Certain Women løber over af empati

af

Frederik Bojer Bové har uden forbehold seks stjerner til Kelly Reichardts Certain Women, som han spår vil blive en forårets største filmoplevelser. Filmen er præget en uhørt detaljerigdom, hvor man til tider nærmest drukner i empati, og skuespillet er så forrygende, at den sagtens kan ses flere gange.

Original titel: Certain Women
Genre: Drama
Premiere: 2. marts 2017
Instruktør: Kelly Reichardt

Kære læser. Jeg må være ærlig og indrømme, at denne gang har jeg snydt lidt. Jeg har set Kelly Reichardts Certain Women to gange, først på sidste års CPH:PIX og nu til pressevisning i Cinemateket. Og hvor jeg efter den første visning var glad men ikke overvældet og nok havde givet den 4,5 stjerner og så rundet ned eller op alt efter humøret, så efterlod den anden visning mig forbløffet.

Jeg tror, jeg i første omgang var uengageret i de minimalistiske plots. Certain Women består af tre små fortællinger, løst bundet sammen, om kvinder i Montana. Især den midterste del, om et ægtepar der køber sandsten, har ikke voldsomt meget kød, men også de mere dramatiske første og tredje del skrider frem uden de helt store overraskelser.

En film præget en uhørt detaljerigdom, hvor man til tider nærmest drukner i empati.

Men netop fordi jeg nu vidste, hvor plottet ville hen – og ikke ville hen – kunne jeg abstrahere fra det, og lade mig synke ind i en film præget en uhørt detaljerigdom, hvor man til tider nærmest drukner i empati.

Skuespillet er forrygende

Der er skuespillet. Laura Dern, Michelle Williams, Kristen Stewart og Lily Gladstone spiller kvinderne, og omkring dem ses mænd spillet af Jared Harris og James Le Gros. Hvis ikke du ved, hvem James Le Gros er, så skal du google ham; han dukker op et par gange. Og hvis ikke du ved, hvem Lily Gladstone er, så er dette også hendes første større rolle, og hun er efter manges mening blevet snydt for en Oscar-nominering.

Skuespillet er forrygende. Dels fordi skuespillerne alle som en er rutinerede og dygtige, men også fordi Reichardts film fokuserer så meget på ansigter og bevægelser. Når Michelle Williams f.eks. tager sin cigaret, begraver den i jorden og putter et tyggegummi i munden, inden hun tager hjem til mand og datter, så fortæller det alt om, hvor stresset hun føler sig, og hvor lidt hendes familie skal vide om det.

Til helvede med Suicide Squad, den elendige vinder af hår- og makeup-prisen. Med Certain Women har jeg brugt de sidste dage på at komme til bunds, i hvorfor i alverden Kristen Stewarts karakter har den frisure hun har. Og har det gammeldags tøj, som hun har.

For udover skuespillet, er det den måde, hele denne films verden er skruet sammen på. At Certain Women ikke fik en eneste Oscar-nominering var måske ikke nogen overraskelse, men få film fra sidste år havde så stor kunstnerisk brug af eksempelvis lyd, kostumer, hår og makeup. Til helvede med Suicide Squad, den elendige vinder af hår- og makeup-prisen. Med Certain Women har jeg brugt de sidste dage på at komme til bunds, i hvorfor i alverden Kristen Stewarts karakter har den frisure hun har. Og har det gammeldags tøj, som hun har.

MERE POV
Vredens druer

Fordybelsen

Kristen Stewart spiller Elizabeth Travis, en ung nyuddannet jurist, som tager et job som underviser i skolelovgivning i en lille by fire timers rejsetid fra, hvor hun bor. Her bliver en ung kvindelig rancharbejder, spillet af Lily Gladstone, dybt fascineret af hende. Og hvem ville ikke blive det? Stewarts karakter er evigt fascinerende. I mit hoved går hun i den slags kjoler og striktrøjer, fordi hun for nylig har skiftet stil; jeg tror, hun var meget mere outreret i universitetet, og har indset hun ikke kan få noget job på den måde, men samtidig ikke kan få sig selv til at gå i business-tøj. Der er noget med den måde, hendes hår er klippet kort, men så heller ikke så kort, og den måde hun lader det blæse i vinden. Den slags fordybelse kan man gøre med samtlige karakterer, for hvis plottet ikke er så tykt, så er der så meget mere at fokusere på.

Kelly Reichardt er en af USAs store egnsfilmskabere, sammen med folk som Alexander Payne og Kenneth Lonergan, hvis Manchester-by-the-Sea så til gengæld skaffede Michelle Williams en Oscar-nominering i år. At Reichardt overhovedet laver film i Montana er noget nyt; de plejer som regel at foregå i Oregon. Hun blev kendt for sin minimalistiske stil i film som Old Joy, om to venner der vandrer i skoven, og Wendy & Lucy, om en kvindelig vandrer, der mister sin hund.

De tre historier … har kerne og nerve, som vi kender fra for eksempel Naja Marie Aidt.

Hendes to seneste film, Meek’s Cutoff og Night Moves, var forsøg på at minimalisere genrefilmen, henholdsvis western og thriller, men hvor tanken nok var, at lade minimalismen løfte genrefilmen op på et højere niveau, så trak genreelementerne i stedet minimalismen ned.

Hvor hendes første film næsten var for billige, og hendes to seneste film næsten for dyre, så finder Certain Women den perfekte balancegang. De tre historier gør, at ingen af de små plots trækker i langdrag, og baseret som de er på noveller af Maile Meloy – søster til Colin Meloy fra bandet The Decemberists, hvis der skulle være nogen, som kan huske dem – så har de små historier kerne og nerve, som vi kender fra for eksempel Naja Marie Aidt.

En film der løber over af empati

Det er nok heller ikke tilfældigt at instruktør og forfatter er kvinder. Det er ofte film af kvinder, der på denne måde løber over af empati, og det er i dette tilfælde også en film, der netop har empati som et tema. Kvinderne i filmen er nødt til at lave så meget mere emotionelt arbejde end de tilsvarende mænd: Laura Derns advokat må trøste, huske, holde styr på samtlige mænd omkring hende, og konstant se folk stille spørgsmålstegn ved hendes juridiske evner, uden at mændene ser ud som om, de ved, hvad de gør.

MERE POV
Nu kommer Marco Rubio – Hillary Clintons værste mareridt

Michelle Williams er tvunget til at holde sammen på familien – og se stærk ud mens hun gør det – mens hendes mand kan tillade sig at anlægge et filtret fuldskæg – åh, der er så meget historie i det fuldskæg, det alene har fortjent en nominering – og synke afslappet ned i hver eneste sofa, han kommer i nærheden af. Alligevel går folk stadig ud fra, at det er ham, der gør alt i parforholdet.

Det er måske lidt tidligt at spå om, men jeg er sikker på, at Certain Women vil blive en forårets største filmoplevelser.

Det er måske lidt tidligt at spå om, men jeg er sikker på, at Certain Women vil blive en forårets største filmoplevelser. Men, kære læser, jeg må jo som nævnt indrømme, at jeg måtte se den to gange, før den satte sig fast, og det kan jeg jo ikke forlange af dig. Da især ikke eftersom den kun går i Cinemateket i en begrænset periode. Men, hvis det er umuligt for den enkelte seer at få det hele med i første forsøg – og jeg glæder mig allerede til at se den en tredje gang – så behøver det jo ikke kun at betyde, man skal se den to gange. Man kunne også samle nogle venner og veninder, se den sammen og diskutere indtryk og tolkninger.

Hvem er den største idiot, Jared Harris’ eller James Le Gros’ figurer? Hvorfor i alverden skriver Elizabeth Travis først sit fulde navn på tavlen, men ændrer det senere til Beth? Hvem har dog lavet den unge rancharbejders fantastiske strikhue, hendes mor? Og hvor er hendes familie henne?

Der er så meget mere at komme efter i den her film. Det er en af dem, der sidder fast i lang tid.

Hovedfoto: IFC Films.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Kysset af Folkemødet

”Der fnyses, klappes, hujes, noteres og sendes blikke, som overværede vi en
Gå til Top