Charlotte Sylvestersen

Charlotte Sylvestersen mødte en mand i Milano i 1989.
35 lange togrejser senere flyttede hun i 1993 til Italien med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole i hånden.
Er i dag også foredragsholder, rejseleder og fundamentalistisk livsnyder med det erklærede og uopnåelige mål at spise og drikke sig igennem alt, hvad Italien byder på.
Har været korrespondent for Fyens Stiftstidende og elskede at være en del af holdet bag DR2 Udland.
Dukker med ujævne mellemrum op i danske medier som Radio24syv, DR og TV2, men hjertebørnene er og bliver webmagasinerne www.italiamo.dk & www.italy.dk, hvor hun siden 2000 har fyldt +3.000 sider med det bedste og det værste fra Italien, fra pizza til politik, og derimellem.
Blev vaccineret med den politiske bacille i et diskussionlystigt hjem med fire avisabonnementer på den jyske hede, og har en udtalt svaghed for fakta, når det handler om af afkræfte eller bekræfte de gængse fordomme om et land, som alle har en mening om.
PS: Manden holdt hende ud indtil sin død i 2014, og trods den lave scorefaktor man også i Italien tilskriver overvægtige midaldrende enker med to små hunde, er hun frisk på endnu en italiener ...eller to.
Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med.Donér direkte til mig, hvad du selv synes en artikel skal koste at læse. Eller lad være, det er helt frivilligt. Min MobilePay er 27 90 59 86. (Navnet er Linda Lorenzen)
Du kan ikke ringe til dette nummer, men du er velkommen til at skrive til mig på charlottemilano@gmail.com eller på Facebook.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Charlotte Sylvestersen
på Mobile Pay: 27 90 59 86
(nummer tilhører Linda Lorentsen, men støtte går stadig til Charlotte Sylvestersen)

Charlotte Sylvestersen: Blege danske kartofler, udvandrere med skyklapper og tørbolleri

FØLJETON – Re-integrationsrejsen til Danmark. Charlotte Sylvestersen mødte en italiener i Milano i sommeren 1989. Siden hun i slutningen af 1990’erne for alvor begyndte at føle sig hjemme i Italien, har hun stædigt påstået, at udvandring ikke er et fravalg af fædreland, men et udfordrende tilvalg af fædreland nummer to. Nu skal hun for første gang i næsten 25 år opholde sig i mere end 14 dage i Danmark. Med basis i landsbyen Holbøl i Sønderjylland beretter hun i stort og småt om, hvordan det føles at skulle re-integreres i sit fødeland. I denne uge handler det om blege mennesker, indvandrede kartofler og ritualer for samliv

DAG 9 i Danmark/tirsdag 19.12.2017
Der er blege mennesker på gaden i Sønderborg klokken syv om morgenen. Jeg tror, de kaldes kartofler blandt andre af de lokale indbyggere. Mange har både refleks og sikkerhedsvest på, og enkelte bærer pandelamper.

– Og hvad så? spørger du måske.

Hjemme i Milano er byens lys som en dansk sommerdag, og der er kun mennesker af anden etnisk oprindelse i ringsvejsbussen, når jeg en sjælden gang er oppe før Fanden og skal med et tog klokken syv.

”Wauw, du er en eneste italiener i Milano, der er så fattig, at du skal på arbejde, når det er næsten nat”, tænker jeg så. Danskerne er ikke fattige, selv om nogle tror det. De vil bare have tidligere fri, tror jeg. Og så griner jeg af min egen forfejlede selvopfattelse. Jeg er jo lige så meget indvandrer i Milano som alle de andre indvandrere i ringsvejsbussen. Jeg er bare lidt blegere end mange af dem, sådan lidt kartoffel.

Charlotte Sylvestersen, en ind- eller udvandret dansk kartoffel med sine hunde.

Jeg er sandelig ikke indvandrer
For nogle år siden var vi en gruppe danske kvinder, der ind imellem  mødtes til en aperitif i Milano. En af gangene deltog en dame, der kom til Milano i begyndelsen af 1960’erne.

I løbet af aftenen kom vi til at tale om indvandringen fra de varmere lande. Indvandringen begyndte først for alvor i Italien i slutningen af 1980’erne. Indtil da var Italien et udvandrerland, og Italien blev i øvrigt her under den økonomiske krise et udvandrerland igen. Når man ser bort fra strømmen af asylansøgere over Middelhavet, er der i dag flere italienere, der søger lykken udenlands, end der er udlændinge, der flytter til Italien.

“Ja, vi er jo alle indvandrere”, sagde jeg til damen i et forsøg på at være diplomatisk, da diskussionen begyndte at gå lige lovligt højt om de ikke så blege indvandrerkolleger og deres integrationsvanskeligheder.

Damen var i 1960’erne ankommet til, og tilhører stadig i dag, det velhavende borgerskab i Milano. Det borgerskab, der kun har såkaldte kreative job, fordi de heldigvis stadig kan leve af arven fra tidligere arbejdsomme generationer

“Jeg er sandelig ikke indvandrer. Jeg blev jo gift med min italienske mand”, sagde kvinden, der talte gammeldansk som Dronningen.

“Det bliver du da ikke mindre indvandrer af”, hævdede jeg.

Så blev hun majestætisk fornærmet, og har aldrig talt til mig siden.

Sådan er det ofte med blege indvandrere.

Udvandrere kan også mangle udsyn
Inden da nåede damen også at afsløre, at selv veluddannede udvandrede danskere ikke altid er udstyret med tilsvarende mentalt udsyn. Hun var i 1960’erne ankommet til, og tilhører stadig i dag, det velhavende borgerskab i Milano. Det borgerskab, der kun har såkaldte kreative job, fordi de heldigvis stadig kan leve af arven fra tidligere arbejdsomme generationer.

”Det var helt normalt at bo sammen dengang”, hævdede hun, da en af kvinderne ved vores dansker-aperitif fortalte, at hendes italienske svigerforældre gerne så hende og sønnen lovformelig gift, i stedet for blot at være samlevende.

Det var måske accepteret i den gammeldanske dames eksklusive kunstneriske Milano-enklave. Men der findes stadig i dag indvandrerenklaver i Milano, hvor det ikke er velset at bo på polsk. Vel at mærke italienske indvandrerenklaver, som kvarteret Baggio, hvor rigtigt mange i dag er tredje- eller fjerdegenerationsindvandrere fra støvlehælsregionen Puglia.

Selv når man er blevet forlovet i hjemmet, er der langt fra alle der får lov til at have kæresten til at overnatte eller bare få lidt privatliv på værelset. Det er forklaringen på, at mange stadig har deres første seksuelle oplevelser i en bil eller på en bænk i en park

Folk fra Puglia og andre syditalienke regioner immigrerede til Milano under industriboomet i slutningen af 1950’erne og i 1960’erne. Men mange holder stadig fast ved, at når man præsenterer en kæreste i familien – fidanzati in casa – så er det startskuddet til bryllupsplanlægningen.

Selv når man er blevet forlovet i hjemmet, er der langt fra alle der får lov til at have kæresten til at overnatte eller bare få lidt privatliv på værelset.

Det er forklaringen på, at mange stadig har deres første seksuelle oplevelser i en bil eller på en bænk i en park. Det kan se fuldbyrdet ud på bænkene i parkerne, men er inden mørkets frembrud som regel det, vi kalder for at tørbolle.

Mangfoldighed gange ti
Italien er geografisk syv gange større end Danmark, og befolkningen med 60,6 millioner er ti gange så stor.  Når vi taler om forskelle i både kulturelle, psykologiske, fysiske og økonomiske levevilkår og omgivelser, så virker Danmark nærmest som et kedeligt homogent land, trods indvandrerne.

Der er en afgrund både kulturelt og økonomisk mellem en velhavende tysktalende sydtyroler i Bolzano, eller Bozen, om man vil, og en calabreser på landet i støvlespidsen med en gennemsnitsindkomst, der er lavere end i de nye østeuropæiske EU-lande.

Dét, blandt rigtigt meget andet, er med til at gøre Italien til et land, man aldrig bliver færdig med at udforske og lære mere om. Det burde være en helt naturlig del af hver eneste immigrants omfattende livsopgave.

Desværre er idiot-faktoren, som min gammeldanske veninde bekræftede, jo konstant. Uanset om man bor i Danmark eller Italien, så flytter de dumme nisser altid med.

ALLE FOTO: Skribenten

Kategorier