Brutal og kompleks spansk krimi

af

Den prisbelønnede spanske krimifilm May God Save Us er brutal, men den er samtidig et komplekst portræt af tre hovedpersoner – to politimænd og en morder – og af det moderne Spanien med dets mange sociale lag, religiøse forstokkethed og gennemtrængende machokultur.

Spansk film har i de sidste par år gjort sig gældende med dystre stemningsfulde krimier. Vi så for et par år siden Alberto Rodriguez’ Marshland; Langt ude på landet i sumpene nær Guadalquivirs delta, i et miljø, der endnu havde reminiscenser fra Franco-tiden, kæmpede to meget forskellige politimænd for at finde ligene af adskillige unge forsvundne kvinder.

Det var en rystende og fremragende film, og nu kommer så i samme genre May God Save Us af Rodrigo Sorogoyen. Hvor Marshland angreb det fascistiske Spanien, har May God Save Us mere sigtet rettet mod det moderne Madrids forstokkede machismo og katolske vanetænkning.

Mord i ulidelig hede

Sommeren 2011 var usædvanlig varm i Madrid. Vandvognene kører i byens gader, og ingen orker at arbejde mere end nødvendigt. Dette gælder desværre også for politiet, hvor oplagte mord på gamle damer bliver fejet ind under gulvtæppet som hændelige uheld.

I drabsafdelingen arbejder makkerparret Velarde og Alfaro som en slags good cop/bad cop. De har ikke meget til fælles, og chefen Sancho har ikke den største tillid til nogen af dem. Alfaro er en hidsigprop, der konstant provokerer andre og kaster sig ud i voldsomme slagsmål mod sine kolleger, mens Velarde er en meget grundig og eftertænksom forsker, der irriterer andre ved sin stammen.

De to kaldes ud til et mord på en gammel dame; hun ligger halvt nede på en trappe. Alfaro fastslår straks, at hun har kæmpet mod en røver, der har skubbet hende om og ud på trappen, mens Velarde undrer sig over, at nogen har givet katten mælk – og konstaterer, at kvinden er blevet voldtaget.

Man bliver rigtig glad for, at man ikke lever i Spanien, hvor politiet er så forstokket, og befolkningen tydeligvis ikke stoler på det

Velarde går i gang med at lede efter lignende sager i arkivet og studerer overvågningskameraerne fra det teater, som den afdøde enke otte gange besøgte med sin nye beundrer. De kommer ingen vegne, og Alfaro er godt irriteret over varmen og denne sag, som efter hans mening ikke er en sag. Et par dage senere får han afløb for sine frustrationer ved at gennembanke et par kolleger, da stationen har fjernet det næste kvindelig – en 73 årig enke – uden at orientere ham og Velarde om sagen.

Komplekse karakterer

Og herfra bliver det kun værre. Ligene bliver flere, og midt i frustrationerne over varmen og de utilfredse borgeres demonstrationer kommer Pave Benedict 16. på besøg, og det komplicerer yderligere sagerne. Af hensyn til Hans Hellighed skal der ikke være for meget snak om så ubehagelige kvindemord, og efterforskerne får besked på at holde lav profil. Uden at afsløre for meget kan det konstateres, at det ikke ligefrem lykkes.

Undervejs får vi et indblik i Alfaro og Velardes privatliv, som ikke er præget af idyl, og af holdningerne og kulturen på politistationen, som ikke tegner noget smigrende billede. Man bliver rigtig glad for, at man ikke lever i Spanien, hvor politiet er så forstokket, og befolkningen tydeligvis ikke stoler på det.

Et stykke inde i filmen skifter den fokus, og nu ser vi så begivenhederne med morderens øjne og får dermed også et indblik i hans liv. Det kunne have virket klodset, men det er overbevisende og interessant at følge de nu tre hovedpersoner, som kommer fra hver deres meget forskellige baggrund og hver især er komplekse og troværdige.

En film der sitrer af vold

May God Save Us er en meget voldelig film. Ganske vist ser vi ikke morderens vold mod de første fire døde; vi hører den bare beskrevet, og vi ser de ildetilredte lig, når de bæres ud. Volden vises i filmens første time udelukkende i Alfaros tikkende bombe af en machomand. Der skal næsten intet til for at få ham til at eksplodere, og vi ved, at han fra filmens begyndelse lige er vendt tilbage efter tre måneders bortvisning for vold mod en kollega, der mistede 85 pct. af synet på venstre øje.

Det er en meget vellykket film om mænd, der ikke kan kontrollere deres kroppe, og om kvinder der bliver ofre.

Det er derfor et chok, da morderen, en i det daglige køn og omsorgsfuld ung mand, endelig viser sit sande jeg og gennemsparker og smadrer sit femte offer, så blodet sprøjter, og hans ansigt vrider sig i rasende grimasser. Hun klager og beder for sig; han slæber hende ind på sengen, og vi aner optakten til et samleje. I skal ikke tage kæresten med til denne film for romantikkens skyld, den er ikke en hyggekrimi!

Et portræt af mænd og Madrid

Instruktøren Rodrigo Sorogoyen har sammen med sin faste skribent Isabel Pana skrevet manuskriptet med stærke personkarakteristikker og fine miljøer. Vi kommer godt rundt i storbyen Madrids mange kvarterer på restauranter, cafeer, torve, lejligheder og illegale beboelser i kældre. Personerne udvikler sig troværdigt undervejs, og her er især Velardes person spændende.

Det er en meget vellykket film om mænd, der ikke kan kontrollere deres kroppe, og om kvinder der bliver ofre. Filmen har fået et væld af priser først og fremmest Bedste manuskript ved San Sebastian filmfestivalen i 2016 og Miama film festivalen 2017 med flere, og skuespilleren Roberto Alamo (Alfaro) har modtaget tre priser for bedste mandlige hovedrolle, mens unge Javier Pereira (morderen) er blevet tildelt prisen for bedste mandlige birolle i 2017 af Spanish Actors Union.

Jeg giver filmen 5 stjerner, og glæder mig over filmens smukke udgangsmusik: Amala Rodriguez synger den vemodige sang, som også har givet filmens titel: Que Dios nos Perdone, må Gud frelse os.

Bærende foto: Det umage makkerpar i drabsafdelingen, den nørdede og stammende Velarde og den voldelige Alfaro, kæmper for at finde den mand, som står bag en række brutale sexmord på ældre kvinder. PR-foto fra filmen.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 100 lande, dog kun i 25 i Afrika. Skriver om African Cinema. Researcher for tiden i Elfenbenskysten og Burkina Faso. Overlever på pension fra forskellige gymnasieskoler.

Seneste indlæg fra

Gå til Top