BØGER – Alle, der har haft børn tæt på, ved, at de oftest har en tryghedsskabende ting, de gerne vil sove med. Det kan være en sutteklud, en særligt blød dyne, en kanin hvis ører er blevet nulret til ukendelighed eller en teddybjørn, der er blind på det ene øje men stadig rund og vamset på maven. Men jeg har opdaget at mit yngste barn, Ella på tre, aldrig har været loyal mod hverken uglebamsen, babydukken Sally eller Gurli Gris. De er alle udskiftelige. Indtil jeg opdagede hvorfor. Hun sover ikke med tøjdyr eller bløde tæpper. Hun sover med bøger. Og det er ofte bøger, vi slet ikke har læst den dag (eller endnu), men som hun bare glæder sig til.
Jeg undrede mig. Og så kiggede jeg til venstre for ‘min side’ af sengen. Stabler. Bunker. Bjerge. Af bøger. Lige inde for rækkevidde. Og nej, jeg har ikke gang i +20 bøger af gangen (helst to og aldrig mere end tre), men jeg kan godt lide tanken om, at de er der. Lige ved siden af mig. Klar til at blive snublet over, vredet for viden, spontant skimmet eller nærlæst en doven søndag.
For der er en metafysisk glæde over det fysiske nærvær af litteratur. En helt konkret og mærkbar forventningslykke ved, at der ligger viden og skønhed lige ved siden af dig, der ‘kun’ kræver din tid og dine læsebrillers opmærksomhed.
Ja, ja, jeg hører dig du røde aktivist. Og jeg lover at læse i dig fra på mandag. “Theory of the Young-Girl” er nemlig ikke egnet til søvnig sengekantslæsning
Netop nu er der særligt tre bøger, som jeg frydes over. Den ene er rød og vred. Den skriger på min opmærksomhed, og har gjort det siden Emma Holten anbefalede mig den på Louisianas Litteraturfestival i sensommeren sidste år.
Ja, ja, jeg hører dig du røde aktivist. Og jeg lover at læse i dig fra på mandag. Theory of the Young-Girl er nemlig ikke egnet til søvnig sengekantslæsning, men er derimod bedst som opvakt tirsdagstekst. Bagsiden lover, at jeg ikke bare vil få indsigt i biomagt og kulturkrig men også i tesen at: “The Young-Girl is not always young and, increasingly, not even a girl. She is but the figure of total integration into a disintegrating social whole. When morons against all the evidence to the contrary, protest that “The world is not a commodity!” and, for that matter, neither are they, they are feigning a virginity that only proves their impotence. We want nothing to do with this virginity nor this impotence. We propose a different sentimental education.”
Jeg ved ikke helt, hvor mange sider af gangen, jeg kan indtage, men jeg vil nyde den som stærk chili over hverdagens tomatsuppe.
Nora Ephron og Val Emmerich
Den anden bog, der venter på min opmærksomhed, smiler mere venligt fra toppen af natbordet. Nærmest indladende. Men jeg lader mig ikke narre. Jeg fornemmer, at Val Emmichs Fordele og ulemper ved at huske er langt mere underfundig end dens nysselige omslag i pudder og guld, lader læseren få indtryk af. Oversætteren, den beundringsværdigt klangfulde Nete Harsberg, lovede mig da også, at den var langt mere Nick Hornby end Jojo Moyes, og det beroliger mig.
En forsmag fra bogens start hvor vi får oplyst, at fortælleren ikke er i stand til at glemme, lover heldigvis også på såvel syrlighed som sarkasme: “Og der er de gange, hvor nogen fortæller om noget, vi har oplevet sammen, og så vender øjne, når jeg siger, at de fleste ikke husker helt rigtigt. Så må far forklare mig, at minder for de fleste mennesker er ligesom eventyr, hvilket betyder, at de er enklere, sjovere, lykkeligere og mere spændende, end livet i virkeligheden er. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan lade, som om noget er foregået anderledes, end det rent faktisk er, men far siger, at de ikke engang selv ved, at de gør det.”
Gammelkloge narrativer fra nuttede tweens kan være anstrengte, men jeg forventer mig alt godt af denne lille dame. Hun har det der uforklarlige spunk allerede i kapitel 1 – præcis som tilfældet var det med hovekarakteren Theo Decker i Donna Tartts elskelige The Goldfinch.
Nora Ephron kunne skrive, hun kunne skrive om at skrive; hun kunne lave mad og formidle opskrifterne; hun var afbalanceret feminist og humørfyldt journalist. Hun var ukrukket, nøgtern og generøs med sine indsigter
Og så har jeg snoldet. Ikke fredagsslik men noget, der minder om det. The Most of Nora Ephron med en introduktion af India Knight er min ide om det bedst tænkelige selskab en aften, hvor gemalen er sendt på cocktailbar med vennerne, og børnene er puttet efter en svulstig omgang bland-selv-guf og en Disneys-seance efter eget valg.
For Nora Ephron taler til alle de kvinder i mig, jeg overhører, undertrykker, opildner og efterstræber at være. Hun kunne skrive, hun kunne skrive om at skrive; hun kunne lave mad og formidle opskrifterne; hun var afbalanceret feminist og humørfyldt journalist. Hun var ukrukket, nøgtern og generøs med sine indsigter.
India Knight lokker videre, hvis jeg ikke kan overbevise dig om antologiens besnærende kvalitet: “…the defining theme of Ephron’s writing, whether it is film, novel or memoir, is that when bad things happen, you address them directly, cobble together a solution as best you can and move on, never looking back; if you can at some point laugh at your misfortune, all the better. She was whatever the opposite of self-pitying is, and you get the sense that, at some level, she thought herself as the willing victim of a huge cosmic joke.”
Bøger er ikke bare læseoplevelser. De er også rummelige forventningsbærere. Det har min treårige allerede opdaget, og jeg under hende glæden ved en evindelig stak lekture, der følger hendes fremtidige hjem, natborde og sengekanter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her