mm

Nils-Christian Nilson

Nils-Christian Nilson går under navnet Nille. Han startede sin journalistiske karriere som elev på Middelfart Venstreblad i 1962. Som han siger "mesterlæren var ikke så dårlig." I 1963 startede han på Politiken, hvor han bla. arbejdede som Tysklandskorrespondent fra 1978-1981. Fra 1987 - 2015 var han ansat på Ekstra Bladet på en række redaktioner herunder den politiske. I dag er han fraskilt, bor i ejerlejlighed på Frederiksberg, spiller en masse squash og giver 30-40 år væk på banen. Foretrukne feriebeskæftigelse er cykelture i Kretas bjerge (75 km/t nedad) eller bjergvandringer på Gran Canaria (helst ikke mere end 800 højdemeter). Læser en masse historisk litteratur, og det er en undskyldning for spændingsromanerne. Som journalist har han især beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, dansk politik og udenrigspolitik, afbrudt af ca. 10 år som redaktionssekretær.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Nils-Christian Nilson
på Mobile Pay: 20333031

Brexit sendt til hjørnespark

ANALYSE – På EU’s kommende topmøde torsdag og fredag var der lagt op til en afgørende forhandlingsrunde om UK’s farvel til EU. Men EU har helt andre og mere påtrængende problemer end Brexit. Holdningen er efterhånden, at det må briterne da selv om, og risikoen for et brud uden en forhandlingsløsning, en såkaldt ’hård Brexit’, er overhængende, skriver Nils-Chr. Nilson.

På EU-topmødet den 28. og 29. i denne måned skulle der efter planen tages nogle afgørende spadestik under forhandlingerne om det britiske farvel til EU. Men endnu en gang er et af Europas største problemer sendt til hjørnespark.

UK’s premierminister, Theresa May, er ude af stand til at levere et forhandlingsudspil. Hendes kabinet, og resten af England for den sags skyld, er dybt splittet over spørgsmålet. Og EU har helt andre ting på dagsordenen. Det gælder migrationsspørgsmålet og en styrkelse af Euro-området.

I øjeblikket er der meget lidt, der tyder på, at et beslutsomt EU og et vankelmodigt UK bliver i stand til at forhindre en hård Brexit. Uanset om al fornuft tilsiger, at man skal finde en løsning

Nu taler briterne om, at de kan levere et udspil i løbet af efteråret, oktober eller november. Det skaber en enorm tidnød. Formelt udtræder UK af EU til marts 2019. Og EU forventer, at de endelige aftaler er på plads, inden man begynder at forhandle om indholdet af den overgangsordning, der skal gælde i et enkelt år.

Medlemmer af EU-parlamentet har allerede nu sagt, at de kræver tid til at behandle den endelige aftale, så om otte måneder risikerer UK at ramle ind i en såkaldt ’hård Brexit’. Det vil sige, at verdenshandelsorganisationen WTO’s toldsatser træder i kraft, f.eks. 12,4 pct. på biler og reservedele hertil.

Svag premiereminister og splittede Brexit-tilhængere

I øjeblikket er der meget lidt, der tyder på, at et beslutsomt EU og et vankelmodigt UK bliver i stand til at forhindre en hård Brexit. Uanset om al fornuft tilsiger, at man skal finde en løsning.

Theresa May har vist sig som en svag premierminister, svækket af et valgnederlag, der gjorde hende afhængig af nordirske nationalister. Og situationen var i forvejen meget vanskelig, fordi Brexit-tilhængerne er dybt splittede.

På den ene side har man ’globalisterne’ som udenrigsminister Boris Johnson, der drømmer om Global Britain. Problemet er, at meget få af dem har betrådt et fabriksgulv, set et virksomhedsregnskab eller forhandlet en handelsaftale på plads (det har ingen britisk politiker i 44 år). De kan ikke svare på et væsentligt spørgsmål: ’Hvad er det egentlig, de vil eksportere, og til hvem’.

Det er nærmest tragisk, for vist har globaliseringen ramt hårdt. Men UK’s medlemskab af EU har mildnet virkningen

Stillet over for dette spørgsmål og udflytningen af virksomheder snerrede Boris Johnson: ’Fuck Business’. Og det var ham, der lovede de britiske vælgere blomstrende landskaber.

På den anden side har vi ’ofrene for globaliseringen’, f.eks. arbejdere i Nordøstengland, som har oplevet fabrikslukninger, og som er blevet narret til at tro, at det største problem er den fremmede arbejdskraft.

Det er nærmest tragisk, for vist har globaliseringen ramt hårdt. Men UK’s medlemskab af EU har mildnet virkningen. Dels med regionale investeringer, og dels fordi ikke-EU-firmaer har brugt UK som springbræt til det indre marked. Fri adgang til det indre marked, en befolkning som taler et verdenssprog, rimelig beskatning og ledig arbejdskraft. Nu forsvinder de regionale fonds, og internationale firmaer har flytteplaner.

På valgnatten kom det første resultat fra Sunderland, et klart nej. I et hårdt ramt område er Nissans samlefabrik med 6.000 ansatte den største arbejdsgiver. Men halvdelen af produktionen går til resten af EU. Hårde nedskæringer venter. Det illustrerer klart, hvad de britiske arbejdere står over for.

Undren over handlingslammet britisk regering

Den britiske regering har trådt vande, og endnu en gang trådt vande. Forventningen synes at have været, at hvis man stod stejlt og ubøjelig, ville Rest-EU, de 27 tilbageblivende lande blive indbyrdes uenige.

Det modsatte er tilfældet. Alle 27 regeringer synes fast besluttet på at fastholde de goder, som det indre marked fører med sig (selv om den danske regering ryger med på en populistisk propaganda om, at man både kan være i det indre marked og føre sig helt egen arbejdsmarkedspolitik).

Eksemplet Danmark illustrerer glimrende, hvad også små lande kan få ud af det indre marked. Da vi kom i EF i 1973, havde vi en eksportkvote på 25 procent. Det vil sige, at for hver 100 kr. vi producerede i form af varer eller tjenesteydelser, så solgte vi for 25 kr. til udlandet. Nu er den danske eksportkvote oppe på 54 (i de samme år er den britiske eksportkvote steget fra 25 til ynkværdige 28 pct.). Og UK er fra at være Danmarks største samhandelspartner røget ned på en femteplads.

Det er briterne, der har travlt, men regeringen synes handlingslammet. Og i EU stiger forundringen

Økonomer har regnet ud, at en hård Brexit vil ramme UK 4,2 gange hårdere end EU-27. Det er faktisk et ret enkelt regnestykke.

Lande som Tyskland og Danmark, storeksportører, sælger varer for ca. 2,4 pct. af deres bnp (bruttonationalprodukt) til UK. Mens UK sælger 12,5 pct. af deres bnp til EU. Briterne har troet, at deres store handelsunderskud ville få de 27 til at give indrømmelser af frygt for deres eksport til UK, men det har langt fra været tilfældet. Danske virksomheder er f.eks. i fuld gang med at søge alternativer.

Det er briterne, der har travlt, men regeringen synes handlingslammet. Og i EU stiger forundringen. Det britiske medlem af EU-parlamentet, Catherine Bearder (liberal), skrev i denne uge i Independent: “Problemet er, at alt hvad vi har modtaget fra den britiske regering i det sidste halvandet år har været overdrevne slogans, halvbagte trusler og utilstrækkelige planer. Kun en eneste ting har været lysende klart fra regeringen: Brexit betyder Brexit.”

I Financial Times kommenterer Robert Shrimsley udenrigsministerens udladning, ’Fuck Business’: “Dette er et forkælet barns udbrud, en strategisk nihilisme. Efter to års fejlslagne forsøg på at tilbyde bare et fnug af en plan, efter at have forladt sig på magisk overtro og tiltro til, at hvis bare UK holdt nerverne i ro, ville Europa bøje sig, så er alt, hvad han har tilbage en vrissen eksplosion.”

Det irske problem

Udsigterne er mørke, og så er vi endnu ikke kommet til gorillaen i rummet: Det irske spørgsmål.

Set fra EU’s side er sagen ganske enkel: Hvis UK udtræder af det indre marked og af toldunionen, så skal der være en fast grænse mellem EU og UK. Den vil i så fald komme til at lukke grænseovergangene mellem Irland og Nordirland. Langfredagsforliget i 1998 kommer i fare, der er risiko for nye religiøse uroligheder mellem katolikker, der ønsker et nært samarbejde med Irland, og protestanter, der føler sig som en integreret del af UK.

Det burde være indlysende for briterne. De stemte sig jo ud af EU for at genvinde kontrollen over deres handel, men må opleve, at de tvært imod mister den beskyttelse, der lå i at være medlem af et stærkt EU

En løsning kunne være, at Nordirland fortsat er en del af EU’s indre marked, men i så fald vil der kommer en toldgrænse i Det Irske Hav. Det er utænkeligt for langt flertallet af de britiske politikere. United Kingdom of Great Britain ville være på vej mod opløsning.

UK har spillet ud med nogle meget vidtløftige planer om, at man mest muligt kunne have fælles standarder med EU, at moderne teknologi burde gøre det muligt at have åbne grænser på den irske ø. Men EU har forgæves forsøgt at få en uddybning af ideerne. Og det er krystalklart, at åbne grænser på den irske ø aldrig vil få lov til at blive en ukontrolleret, toldfri bagdør for UK til det indre marked.

Det burde være indlysende for briterne. De stemte sig jo ud af EU for at genvinde kontrollen over deres handel, men må opleve, at de tvært imod mister den beskyttelse, der lå i at være medlem af et stærkt EU.

Det irske spørgsmål er nok det problem, der gør det nærmest umuligt at undgå en ’hård Brexit’. EU’s chefforhandler, Michel Barnier, har flere gange udtryk bekymring over den britiske vankelmodighed og understreget, at uret tikker

USA har omgående meddelt, at briterne kun kan gøre sig håb om en handelsaftale, hvis de accepterer de landbrugsvarer, som EU afviser: GMO-afgrøder, hormonkvæg og klorkyllinger. Alene den import er nok til, at en fleksibel grænse på den irske ø er utænkelig for EU.

Irland er det land i EU, der har den største samhandel med UK, men irerne er ikke blevet svage i knæene. De forlanger, at briterne skal finde en løsning, der fastholder de åbne grænser. Og læg mærke til, at samtlige 27 EU-stater skal ratificere en aftale med UK.

Uret tikker

Irlands taoiseach, det vil sige premierminister, Leo Varadkar sagde i denne uge: “Det er ikke mit job at hjælpe Theresa May. Det britiske folk har besluttet sig for Brexit, og det er ikke mit job at hjælpe premierminister May eller UK’s regering. Det er mit job at sikre, at vi ikke får en fast grænse på vores ø, og at sikre, at uanset hvilke nye handelsrelationer, vi får mellem EU og UK, bliver de negative effekter minimaliserede.”

Taoiseach sluttede med det fromme håb, at “UK efter to år nu kan lægge en realistisk løsning på grænseproblemet på bordet”. Det sker ikke under det kommende topmøde.

Det irske spørgsmål er nok det problem, der gør det nærmest umuligt at undgå en ’hård Brexit’. EU’s chefforhandler, Michel Barnier, har flere gange udtryk bekymring over den britiske vankelmodighed og understreget, at uret tikker. Og hans standardudtalelse er: “Vi har ingen løsning, før vi har en løsning”.

Det betyder, at det irske problem også skal være ryddet af vejen, inden man overhovedet kan komme i gang med at aftale de fremtidige handelsvilkår og derefter en mulig overgangsløsning.

Hvor stort problemet er, viser endnu en udtalelse af udenrigsminister Boris Johnson: “Fuck business, fuck Northern Ireland”. Og Theresa Mays kabinet revner, hvis hun ikke kan komme med udspil, som tilfredsstiller dette “forkælede barn”.

Topillustration: Banksy / Flickr

Kategorier