Jan Larsen: Brug og misbrug af magten i Kina – den stille revolution på Partikongressen

af

ANALYSE – Magten i Kina er stille og roligt gået fra den kollektive ledelse, som ellers har kendetegnet landet i flere årtier, til et markant én-mands styre under Xi Jinping. I den kommende uge bliver han kronet til endnu fem år på kommunistpartiets kongres. I den første fem års periode har han brugt kræfterne på at tage magten over partiet, provinsregeringerne, militæret og medierne. Jan Larsen ser nærmere på, hvad partikongressen betyder for kineserne, fremtiden – og for os i Vesten.

Hvis man sammenligner med præsidentvalget i USA, er der meget lidt omtale i medierne, når verdens største – og mest magtfulde – parti samles til kongres. Det sker ellers kun hvert femte år. Og indrømmet, der bliver ikke brugt hverken penge eller tid på valgkamp i Kina. Til gengæld bruger de en hulens masse energi på interne magtkampe og studehandler for at få sig selv og egne kammerater ind på de vigtigste poster.

Og hvor en Donald Trump har mere end svært ved at få sine valgløfter og politik gennemført i praksis, så kan hans kinesiske kollega, Xi Jinping, drage fordel af at han ikke skal ud i åben valgkamp eller konfronteres med en kritisk presse, der før, under og efter undersøger om hans løfter holder og overvåger hans gøren og laden. Der er heller ingen opposition, ingen uafhængig Højesteret eller ombudsmandsinstitutioner til at kigge ham efter i sømmene.

Der er til gengæld noget andet: 2287 omhyggeligt udvalgte delegerede, der sætter sig i de røde plyssæder i den pompøse Folkets Store Hal på den Himmelske Freds Plads. Fra onsdag og en uge frem skal de formelt godkende de kommende års politiske mål og vælge de ledere, der skal stå i spidsen for landet de næste fem år.

Men i praksis handler det kun om én person: Xi Jinping. Hans genvalg som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti er så sikkert, at ingen bookmaker i det ellers så spilleglade Kina tør udbyde odds på, at han ikke skulle blive valgt.

På overfladen er alt aftalt og afklappet på partiets kongresser. Det er det også i praksis, men som i år kan der være spænding om der kan peges på en mulig efterfølger til Xi. Foto: Wikimedia

Xi i biografen, i avisen, på plakaten –  overalt

Men selvom Xi Jinping ikke er på valg blandt folket, kører propagandamaskinen alligevel i allerhøjeste gear. I den seneste måned op til kongressen har en tur i biffen taget 5 minutter ekstra, fordi biograferne er tvangsindlagt til at vise en 5 minutters propagandafilm om Xi før hver forestilling.

Landets 3000 censurerede aviser følger opfordringen til kun at bruge stof fra det statslige nyhedsbureau, Xinhua, der aldrig undlader at prise lederen for hans klogskab, lederegenskaber og store fortjenester.

Det er en stille, men kraftfuld revolution Xi har gennemført. Han har sat sig i spidsen for magtfulde kommissioner og råd, der betyder at han kortslutter de traditionelle kollektive forsamlinger

En kinesisk nyhedsresearcher skrev forleden i en mail til mig, at han er ved at få spat af det uhæmmede fokus på Xi. Endeløse rækker af superlativer bliver brugt og gentaget for at beskrive udvikling og fremskridt lige fra økonomien til sociale forhold, over højhastighedstog til finurlige deletjenester på smartphones. Xi er overalt.

Kortslutter den kollektive linje

Siden han i 2012 blev valgt som leder af Kommunistpartiet og året efter som præsident, har Xi Jinping raget til sig af magt og fine titler. Det er en slags stille, men kraftfuld revolution han har gennemført. I mange tilfælde fordi han har fået sat sig i spidsen for magtfulde kommissioner og nye råd, der betyder at han kortslutter de traditionelle kollektive forsamlinger, Politbureauet og Centralkomiteen, hvor der satses på at finde konsensus og give plads til fraktioner i partiet.

Xi Jinpings magt er som hos forgængerne baseret på tre poster, leder af Kommunistpartiet, Hæren og statsoverhoved med titel af præsident. Med den nye magt – som jeg har skrevet mere detaljeret om hér – sidder han i spidsen for de organer, der f.eks. styrer al reformarbejdet i landet og den nationale sikkerhed.

På nærmest grænseoverskridende vis har han også gjort sig til ansvarlig for økonomien, som ellers altid har været premierministerens fagområde. Ironisk, fordi den nuværende minister, Li Keqiang, faktisk er uddannet økonom.

Endelig har han også lavet samme selvpromovering indenfor militæret – nu også med titlen Commander-In-Chief, en stilling der ellers altid tidligere har været besat af en professional militærmand.

Hvad bruger Xi så magten til?

Blandt Xi´s nyeste titler – og mest markant – er hans udnævnelse til ‘Kerneleder’, der iflg. Deng Xiaoping er lig med ”næsten absolut autoritet” – og for historisk interesserede lægger en direkte linje tilbage til formand Mao Zedong, der brugte den til at gennemføre skæbnesvangre projekter som ”Det store Spring Fremad” og ”Kulturrevolutionen”, der kostede millioner livet.

Det fik hans efterfølgeren, Deng Xiaoping, til at indføre de kollektiv- og konsensus-normer, der har været gældende indtil Xi Jinping har omgået eller afskaffet dem – og ifølge flere analytikere har fået næsten ligeså meget magt som Mao havde tidligere.

Xi har primært brugt sin magt til en at udrydde personlige fjender – en konsolidering af egen magt, primært indenfor partiet og militæret. Desuden har han satset meget på at åbne Kina i forhold til udlandet, både politisk og handelsmæssigt

Det store spørgsmål bliver derfor naturligvis: hvad bruger Xi denne stort set enerådende magt til?

Hvis man skal svare kort på spørgsmålet, har det primært været til en konsolidering af egen magt, primært indenfor partiet og militæret. Desuden har han satset meget på at åbne Kina i forhold til udlandet, både politisk og handelsmæssigt.

På fem år er det lykkedes Xi Jinping at samle magten i Kina omkring sin person. Han får fem år mere – og måske 10 år …. Foto: Flickr

Både indenfor militæret og partiet har der været renset godt ud i rækkerne. Et meget effektivt middel har været den omfattende anti-korruptions kampagne Xi Jinping startede i 2012.

Tag bare tallene, der blev offentliggjort i sidste uge. Over 1,3 millioner af partiets medlemmer og ansatte er i perioden blevet sigtet for korruption. De fleste for mindre forbrydelser, men der er også flere end 150 partifolk med titel af viceminister og opefter, der er blevet anholdt. Og det viser vel alt om korruptionens omfang, at 10 pct. af dem der blev valgt til Centralkomiteen i 2012 i dag er udrenset på grund af korruption eller lignende kriminalitet.

Interessant er det, at alle de anklagede eller dømte i de højere politiske lag hører til andre fraktioner i partiet end den Xi tilhører. Hvad der logisk nok har fået mange til at antyde, at målet med kampagnen nok ligeså meget er udryddelse af politiske modstandere.

Elimineret de to store fraktioner

En anden væsentlig ændring på længere sigt er, at Xi har mindsket betydningen af de to fraktioner indenfor partiet, der i partiets nyere historie har spillet en stor rolle: Shanghai fraktionen (med tidl. partileder Jiang Zemin som frontfigur) og partiets Ungdomsforbund (under tidl. partileder Hu Jintao).

MERE POV
Genbrug med japansk grundighed

Xi har med et pennestrøg fjernet det universitet, der er det ideologiske hjemsted for de ca. 90 millioner medlemmer af Ungdomsforbundet. Han har siden beskåret dets budgetter og offentligt talt det helt ned i betydning. Som tidsskriftet Nikkei konkluderer ”Xi er sulten efter magt og partiets Ungdomsforbund og fraktion er en forhindring for hans politiske ambitioner”.

Partiet er med næsten 90 millioner medlemmer kæmpestort, men er ikke et masseparti; det er trods alt ”kun” seks procent af befolkningen. Snarere er det blevet et elitært parti … Jeg har altid syntes, at det i flere sammenhænge giver mere mening at opfatte kommunistpartiet som verdens største VL- gruppe

I et land med et eet-parti diktatur skal man ikke undervurdere betydningen af fraktioner. Hvis de ikke er der, så bliver partiet ligesom en militær organisation, der bare giver ordrer, men ikke får nogen tilbagemelding, der kan give liv og udvikling til partiet.

Partiet er med næsten 90 millioner medlemmer kæmpestort, men er ikke et masseparti; det er trods alt ”kun” seks procent af befolkningen. Snarere er det blevet et elitært parti, hvor udvalgte kapitalister, militærfolk, stjernestuderende og entreprenører sidder til bords med den store gruppe af professionelle partifolk fra statens og provinsernes politiske lag. Jeg har altid syntes, at det i flere sammenhænge giver mere mening at opfatte kommunistpartiet som verdens største VL- gruppe.

Militærets rolle

Og selv indenfor militæret, hvor Xi har mange støtter, er der sket en bemærkelsesværdig omorganisering og udrensning i toppen. Over fire tusinde officerer, 100 generaler og fire medlemmer af Militærkommissionen er sat fra bestillingen. Igen med korruptions-anklager som bevismateriale.

Militæret er også et område, hvor Xi har blandet sig meget og personligt satset på en skærpet profil. Også her har han sat sig på magten, idet 7 af de 11 medlemmer af den Centrale Militær Kommission bakker ham loyalt op.

Det har betydet at Xi uden problemer har lavet større ændringer i organisationen, fyret topledelsen og fuldstændig fjernet den status af ”stat-i-staten” som Hæren tidligere har haft. Xi har desuden været meget hands-on i sin ledelsesform – også i konkrete sager.

Militæret er udover partiet en anden af Xi´s sikre bastioner, hvor han sidder sikkert på magten. Foto: Wikimedia

Det gælder ikke mindst i forhold til konflikten i Det Sydkinesiske Hav, hvor militæret har været brugt til at true og kue nabolandene i forhold til rådighed over havet. Trods FN´s klare afvisning af Kinas krav, fortsætter kinesisk militær uhæmmet med at tage kontrollen over de omstridte øer og hele havområdet (læs mere om denne konflikt her).

Diktatorisk leder

Samlet giver det et billede af en leder, der er gået efter magten og har fået grebet om den. For billedet er langtfra fuldendt. Der er skudt med spredehagl efter de grupper og fænomener, der på nogen måde kan udgøre en trussel mod den stærke mand.

Xi Jinping er en diktatorisk leder, der har ført Kina ind i den mest repressive periode siden Tiananmen massakren i 1989 – David Shambaugh, professor ved Georg Washington Universitetet

Medierne er tvunget til at udvise den yderste loyalitet over Xi og partiet; NGO’er har fået pålagt lovgivning, der sikrer at statsapparatet og partiet har indsigt i deres arbejde; Sociale Medier (her snakker vi kinesiske, fordi de vestlige har meget begrænset liv i censurens Kina) er blevet underlagt væsentlig større kontrol og overvågning, VPN ‘er, der til en vis grad har udgjort en livline til Internettet for mange vesterlændinge, firmaer og få kinesere, er reduceret kraftigt – og de grupper, der altid er under overvågning og censur, f.eks. intellektuelle, religiøse grupper og menneskerettighedsadvokater, er mere stækket end nogensinde tidligere.

David Shambaugh – Foto: Creative Commons.

David Shambaugh, professor ved Georg Washington Universitetet og forfatter til et utal af bøger om Kina, sagde under et besøg i København i sidste uge, at ”Xi Jinping er en diktatorisk leder, der har ført Kina ind i den mest repressive periode siden Tiananmen massakren i 1989”.

Det gælder også i partiet, som han opfatter som lammet af en frygt faktor, fordi det er blevet stresset – og efterhånden helt har mistet sin legitimitet.

Ny udvikling – forholdet til udlandet

Ser vi på den politiske del af første periode under Xi Jinping springer to områder i øjnene: Kinas forhold til udlandet er styrket ganske betragteligt. Og på det nationale område har økonomien og de manglende reformer været det store smertensbarn.

Kina har de sidste fem år taget kæmpeskridt i forhold til udlandet. Kina deltager hyppigt i FN missioner med fredsbevarende tropper eller redningshold; forholdet til klimaet er ændret fra at være en passiv til en mere aktiv aktør; Kina gemmer sig ikke længere bare bag ryggen på russerne i Sikkerhedsrådet

Kina har de sidste fem år taget kæmpeskridt i forhold til udlandet. Den lille åbning, der langsomt tog form under Hu Jintao, er nærmest eksploderet under Xi. Kina deltager hyppigt i FN missioner med fredsbevarende tropper eller redningshold; forholdet til klimaet er ændret fra at være en passiv til en mere aktiv aktør; Kina gemmer sig ikke længere bare bag ryggen på russerne i Sikkerhedsrådet; Kina er endda parat til at kaste sig ud i mæglerroller i Mellemøsten.

Den største forskel er nok at Kina i dag bruger tid på udenrigspolitik – og er interesseret i det. Og så har Xi sørget for at få boostet den traditionelle udenrigspolitik, der klæber sig 100 procent til landets handelsinteresser. Her fremstår mega-projektet One Bridge One Road, der til lands og til vands skal binde Kina sammen med Mellemøsten, Afrika og Europa, som noget af en udfordring de kommende 30 år.

Det er en logisk fortsættelse af den næsten besættelse af infrastruktur projekter, som Kina er bidt af og som landet dygtigt har gennemført i 50 år. Først på hjemmebane med anlæggelse af motorveje, byer, højhastighedstog, havne og lufthavne. Siden er samme model kopieret til at skabe et ”hjemmemarked” i mange afrikanske lande.

Nu er megaprojektet i gang overalt med kinesiske arbejdere og entreprenører, der etablerer baser og havne på den halve jordklode.

Kinas ambitiøse nye silkevej, One Belt One Bridge, består af en rute (rød) til lands og en blå rute til vands.

Den kæmpemæssige gæld

Midt i alt dette, fremstår eet område imidlertid som mindre vellykket, og det bliver sammen med en fortsat satsning på udenrigsområdet, hvad Xi Jinping kommer til at bruge meget tid på i de kommende fem år: økonomien.

MERE POV
Cruz besejrede Trump – Hillary og Bernie står lige

Umiddelbart ligner det ikke et problem, når væksten ligger på pæne 6,7 procent i år (ventes under 6 procent i 2018).

Men det er en nedgang i forhold til de sidste årtier, hvor væksten årligt har været tocifret i gennemsnit. Forklaringen er Kinas forsøg på at omlægge økonomien fra at være baseret på direkte investeringer, masseproduktion med billig arbejdskraft og til ren eksport.

Kina er ved at drukne i lån. Gælden var i slutningen af 2016 på 257 procent af BNP – og er hastigt på vej mod de 300 procent. Og det har fået de internationale økonomer og banker til at tænde alle advarselslamper

Nu hedder modellen, at der skal være mange flere jobs i servicefagene og kineserne skal øge de personlige indkomster – og forbruge penge i stedet for at spare op, så der kommer mere flow og volumen i økonomien. Ellers ender Kina i dét økonomerne kalder lavindkomstfælden – og bliver aldrig et rigtigt rigt land.

Men omvendt har der slet ikke været bremse på udviklingen i lån til statsvirksomheder og provinsregeringer. Kina er ved at drukne i lån. Gælden var i slutningen af 2016 på 257 procent af BNP – og er hastigt på vej mod de 300 procent. Og det har fået de internationale økonomer og banker til at tænde alle advarselslamper.

Det er især Kinas stadig mange statsejede virksomheder, der får skylden for den stigende gæld. De holdes i live af lån fra de statsstyrede banker. Xi Jinping og partiet ved godt den er gal, men har trods løfter, undladt at gennemføre de reformer, der kan rydde op i de titusindvis af statsejede virksomheder, der kører med kæmpe underskud og/eller overproduktion.

For de 21 mio. beijingere er kongressen et gode. Rækværk, bygninger og bænke blive malet; blomsteropsætninger præger gadebilledet og ikke mindst: der bliver blå himmel i otte dage, fordi tusindvis af forurenende fabrikker og stålværker er beordret til at køre på nedsat kraft i kongresugen. Foto: Jan Larsen

Partiets 19. kongres

På onsdag, 18. oktober 2017, indleder Xi Jinping, så hvad der officielt hedder den 19. partikongres i Kinas Kommunistiske Parti. Det parti han på fem år har gjort endnu stærkere og dets magt langt, langt større end både regeringen og staten – og mere end forfatningen forudså. Nu skal han så sikre, at kongressen giver ham det mandat og den sammensætning af de øverste organer, at han endnu hurtigere kan gennemføre de nødvendige reformer og politikker de næste fem år og længere.

Spændingen – og den er der således lidt af – går på om Xi Jinping vil lave en slags kinesisk Putin eller Erdogan – og bryde partiets uskrevne love om at ingen leder sidder mere end 10 år

Det har han selvfølgelig sikret. På grund af de uskrevne regler om en aldersgrænse på 68 år for at sidde i Politbureau og Centralkomite, så skal der være udskiftning af næsten halvdelen af medlemmerne i begge organer. Men begge steder har han sikret sig et flertal af loyale kandidater, hvoraf mange af dem er medarbejdere fra hans tid med store poster i partiafdelingerne i Zhejiang og Fujian provinserne.

Og det gælder også for landets absolut mest magtfulde organ, ‘Politbureauets Stående Komité’, de syv personer der i praksis styrer Kina i det daglige. Kun to, Xi Jinping og premierminister Li Keqiang, ventes at fortsætte. De fem nye (dog med mulighed for at Wang Qishan, Xi´s mest loyale støtte og manden bag hele korruptionskampagnen, fortsætter trods han er 69 år) vil bakke Xi Jinping op. 

5 eller 10 år mere med Xi

Spændingen – og den er der således lidt af – går på om Xi Jinping vil lave en slags kinesisk Putin eller Erdogan – og bryde partiets uskrevne love om at ingen leder sidder mere end 10 år. Det er normalt at kinesiske partiledere udpeger en efterfølger i sidste femårs periode før de går af. Det giver vedkommende fem år i en slags praktik til jobbet.

Situationen er, at Xi Jinping ikke bare har antydet hvem det kunne blive. Og den mest oplagte kandidat, den nu detroniserede partiboss i by-kommunen Chongqing, Sun Zhengcai, blev fældet af korruptionskampagnen og i forrige uge smidt ud af partiet. Sun tilhørte ikke Xi´s fraktion.

Meget kunne derfor tyde på at Xi og kongressen ikke vil udpege en efterfølger. Det giver mulighed for at Xi Jinping kan tage noget så sensationelt som en tredje periode som generalsekretær for partiet – og i realiteten sidde frem til 2027.

Posten som præsident kan han ifølge forfatningen ikke forlænge, men den er ikke noget i forhold til partilederposten. Desuden kan han muligvis trække nogle af de gamle titler op af hatten, som Mao og Deng har smykket sig med – og som kan kompensere for det præsidentielle magttab.

Når man kan se, hvordan Kina har rykket de første fem år – og hvis udsigten er 10 år mere med en X Jinping med noget der ligner uindskrænket magt, så bliver det lidt af en udfordring … for kineserne – og for alle os andre.

Topfoto: Stjernen der lyser ned over salen i Folkets Store Hal. Foto: Jan Larsen

Du kan læse flere af Jan Larsens analyser og reportager fra Kina hér.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jan Larsen

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.
Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.
Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste indlæg fra

Gå til Top