Bonkammeraterne Trump og Putin?

af

ANALYSE – Styret i Moskva nærer ingen illusion om, at USA’s nye præsident er ”en ven af Rusland” – selv om det er sådan de to lederes forhold ofte fremstilles i Vesten, især af høgeagtige politikere, militærfolk og medier. Selv om der henad vejen skulle opstå et nogenlunde godt personligt forhold mellem de to alfahanner, Putin og Trump, er de to landes nationale interesser i stor udstrækning modsatrettede, forklarer Michael Breinhild Johansen.

Er USA’s nye præsident, Donald Trump, og hans modpart i Rusland, Vladimir Putin, bonkammerater? Det skulle man tro, hvis man læser overskrifterne i mange medier over hele verden. Men dem, der tror på påstanden, er imidlertid galt afmarcherede.

Det kan meget vel være, at Putin synes om Trumps no-nonsense-talk. Og Trump om Putins autoritære zar-lignende regeringsmetoder. Men meget mere er der ikke at have sympatien mellem de to præsidenter i. Den ene er leder af verdens største økonomi, den anden af verdens største land. De to skal nu se hinanden an. Ikke personligt, men politisk og økonomisk. Og ikke mindst se, hvordan de hver især kan præge den internationale dagsorden. For her er der en lighed: det vil de begge gerne.

Men lad os se på baggrunden. Her er det vigtigt at slå fast, at det aktuelle forhold mellem Rusland og USA er elendigt. Og det har det været igennem de seneste 10 år. Spændingen har ikke været højere siden opløsningen af Sovjetunionen og afslutningen på Den Kolde Krig. Og ikke meget tyder på, at der er forbedringer i udsigt.

Dels nærer de to landes politiske nomenklaturer dyb mistillid til hinanden. Dels har de to lande realpolitiske interesser, der på afgørende punkter er på kollisionskurs. USA har under præsidenterne George W. Bush og Barack Obama betragtet Rusland og Putin som en mindreværdig og upålidelig del af verdenssamfundet. Rusland og Putin betragter til gengæld USA og Vesten som utroværdige, dobbeltmoralske og enerådige uden vilje til at tage hensyn til andres landes interesser – og slet ikke Ruslands.

Tvivl om Trump – også i Moskva

I Moskva er der endvidere – også selv om ingen siger det til en tændt mikrofon – akkurat lige så stor tvivl og usikkerhed om, hvad man her kan forvente sig af Trump, som der er alle andre steder. Det står hen i det uvisse, hvilken linje den nye amerikanske præsident går efter, altså under forudsætning af, at han overhovedet har én.

For ingen aner, hvilken politik Trump vil føre over for Rusland. Linjen er ikke formuleret endnu, siger flere eksperter herunder Sergej Karaganov, en sværvægter i russisk udenrigspolitik. Karaganov er mangeårig udenrigspolitisk analytiker og hører til inderkredsen af de folk, der støber kugler i russisk udenrigspolitik. Det betyder ikke, at russiske analytikere, udenrigseksperter og den politiske ledelse ikke gør sig tanker om, hvordan de skal forholde sig til forskellige muligheder. Nøjagtig som de politiske ledere gør det i Beijing, Berlin, Paris, Bruxelles og New Delhi.

Trump og Putin er begge er uden tvivl alfa-hanner. Personligt som politisk.

Moskva synes dog nogenlunde sikker på, at det ikke er nødvendigt med en gennemgribende revision af landets udenrigspolitik på grund af den ny mand i Det Hvide Hus, uanset hvad han disker op med.

“Valget af Trump bør inspirere og ses som en mulig åbning for en bedre dynamik mellem de to lande,” skriver Dmitrij Trenin, lunkent optimistisk i en kommentar. Trenin er direktør for Carnegie-instituttet i Moskva og har skrevet flere artikler offentliggjort på instituttets hjemmeside og gengivet i flere europæiske medier.

Trump: America first! – Putin: Russia first!

Tilgangen til jobbet er den samme hos de to statsoverhovedet. Trump vil regere efter devisen ”America first”; Putin har længe gjort det efter devisen ”Russia first”. Hvis nogen skulle komme i det flabede hjørne, kunne vedkommende måske forledes til en mindre omformulering lydende: Trump: Me first! Putin: Me first! Begge er uden tvivl alfa-hanner. Personligt som politisk.

I Moskva ses denne tilgang både som kimen til konflikter og kontroverser – og til en åbning for en mulig forbedring i forholdet mellem de to lande. Der måske kunne ende med et ikke hjerteligt, så måske dog et rimeligt forhold mellem Putin og Trump.

Putin har sat Ruslands nationale interesser først, siden han kom til magten i 2000. Det er præsidentens opgave og helt legitimt. Det uanset, om nogen – Vesten eller andre – bliver trådt over tæerne. I Moskva mener hverken Putin eller toneangivende analytikere til gengæld, at de seneste amerikanske præsidenter har opført sig tilsvarende, altså har sat USA’s interesser først.

Washington – og førende EU-lande for den sags skyld – har ifølge Moskva sat udbredelsen af liberale demokratiske værdier, globalisering og en monopolær verdensorden over USA’s nationale interesser – og især almindelige amerikaneres ditto. Derfor så vi Trumps valgsejr i USA, derfor Brexit i Storbritannien – og fremadrettet måske en valgsejr til Marine le Pen ved præsidentvalget i Frankrig.

Eliten har fjernet sig fra almindelige mennesker og tilsidesat deres interesser. Som Moskva ser det, har de vestlige eliter helt enkelt kvajet sig, og er ved at undergrave sig selv ved at satse på at ændre verden, fremfor at gøre noget for deres egne befolkninger. Det gør Trump op med nu med sit ”America First”.

“Trump symboliserer en kursændring, hvor amerikansk storhed ikke er lig med et globalt lederskab og evnen til at blande sig overalt for at ændre verden i liberal og demokratisk retning. Amerikansk storhed er for Trump at forsvare USA’s nationale interesser, hvor som helst, når som helst”, skriver Fjodor Lukjanov, formand for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik, i tidsskriftet Russia in Global Affairs, som han er redaktør for.

Washington – og førende EU-lande for den sags skyld – har ifølge Moskva sat udbredelsen af liberale demokratiske værdier, globalisering og en monopolær verdensorden over USA’s nationale interesser – og især almindelige amerikaneres ditto.

I Moskvas optik betyder det, at USA under Trump ikke vil blande sig videre i interne russiske anliggender og måske nok så vigtigt, ej heller i russiske nærområder og interessesfærer. På dette punkt spores der en vis sympati for og håb til Trump. Altså hvis han holder, hvad han lover.

USA og Rusland har modsatrettede nationale interesser

Det indebærer imidlertid bare ikke, at nogen i Moskva nærer illusioner om Trump som ”ven af Rusland”, som det ofte fremstilles i Vesten, især af de høgeagtige politikere, militærfolk og medier.

Kort sagt: uanset om der skulle opstå et nogenlunde godt personligt forhold mellem Putin og Trump, er de to landes nationale interesser i stor udstrækning modsatrettede.

Dmitrij Trenin peger på, at Trump omgiver sig med udenrigspolitiske rådgivere, der er udpræget fjendtligt indstillede over for Rusland. Oven i går Trump ind for massive investeringer i militæret og ny oprustning. Der selvsagt kan anvendes mod Rusland.

I Moskva er man samtidig helt på det rene med, at landets skrantende økonomi ikke kan holde til et rustningskapløb med USA og Vesten.

Trenin tvivler på, om Trump opgiver ”USA’s globale hegemoni”, der kolliderer med Ruslands ønske om en multipolær verdensorden, hvor flere stormagter er på banen og accepteres som spillere med egne nationale interesser.

Sergej Karaganov peger på, at Trump truer Iran med at rive atomaftalen i stykker og truer Kina med handelssanktioner. Denne anti-kinesiske og anti-iranske holdning er ”stik imod” Ruslands vigtigste nuværende prioriteringer og interesser, skriver han i en nylig analyse.

Rusland satser målrettet på bedre forbindelser med Kina og har i mange år bakket op om Iran i konflikterne i Mellemøsten. Dette sidste gælder især over for Saudi-Arabien – USA’s vigtigste forbundsfælle i regionen efter Israel.

Rusland og USA står også på hver sin side i Syrien, Ukraine og Israel/Mellemøsten. Alle tre steder ser Moskva et Washington, der blokerer for russiske interesser og mulige politiske løsninger på de blodige konflikter.

Den interne magtkamp i Washington afgør fremtidens Ruslands-politik

For Moskva er der dog også potentielle lyspunkter og muligheder for forbedringer i forholdet til USA under Trump. Han ses som en pragmatiker både på grund af sin fortid som forretningsmand og forhandler og på grund af sin politiske uerfarenhed. Så hvis han rækker hånden ud og er parat til aftaler om Ukraine og Syrien samt accepterer Ruslands ”legitime ” nationale interesser i Europa, såsom olierørledning nummer to i Østersøen, ja, så er der måske en chance for en russisk optøning overfor USA – og EU.

Her kan Rusland selv gøre en indsats. Dmitrij Trenin peger på, at Rusland skal søge at undgå en kollision med USA om Syrien og Ukraine. Og det skal gøres ved at inddrage USA i løsninger og søge samarbejde om bekæmpelse international terrorisme og cyberkriminalitet, der også rammer Rusland.

I Moskvas optik betyder det, at USA under Trump ikke vil blande sig videre i interne russiske anliggender og måske nok så vigtigt, ej heller i russiske nærområder og interessesfærer. På dette punkt spores der en vis sympati for og håb til Trump. Altså hvis han holder, hvad han lover.

Trenin peger desuden på, at USA og Rusland bør arbejde sammen om at styrke den nukleare ikke-spredningsaftale i lyset af truslen fra Nordkorea og andre lande, der arbejder på at skaffe sig atomvåben.

Trump har foreslået at skære i Ruslands og USA’s atomarsenaler – eventuelt som led i en mulig aftale om det østlige Ukraine og annekteringen af Krim, hvor Moskva får det nogenlunde, som de vil have det. Moskva er dog kølig over for forslaget, da Trump ikke har sagt noget om det amerikanske missilskjold over Europa, der ses som rettet mod Rusland.

I Moskva er der også tvivl om, hvorvidt Trump overhovedet er i stand til at føre den udenrigspolitik, han ønsker. Det udenrigspolitiske etablissement i Washington er stærkt antirussisk og ønsker at bevare USA’s ret til ”globalt hegemoni”.

“Forholdet mellem Rusland og USA afhænger af udfaldet i kampen mellem Trump og Rusland-skeptikerne i Washington. Vinder Trump er der mulighed for pragmatiske løsninger. Gør han ikke, vil USA fortsætte sine anstrengelser på at sætte dagsorden,” skriver Fjordor Lukjanov.

Illustration: Michaël Dorbec: Mobile Pay 3131 8234) – oprindelige fotos af: Gage Skidmore, IoSonoUnaFotoCamera, Flickr

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Michael Breinhild Johansen

Michael Breinhild Johansen er journalist og dækkede i en årrække det tidligere Sovjetunionen og Norden for Ritzaus Bureau. Især Rusland og Ukraine har han fulgt tæt med nyheder, analyser og baggrundsartikler. Blev udsendt til de fleste større begivenheder i de to lande mellem 1990 og 2014, men også på reportagerejse til andre tidligere sovjetstater.
Michael dækkede i en periode Sydasien med især Indien og Pakistan som fokus. Har fulgt desuden Norden, særligt Sverige, indgående med hovedvægt på den politiske, sociale og økonomiske udvikling.
I perioder har han arbejdet som højskolelærer i Danmark og Sverige. Underviser i journalistik og mediekundskab og holder skrivekurser for offentligt ansatte.
Michael er født i Århus (sådan stavedes det dengang i 1956) og voksede op i Thy. Han er uddannet cand.mag. i historie og internationale forhold på AUC (AAU). Arbejder i dag som journalist og kommunikationsrådgiver. Bor halvt i Danmark, halvt i Sverige.

Seneste indlæg fra

Gå til Top