Børnearbejde? Hold nu kæft, den osteklokke er jo skide billig!

af

”Vi skal ha’ to vogne,” sagde jeg, da jeg nærmest løb fra parkeringspladsen ind i Ikea i onsdags.

”To? Så meget skal du da ikke købe?” sagde min veninde Katte Else – hun har ingen kat, men hun har lige købt to håndlavede fra en glaskunstner og dem elsker hun. Else pegede på den kæmpe indkøbsvogn, jeg havde hevet fat i, og nu baksede med at få til at køre der, hvor jeg ville have den skulle køre.

Jeg viftede over mod Katte Else, allerede topstresset, med elleve – ja, du læste rigtigt, ELLEVE sider med produktnavne og priser på de ting, jeg skulle købe. Else rullede med øjnene og rystede på hovedet, hun greb også fat i en indkøbsvogn i rækken og kørte efter mig ind i ”den store indkøbsmund” af en rundkørselsdør, der slugte os begge og ikke spyttede os ud igen før mere end tre timer senere.

Hele vejen ud til Ikea i Katte Elses bil havde vi knevret om alle de kanelsnegle, hun skulle købe med hjem, så hende og hendes mand rigtig kunne mæske sig om aftenen, og jeg ønskede mig en hotdog, for det havde jeg ikke fået i nærmest 700 år, og begge dele kan man købe, når man har betalt for alle de andre varer. Ikeas berømte Kjöttbullar var der ingen af os, der hverken nævnede eller skænkede en tanke.

Og det blev ved og ved og både Katte Elses og min indkøbsvogn blev mere og mere fyldt, og I ved, hvordan det er, tror jeg, når man køber nyt, jamen så er man helt tovlig af begejstring og har høj indkøbsfeber

Tre små kasseroller til 79 kr. for sættet.

Grydeskeer og paletkniv i sort plastic 8 kr. pr. stk.

Køkkenvægt – jeg blev meget hurtigt vant til alle priser under 100 kr., så vægten til 149 kr. endda uden batterier blev vendt, drejet og overvejet, før den kom ned i indkøbsvognen.

Trækasse – minder lidt om en gammeldags æble- eller ølkasse 59 kr. (skal samles).

Servietholder med metalkugle, der holder servietterne på plads 29 kr.

Og det blev ved og ved og både Katte Elses og min indkøbsvogn blev mere og mere fyldt, og I ved, hvordan det er, tror jeg, når man køber nyt, jamen så er man helt tovlig af begejstring og har høj indkøbsfeber.

Jeg havde efterhånden krydset alt af på de elleve siders lister bortset fra en ting. Osteklokken til 29 kroner.

”Åh, jeg stod og så på den på et tidspunkt, hvor pokker var det nu den stod?” sagde Else og så ned gennem lampeafdelingen, som vi lige var gået igennem og som er sidste stop før elevatoren ned til lageret, hvor man henter de store ting – dér skulle vi også hen.

Så vi måtte tilbage gennem afdeling efter afdeling, og som jeg husker det endda en tur op med elevatoren til en anden sal og så rundt efter de store pile på gulvet, rundt og rundt, hvor var den osteklokke?

Katte Else og jeg grinede kun én gang i de timer vi var i Ikea, og det var længe før osteklokke-jagten.

Jeg gik hele min taske igennem, alle rum, og der er mange, for min sorte skuldertaske er stor. Else var ved at se på en pande til mig.

Hvem ind i helvede stjæler Ikea huskelister? Jeg følte en vrede så stor, da jeg så rundt på de andre kunder i afdelingen, hvem var den infame tyv?

Jeg lynede lynlåse op og i. Famle, famle og så hev jeg taskerummene ud og stirrede fortabt ned i mørket. Der var ingen lister, alle elleve sider var væk!

Hvem ind i helvede stjæler Ikea huskelister? Jeg følte en vrede så stor, da jeg så rundt på de andre kunder i afdelingen, hvem var den infame tyv?

Stak der et par sider skrevet med stor lysende grøn tusch ud af en bukselomme et sted? Hvad med ham der – kunne han have en side eller to stukket i bukselinningen på de forvaskede blå jeans med store revner og huller? Er det virkelig stadig på mode? Han havde en sort sweater udover bukserne, så jeg kunne ikke se andet, end at han var ved at overveje sættet med de tre kasseroller, som allerede lå nederst i min vogn, som jeg havde efterladt lige efter lampeafdelingen ved elevatoren.

Jeg sendte manden med de hullede jeans et halvsurt blik, bare for en sikkerheds skyld. Og hende der med de to hylende unger og nærmest ingen varer i indkøbsvognen, det var da top mistænkeligt.

Måske græd ungerne, fordi de ikke måtte flytte sig, fordi moren havde beordret dem til at sidde stille ovenpå mine lister, så ingen opdagede dem.

Nu kom der en mand i en mørkeblå kedeldragt, han tog begge de hylende unger op i et snuptag, de blev ved med at hyle, mens jeg hurtigt gloede ned i bunden af deres indkøbsvogn. Der var ingen huskelister skrevet med lysende grøn tusch.

Else gik ude i siden, og hun gik hurtigt. Hendes øjne gled nærmest professionelt – er der et job der hedder ting-der-er-blevet-væk-i-Ikea-finder? – op og ned af varer og hylder.

Katte Else var meget koncentreret. Jeg begyndte i den anden ende, og faktisk var vi et ret godt team. Vi havde snuderne i sporet, og vi søgte bedre, hurtigere og meget mere intenst, end selv den mest polititrænede hashhund og BUM! Lige da vi begge to var nået til det samme sted nærmest på midten af det kæmpe rum, lå mine lister dér på en hylde med glas og plastic skåle, store og små og i mange farver.

”Se lige der! Se der!” Else spruttede af grin, mens hun pegede op på hylden over den, hvor huskelisterne lå og der – dér lå mine læsebriller.

”Dem vidste du ikke en gang at du havde mistet.”

”Næh, jeg havde jo ikke noget at bruge dem til når huskelisterne var væk…” smilede jeg.

”Nå, har I hygget jer, det er så rart at daske rundt i Ikea,” sagde Kasket Hanne. ”Hygget os?” spurgte Katte Else og så pludselig meget, meget træt ud, da hun så over på mig. ”Tænk, nej, vi har faktisk overhovedet ikke hygget os

Vi ræsede tilbage og kantede de fyldte indkøbsvogne ind i elevatoren og steg ud nede i lagerhallen, hvor Katte Else, der ellers er en klovn til at finde vej (jeg er værre), straks fandt den rigtige hylde endnu en gang.

Det var to ret store og tunge pakker, som vi læssede ned underst på den ene indkøbsvogn, et stort rullebord i eg (kan man virkelig få noget af egetræ i Ikea?) og rustfrit stål, der skulle stå ved siden af mit nye komfur, og så var det ellers hen til kassen og bagefter ud til Elses bil og tænk, det hele kunne sgu være der. Det så ellers ikke sådan ud da vi begyndte at sætte tingene ind i bilen i alle de blå poser med det verdensberømte gule logo.

Det var som om vi havde været gift i 837 år, Katte Else og mig, for vi sagde ikke ret meget på vejen hjem fra Ikea, vi var trætte, og jeg skreg kun op én gang, for da var jeg sikker på, at Else var ved at køre ind i tre høje vejtavler, der stod ovre i min side, men hun ramte dem da heldigvis ikke. Men næsten, det kan jeg godt sige jer, næsten.

Under Construction – Betsy Youngquist

Da vi kom hjem til min lejlighed, stod næste hold der allerede, dem der skulle tage over efter Katte Else – Kasket Hanne og Nærværende Nanna. Mor og datter og en masse værktøj.

”Nå, har I hygget jer, det er så rart at daske rundt i Ikea,” sagde Kasket Hanne.

”Hygget os?” spurgte Katte Else og så pludselig meget, meget træt ud, da hun så over på mig.

”Tænk, nej, vi har faktisk overhovedet ikke hygget os, har vi Else?”

”Vi har i hvert fald slet ikke dasket rundt, og jeg røg ikke en smøg i over tre timer. Vi havde susende travlt!”

”Og vi fik hverken kanelsnegle eller hotdogs,” sagde jeg.

”Nej, det glemte vi da fuldstændig.”

”Så har I virkelig haft travlt,” sagde Nærværende Nanna, ”Nå, men skal vi se at få pakket det her ud og få skruet tingene sammen?”

Katte Else kørte hjem til mand og glaskatte, og Kasket Hanne og hendes datter gik i gang med værktøjet.

”Fandt du alt hvad du skulle købe,” spurgte Kasket Hanne.

”Ja, det eneste vi manglede til sidst var en osteklokke.”

”Fandt I den?”

Jeg rodede i en af de blå poser.

”Her er den,” sagde jeg og viste Hanne osteklokken.

”29 kroner, hvad siger du så?”

Hvem tør sige, at det er godt, at børn har et arbejde, for så kan de tjene nogle penge til deres familie. Ofte er det jo børnene, der er de eneste, som tjener penge, der er intet socialt netværk. Intet. Vi køber bare, hvem tør sige det højt?

”Jeg siger, den er cool, og så siger jeg, at de børn, hvor end i verden den er lavet, at de da godt nok ikke får ret meget i timen,” sagde Hanne.

”Åh, altså, det, jeg mener, altså det… tror du, det er børn, der har lavet den?” Jeg stod med osteklokken i hånden og så ned på den.

”Ikea har haft deres sager med børnearbejde ved jeg,” sagde Kasket Hanne, ”men jeg tror det er nogen år siden, jeg tror de har lært lektien.”

”Det er vel også os, der skal lære et par lektier,” sagde Nærværende Nanna og fortsatte.

”Vi går ind for økologi og glade høns og grise med krøller på halen og køer, der danser af glæde ud på de grønne marker om foråret, samtidig med at vi ikke vil betale en skid for noget som helst. Hvem tør sige, at det er godt, at børn har et arbejde, for så kan de tjene nogle penge til deres familie. Ofte er det jo børnene, der er de eneste, som tjener penge, der er intet socialt netværk. Intet. Vi køber bare, hvem tør sige det højt?”

”Det tør jeg godt,” sagde Kasket Hanne.

Playing with heads – Besty Youngquist

”Jamen, I ved da godt,” sagde jeg, ”at der har været meget fremme, om børn, der var lænket til de store væve, når der bliver lavet håndlavede ægte tæpper, og alle de syrebade, som modetøj kommer igennem, hvor børnene står i op til 12-14 timer i bare fødder midt i de giftige dampe…?”

”Selvfølgelig ved vi det,” sagde Nanna, der næsten var færdig med at samle det store rullebord. ”Det er godt, der er opmærksomhed om det kæmpe problem, det er med børnearbejde, og måske kan børnene på den måde få nogen acceptable arbejdsforhold, hvis de arbejder hos store koncerner med ordentlige etiske retningslinjer,” sagde Nærværende Nanna.

”Og vi skal også til at betale en fair pris for det, vi køber, verden falder sammen af det uhyggelige overforbrug, vi har og den dobbeltmoralske holdning til at alt skal være billigere, billigere og super meget billigere,” sagde Kasket Hanne og rakte et lidt større ”bit” til Nannas skruetrækker til hende.

”Vi har også en del Ikea møbler og ting og sager fra Søstrene Grene og Tigeren,” sagde Nærværende Nanna og rullede rullebordet på plads. Det passede perfekt i højden til komfuret.

”Har I ikke noget fra Harald Nyborg?” spurgte Hanne og blinkede.

”Det tror jeg sgu ikke!” Grinede Nanna.

”Det jeg siger er bare, at det er godt at børnene har et arbejde, hvis det er under ordnede forhold, og uanset hvor ondt vi end har af de børn, fordi de ikke har samme muligheder som vores børn, så må vi bare indse, at det har de så ikke, men vi kommer ingen vegne med medlidenhed. Enten køber vi KUN de billige ting, hvor forretningerne laver ordentlige forhold for børnene, eller også skal vi bare købe videre, og så også klappe komplet i og ikke vræle op om, hvor synd det er for børnene, og så kun gøre det værre, fordi vi vil have al ting billigere.” Nanna så på sin mor og så på mig.

”Der er mange former for osteklokker, Synnøve,” sagde Nærværende Nanna.

”Jeg ved det, det er en god snak det her, tak.”

Kasket Hanne begyndte at rulle pap sammen.

”Den er sgu faktisk ret fed,” sagde Nanna og tog osteklokken ud af mine hænder.

”Hvor meget var det du sagde, at den kostede?”

”29 kroner,” svarede jeg.

Osteklokken – foto: Synnøve Søe

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Så hvis du nyder at læse Synnøves artikler,  kan du hjælpe hende med at få løn for at skrive dem. Ved at doneret et bløn, størrelsen bestemmer du selv, til hendes Mobile Pay: 28 68 98 30

Her fortæller Unicef om, hvorfor børnearbejde er et problem: https://www.unicef.dk/boernearbejde#.Wdywt57n0lU.mailto

Topillustration og indsatte billeder: Den amerikanske kunstner Betsy Youngquist, der har lavet dukken med de tomme øjne og de hvide blomster, som POV International har fået lov til at bruge som topbillede til denne historie – kunstværket hedder ”Friday Flowers” – er født i Rockford, Illinois i 1965, hvor hun stadig bor.
Hun er Bachelor of Arts og i 1992 læste hun videre og tog en Masters of Arts.
Betsy Youngquist laver bittesmå surrealistiske dukker og dyr i perler og mixmedia, men også kæmpestore skulpturer, som hun har udstillet både i USA og på mange udstillinger over hele verden fra Japan og Ukraine til Sverige. Betsy Youngquist har mange, der samler på hendes kunst og den er oppe i de højere prisklasser på grund af de dyre materialer hun bruger, men også fordi hver eneste lille perle er sat på af hende selv i det univers, hun har skabt – stærkt inspireret af børns fantasi- og drømmeverden.
Det er værd at se hendes værker og læse mere om Betsy Youngquist på hendes hjemmeside www.byart.com og ellers kan I følge hende på Instagram @betsyyoungquist

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

Synnøve Søe

Tak fordi du læste med! Mobile Pay 28689830. Kærlig hilsen Synnøve

Seneste indlæg fra

Gå til Top