mm

Nanna Katrine Lund

Nanna Katrine Lund (1969) er cand.mag. Hun har arbejdet i bogbranchen siden 1994 og var redaktør på Gyldendal Skønlitteratur fra 2002 til 2013. Siden 2013 har hun arbejdet som selvstændig redaktør og oversætter. Hun er indehaver af Nanna Lund Books. Nanna Katrine Lund bor i Brønshøj.

Se alle skribentens artikler

Om burkaer, cykler og frihedsrettighedernes fald

YTRINGSFRIHED – Hvad ville Voltaire have sagt til hende den tildækkede kvinde i Mjølnerparken? ”Jeg er dybt uenig i din burka eller niqab eller hvad fuck I kalder det, faktisk fatter jeg ikke, at du går i den, men jeg vil kæmpe for din ret til at gøre det”. Nanna Katrine Lund betragter ethvert doktrinært påbud om tildækning af kvinder som skadeligt, men hvis vi forbyder burkaen, havner vi i et uløseligt dilemma i forhold til forbrydelse og straf og frihedsrettigheder, siger hun. Derfor er hun også modstander af et forbud.

Burkaforbudsdebatten buldrer stadig løs. For mig begyndte den en dag sidste efterår, hvor jeg holdt for rødt på min cykel lige ved Nørrebro Station – derude i København hvor Nørrebro bliver til Nordvest. To kvinder i niqab uddelte flyers om en demo på Den Røde Plads ”mod den undertrykkelse og tvang, politikerne fra Christiansborg forsøger at tvinge ned over kvinders påklædning”, som der stod.

Jeg havde lyst til at gå med – Voltaire, I ved – samtidig med at alt i mig protesterede over ideen om den tildækkede kvinde. Uanset om det skyldes mit ”danske frisind”, min opvækst i 70’erne eller mit ligestillingspolitiske engagement, kan jeg ikke finde den mindste snert af sympati for noget, der i den grad stinker af undertrykkelse.

For den sags skyld er jeg heller ikke vild med det almindelige tørklæde, hijaben; jeg betragter ethvert doktrinært påbud om tildækning af kvinden som skadeligt, hvem der end er afsender. Fordi forbuddet udtrykker ideen om, at ”kvinden” som sådan først og fremmest – eller ligefrem udelukkende – er krop og ikke individ, en nyttegenstand med et formål og derudover værdiløs.

Desuden er den der burka vildt upraktisk at cykle i, kan jeg forestille mig.

En værdipolitisk kampplads

Kvinder og kvinders på- og afklædning har imidlertid altid været en værdipolitisk kampplads. Burkaforbuddet er en ny variant herhjemme. Burka og niqab erklæres ”udanske” og kvindefjendske, og derfor skal de forbydes. Det virker ligetil. Hvis vi mener det alvorligt med ligestillingen, bør vi ikke tillade en klædedragt, der er udtryk for decideret undertrykkelse.

Men så er der lige det med Voltaire. Og Grundloven. Og de frihedsrettigheder, vi betragter som afgørende for vores liberale demokrati. Og vi kan vende og dreje og spinne spørgsmålet på alle de måder, vi kan finde på; det ændrer ikke ved, at vi, hvis vi forbyder burkaen, havner i et uløseligt dilemma i forhold til forbrydelse og straf og frihedsrettigheder.

Så de må opfinde en grund til at indskrænke de burkaklædtes frihedsrettigheder – og gerne på en måde så jeg som dansker kan få lov at gå op og ned ad Strøget med et villatelt over hovedet, mens kvinden i burkaen får en bøde

Hvis kvinden ikke har valgt det – hvis nogen har tvunget hende til det – ja, så har vi allerede lovgivning, der kan bruges til at straffe den, der tvinger hende. Hvis vi straffer hende alligevel, begår vi ikke bare en, men to absurditeter: Vi straffer offeret for en forbrydelse, ikke forbryderen. Og vi tiltager os som samfund den samme ”ret” til at bestemme over hende, som vi antager, at for eksempel hendes mand eller hendes imam udøver.

Hvis kvinden selv har valgt tildækningen, uanset hvor fremmed man står over for det valg, så forgriber man sig på hendes frihedsrettigheder, hvis man tvinger hende til at tage den af. Hun har lov at klæde sig, som hun selv vælger at klæde sig. Ligesom jeg har lov at klæde mig, som jeg vil.

Politikerne ved udmærket, at det er sådan fat. De ved godt, at de fleste burkabærere herhjemme (de er i forvejen få), gør det, fordi de selv vil. Det ved de for eksempel fra denne rapport.

De ved også, at det er uhyre vanskeligt at gå efter formodede ”bagmænd”, som tilsyneladende ikke rigtig findes. Derfor må de opfinde en grund til at indskrænke de burkaklædtes frihedsrettigheder – og gerne på en måde, så jeg som dansker kan få lov at gå op og ned ad Strøget med et villatelt over hovedet, mens kvinden i burkaen får en bøde.

De grundlovssikrede frihedsrettigheder

Problemet er bare … Grundloven. Vi har både tros- og ytringsfrihed, og det er der en grund til. Vi står vagt om de grundlovssikrede rettigheder, vi hylder dem. Det dur ikke at forbyde burkaen som udtryk for en undertrykkende religion, for alle har ret til at tro på, hvad de vil.

Det har Justitsministeriets jurister slået fast, og det er derfor, man er nødt til at kalde tiltaget for et ”maskeringsforbud”. DF har forsøgt med det, partiet uden tvivl mener er en smart kattelem: De henviser til Grundlovens § 67, der begrænser den personlige frihed i det omfang, at ”intet [må] læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Men er burkaen et usædeligt stykke tøj? Det er egentlig et ganske spændende argument, men jeg tror, de får svært ved at køre den hjem. Jeg lader det stå.

Vi føler os simpelthen provokerede af den satans burka. Det gør jeg jo også selv. Vi ser burkaen som en slags lang, sort, heldækkende fuckfinger til os, vores demokrati, vores ligestilling og frisind. Som en ytring rettet direkte mod alt det, vi sætter højt

Er det så det med den offentlige orden? Ikke evident eftersom der, så vidt jeg ved, ikke ligefrem opstår optøjer på gader og stræder, når en burkaklædt kvinde viser sig. Og de burkaklædte selv optræder yderst fredeligt. Opviglere kan man ikke kalde dem.

Men de har fat i noget med § 67. Provokationen.

Vi føler os simpelthen provokerede af den satans burka. Det gør jeg jo også selv. Vi ser burkaen som en slags lang, sort, heldækkende fuckfinger til os, vores demokrati, vores ligestilling og frisind. Som en ytring rettet direkte mod alt det, vi sætter højt.

Foto: https://muslimclothingandfreedomofexpression.wordpress.com/

Tøjvalg er ytringer og de skal være frie

Tøj er ytringer, og sommetider er de politiske eller ideologiske. En pussyhat, for eksempel. Andre gange iklæder man sig en enkel, letforståelig og neutral besked til omverdenen – et sørgebind. Og for det meste er det udtryk for en kulturel norm, en mere vag ytring, men ikke desto mindre et fingerpeg.

Hvad er burkaen? Er den ligesom dengang i 1980’erne, hvor man godt vidste, hvad naboens dreng, der havde stukket en sikkerhedsnål gennem kinden, mente om samfundet? Siger kvinden i burkaen til mig, at hun vil skide på min lighed, på mit samfunds værdier? Er hun farlig for mig? Er hendes burka ligefrem undergravende?

Aner det ikke. Jeg har ikke spurgt. Så hvor skulle jeg vide det fra, og med hvilken ret tolker jeg hendes tøjvalg?

Tag for eksempel en stumpet bluse og et kort skørt på en kvinde. Hvorfor har hun klædt sig sådan? Måske er det en varm sommerdag, og hun elsker at mærke solen mod sin hud. Måske er hun horny og ude på at tiltrække en sexpartner. Eller hun kan ligge under for en bestemt norm eller visse regler, der tilsiger hende at klæde sig sådan (måske befinder hun sig i Hugh Hefners Playboy Mansion). Man kan formode det ene eller det andet ud fra konteksten, men man kan ikke vide det, før man spørger hende. #metoo, you know.

Det samme med burkaen. I en vis kontekst – i Afghanistan, f.eks. – er det yderst nærliggende at tro, at den skyldes ydre tvang. Det kan næsten ikke diskuteres, at det må forholde sig sådan. I en anden, som i antiforbudsdemoen på Den Røde Plads på Nørrebro sidste år, var det temmelig klart, at den havde et andet formål. Men en udenforstående kan ikke vide det, før man undersøger sagen.

Den undersøgelse, jeg refererede til længere oppe i teksten, har undersøgt sagen. Her lyder konklusionen: ”Brugen af ansigtsdækkende beklædning er ikke et udbredt fænomen, hverken i Danmark eller det øvrige Europa. Blandt danske muslimer er der ikke i materialet til denne rapport noget, som tyder på, at brugen er udtryk for tvang eller pres fra familie eller ægtefælle. Der er heller intet, der tyder på, at det er udtryk for en kontinuitet med traditioner i for eksempel et migrationshjemland. Snarere tyder det på, at der er tale om en beslutning, der repræsenterer et brud eller skift i kvindernes liv og religiøse orientering.”

Selv om man skulle kunne konkludere, at der faktisk er tale om falsk bevidsthed, ville det stadig, principielt set, konstituere et tvangsmæssigt overgreb fra samfundets side, hvis vi med loven i hånd erklærede de ”indoktrinerede” for umyndige i forhold til egen beklædning

Det ser altså ud, som om burkaen her i Danmark skyldes et religiøst eller identitetsmæssigt valg, som kvinden selv træffer. Vi kan sagtens blive enige om, at religionen bag eller i hvert fald de normer, der knytter sig til den, indeholder en masse patriarkalsk chauvinisme. Men her har den ene religion i øvrigt ikke meget at lade den anden høre. Læs for eksempel Korintherbrevet, kapitel 11, vers 3. Det ændrer ikke ved, at det tilsyneladende er kvindernes egen beslutning at tage burka på herhjemme.

Til demonstration

Som inkarneret ateist er jeg yderst skeptisk over for denne religiøsitet. Religion har det med at hjernevaske folk, og jeg har mistanke om, at der er en grad af falsk bevidsthed på spil her. Men jeg kan ikke konkludere det – oh, the arrogance – og bruge det som argument for min ret til at ”frisætte” de burkaklædte med et forbud uden at undersøge sagen.

Og selv om man skulle kunne konkludere, at der faktisk er tale om falsk bevidsthed (og hvordan gør man det? Det har vi meget dårlige erfaringer med fra 1970’erne), ville det stadig, principielt set, konstituere et tvangsmæssigt overgreb fra samfundets side, hvis vi med loven i hånd erklærede de ”indoktrinerede” for umyndige i forhold til egen beklædning.

Dengang i efteråret besluttede jeg at deltage i antiforbudsdemonstrationen på Den Røde Plads. Jeg var i den grad ude af min comfort zone og satte mig lidt i udkanten. Der var skilte og bannere: “Min krop, mit valg” og “Tvang er tvang”.

Jeg kom i snak med en ung pige, der delte flyers ud, hun var yderst velformuleret og sød og virkelig religiøs og gentog rapportens konklusion: at burka og niqab her i landet er kvindens eget valg, at det handler om at være ”tæt på Gud”.

Hun lyttede velvilligt til mine indvendinger, og vi blev enige om at være uenige om kvindetildækning som et udtryk for ulighed. Derefter var der taler, unge, muslimske kvinder, der var lige så kampklare og velformulerede og begavede at høre på som den første, og som uden videre havde kunnet gøre sig fint i en hvilken som helst af de millioner af demoer, jeg har været med til siden 1. maj 1975 eller deromkring.

Alle budskaberne handlede om burkaforbuddet som et eksempel på chikane og et udemokratisk tilbageskridt. Ingen handlede om et forsvar for de værdier, de fleste af os (andre) forbinder med burkaen.

Det er ikke burkaen, der er undergravende for vores liberale demokrati og vores frihedsrettigheder. Det er forbuddet.

Det var en sært svimmel oplevelse af deltage i en demo for noget, man aldrig i livet selv kunne finde på at have i klædeskabet. Og det var pudsigt at se, hvordan en demokratisk argumentationsform – den frie forsamling af demonstrerende borgere – blev brugt til noget, jeg stadig inderst inde opfatter som udemokratisk. Men det er endnu mere svimlende, at et næsten samlet folketing erklærer sig parate til at kaste vrag på indlysende rettigheder.

Det er ikke burkaen, der er undergravende for vores liberale demokrati og vores frihedsrettigheder. Det er forbuddet.

Topillustration: Flickr.

Kategorier