mm

Odile Poulsen

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution. Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."
Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset. Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/
Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes Mobile Pay: 3064 3538

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Odile Poulsen
på Mobile Pay: 30 64 353 8

Bror og søster – L & K

ESSAY – “Dér lå jeg og tronede i midten. Selvfølgelig skulle de ligge ved siden af mor begge to. L og K, bror og søster, Lys og Kærlighed. Nøjh, hvor jeg nød at ligge dér rig og mæt som en dronning og få lov at mærke den dér særlige glødende varme, som strømmer ud fra sovende børn. Vi elskede det alle tre. Det er det, L nu gerne vil have, at jeg spørger K om. ’Skal vi ikke lave sådan en aften igen, mor, som dengang vi var små og far var ude at spille?’.”Odile Poulsen skriver i en række essays hver fredag på POV om familielivet med datteren K på 14, der lider af alvorlig angst og som i over et år ikke har været i skole og kun med stort besvær kan forlade hjemmet. I dag bringer vi afsnit 18, hvor Odile ser tilbage på dengang, hendes børn var små.

’Kan du ikke spørge hende?’

L ser hurtigt på mig, vil læse mit ansigts umiddelbare reaktion. Da han var barn stillede han sig gerne op for bare at stirre på folk – også længe efter han var for stor til, at den slags var charmerende.

L har altid været exceptionelt optaget af mennesker, men særlig om der er kongruens mellem det indre og ydre. ’Uhyggeligt socialt højt begavet’ som hans klasselærer sagde i niende.

’Hm, jeg synes, du selv skal gøre det.’

’Jamen, hun kan ikke lide, når jeg banker på hendes dør.’

’Det ved jeg godt. Det virker som om, hun ikke bryder sig om …’

’Det kan hun ikke, mor!’ afbryder han. Vore blikke leder efter hinanden – blåt, der reflekterer blåt. Ikke kun vore øjne, men også vore ansigter er som spejle for hinanden. Ligheden mellem os folder sig mere og mere ud i takt med, at han bliver ældre.

K elsker sin far, ligesom hun også elsker sin bror. Det er ikke mangel på kærlighed, der isolerer K og mig til en mini-enhed i familien. Jeg giver hende min fulde opmærksomhed, fordi jeg mærker, at hun ikke kan klare sig, hvis ikke jeg gør det

Jeg ved, han har ret. Ikke i at K ikke vil have, man banker på hos hende. Det vil hun gerne, så hun bliver afkræftet i sin opfattelse af, at hun er alene. Hun ved, hun er elsket, hun ved, hun ikke er alene, alligevel behøver hun at få det gentaget gennem ord og handling i langt højere grad end andre gør.

Men hun lyder ikke imødekommende, når man banker på hendes dør. Selvsagt er det ikke ud af uhøflighed eller vrede. Hvis jeg pointerede det for hende, ville hun sikkert straks tynges af en enorm skyld over det.

Men det er klart, at det så er mig, der ni ud af ti gange, banker på K’s dør. Niels og L vil så nødig skræmme hende, selvfølgelig vil de ikke det. Og det er blot sådan, at jeg er den eneste, K føler sig tryg ved på alle planer.

K elsker sin far, ligesom hun også elsker sin bror. Det er ikke mangel på kærlighed, der isolerer K og mig til en mini-enhed i familien. Jeg giver hende min fulde opmærksomhed, fordi jeg mærker, at hun ikke kan klare sig, hvis ikke jeg gør det.

Trygheden består af, at hun ikke er alene, men at jeg altid er med hende. Uden for hjemmet lurer alle de farer, hun ikke kan værne sig mod, men når hun er tvungent derud, kan det kun lade sig gøre, når jeg er med hende

Situationen betyder, at K og jeg er tilbage til den symbiotiske tilstand mellem mor og nyfødt, der er med til at sikre spædbarnets overlevelse de første seks måneder af dets liv.

Dengang sikrede K sig, at jeg ikke slap hende, for kun når hun lå klinet op ad min mave og bryst, blev hun tung i kroppen af tryghed. Uden at forstå hvorfor, vidste jeg, at det ville skade hende, at være væk fra mig. At hun var anderledes end sin storebror.

Det er det samme, jeg mærker nu.

Igen har jeg overgivet mig til min intuition, for kun ad den vej kan jeg give hende tryghed. I hvert fald herhjemme. Trygheden består af, at hun ikke er alene, men at jeg altid er med hende. Uden for hjemmet lurer alle de farer, hun ikke kan værne sig mod, men når hun er tvunget derud, kan det kun lade sig gøre, når jeg er med hende.

Nok ligner L mig mest både af sind og fysik, men alligevel mærker jeg K meget tydeligt.

Det betyder ikke, at vi ikke tvivler eller ikke bliver usikre, bekymrede og bange. Det gør vi stort set hele tiden. Det gælder for os alle tre her tæt på K. Det er en konsekvens af, at K frygter verden så stærkt – hele familien er forandrede

’Er det ikke svært for Niels, at K sådan vælger ham fra’, bliver jeg spurgt ind imellem. Men ingen af os tænker det sådan. Selvfølgelig er det absurd hårdt for os alle – det kan der ikke være tvivl om. Der er heller ingen tvivl om, at både Niels og jeg evner at flytte os og ikke ønsker at stå i vejen for, at K får den bedst mulig støtte.

Det betyder ikke, at vi ikke tvivler, ikke bliver usikre, bekymrede og bange. Det gør vi stort set hele tiden. Det gælder for os alle tre her tæt på K. Det er en konsekvens af, at K frygter verden så stærkt – hele familien er forandrede.

Da børnene var små, og Niels var af sted for at spille, fik jeg hurtigt lavet det til et fast ritual, at ungerne og jeg hev et par madrasser ind på stuegulvet placeret lige foran tv’et. Vi hentede også dyner og masser af puder, K’s bamser og L’s legetøjsfigurer.

Nogle dage havde vi købt slik, andre gange var det popcorn og sodavand. Når det så blev ved den tid, hvor ungerne var sultne, indtog vi madrasserne med aftensmaden på bakker foran os og så en fed tegnefilm og der blev gumlet mad og slik, helt opslugte af filmen.

Inden de skvattede i søvn, nåede jeg at få dem ud og børste tænder på badeværelset, men derudover flyttede vi os overhovedet ikke fra madrasserne. Vi lod os trække med ind i tegnefilms-universet og senere i søvnen.

Dér lå jeg og tronede i midten. Selvfølgelig skulle de ligge ved siden af mor begge to. L og K, bror og søster, Lys og Kærlighed. Nøjh, hvor jeg nød at ligge dér rig og mæt som en dronning og få lov at mærke den dér særlige glødende varme, som strømmer ud fra sovende børn.

Vi elskede det alle tre.

Det er det, L nu gerne vil have, at jeg spørger K om. ’Skal vi ikke lave sådan en aften igen, mor, som dengang vi var små og far var ude at spille?’

Først lige der stikker realiteten sin snude op gennem den nostalgiske sky, jeg er svæver på og jeg mærker, at K ikke vil have samme lette tilgang til nostalgien. ’Jeg håber, hun er på.’  ’Ja, det gør jeg også. Meget!’

L og jeg tjekkede lynhurtigt kalenderen for, hvornår Niels har et spillejob og fandt et par særlig velegnede dage i juni.

’Okay, jeg snakker med K om det. Måske kan hun godt, nu hvor vi kan planlægge det i god tid, så hun har mulighed for, at mærke på det og måske samle kræfter til det’ ser jeg tænksomt på L.

Det er vigtigt for mig, at han er med i alt omkring K uden, naturligvis, at han bærer det ansvar Niels og jeg gør. Men han har en meget stærk fornemmelse for, hvad der rører sig i mennesker og hvad de har brug for. Måske er hans ihærdige iagttagerevne årsagen til hans udtalte menneskekendskab.

’Ja. Det håber jeg, hun vil.’ siger L.

’Ja, for pokker. Vi trænger så meget til en stund sammen. Uh, det vil være så fedt! Så kan hun bestemme den tegnefilm, vi skal se, ikk´?’

Først lige der stikker realiteten sin snude op gennem den nostalgiske sky, jeg svæver på og jeg mærker, at K ikke vil have samme lette tilgang til nostalgien.

’Jeg håber, hun er på.’

’Ja, det gør jeg også. Meget!’

Hvis du kunne lide, hvad du har læst og får lyst til at donere et lille beløb for oplevelsen til skribenten, kan du gøre det på Odile Poulsens Mobile Pay: 3064 3538

Læs de 16 første essays i Odile Poulsens fortælling om datteren K – og om at leve for hende og sammen med hende her: Afsnit 1: Hvad gør vi nu, lille du, afsnit 2: Mens vi venter i Systemet, her, afsnit 3: Here Comes the Sun, afsnit 4: Smil, det smitter – jeg skal bare lige have en tudetur først, afsnit 5: Undskyld, kan du vise mig vejen til mulighedernes land?, afsnit 6, Den der tier, lyver her, afsnit 7: Rigtige venner står for fald og kan købes, her og afsnit 8.1 Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til, her, 8. afsnit, del 2, “Vi prøver med en ny begyndelse – en gang til #2” her,afsnit 9  Pushermama findes her, 10. del, Historien om K –Det siger sig selv kan læses her, 11. afsnit, “Solen går til psykolog“, kan læses her, 12. afsnit, “Lattergas” her, 13. afsnit “Jeg gik op i en spids for at se mig lidt omkring,” her ,14. afsnit, “We do what we can”, her, 15. afsnit, Catch 22, her,  16. afsnit, “It’s your last chance”, her og 17. afsnit, “Intet nyt er godt nyt for de fleste, men svært at tro på for de få”, her.

Topillustration: PxHere

Kategorier