Brændt af solen

af

Kostis er en komisk og tragisk figur i Argyris Papadimitropoulos’ Suntan, der er månedens film i Cinemateket. Suntan bør ses for karakterskuespilleren Makis Papadimitrious’ hudløse præstation og som portræt af endnu et øsamfund, der er isoleret og globaliseret på samme tid. Det er en ny tematik, der giver nye billeder.

Vi ser film fra hele verden i de danske biografer, men det er sjældent, man lægger sådan rigtig mærke til skuespillerne. Hvis vi får tre film fra Grækenland til Danmark på et år – og det er højt sat – hvad er så chancen for, at en græsk skuespiller slår igennem hos et dansk publikum?

Hvis nogen har fortjent at blive set dette forår, så er det karakterskuespilleren Makis Papadimitriou. Vi så ham første gang i Athina Rachel Tsangaris Chevalier i rollen som Dimitris, hvor han bl.a. lavede en uforglemmelig mimeversion af Loving You. Og nu har han så hovedrollen som Kostis i Argyris Papadimitropoulos’ Suntan, der er månedens film i Cinemateket i juni.

Makis Papadimitriou er 40+, let overvægtig og halvskaldet. Han har en nærmest barnlig udstråling, hvor noget mørkere lurer lige bagved. Han er en komisk karakter, aldeles frygtløs når det kommer til at udstille sig selv, men med talent nok til at vende på en tallerken mellem latter og rædsel. Han gør brug af det meste i Suntan.

Kostis er ny doktor på en lille græsk ferieø, hvor lokaløkonomien står og falder med, hvad der sker i august. Her træder den gudesmukke Anna ind i hans praksis, efter hun er væltet på motorcykel. Kostis opsøger bagefter Anna og hendes venner på stranden og kommer til at drive rundt med dem på barer og til fester, dybt fascineret af de unge mennesker. Især af Anna, der frejdigt bader nøgen. At venneflokken er på ferie på ferieøen, og opfører sig useriøst, falder ham ikke ind, mens han drikker, danser, og forelsker sig stormende i den halvt så gamle kvinde. Her tager filmen sin mørke drejning.

  Ny tematik, nye billeder

Det er en ny tematik i græsk film, hvordan landet som ferieparadis efterlader sin egen befolkning i en art limbo, som en art andenrangsmennesker i forhold til de tilrejsende gæster, som vi også så i Sofia Exarchou’s Park på sidste års PIX-festival. Her løb unge grækere rundt i ruinerne af Athens Olympiske Landsby sammen med udenlandske turister, bl.a. Thomas Bo Larsen. Det har også givet en anden filmisk stil end den surrealistiske, vi ellers var begyndt at lære at kende hos instruktører som Athina Rachel Tsangari og især Yorgos Lanthimos (Dogtooth, The Lobster, uden tvivl græsk films største navn i disse år).

Der er et bestemt klip, jeg gerne vil gå i dybden med. Det kommer mod slutningen af en lang prolog, der skildrer Kostis liv på den græske ø uden for sæsonen. Her er billedsproget langt mere stiliseret og afmålt, det ligner lidt noget svenske Ruben Östlund kunne have lavet. Sidst i sekvensen ser vi Kostis sidde på sit værelse. Støjen fra hans tv udgør lydsiden. Mens kameraet langsomt flytter sig, kommer regn til at overtage lydbilledet. Det bliver klart, at vi har set Kostis gennem et vindue: Vi har fjernet os fra inde til ude, uden et klip. Vi troede, vi var hos Kostis, men det viser sig, vi står ude i regnen.

Jeg tror, instruktører føler sig tiltrukket af den slags filmiske tricks, fordi de forsøger at skildre en verden, der er både lokal og global på samme tid; en verden som er forbundet på tværs af traditionelle grænser.

Det er en effekt, jeg synes er utrolig interessant, eftersom jeg genfinder den i flere andre film i disse år; især så jeg den nogle gange på dette års CPH:DOX. Glanseksemplet er fra Eduardo Williams The Human Surge, der skildrer fattige på tre kontinenter, der bl.a. giver sig i kast med internetpornografi. En argentinsk dreng sætter sig ved sin computer, og der klippes derefter til det, han ser; en grumset livecast fra Afrika. Det vil sige, vi tror, det er det, vi er klippet til, for da de afrikanske drenge slukker for kameraet, så fortsætter klippet, og kameraet begynder at følge efter dem. Vi troede, vi var i Argentina, men, pludselig var vi i Mozambique.

Jeg tror, instruktører føler sig tiltrukket af den slags filmiske tricks, fordi de forsøger at skildre en verden, der er både lokal og global på samme tid; en verden som er forbundet på tværs af traditionelle grænser. Williams unge mennesker fra tre forskellige kontinenter deler i store træk de samme kvaler i den globale økonomi. Papadimitropoulos skildrer et Grækenland, der står nærmest uden for tid og rum. Det er en lille lokal ø, hvor alle kender alle, men samtidig er livet der dybt afhængig af en global menneskestrøm. Det er flere ting på samme tid og sted.

Skyldplacering

Det er svært at håndtere. Det er ikke overraskende, dr. Kostis har svært ved at agere i et komplekst miljø, der ikke er hans eget. Jeg har læst flere anmeldelser, der fordeler skyld nogenlunde ligeligt mellem den gamle mand og den unge kvinde, men det er absolut urigtigt: Hun gør intet forkert. Hun følger reglerne i det frirum, hun har fået tildelt, og bliver antastet af en mand, der ikke vil lade hende være i fred. Hvis skylden skal placeres et andet sted end hos Kostis, så er det på et større plan, hos de der har indrettet Grækenland så mærkværdigt og uden hensynstagen til befolkningen.

Suntan har en absolut fremragende skuespillerpræstation i centrum, den har et logisk plot, flot kameraarbejde, og smukke nøgne kroppe af begge køn. Derudover skaber den et filmisk rum, der er gennemført og anderledes, og hvor man mange gange tænker, ‘hvordan er det dog, det ser ud?’ Så meget desto mere imponerende, eftersom den er optaget på en virkelig ferieø. Den er godt tænkt. En medrivende film, som man samtidig bliver klogere af.

Instruktør: Argyris Papadimitropoulos
Grækenland, 2016
DCP, 105 min.
Engelske undertekster
Tilladt over 15 år

Hovedillustration og filmplakat: Cinemateket.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Gentagelsen

Jeg tænkte på dengang, jeg dansede rundt på gulvet med ham i
Gå til Top