mm

Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprogpedant.
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU.
Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver
Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lars Luplau
på Mobile Pay: 21 22 23 29

Brasiliens selvforståelse på spil. Det handler om meget mere end fodbold

LONGREAD – Vil man have en dybere forståelse for, hvad der står på spil, når Brasilien søndag aften tager fat på VM-slutrunden, skal man tage sig tid til at læse Lars Luplaus lange beretning om myter national identitet og en VM-historie, hvis lige ikke findes i andre lande. Det handler om selve essensen af brasilianeren.

Ligesom nogle mener, at de Olympiske Lege først rigtig går i gang, når atletik-konkurrencer går i gang, er vi nogle der mener, at VM i fodbold ikke rigtig er startet, før Brasilien har været i kamp. Intet land har så fascinerende en VM-historie, og selvom det ikke helt er så vigtigt, som det var engang, så er der ikke meget, der betyder så meget for den nationale selvforståelse i Brasilien som en VM-slutrunde.

Derfor er der mere på spil end points, når Brasilien søndag aften træder ind i VM-turneringen og byder Schweiz op til kamp. For sydamerikanerne kan det være sidste chance for at genskabe den gode forbindelse mellem den nationale identitet og fodboldsporten.

Brasilien er i sin egen forståelse fodboldens sande hjemland, og intet andet sted i verden er den nationale identitet så tæt knyttet til fodboldspillet. Det handler ikke kun om, at landet er det eneste, der har deltaget ved samtlige slutrunder, og som de eneste har hjemført hele fem titler. Det handler mere om, at det siden 1930, hvor det første VM blev afviklet i nabolandet Uruguay, har været tydeligt for enhver brasilianer, at netop den måde, som man spiller fodbold på i Brasilien, tjener som eksempel og ideal for alle hold i verden.

Fodbolden kom – bl.a. – via England

I 2002 dækkede jeg Copa Libertadores-finalen mellem brasilianske São Caetano og Olimpia fra Paraguay. Efter kampen, der meget overraskende endte med, at Olimpia kunne tage trofæet med hjem til Asuncíon, stod jeg udenfor Pacaembu – blot det næststørste stadion i São Paulo, men alligevel stort nok til at huse finalen i den sydamerikanske version af Champions League – og ventede på en taxi.

Jeg stod på Praça Charles Miller. Den trafikerede plads udenfor stadion er naturligvis opkaldt efter manden, der regnes for brasiliansk fodbolds pioner. Han blev født i Brasilien i 1874. Faren var skotte og moren brasilianer, men ud af en engelsk familie, der en generation tidligere var udvandret til Brasilien.

Den meget korte historie er, at den unge Charles blev sendt til England for at studere, kom tilbage og lagde kimen til, at fodbold spredte sig, først til hele Brasilien, og siden til resten af kontinentet.

Historien er ikke kun kort, den er også ret forsimplet. I virkeligheden var der flere pionerer over hele kontinentet, der simultant arbejdede for at udbrede sporten, men en god historie har en protagonist og i den folkelige fortælling om fodboldens udbredelse i Brasilien er det altså Charles Miller, der har den funktion.

Moderne fodbold er – brasiliansk

Trafikken er altid tæt i São Paulo, så jeg havde lidt tid, inden vognen kom, til at stå og fundere lidt over, hvordan brasilianerne kan mene, at fodbold er deres sport, og at verden skal takke Brasilien og ikke England for spillets eksistens. Når man nu har opkaldt en plads efter manden, som alle ved bragte spillet med sig fra England, kan den udbredte konsensus omkring Brasiliens ejerskab til sporten forekomme mystisk.

Landet gerne tager æren for at have forvandlet en fysisk betonet sport, hvor bolden havde mindre betydning end spillernes fysik, til en charmerende sport, hvor opfindsomhed og tekniske færdigheder blev altafgørende

Sagen er – og det har brasilianerne ret i – at den sport, som Miller bragte med fra den gamle verden, ikke har ret meget at gøre med sporten, som vi kender den i dag. Til gengæld spilles moderne fodbold i det store og hele sådan som brasilianerne udviklede spillet.

Så når brasilianere i fulde alvor mener, at verden skylder dem tak for fodboldspillet, handler det i høj grad om, at landet gerne tager æren for at have forvandlet en fysisk betonet sport, hvor bolden havde mindre betydning end spillernes fysik, til en charmerende sport, hvor opfindsomhed og tekniske færdigheder blev altafgørende.

Essensen af brasilianeren

Fodbold blev populært og spredte sig til hele verden, fordi den smeltede sammen med den brasilianske nationalkarakter. Sådan kan man sammenfatte en meget udbredt myte, som har sine rødder i den brasilianske antropolog og sociolog Gilberto Freyres ideer om o brasileiro, essensen af brasilianeren.

Da Freyre i 1933 udgav sit skelsættende værk Casa Grande e Senzala, handlede antropologi i høj grad om at forsøge at indkredse en given kulturs essens. Freyres 700-siders krabat skrev sig fint ind i den tradition. Han var på jagt efter, hvad det egentlig ville sige at være brasilianer.

Den brasilianske nationale identitet er i høj grad knyttet til forestillingerne om, at nærmest alle brasilianere har lidt i sig fra næsten alle dele af det etniske kludetæppe, som landet er gjort af

Antropologien har for længe siden forkastet forståelsen af kultur som essens, men Freyres ideer, som blandt andet var en slags intellektuel omfavnelse af de sortes betydning for brasiliansk kultur, lever stadig. Ideerne sivede fra de akademiske kredse til hverdagssproget, og her kan man stadig finde dem.

Den brasilianske nationale identitet er i høj grad knyttet til forestillingerne om, at nærmest alle brasilianere har lidt i sig fra næsten alle dele af det etniske kludetæppe, som landet er gjort af. Selv den hvideste brasilianer kan fortælle om oldeforældre, der var sorte slaver, og man skal aldrig længere end 4-5 slægtsled tilbage for at finde en indiansk forfader.

Freyres undersøgelser handlede om, hvad denne fælles historie havde gjort ved Brasilien som nation, og fortællingen om det etnisk mangfoldige grundlag for nationen, den såkaldte freyrianske diskurs, kom til at dominere medieproduktionen i mange år frem.

Alt godt fra det etniske ophav

Og fortællingen blev i høj grad knyttet til fodbold. Idealforestillingen om den brasilianske fodboldspiller består simpelthen af alle stereotyper om de lande og kulturer, hvorfra den brasilianske nations forfædre indvandrede. Han har afrikanerens fysik og kropsbevidsthed, nordeuropæerens kølighed, sydeuropæerens temperament og sangue latino samt asiatens flittighed. Alt godt fra det etniske ophav.

I denne fortælling blev driblingen opfundet i Brasilien af de sorte spillere, dengang de fik lov at være med. Ifølge myten skulle de i starten kaste rismel i ansigtet, så de ikke så helt så sorte ud. Samme myte siger, at de var bange for fysisk kontakt med hvide spillere, fordi de var vant til at kunne blive straffet for den slags og derfor opfandt driblingen.

Brasiliansk fodbold kender vi som smukt og kreativt, men det var også i Brasilien, man først begyndte at organisere opstillingen i systemer. Men når man ved, hvordan brasilianerne forstår sig selv, er der intet besynderligt eller paradoksalt i det.

Man er landet, hvor æstetisk og systematisk fodbold går op i højere enhed, ligesom man er landet, hvor en stor og velorganiseret produktion af passagerfly lever side om side med den tropiske musik- og kropskultur. Og mytologiseringen af fodboldhistorien er en væsentlig del af fortællingen om skabelsen af en brasiliansk ’race’ bestående af det bedste fra alle de etniciteter, der smeltede sammen.

Pelé og storhedstiden

Den tidlige fodboldhistorie fra slutningen af 1800-tallet til afholdelsen af det første VM i 1930, handler om, hvordan et ucharmerende spil blev forvandlet til kunst, da det mødte den brasilianske kultur.

Når resultaterne i årene derefter ikke helt kunne stå mål med storhedstiden, betragtede man i det i Brasilien snarere som en afvigelse fra normalen, fremfor at nye tider var indtruffet

Efter 1930, hvor bolden blev sparket op til den første VM-slutrunde i Uruguay, er det først og fremmest VM-slutrunderne, der udgør skelettet i myten om Brasiliansk fodbold. Det første højdramatiske øjeblik indtræffer i 1950, hvor Brasilien taber finalen 2-1 til naboerne fra Uruguay. Endda på hjemmebane. Et overfyldt Maracanã blev efterladt i chok og tavshed, da gæsterne scorede det afgørende mål. Den kamp har siden – i hvert fald indtil 2014, men det vender jeg tilbage til – stået som pejlemærket, den fælles referenceramme, når emnet ’smertefulde nederlag’ blev diskuteret.

Årene fra 1958 til 1970 står i brasilianernes bevidsthed som den periode, hvor Brasilien indtog sin sande og naturlige plads i international fodbold. Med tre VM-titler, smukt spil og en total dominans, gjorde a seleçãoi den periode præcis det, som folket forventede.

Når resultaterne i årene derefter ikke helt kunne stå mål med storhedstiden, betragtede man i det i Brasilien snarere som en afvigelse fra normalen, fremfor at nye tider var indtruffet.

Storhedstiden startede og sluttede med spilleren som stort set alle brasilianere kan blive enige, er den bedste spiller nogensinde: Pelé. Han fik sit gennembrud som 17-årig ved VM-slutrunden i 1958 i Sverige. Hans karriere kulminerede 12 år senere da både han og Brasilien kunne kalde sig tredobbelte verdensmestre, da de i Mexico vandt 4-1 over Italien i finalen.

Ved slutrunden i 1970 stillede Brasilien med et hold, der gik over i historien, som et af de bedste landshold nogensinde. Med profiler som Pelé, Tostão, Jairzinho, Carlos Alberto, Clodoaldo, Rivellino og Gérson kunne landstræner Mário Zagallo sætte en startelver, hvor de fleste var verdens bedste på deres plads. Og så lige Pelé, som var i en klasse helt for sig selv.

Idealisering på afstand – og 1982

Når man kigger på pressedækningen op til og under slutrunden i 1970 og sammenligner med eftertidens omtale af samme begivenhed opdager man, at myterne om 1970 i høj grad af skabt på bagkant. Den brasilianske medieforsker Ronaldo Helal har i flere publikationer skrevet om det fænomen.

Det viser sig, at samtidens diskurs i høj grad handlede om fodboldforbundets videnskabelige tilgang til forberedelserne på at skulle præstere i Mexicos tynde luft. Det handler om taktik og systemer, mens der er en tendens til at jo længere tid, der er gået siden 1970, jo mere drejer diskursen imod æstetik og idolisering af de enkelte spillere. Den freyrianske diskurs fylder mere og mere, jo mere slutrunden kommer på afstand.

Efter 1970 fulgte en periode på 24 år uden en titel. Dette var ikke let for et folk, hvis selvforståelse i høj grad drejer sig om, at man er de bedste i verden til fodbold. I 1982 stillede man igen op med et hold med så mange profiler, at ingen andre nationer kom bare i nærheden af at kunne mønstre så stærk en opstilling.

Katastrofen i 1982 er også af eftertiden blev læst ind i den dominerende diskurs, men også den simultane dækning af denne slutrunde flød over med referencer til 1970 og fortællingen om fodbold som kunst. Og i starten af turneringen bakkede spillet på banen i meget høj grad fortællingen op.

Det blev til komfortable sejre over Skotland og New Zealand og det ene mål var flottere end det andet. Kampen mod den indledende puljes formodede stærkeste modstander, Sovjetunionen, blev vundet 2-1 og begge mål var fremragende. Éder Aleixos scoring til 2-1 regner jeg for et af de bedste mål i VM-historien.

I mellemrunden startede det også fint mod Argentina med en sejr på 3-1, men i den næste kamp mod de senere verdensmestre fra Italien gik det galt. I en medrivende kamp, hvor Brasilien igen viste, at ingen kom i nærheden af deres topniveau, udnyttede Italiens Paolo Rossi, at den brasilianske defensiv ikke helt var på niveau med offensiven.

Den bageste kæde var ellers besat med fremragende fodboldspillere. De to backs, Júnior og Leandro, regnes stadig for nogle af de bedste nogensinde i Brasilien, men det var i høj grad deres tekniske færdigheder og styrke fremad, der gav dem berømmelse.

En kæmpe fejl fra defensive midtbanespiller Toninho Cerezo kostede sejren. Han spillede bolden på tværs, men havde ikke set at Paolo Rossi stod klar til at opsnappe den dårligt udførte aflevering. Rossi fuldførte sit hattrick og sendte Brasilien ud i mørket.

Ny – og demokratisk – fodbold

Fortællingen om 1982 og det bedste landshold, der aldrig vandt VM, hjemsøgte Brasilien helt ind til 1994, hvor man igen kunne lade sig hylde som verdens bedste. Den hjemlige presse var ellers lige begyndt at svinge sig op til at tale om, hvorvidt 1982-holdet var endnu bedre end legenderne fra 1970.

Den form for fodbold som spillere som Zico, Éder, Falcão, Sócrates, Júnior og Leandro underholdt verden med, er uden tvivl noget af bedste denne skribent har set. Vist var jeg blot 10 år og nem at imponere, men jeg har aldrig, hverken før eller siden været så ked af det på grund af en fodboldkamp, som dengang Paolo Rossi slukkede lyset for alle elskere af flot fodbold.

Da Brasilien to år efter overgik fra militærdiktatur til demokrati, var der mange der mente, at eksperimentet i Corinthians havde haft stor betydning i forhold til at øge presset mod generalerne

80’erne i brasiliansk fodbold indvarslede nye tider. Trafikken af spillere til Europa tog til og hjemme i den brasilianske liga fik sporten en hidtil uset politisk vinkel, da Sócrates satte sig i spidsen for en ny og demokratisk tilgang til elitefodbold. Democracia Corinthiana var en bevægelse og et eksperiment. Fra 1982-1984 blev alle store beslutninger i traditionsklubben Corinthians taget på demokratisk vis, hvor alle i truppen havde en stemme. Det samme havde præsidenten og træneren.

Presset fra de andre klubber betød imidlertid, at man måtte opgive eksperimentet, hvilket fik Sócrates til at drage til Fiorentina i Italien. Da Brasilien to år efter overgik fra militærdiktatur til demokrati, var der mange der mente, at eksperimentet i Corinthians havde haft stor betydning i forhold til at øge presset mod generalerne.

Slutrunderne i 1986 og 1990 var skuffende, og behovet for igen at vinde et VM var nærmest blevet desperat. Der var således ikke mange, der begræd, at titlen i 1994 blev hevet hjem med en form for fodbold, der lå meget langt fra fortællingerne om 1970 og 1982.

Træneren Carlos Alberto Parreira havde bygget holdet op om bundsolide Dunga, der altid leverede en kæmpe arbejdsindsats, men som i sin boldomgang snarere lignede en europæer end en brasilianer. I angrebet satte Parreira sin lid til Romários evner til at omsætte halve chancer til mål. Holdets store kreative profil var Raí, Sócrates lillebror. Han ramte imidlertid ikke sit niveau og røg hurtigt på bænken.

Brasilien spillede ikke dårligt i 1994, eksempelvis var 3-2 sejren over Holland ganske medrivende, men hele tilgangen var meget pragmatisk og finalesejren mod Italien, var en bittersød hævn for 1982. Brasilien vandt efter 0-0 og straffespark. Og man vandt ved at spille med en meget stram defensiv.

1998

I 1998 boede jeg i Brasilien. Spillermaterialet dette år var uden tvivl meget bedre end i 1994, og ikke ret mange i Brasilien var i tvivl om, at man skulle til Frankrig for at forsvare titlen uden de store problemer. Kun Argentina var man en smule nervøse for.

Forventningerne til holdet var lå især på skuldrene af stjernen Ronaldo, og kravet var såvel et titelforsvar som genindførslen af futebol arte, fodbold som kunstart. Det endte imidlertid med et kæmpe antiklimaks i finalen, hvor værterne fra Frankrig vandt en sikker 3-0 sejr.

Optakten og hele stemningen omkring landsholdet havde også været blandet. Den store tiltro til holdets evner tangerede ofte overmod, og der opstod en del situationer omkring skadede spillere, som landstræneren Zagallo, der også var træner i 1970, ikke altid håndterede lige elegant.

Mest bemærkelsesværdig var beslutningen om at lade topscoreren fra 1994, Romário, blive hjemme, fordi det var tvivlsomt om han ville blive klar til den første kamp. Mange havde ellers drømt om at se en angrebsduo med Ronaldo og Romário slå sig løs ved en slutrunde.

Endnu mere problematisk var det, at der ikke lige stod en angrebsmakker til Ronaldo klar i kullisen. Bebeto havde spillet godt under slutrunden i 1994, men var faldet kraftigt i niveau siden dengang, og Edmundo var utilregnelig. Sommetider spillede han som en verdensklasseangriber, og andre gange lagde man kun mærke til ham, når han bragte sine modspilleres helbred i fare.

Den brasilianske sportspresse krævede, at Zagallo udtog den aldrende angriber Muller, der ikke havde være på landsholdet længe, men havde haft en fremragende sæson i den brasilianske liga. I det hele taget fokuserede pressen meget på de spillere, der ikke var med. Til stor og tydelig irritation for Zagallo.

I det centrale forsvar foretrak Zagallo at stille med Júnior Baiano. En spiller, der lidt som Edmundo kunne præstere nogle fantastiske kampe, men også ofte tabte hovedet, blev udvist og efterlod sine holdkammerater i penible situationer. Også her var den samlede presse klar med et forslag om at have en halvgammel erstatning ind: Zagallo burde ifølge kommentatorerne have udtaget Mauro Galvão fra Vasco da Gama, der ganske vist var 37 år gammel, men til gengæld altid optrådte koncentreret og disciplineret.

Turneringen startede egentlig fint for Brasilien. Efter de to første gruppekampe var man allerede sikker på avancement og endda puljens førsteplads. Så man kunne sagtens tåle nederlaget på 1-2 til Norge i den sidste gruppekamp. Júnior Baiano lavede et klodset og unødvendigt straffespark, hvilket dog fik kritikken mod hans udtagelse til at blusse op.

Træner Zagallo var tydeligt irriteret på pressen, men de gode resultater fortsatte. Kvartfinalen mod Danmark var en fremragende kamp, hvor både Ronaldo og Rivaldo viste storform. Selv Bebeto viste for første gang i turneringen noget, der kunne minde om fordums styrke.

Vejen til finalen gik over en straffesparksafgørelse i semifinalen mod Holland og kommentatorerne i aviser og på TV var langtfra tilfredse. Tværtimod talte man om, hvor overlegne Brasilien burde være baseret på spillermaterialet, og hvor svært Zagallo havde ved at få udløst det kæmpe potentiale.

Overmodet fra ’98

For første gang så hørte man dog også stemmer i debatten, der gjorde op med myterne og brasilianeren som notorisk overlegen i forhold til andre nationers spillere. Enkelte kommentatorer fremførte, at det måske ikke var en fiasko, at landsholdt ikke havde spillet Holland ud af banen. Måske handlede det mere om, at Holland stillede med et fremragende hold, der i kvartfinalen mod Argentina havde vist stor klasse.

Fortællingen om at ”normaltilstanden”, at Brasilien var de andre overlegne, og at enhver afvigelse fra den tilstand måtte skyldes dårlig forberedelse eller at Zagallo havde udtaget de forkerte spillere, var imidlertid ganske dominerende.

Og Zagallo skjulte sin irritation med mindre og mindre held. Aftenen før finalen stod han frem på landsdækkende TV og lovede en sikker sejr: ’O time está nas minhas mãos’, sagde han. ’Jeg har holdet i min hule hånd.’

Det var Frankrig, der vandt 3-0. Det var faktisk det største antiklimaks for brasiliansk fodbold siden nederlaget til Uruguay i 1950

En af de store helte 1970, Gérson, der nu tjente til brødet som kommentator, delte hans optimisme. ’Vi har meget bedre spillere, så selvfølgelig vinder vi. Hvis vi lige rammer dagen, så bliver det en storsejr.’

Jeg husker min skepsis. Som velintegreret i det brasilianske samfund holdt jeg fuldt og helt med Brasilien, men sagde til dem, der gad at høre på det, at jeg ikke håbede, at spillerne delte den overdrevne optimisme. Jeg var sikker på, at hvis brasilianerne troede, at det blev let, ville det blive meget svært.

Finalen kom ligesom optakten til at handle en del om, hvem der ikke spillede. Da holdopstillingerne kom en time før kick off bredte en choktilstand sig blandt kommentatorerne. Holdets absolutte stjerne, Ronaldo, figurerede ikke på holdkortet.

Han havde kort tid inden kampen fået et ildebefindende og skulle erstattes af Edmundo. Kort før kampstart ændrede man igen på opstillingen og Ronaldo, der tilsyneladende slet ikke var klar til kampen, startede alligevel. Han leverede en indsats, der kun var bemærkelsesværdig ved i ekstrem grad ikke at være værd at bemærke.

Hele holdet virkede påvirket af situationen og Gérson fik ret i, at det endte med en storsejr. Men det var Frankrig, der vandt 3-0. Det var faktisk det største antiklimaks for brasiliansk fodbold siden nederlaget til Uruguay i 1950.

En ny virkelighed

Tiden derefter var præget af selvransagelse, og det skulle blive endnu værre. I kvalifikationen mod VM i 2002 kom Brasilien i store problemer. Det var som om de andre sydamerikanske nationer fuldstændig havde mistet respekten for brasilianerne. Tidligere var der nærmest en aura af uovervindelighed over brasilianerne, når de mødte de andre sydamerikanske lande, Argentina undtaget.

Lige pludselig gik de andre hold på banen fuld af tro på, at man kunne slå Brasilien. Og den brasilianske selvforståelse skulle vænne sig til en ny virkelighed. Tidligere havde den ærefrygt, som de andre hold udviste, når de mødte Brasilien, bekræftet den brasilianske fortælling om notorisk overlegenhed.

Midt i kvalifikationsturneringen skiftede Brasilien landstræner på grund de dårlige resultater, der havde skabt tvivl om, hvorvidt landet for første gang i historien kunne risikere at misse en slutrunde. Luiz Felipe Scolari tog over og fik sikret kvalifikationen.

Det var imidlertid med blandede forventninger, at Brasilien tog til VM i Japan og Sydkorea i 2002. De tre offensive stjerner Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho havde alle været plaget af skader i tiden op til slutrunden og havde ikke fået ret meget spilletid.

Det skulle vise sig at blive en fordel. Alle tre fik spillet sig i form under turneringen, og Ronaldo endte som den store helt og VM-topscorer, da han scorede begge mål i finalen mod Tyskland. Som den eneste nation havde man nu vundet turneringen fem gange, og positionen som verdens bedste fodboldnation syntes ikke i fare.

Verden åbnede sig

Men måden, hvorpå man tabte i 1998, og problemerne i den efterfølgende kvalifikation, havde udfordret fortællingen og myterne om Brasilien som enehersker på den internationale scene. Nok var man verdensmestre, men var nu – også i stigende grad i brasilianernes selvforståelse – blot en blandt verdens bedste fodboldnationer.

Samtidig var en stadig større del af den brasilianske befolkning kommet på internettet. Verden åbnede sig, og det blev sværere og sværere at holde fast i myten om brasilianeren, der havde nedarvet det bedste fra alle verdener og lod det komme til udtryk gennem perfekt fodbold.

Hele det mytologiske katalog blev hevet frem igen op til slutrunden i 2014, hvor Brasilien på hjemmebane skulle revitalisere fortællingen om Brasilien som fodboldens sande hjemland

Interessen for og opbakningen til landsholdet fra almindelige brasilianere var for nedadgående. Og fodbold fik en stadig mindre betydning for den nationale identitet. Det er dog en langsom proces, og antallet af brasilianere, der blev skuffede ved de to halvsløje slutrunder i 2006 og 2010, var langt større end antallet af ligeglade. Begge gange blev det til exit i kvartfinalen.

Hele det mytologiske katalog blev hevet frem igen op til slutrunden i 2014, hvor Brasilien på hjemmebane skulle revitalisere fortællingen om Brasilien som fodboldens sande hjemland. Efter en hidtil uset økonomisk fremgang i 00’erne havde virkeligheden indhentet Brasilien, og man var ved at opdage, at fremgangen i høj grad var skabt af en meget lempelig finanspolitik kombineret med ekstrem stor kinesisk efterspørgsel på brasilianske varer.

Begge disse forudsætninger var nu forsvundet, og der var i høj grad brug for at puste liv i de gamle myter. Finalen var planlagt til at foregå på Maracãna, hvor man endelig skulle frigøre sig fra spøgelset fra 1950.

En ny fortælling?

Det var et helt andet spøgelse fra 1950, der i 2014 hjemsøgte Brasilien. Nemlig spøgelset fra Mineirão. Det stadion i storbyen Belo Horizonte, hvor USA sensationelt slog England med 1-0 i 1950. Det stadion, hvor store sensationer sker, lagde græs til et traume for brasiliansk fodbold, der var endnu værre end nederlaget til Uruguay i 1950.

Nederlaget på 1-7 til Tyskland satte måske et endegyldigt punktum for den æra, hvor fodbold betød mere end noget andet for den brasilianske nationale identitet. Om der er vej tilbage, finder vi ud af ved dette VM.

Brasilien stiller igen med et stjernespækket hold. Meget afhænger af, hvilken form den største af dem, Neymar, møder op i. Han har set meget skarp ud i træningskampene forud for turneringen, og også den målfarlige Gabriel Jesus ser ud til at være klar.

Hvis Brasilien kan hente titlen hjem, vinde et par storsejre undervejs, og gerne begejstre hele verden i processen, er der en god chance for, at der kan skabes en fortælling om Brasilien som fodboldens sande hjemland

Senere på året skal der være præsidentvalg i Brasilien. Landet har længe været præget af politisk kaos, og man oplever en dyb splittelse i befolkningen. Man fornemmer en udbredt apati og pessimisme. Mere end nogensinde kunne man have brug for noget at samles om igen.

Der er ingen tvivl om, at forbindelsen til myten, der tog Gilberto Freyres forestillinger om skabelsen af en helt unik brasiliansk race, for altid er tabt. Men når nogle fortællinger forsvinder skabes andre. Brasiliens VM-historie udgør i sin egen ret en fortælling, som kan være med til at samle nationen.

Jeg flyver til São Paulo d. 4. juli og håber at kunne fejre Brasiliens sjette VM-titel sammen med dem. Søndag aften får vi en idé om, hvor stor chancen er for det. Det bør blive til en sejr mod Schweiz, men hvis denne turnering skal redde den brasilianske selvforståelse, skal der både titel og flot spil til.

Hvis Brasilien kan hente titlen hjem, vinde et par storsejre undervejs, og gerne begejstre hele verden i processen, er der en god chance for, at der kan genskabes en fortælling om Brasilien som fodboldens sande hjemland.

Nu på grund af resultaterne og historien og ikke på grund af en nærmest genetisk betinget ret til sporten. Der står meget mere end en titel på spil.

Topfoto: Neymar runder Spaniens Pique. Foto: Danilo Borges. CCA-licensed.

 

Kategorier