mønt.

Vagabonden øser sine følelser og megen ømhed ud over den blinde pige, og han gør sit bedste for at spille rig og hjælpsom

Rigmanden i luksusbilen kører så væk, hvilket får blomsterpigen til at sige: ”Vent, De skal have penge tilbage!” Vagabonden forstår misforståelsen og lister forsigtigt væk.

Denne simple sekvens var et langvarigt problem for Chaplin; hvorfor troede den blinde blomsterpige, at vagabonden var en rigmand? Pigen ser drømmende ud i luften, også vagabonden er blevet forelsket. Hun bor fattigt sammen med sin bedstemor og drømmer om kærligheden.

Handlingen kommer rigtigt i gang med masser af falden-på-halen-komik, da vagabonden redder den berusede millionær, der agter at drukne sig. Han medbringer en stor sten og et tov i sin kuffert. Harry Myers har her en meget krævende rolle. På skift er han overvældende kærlig og mundkyssende – og gnaven og uforskammet. Når han er beruset, er vagabonden ”min ven for livet”, når han er ædru, aner han ikke, hvem vagabonden er, og jager ham bort.

Millionæren tager ham med på en fin restaurant, hvilket giver Chaplin mulighed for at glimre med mange af sine kendte glansnumre. Millionæren forærer vagabonden sin Rolls-Royce, hvilket overbeviser pigen om hans rigdom. ”Han må være rig”, siger bedstemor. ”Ja”, svarer pigen, ”men han er mere end det”. Vagabonden øser sine følelser og megen ømhed ud over den blinde pige, og han gør sit bedste for at spille rig og hjælpsom, da tiderne bliver sværere, og millionæren er rejst på Europa-krydstogt.

I stedet forsøger vagabonden at slå modstanderen ud ved at springe med hovedet først lige ind i hans mave

Han tager arbejde som gadefejer og prøver lykken som bokser, da det bliver nødvendigt at skaffe 22 dollars for at forhindre, at værten smidder blomsterpigen og bedstemor på gaden. Boksekampen giver muligheder for fornem slapstick-komik, men selvfølgelig taber han kampen og modtager ikke en øre. Millionæren vender hjem og giver ham 1000 dollars til en øjenoperation. Indbrudstyve blander sig, og politiet og den hovne butler anklager vagabonden for røveri. Det lykkes ham at smutte og aflevere pengene til pigen. Hun knuger taknemmeligt hans hænder. Han kysser hendes hånd. Her øses et righoldigt kropssprog og mimen, men hun forstår, at han må rejse væk for en tid. Vi tror på deres kærlighed.

En livsbekræftende film af en genial filmskaber

Jeg glæder mig over de mange kendte jokes i filmen og imponeres over, at Chaplin vælger ikke at bruge det klassiske nummer med bananskralden: Vagabonden går hen ad gaden spisende en banan. Han smider ikke skralden, og ingen falder. Ligeså har vi i hans kortfilm set nummeret med hesteskoen i boksehandsken, men i Byens Lys kysser han hesteskoen for at få held, og lader den derefter ligge på bordet. I stedet forsøger han at slå modstanderen ud ved at springe med hovedet først lige ind i hans mave.

Chaplin har ret: Han er mimiker. Hans kropssprog er imponerende, selvom det føles lidt underligt, at han her i Byens Lys bruger sit righoldige repertoire i samspillet med pigen, der er blind. Hans lille vagabond er i denne smukke, livsbekræftende film et dejligt menneske, der satser alt på at redde sin blinde kærlighed og sågar går uskyldig i fængsel. Han kender reglerne – når millionæren har glemt, at han har givet ham penge, vil ingen tro på hans ord, for i dette samfund hersker overklassen.

Byens Lys har en meget smuk kærlighedshistorie og er samtidig fyldt med latter og slapsticks

Efter ni måneder i fængsel trasker han atter rundt på de store gader, drilles atter af avisdrengene, mens han prøver at bevare sin værdighed. Pludselig ser han pigen inde i en fin blomsterbutik. Han stirrer og smiler. Hun ler til sin assistent: ”Jeg har vist fået en beundrer”. Hun tager en blomst og forsøger at lokke staklen ham med en mønt. Han forstår, at hun ikke genkender ham og prøver at flygte. Hun standser ham og får ham til at tage imod blomsten. Da hun derefter trykker mønten i hans hånd, forstår hun pludselig. Han smiler usikkert.

”Dig?” spørger hun. Han nikker. ”Du kan se nu?” vil han vide. Hun tager hans hånd og trykker den til sidst bryst. ”Ja, jeg kan se nu.”

Denne scene er stærkt bevægende, hver gang man ser den – ikke mindst på grund af ordenes raffinerede dobbelte betydning.

Byens Lys har en meget smuk kærlighedshistorie og er samtidig fyldt med latter og slapsticks. Denne film har ikke haft en traumatisk optagelsesperiode. Det er anderledes glad og poetisk. Man kan se den om og om igen og hver gang finde nye små pudsigheder. Millionæren er for eksempel rystet over en morgen at finde vagabonden sovende i sin dobbeltseng – måske har han mistanke om homoseksualitet? Ligeså ved millionærens overdådige og meget larmende fest sluger vagabonden en lille fløjte, samtidig med at han har hikke. Det er meget generende for en syngende tenor og for en taxachauffør, men tilkalder til gengæld mange glade hunde. Der er mange eksempler, og de skal findes og nydes ved gentagne visninger af filmen.

Chaplin var en genial filmskaber. Han var en af filmhistoriens største instruktører. Adskillige af hans film er på min top 20-liste. Gloria og Valby Kino i København har taget dette mesterværk op, som desuden kan ses i Odense, Aarhus og Kolding. Så skynd jer at fortælle alle jeres venner om denne enestående chance.

Hovedfoto: Kino.dk
Redigeret af Emilie Kellberg

Kategorier