Rejsebrev: Sarajevo er overvældende på godt og ondt

af

Lotte Ladegaard har besøgt Sarajevo for første gang, siden hun var på arbejde for Red Barnet i det krigshærgede Bosnien-Hercegovina i foråret 1996. Hovedstaden var og er overvældende på godt og ondt, men klart et besøg værd på grund af sin skønhed, sin historie og ikke mindst sine gæstfrie indbyggere, skriver hun.

Der er intet i Sarajevo, der er simpelt og utvetydigt. Her er øst og vest. Ekskommunisme og kapitalisme. Kristendom og resterne af det østrig-ungarske dobbeltmonarki samt osmannerriget og islam. Krig og fred og en forunderlig masse livsvilje og skønhed midt i forfaldet.

Jeg besøgte Sarajevo og flere andre områder af Bosnien-Hercegovina første gang i april 1996 få måneder efter, at den sidste snigskytte havde forladt bjergene ved Sarajevo. Cirka 100.000 var døde i hele landet, mens godt to millioner var drevet på flugt.

Nationalbiblioteket 1996. Foto: Lotte Ladegaard

Dengang var jeg på job for Red Barnet. Jeg græd over ødelæggelserne og den massive konfrontation med død og helvede hele vejen til lufthavnen i Split i Kroatien. Lufthavnen i Sarajevo var bogstaveligt talt skudt ud af facon.

Nationalbiblioteket 1996. Foto: Lotte Ladegaard

Jeg græd også, da jeg nogle få dage forinden stod midt i de forkullede ruiner af Nationalbiblioteket, som serberne havde brændt af sammen med cirka to millioner bøger. Siden besluttede jeg, at når nationalbiblioteket var genopbygget, ville jeg vende tilbage til byen, der i dag huser omkring 440.000 af landets befolkning på knap fire millioner.

Et nationalbibliotek uden bøger

Nationalbiblioteket er genopbygget nu, og jeg har netop genset det sammen med en veninde – men der er ingen bøger.

”I krig går modstanderen altid efter kulturarven”, siger Senad Hujic, der blandt andet sælger musik og bøger i Sarajevos gamle basar. Hele den bosniske musikarv gik også op i flammer. ”Vi havde vores eget pladeselskab ude i nærheden af lufthavnen. Dengang lagrede vi musik på bånd. De smeltede og brændte alle sammen”, fortæller Senad Hujic.

Ironisk nok produceres al bosnisk musik i dag i Kroatien, som i sin tid også deltog i krigen mod de bosniske muslimer. ”Nogle mennesker forsøgte faktisk at redde bøgerne ud af det brændende nationalbibliotek. Jeg ville gerne vide, hvem det var, der risikerede deres liv for bøgerne”, siger han.

Det genopbyggede Nationalbibliotek – uden bøger. Bygningen ses udefra midt i foto i toppen af artiklen. Foto: Lotte Ladegaard

Dengang, i april 1996, havde nogen lavet en udstilling for fred i ruinerne af nationalbiblioteket. I dag er der en fotoudstilling om blandt andet prostituerede i Bangladesh. Da jeg stod midt i det nymalede bibliotek i lørdags, tænkte jeg, at det er imponerende, at bosnierne har overskud til at forholde sig til andre menneskers elendighed.

Bosnierne gør grin med alt

Bosnien-Hercegovinas hovedstad ligger i en grøn gryde af bjerge, hvor serberne så bekvemt kunne ligge på toppen og fyre løs på alt, hvad der rørte sig nede i Sarajevo fra 1992 til begyndelsen af 1996.

Mindst 12.000 mennesker mistede livet under belejringen af byen. Belejringen fortsatte faktisk et par måneder efter Dayton Aftalen, der skulle sikre fred i Eksjugoslavien og også har gjort det indtil videre. Lige på den anden side af bjergene mod øst og syd ligger Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien-Hercegovina. De serbiske indbyggere ønsker stadig fuld serbisk selvstændighed.

Da jeg stod midt i det nymalede bibliotek i lørdags, tænkte jeg, at det er imponerende, at bosnierne har overskud til at forholde sig til andre menneskers elendighed

Mange af indbyggerne i Sarajevo tror heller ikke helt på, at freden varer ved. Det griner de lidt af. Hverken krig eller kommunisme har formået at gøre det af med en ekstrem humor, livslyst og åbenhed. Som en kvinde siger det i en dokumentarfilm om belejringen af Sarajevo: ”Vi gør grin med alt”.

I samme film fortæller en ung mand om, hvordan han er på vej til frontlinjen for at kæmpe, men ”kun et par dage, for jeg skal nå hjem og spille til en koncert i Sarajevo.” Filmen så vi med tårer i øjnene på Galerija 11/07/95, hvor fotograf Tarik Samarah med udstillingen ”You are my witness” minder gæsterne om, at vi alle er vidner til, hvad der er sket i Bosnien-Hercegovina.

Krig fylder meget

Krig fylder meget i Sarajevo. Første Verdenskrig blev skudt i gang, da Gavrilo Princip, en bosnisk-serbisk nationalist, i 1914 dræbte den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand midt i Sarajevo. Det Jugoslavien, som general Josip Broz ”Tito” oprettede i 1945, skulle skabe fred i området efter Anden Verdenskrig. Freden holdt knap en halv snes år efter Titos død i 1980.

Jeg skal kun et par dage til fronten, for jeg skal nå hjem og spille til en koncert i Sarajevo

Bosnien-Hercegovina står stadig i skyggen af krigen. Landet er reelt delt op i to enheder: En del for bosniske muslimer og en del for bosniske serbere. Der er kun meget lidt indbyrdes kontakt mellem de etniske grupper. Det betyder for eksempel, at flygtninge fra den anden side ikke kan eller tør vende hjem.

Vores Airbnb-værtinde, Belma Halimic, arbejder i en lokal organisation, Mikra, der yder mikro-kreditter til fattige kvinder. Noget jeg ellers kun kender fra udviklingslande i Asien og Afrika. Mikro-kreditter er for mennesker, der gerne vil investere i en lille virksomhed eller dyrehold, for eksempel, men som er for fattige til at kunne opnå et banklån.

”Vi låner især ud til enker. Dem er der mange af. Ikke mindst fra Srebrenica”, siger Belma Halimic. Det var i Srebrenica, at omkring 8000 bosniske muslimske drenge og mænd 11. juli 1995 blev slået ihjel af den bosnisk-serbiske hær anført af general og hærchef Ratko Mladić. Formentlig den største massakre på mennesker i Europa siden Anden Verdenskrig.

Mange bor stadig i flygtningelejre

En kvinde, der arbejder i receptionen på Galerija 11/07/95, fortæller, at Srebrenica i dag stadig er næsten tømt for bosniske muslimer. En del af de mange kvinder og piger, der formåede at flygte dengang i sommeren 1995, bor stadig i flygtningelejre, som dem jeg besøgte i 1996: Nedlagte skoler og hospitaler med køjesenge og intet andet. ”Meget få bosniske muslimer er vendt hjem til Srebrenica, fordi byen ligger i det, der nu er den serbiske del af Bosnien-Hercegovina,” forklarer hun.

Helt nyt butikscenter har erstattet ruinerne efter krigen. Foto: Lotte Ladegaard
Sarajevo i april 1996. Foto: Lotte Ladegaard

Ældre kvinder udgør langt overvægten af Sarajevos mange tiggere. Vi møder dem uden for de nye, moderne glasklædte butikscentre, der står side om side med genopbyggede højhuse.

Ved Hotel Holiday Inn, der også var i en slem forfatning efter krigen, og ved de standardiserede, brune og grå kommunistiske boligblokke, der står sårede tilbage med ar efter skud.

Der er også tiggere ved det økologiske marked, i den smukke, gamle basar og ved byens mange synagoger, kirker og moskeer. Muslimer udgør cirka 45 procent af befolkningen i Bosnien-Hercegovina. Resten af befolkningen er serbisk ortodokse og romersk-katolske kristne, mens nogle få er protestanter og jøder.

Brugskunst og designertøj til hunde

I udkanten af Baščaršija. Foto: Lotte Ladegaard

Mens der kaldes til bøn, og kirkeklokkerne bimler, hænger bosnierne ud med grillede cevapi-pølser, kolde øl, bosnisk kaffe og kage i den gamle basar Baščaršija. Basaren føles næsten intim med sine træhuse og smalle gyder, som er fulde af souvenirs, men få turister. Her er også brugskunst i gamle og nye afskygninger, inklusive abstrakte smykker produceret af kunststuderende, håndskårne skærebrætter og designertøj til hunde. Langt de fleste af byens yngre kvindelige indbyggere vandrer rundt på høje hæle, i stramme bukser og uden tørklæde.

En bod på det økologiske marked. Foto: Lotte Ladegaard

Der findes gode italienske restauranter og cafeer, hvis man leder lidt. Samt vinbarer, som sælger fremragende lokal vin, der aldrig når det danske marked. Der er dog ikke mange rigtige restauranter i byen. Formentlig fordi købekraften stadig er lille. Bosnien-Hercegovina har været gennem en lang overgangsfase til markedsøkonomi. Der er omfattende korruption og dårlige sociale forhold. Omkring hver femte lever under fattigdomsgrænsen, og arbejdsløsheden er på over 40 procent.

Sarajevo. Det er gravsten, der ses i bunden af billedet. Byen er fuld af gravsteder. Foto: Lotte Ladegaard

Problemer er der i det hele taget stadig nok af. Vandforsyning, for eksempel. ”70 procent af vandet forsvinder, inden det når hanerne i det centrale Sarajevo”, forklarer vores Airbnb-værtinde Belma Halimic, efter jeg havde tilbragt en hel dag godt sæbet ind, fordi vandet forsvandt, mens jeg var i bad. ”Lækkende vandrør er et gammelt problem, som opstod længe før krigen. Nu har vores regering lånt nogle penge, og den er vist gået i gang med at forny vandrørene”, siger hun.

Belma Halimic taler flydende engelsk som en af få, vi møder. Men alle forsøger, mens de undskylder. Mange vil naturligvis gerne sælge deres varer, men ikke kun det. De vil også gerne tale. Alle taler om ”den politiske usikkerhed.” En ældre herre, som selv var ved fronten i 1990’erne, og som vi mødte på et økologisk marked midt i byen, gav et godt råd: ”Nyd byen nu, for næste år er her krig igen”.

Topfoto: Lotte Ladegaard

Jeg modtager ikke honorar, når jeg blogger for POV International. Hvis du vil støtte mig i at skrive mere, kan du sende et beløb via Mobile Pay til 27 30 17 89.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Lotte Ladegaard

Lotte Ladegaard
Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget konsulentfirma Development Close-up. Jeg skriver også projektansøgninger og hjælper organisationer med at dokumentere deres metoder, erfaringer og den udvikling, de er med til at skabe.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus i 1993 og har været selvstændig konsulent og freelance-journalist siden 1999. Ind i mellem har jeg dog haft længere kontrakter og enkelte fastansættelser. Jeg har blandt andet været teknisk rådgiver og kommunikationskonsulent på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009), teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004), selvstændig freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005), journalist hos Red Barnet i København (1995-1999) og journalist på Ritzau (1993-1995).
I dag bor jeg i Vanløse, København, men jeg er altid lykkelig, når arbejdsopgaver sender mig til Rwanda, Somaliland og Somalia, Etiopien, DR Congo, Zanzibar, Bangladesh, Cambodja, Indien, Sri Lanka – eller for den sags skyld til Mors og Lolland, som en opgave gjorde det for nylig.
Jeg kan kontaktes på www.lotteladegaard.dk, og du kan honorere min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.
Foto: Kim Dang Trong.

Seneste indlæg fra

Gå til Top