Engang håbede vi, at udryddelse af børnearbejde ville ske i takt med globaliseringen. Men nye tal viser, at der er kun er sket ringe fremskridt. Det er tvingende nødvendigt, at vi sadler om nu og øger det internationale samarbejde samt forstærker lovgrundlaget, der skal sikre, at børns arbejdskraft ikke benyttes i industrien, opfordrer Kailash Satyarthi, der vandt Nobels Fredspris i 2014 for sin internationale kamp mod børnearbejde. Han er fortvivlet over, hvor langsomt det går med at beskytte de mange børn, der lider af frygtelige følgevirkninger som følge af slavearbejde og udnyttelse.
NEW DELHI – I oktober 1997, da ledere fra hele verden samledes i Oslo for at lægge en strategi for enden på børnearbejde, medbragte vi, der deltog, enorme ambitioner samt en dyb dedikation til forandring. Gennem et styrket samarbejde og planlægning stræbte vi efter at beskytte børn imod udnyttelse og udvikle, som det hed, ”nye strategier for afskaffelsen af børnearbejde på nationale, regionale og internationale niveauer”.
Nu, tyve år senere, er det tid til at spørge: Hvordan er det gået?
Svaret er: Virkelig skidt.
Siden det første møde har verden ikke en gang halveret antallet af børn i arbejde. De sidste fem år har det internationale samfund formået at reducere antallet af børnearbejdere med blot 16 millioner børn, det sløveste tempo for nedbringelse i årtier. Af de nuværende 152 millioner børn i arbejde udfører omtrent 73 millioner arbejde, der betragtes som farligt. Selv ”sikkert” børnearbejde påvirker ofrenes fysiske og fysiologiske velvære langt ind i voksenlivet.
Værre endnu de seneste tal fra Den Internationale Arbejdsorganisation viser, at verden har gjort færrest fremskridt i beskyttelsen af to af de største risikogrupper: Børn i alderen 5 til 11 og unge piger.
Dette skulle have været århundredet for styrkelsen af de mest marginaliserede. I stedet er vi vidner til globalisering af den mest fordærvede slags med børn, der bliver gjort til ofre igen og igen
Problemet er ikke, at vi ikke har formået at lære noget ved vores fire globale forsamlinger i ILO – den seneste, afholdt i Buenos Aires, sluttede tidligere denne måned. Problemet er, at vi ikke har formået, og fortsat ikke formår, at følge vores egne anbefalinger.
Også nu ser vi dystre globale udviklinger med alvorlige følgevirkninger af børnearbejde og menneskehandel med børn. Dette skulle have været århundredet for styrkelsen af de mest marginaliserede. I stedet er vi vidner til globalisering af den mest fordærvede slags med børn, der bliver gjort til ofre igen og igen.
Krig, bander, naturkatastrofer og flygtninge – børnehandel trives i kaos
Fordi menneskehandlere nemt kan jage under kaos, er børn i konfliktområder særligt udsatte. Syrien har påkaldt sig opmærksomhed i flere år på grund af den frygtelige brutalitet, landets børn er underlagt. Men den globale stigning i antallet af organiserede bander betyder, at også børn i Asien, Afrika, Latinamerika og Europa er i fare.
At dæmme op for denne udvikling kræver øjeblikkelig og koordineret investering i uddannelse og sikkerhed overalt, hvor børn er i fare – i konfliktområder, flygtningelejre og i områder ramt af naturkatastrofer.
For nylig befriede vi børn fra en tøjfabrik i New Delhi, hvor de i mere end tre år havde været tvunget til at arbejde tyve timer om dagen
Jeg undrer mig ofte over, hvordan vi er nået hertil. Gennem de sidste 37 år har kolleger og jeg befriet mere end 87.000 børn fra tvangsarbejde i Indien. Vi har reddet piger, som var så mishandlede, at de havde mistet evnen til at tale.
For nylig befriede vi børn fra en tøjfabrik i New Delhi, hvor de i mere end tre år havde været tvunget til at arbejde tyve timer om dagen i en kælder uden ventilation. Da de blev bragt til Mukti Ashram, vores transit-rehabiliteringscenter, var mange ikke i stand til at gå eller endda se op på solen.
Vi er stolte af vores bedrifter. Men menneskers fordærvelse er kilde til vedvarende smerte.
Hvordan kan vi sætte en stopper for disse lidelser én gang for alle? Globale forsamlinger, som den netop afsluttede spiller en særdeles vigtig rolle, men snak alene vil ikke være nok.
Succeser inden for folkesundhed er oplysende. For eksempel var der engang, hvor sygdomme som polio og kopper hærgede millioner. Gennem den koordinerede indsats fra læger, frivillige, globale institutioner, lokale regeringer og civilsamfundet fik man tæmmet disse sygdomme. Et lignende samarbejde er nødvendigt nu for at nedbringe brugen af børnearbejde.
Det første sted at starte er den målrettede indsats mod de industrier, hvor børnearbejde forekommer – som landbruget. Og ud over et stærkt lovgrundlag må robuste ansvarsmekanismer være på plads for at sikre, at børnearbejde ikke benyttes i forsyningskæder. Jeg har erfaret, at virksomheder og forbrugere med de rigtige incitamenter kan blive samarbejdspartnere i udryddelsen af børnearbejde.
Stærke bevægelser i samarbejde med industrien kan gøre fremskridt
Et eksempel på dette samarbejde stammer fra tæppeindustrien i Sydasien, hvor børn blev ubarmhjertigt udnyttet. For at gennemtvinge forandring lancerede vi en bevægelse, der skulle oplyse vestlige forbrugere for at overbevise fabriksejere om at opføre sig ansvarligt. Dette førte til stiftelsen af et nyt certificeret mærke, GoodWeave, som bekræfter, at intet barn er blevet sat i arbejde i fremstillingen af produktet.
Når alt kommer til alt, kan kun politisk vilje stoppe den kolde beregning bag børnearbejde. Vi kan ikke bygge en mere fredelig, bæredygtig verden uden at sikre hvert et barns sikkerhed, frihed og uddannelse. Et liv i arbejde berøver børn alle tre
Siden mærkets lancering for mere end tyve år siden er børnearbejde i regionens tæppeindustri styrtdykket fra omtrent en million til 200.000.
Ordninger som disse er nyttige, men de vigtigste forandringer må komme fra internationale indsatser med FN i spidsen.
At gøre en ende på den onde cirkel af børnearbejde, analfabetisme og fattigdom vil kræve, at mellemstatslige organisationer går sammen om hvert af de 17 verdensmål, som har direkte indflydelse på børn. Disse inkluderer det 8. mål – ende tvangsarbejde, moderne slaveri, menneskehandel og børnearbejde; det 4. mål – sikre uddannelse for alle; det 3. mål – sikre universel adgang til sundhedspleje; og det 16. mål – stoppe alle former for vold mod børn.
Succes vil også kræve, at FN’s generalsekretær António Guterres øremærker flere ressourcer til forbedringen af børns liv. Hans første skridt bør være at indkalde alle ledere af FN’s instanser og internationale organisationer, såvel som verdensledere, til møde om fastlæggelsen af en plan for fælles og koordineret indsats for beskyttelsen af unge mennesker fra hele verden.
Når alt kommer til alt, kan kun politisk vilje stoppe den kolde beregning bag børnearbejde. Vi kan ikke bygge en mere fredelig, bæredygtig verden uden at sikre hvert et barns sikkerhed, frihed og uddannelse. Et liv i arbejde berøver børn alle tre.
Som jeg spekulerer over vejen frem, kan jeg ikke glemme en ung pige, jeg mødte i Brasilien, hvis små hænder blødte og var frygtelig skadede fra at plukke appelsiner. Hun stillede mig et simpelt spørgsmål: ”Hvordan kan verden nyde saften fra disse appelsiner, når børn som jeg er nødt til at spilde blod for at plukke dem?”
Det er et spørgsmål, vi alle må stille os selv.
Oversat af Emilie Kellberg.
© POV International og Project Syndicate.
Topillustration: opportunityhope.org – West Bengal India.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her