Britisk valg: Hvilket mandat får Theresa May?

af

Den britiske premierminister, Theresa May, har ry for at være forudsigeligheden og soliditeten selv. Så da hun sagde, at hun ikke kunne drømme om at udskrive valg, troede alle umiddelbart på det. At hun gjorde det alligevel er ikke den politiske bombe, kommentatorerne efterfølgende udnævnte det til at være. Tværtimod er trækket logisk, når man ligger 20 procentpoint foran oppositionen i meningsmålingerne, skriver Chris Patten. Han peger dog på, at briterne står foran ekstremt vanskelige forhandlinger med EU, hvor enhver der tror, landet kan opnå fordelagtige vilkår, vil blive mødt med en ubehagelig overraskelse.

LONDON – Theresa May har ikke ligefrem ry for uforudsigelighed. May er en forsigtig og disciplineret politiker – præstedatter sågar – der ikke leger med sandheden eller løber unødvendig risiko. Ej heller bevæger hun sig uden for sin egen comfort zone, der befolkes af en sammentømret gruppe af rådgivere. Så da hun insisterede på ikke at afholde valg før valgperiodens udløb i 2020, troede man uden forbehold på hende.

Og så i sidste uge udskrev May lynvalg. Surprise.

Mays kovending forekom ukarakteristisk for hende. Men det var næppe den politiske bombe, som mange har villet gøre det til. Det var faktisk på mange måder et logisk træk. I meningsmålingerne ligger Mays Conservative Party omkring 20 procentpoint foran oppositionspatiet Labour.

Det burde ikke komme som en overraskelse, at britiske ledere almindeligvis vælger at afholde valg, når deres parti har størst sandsynlighed for at vinde. Og May – hvis regering skal til at indgå hårde forhandlinger med EU om Storbritanniens farvel – forventes at vinde stort. Selv hvis meningsmålingerne tager fejl, og storsejren til de konservative ikke er givet på forhånd, er der overvældende sandsynlighed for, at de vinder.

En omvendt John Major

Jeg var engang involveret i en lignende beslutning, der gik den modsatte vej. I 1991, da John Major var premierminister, var jeg formand for de britiske konservative og ansvarlig for planlægningen af valget. Den første Irakkrig var netop vundet, og Saddam Hussein var blevet smidt ud af Kuwait.

Optændt af den store militære sejr, som Storbritannien havde del i, opfordrede mange kommentatorer og tilhængere Major til at udskrive valg. Men han nægtede. Sejren i Irak var en succes for UK; den skulle ikke kapres af et politisk parti, ikke engang hans eget. Det var den rigtige beslutning. Og han vandt da også det planlagte valg året efter.

May ønsker et stærkere mandat til at “forhandle for Storbritannien”, og det betyder destruktionen af dem, som en tabloidavis – med Brexit-tilhængernes typiske brandfarlige retorik – beskriver som “sabotører” af nationale interesser

May har truffet den modsatte afgørelse. Hun siger, at hendes beslutning var foranlediget af den kritik af de forestående Brexit-forhandlinger, hun blev mødt med af modstandere i parlamentet. Hun ønsker et stærkere mandat til at “forhandle for Storbritannien”, og det betyder destruktionen af dem, som en tabloidavis – med Brexit-tilhængernes typiske brandfarlige retorik – beskriver som “sabotører” af nationale interesser.

MERE POV
Merkel sidder fast i symbolpolitikken

Mays valg: hård eller blød Brexit – ingen kender hendes præference

Men sandheden er, at May for tiden kunne få det, som hun vil, med de fleste. Den vigtigste undtagelse findes inden for hendes eget parti, der er splittet mellem hardline tilhængere af Brexit og mere moderate kræfter. Med et større personligt mandat vil May måske være i stand til at overvinde den konservative opposition under forhandlingerne med EU.

Spørgsmålet er, hvilken side May vil konfrontere. Ønsker hun at kæmpe imod de højreorienterede fortalere for en “hård Brexit,” der foretrækker slet ingen aftale fremfor en, der involverer selv den mindste indrømmelse til EU? Eller ønsker hun at gå op imod dem, der advokerer for en “blød Brexit,” altså en aftale der med visse omkostninger vil give den britiske økonomi den bedst mulige chance med hensyn til handel, innovation og investeringer?

Når sandheden skal frem, er der ingen, der ved, hvad May virkelig vil, eller hvor langt hun vil strække sig. Indtil videre har hun holdt kortene tæt til kroppen, og hendes regering taler i uklare generelle vendinger.

Alle, der bilder sig ind, at Storbritannien kan beholde samme fordele som ved det nuværende EU-medlemskab, kan vente sig et større chok

Tilsyneladende er målet at sikre de bedst mulige handelsaftaler uden at tilbyde indrømmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed eller Europadomstolen. Alle, der bilder sig ind, at det betyder, at Storbritannien kan beholde samme fordele som ved det nuværende medlemskab, kan vente sig et større chok.

Det er på det punkt, Storbritanniens insulære politiske debat vil stå ansigt til ansigt med den virkelige verden. Hvad der end sker ved UK’s junivalg, og hvor stort Mays mandat end måtte synes, er den ufravigelige realitet bag de forestående Brexit-forhandlinger, at UK skal forhandle med 27 andre lande, der alle har deres egne hjemlige politiske hensyn at tage – fuldkommen som Storbritannien.

MERE POV
Fængsling af journalister er en sikkerhedstrussel imod os

Nogle kommentatorer har spekuleret i, at Mays regering satser på en stor valgsejr, der i bund og grund vil give dem en blankocheck til Brexit-forhandlingerne. Hvor meget sandhed, der er i den udlægning, vil blive mere klart i løbet af valgkampen, når vi ser, hvilke detaljer de konservative vil afsløre om deres mål for forhandlingerne.

Men, blankocheck eller ej, håber regeringen tydeligvis, at den, når valget er overstået, sidder med et stort medgørligt flertal i parlamentet bestående af dem, som kineserne kalder “hvad-som-helst’ere”. Hvilken som helst aftale, Mays regering kan strikke sammen med EU, vil være helt fint med dem.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at det er sådan, det vil gå de næste par år. “Hvad-som-helst” er ikke hverken stærkt eller holdbart. Uanset hvilket folkeligt mandat May sikrer sig i juni, vil hun og hendes regering – for ikke at nævne hele den britiske økonomi – komme i gevaldigt stormvejr, hvis hun ender med at få en dårlig eller slet ingen aftale om Brexit.

Oversættelse: Lisa Rasmussen.

Topillustration: Theresa May – karrikatur. Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Chris Patten

Chris Patten (The Rt Hon the Lord Patten of Barnes, CH) er uafhængigt medlem af det britiske House of Lords og var den sidste britiske guvernør for Hong Kong inden overdragelsen af området til kinesisk overherredømme. Han er tidligere britisk EU-kommissær (1999-2004) med ansvar for udenrigspolitikken og tidligere britisk parlamentsmedlem for de konservative, hvor han fungerede som partiformand fra 1990-92. Fra 2011-14 var han governor of the BBC Trust - den britiske pendant til stillingen som bestyrelsesformand for DR.  I dag er han Chancellor for University of Oxford.

Seneste indlæg fra

Gå til Top