Kristian V. Jensen: Der hvor vores boghjerter banker

af

VI ER HER!  B/E/L/L/A…C \E\N\T/R\E\T.  Som at stå ansigt til ansigt med en futuristisk fortid = meget ubehageligt. Eller som en anerkendt dansk forfatter kaldte BogForum over de fire halvliters Albani-øl, vi delte på den tid, det tager DSB at køre fra Odense banegård til Aarhus H:

”Et akustisk HELVEDE!”

Den pågældende forfatter indfinder sig kun på BogForum i forbindelse med egne udgivelser. Hun foretrækker Louisiana Literature for ”der kan man bade.” Det kan man saftsuseme ikke i B/E/L/L/A…C \E\N\T/R\E\T.

Men det er først nu, mens jeg bliver suget ind i BogForums hjertekammer nummer 1, HAL C, at jeg forstår, hvad hun mener: ordene bobler rundt i rummet, som en hønsekødssuppe der er ved at koge over.

Klokken er 10:19 og Svend Brinkmann holder åbningstale om 11 minutter. Men allerede 10:20 lukker sikkerhedsvagten den hvide dør, og SCENEN bliver forjættet land. Af hensyn til brandsikkerheden.

Vi er 50 mennesker, som sukker og jamrer og beklager os for at komme ind. Selv ikke Jyllands-Postens mand på stedet kan fedte sig igennem ved at gøre opmærksom på den avis, han skriver for. Han bøjer sit kasketfjæs ned og stirrer olmt på sikkerhedsvagtens id-kort, der hænger lige i skridthøjde, inden han opgiver og forsvinder med beskeden om, at ”sikkerheden går forud for alt, hvad I kommer fra.”

Der er godt nok kommet mange ældre mennesker til årets bogfest denne klamme fredag i november. Og sandt at sige udstråler flere af dem en købekraft, der er frygtindgydende. Men at nogle af dem ligefrem bruger verbal vold mod hårdtarbejdende mennesker, der kun vil dem det bedste, er ikke til at forstå

Da der endelig er faldet ro over folkemængderne, udtaler den pågældende sikkerhedsvagt sig om situationen:

”Man skal høre på de samme undskyldninger hver gang. Det kommer til at blive sådan her hele weekenden: De forfattere, der er populære – jeg ved ikke, hvem det er – der skal man komme i god tid”.

“Det her er ikke engang slemt. Jeg har prøvet det, der var meget værre. Nogle gange har vi været nødt til at tage fat i folk og skubbe dem væk og sige, at de skal høre efter, hvad vi siger. Nogle af de ældre ignorerer os fuldstændigt. De skal bare ind lige meget hvad.”

– Nogle af de ældre?

”Ja. Jeg plejer at sige, at de går i barndom igen, du ved; mig, mig, mig! Og nogle af dem sviner os til og siger, vi er for dumme og amatører og magtmennesker. Jeg har efterhånden været herude så mange gange, at jeg bare trækker på skuldrene og tænker: er det virkelig nødvendigt? Os gamle har jo teflonkåbe på, men mange af de unge vagter tager det faktisk tungt.”

Der er godt nok kommet mange ældre mennesker til årets bogfest denne klamme fredag i november. Og sandt at sige udstråler flere af dem en købekraft, der er frygtindgydende. Men at nogle af dem ligefrem bruger verbal vold mod hårdtarbejdende mennesker, der kun vil dem det bedste, er ikke til at forstå.

Stille hjerte sol går ned

Jeg var faktisk overhovedet ikke kommet for at høre Svend Brinkmann. Jeg var ligesom bare blevet ført med strømmen af mennesker. Jeg er her for at høre en mand, som klæder sig i dametøj. En virkelig besynderlig skikkelse i dansk litteratur: Madame Nielsen.

Men Madame Nielsen træder først ind på GYLDENDDALS TRANESCENE 1 klokken 17:40. Og tanken om at befinde sig et sted, der stykke for stykke river livsmodet ud af en, er ikke ligefrem opmuntrende.

Heldigvis er Leif og Bente her.

De står uden for Aakjærselskabets stand i C2-045 og føjer nye dimensioner til lydbilledet i HAL C. Leif vrider lystigt mund og krop hver gang, han klemmer luften ud af sin harmonika, og Bente lukker øjnene, idet hun trækker den sidste verslinje nogle akkorder længere:

Stille hjerte sol går ned,

Sol går ned bag heden,

Dyr går hjem fra dagens bed,

Storken står i reden

Stille, stille hjerte sol går ned.

Bente Kure har sammen med Leif Ernstsen turneret landet rundt i mange år med fortolkninger af Jeppe Aakjærs digte.

Det dejlige ved Leif og Bente er, at de er totalt afslappede og slet ikke påvirkede af omgivelserne. De er her bare, som de er; overhovedet ikke dressed to impress. Begge er iført udtrådte støvler, som man forestiller sig, har vandret mange kilometer i den danske natur.

Bente og Leif har spillet sammen i 33 år og danner også par privat. Og som de står der, minder de os om det, der bare er alt for lidt plads til på BogForum 2017: kærlighed.

”Vi bor ude på en pløjemark midt på Sjælland. Der er 500 meter til nærmeste nabo og fladt hele vejen rundt. Der er så højt til himlen, at det kun er Vesterhavet, der kan slå det,” fortæller Bente.

Bente og Leif har spillet sammen i 33 år og danner også par privat. Og som de står der, minder de os om det, der bare er alt for lidt plads til på BogForum 2017: kærlighed.

Halli-halløj, en mand i dametøj

Mørket har sænket sig under kasketten på Jyllands-Postens udsendte i et omfang, der vanskeligt lader sig beskrive, da vores veje krydses igen senere på eftermiddagen i HAL C.

Hvordan ser hans historie ud? Hvad skal læserne af Danmarks internationale avis spises af med i morgen, nu hvor Svend Brinkmann glippede?

Jeg aner det ikke.

Jeg er selv på sammenbruddets rand.

Og selv om lydniveauet kun forekommer at være på simrepunktet, er det umuligt at være ordentligt til stede, da Madame Nielsen forsøger at gøre det samme som Leif og Bente; minde os om kærligheden og det menneskelige.

Claus Beck-Nielsen, som Madame Nielsen engang kaldte sig selv, har i løbet af det nye årtusinde begejstret det akademiske og litteraturuddannede miljø i en sådan grad, at han i dag indtager en privilegeret position. F.eks. imødekommer Politiken hans betingelse om kun at tale fransk i forbindelse med et optaktsinterview til Bogforum. Ovenikøbet ved at sende en journalist til Paris, som tager Nielsen og hans betingelse meget alvorligt.

Madame Nielsen i sin røde kjole over for Politikens stjerneanmelder, Lilian Munk Rösing.

Hvis jeg kunne tale fransk, havde jeg sikkert gjort det samme. Jeg er også imponeret over Nielsen. Hans rablende mod og hans humor. Bøger som Selvmordsaktionen og Mine møder med de danske forfattere er ikke hverdagskost i dansk litteratur.

Han kommer ind på scenen fra højre og smider sin korte jakke i en chic bevægelse, imens han ser ud over de fremmødte. Han er i rødt dress. Han sætter sig. Over for ham sidder Politikens anmelder, Lilian Munk Rösing. Hun er med på legen. Madame Nielsen er mere flydende. Et øjeblik hæver han sin spæde stemme og retter sig op. I det næste synker han ind i sig selv.

Jeg kan ikke høre, hvad de snakker om. BogForum er ikke stedet at fordybe sig i litteratur. Hvad BogForum er, ved jeg ikke.

”Det er… det er bare forvirrende,” siger Madame Nielsen, da vi står over for hinanden, og han sætter streger i et eksemplar af Selvmordsaktionen, jeg har lånt på Statsbiblioteket i Aarhus.

Måske er det meningen med det hele.

Alle fotos: Mai Vanilli

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Kristian V. Jensen

Studerer nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet med tilvalg i historie og har tidligere boet i Istanbul i forbindelse med et udvekslingsophold. Levede mine første 10 år i sjove omgivelser i en lærerbolig på Askov Højskole, indtil mine forældre fik den sindssyge idé at flytte til Limfjordsøen Fur. Tidligere vinder af Metro Litteraturs novellekonkurrence. Hvis du kan li', hvad du læser, er alle bidrag velkomne på Mobilepay +4561727773.

Seneste indlæg fra

Gå til Top