mm

POV International

POINT of VIEW International er et åbent digitalt medie og et fællesskab for skrivende af enhver slags - journalister, borgere, akademikere, eksperter og kulturfolk.
POV’s redaktion beståt af 68 faste skrivende medlemmer men vi har desuden bragt gæsteindlæg begået af af over 400 gæsteskribenter.
Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle temaer i mange formater: nyhedsanalyser, debat, klummer, essays, baggrundshistorier og sågar digte.
Vi sætter en ære i at repræsentere mange synspunkter, og vi har ingen begrænsninger på emner, så længe de møder vores etiske og publicistiske kriterier. Alle indlæg redigeres.
Alle skribenter skriver i eget navn og står på mål for egne artikler. Deres synspunkter deles derfor ikke nødvendigvis af hverken POV International eller andre skribenter ved POV.
Det gælder også på vores Facebook-side, hvor links til andre medier, som vi vælger at dele, ikke nødvendigvis udtrykker POV Internationals overbevisning, men alene at vi finder linket værd at forholde sig til.
POV er medlem af Pressenævnet, og vi ønsker udelukkende at bringe indlæg, der er fair, og hvor fakta er i orden. Vi er altid åbne for henvendelser og kritik af de tekster, vi publicerer.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
POV International
på Mobile Pay: 40121968

Brevkasse: Min teenagesøn er ved at miste grebet

BREVKASSE – Hvad gør man, ens søn bliver mere og mere verdensfjern – og ikke orker hverken gymnasium, arbejde, en kæreste eller andre mennesker generelt? Forfatter Jakob Brønnum og psykoterapeut Eva Zelander svarer på ugens spørgsmål.

Kære POV Brevkasse

Jeg er alene med min søn, der går i 2. g, og jeg er alvorligt bange for, at han er ved at ”miste grebet” om sin tilværelse. Vi har været indkaldt til to samtaler på grund af forsømmelser og manglende afleveringer, og han forsvinder mere og mere ind i sig selv: er tavs og utilnærmelig. Han holder sig på sit værelse hele tiden, hvor han spiller computerspil, f.eks. Grand Theft Auto, som jeg synes er et voldeligt og kvindefjendsk spil. Når han har venner på besøg, ryger de joints, og han virker ikke interesseret i at få en kæreste, dyrke sport eller have andre fritidsinteresser.

Det er umuligt at komme til at snakke med ham. Han siger bare, at jeg skal blande mig udenom, og at han nok selv skal styre sit liv. Men det kan jeg jo se, han ikke kan.

Jeg har skåret hans lommepenge helt væk i håb om, at det tvinger ham til at skaffe sig et fritidsjob og på den måde komme i gang med et eller andet nyt. Men han klarer sig tilsyneladende alligevel, og det gør mig også bekymret, for hvor kommer pengene fra?

Hans far ikke til nogen hjælp. Vi er skilt, og han interesserer sig stort set kun for sin nye familie.

Den fortvivlede mor

Svar 1:

Kære fortvivlede mor

Det er åbenbart en problemstilling som ikke er helt ualmindelig, netop i 2. g., og netop med de komponenter. Kontakten er tabt. Jeg husker udmærket min far stående i døren til mit værelse sidst i 1970’erne: ”Kan du ikke være lidt normal?” Den ufrugtbare dialog mellem ham og mig foregik omkring normalitetsbegrebet, og det blev det, jeg gjorde oprør mod.

Den ikke-fungerende dialog mellem drengen i dette tilfælde og hans mor ser ud til at udspille som omkring drengens forpligtelser. Det er dem, han gør oprør mod. Opgøret er effektivt, for han forskanser sig bag computerspil, hashrygning og en lukket dør. At skærpe hans lyst og vilje til at opfylde sine forpligtelser gennem at formindske hans råderum, hjælper tilsyneladende ikke. Situationen er fastlåst.

Hvad skal der til for at sætte noget bevægelse i systemet? Jeg oplevede en situation, meget tæt på, hvor de involverede fandt et uudnyttet tillidsrum, nemlig mellem en af drengens lærere og ham selv. En længere samtale med læreren fra forældrenes side udmundede i, at læreren indvilligede i at give ham nogle særlige opgaver og ansvar, og en længere samtale med drengen viste ham, at læreren var meget lettere at have at gøre med, hvis man hjalp ham til at gennemføre sin undervisning gennem at stille sig til rådighed i timerne, fremfor at sætte sig mentalt udenfor og ikke bidrage.

Den ny dynamik medførte langsomt, men sikkert at drengen rejste sig ud af tågerne og fik et strålende år i 3. g. Kontakten blev efterhånden genskabt på alle niveauer.

Venlig hilsen, Jakob Brønnum

Svar 2

Kære fortvivlede mor

En af de ting, der gør mest ondt, er at se ens børn miste grebet og opleve den følelse af afmagt, det kan udløse, når man ikke kan gøre noget ved det. Jeg håber, at du selv og venner, der står dig nær, kan give dig omsorg i forhold til denne smerte.

Men der er faktisk noget, du kan gøre. Den vej, du er gået ud af, med formaninger (formoder jeg) og sanktioner, er ikke en farbar vej. Det virker nemlig ikke. Du øger blot afstanden mellem jer med det resultat, at din søn står endnu mere alene. Lige som du selv gør i jeres relation.

I stedet skal du finde en helt anden vej, hvor du dropper både sanktioner og formaninger og erstatter det med samarbejde omkring de bekymringer, I begge har. Han har sine, du har dine. Inviter ham til en ny slags samtale, selv om han sikkert vil være tvær og skeptisk i starten.

Fortæl ham om dine bekymringer i forhold til én – og kun én – ting. Det kunne være din bekymring om, hvor han selverhvervede lommepenge kommer fra. Fortæl ham, at du tænker, det ikke kan være lige let for ham at rode sig ud i ting, der måske er lidt lyssky i kanten. Sig at du vil genindføre lommepengene og spørg, om han vil fortælle dig, hvad der måske kunne være bekymrende (svært) for ham for tiden.

Lyt uden at fordømme. Vent. Lyt mere. Spørg, om han måske kunne have lyst til at tale videre på et tidspunkt, for du vil faktisk gerne, at I får kontakt igen. Lyt videre.

Det vil tage tid. Han skal lige finde ud af, at du mener det. Han ved helt sikkert godt selv, at den sti, han er på vej ud af, er ufed. Men noget holder ham der, noget han ikke selv magter at ændre. Og han har brug for din hjælp – ikke dine frustrationer, afmagt eller vrede. Den største hjælp, du kan give ham, er at starte med at lytte til, hvad der rører sig: Åbent nysgerrigt og ikke dømmende. Og spørg, om han selv har et bud på, hvordan I kan få det, der er svært for ham, til at fungere bedre. Kom med dit eget bud og se så, om I kan samarbejde jer frem til en løsning, I begge har det godt med.

Måske må han gå en klasse om, måske bliver han smidt ud af gymnasiet. Det er ikke verdens undergang. Men en zombie-tilværelse isoleret på værelset med spil og hash tyder på, at han har det svært. Det er der, du kan være der for ham. Resten løser sig senere, når han får fat igen.

Venlig hilsen, Eva Zelander

Har du et problem?

Har DU et problem, du går og tumler om, og som du gerne vil høre Brevkassens syn på? Så skriv til os på brevkasse@pov.international. Alle henvendelser behandles selvfølgelig fortroligt.

Hver uge svarer psykoterapeut Eva Zelander sammen med et af de øvrige medlemmer af POV på et problem eller dilemma.

Kategorier