Blade Runner 2049 var ventetiden værd

af

ANMELDELSE – Sjældent har en science fiction-film været så imødeset som opfølgningen til Ridley Scotts klassiker, Blade Runner, fra 1982. Og endnu mere sjældent er det lykkedes at producere en fortsættelse, der gør originalen rangen stridig. Men i dette tilfælde har en af de sidste 10 års mest interessante instruktører, den fransk-canadiske Denis Villeneuve, formået både at løfte arven og udvide den betragteligt, skriver Kim Jong Andersen, der giver Blade Runner 2049 sine ubetingede og begejstrede anbefalinger.

I 2049 er jorden og Californien bestemt ikke blevet et mindre dystopisk sted at befinde sig.

Tilbage i 2019, hvor den første Blade Runner film fandt sted, havde Los Angeles allerede udviklet sig til et evigt regnfuldt og mørkt, urbant mareridt. Siden da har både en klimakrise forårsaget af ekstrem forurening, et verdensomspændende strømsvigt og fødevaremangel gjort det endnu mere attraktivt at forlade planeten og bebo off-world kolonierne.

Om 32 år er den amerikanske vestkyst ikke alene et stormfyldt, smog-indhyllet, regnvådt helvede på jord, det sner nu også en del, sikkert på grund af de omfattende klimaforandringer.

Det giver i øvrigt giver filmen et nyt, halvvejs poetisk og yderst stemningsfyldt look, som mesterfotografen Roger Deakins simpelthen skal have en Oscar for at stå bag. Ligesom scenografen fra den bedste James Bond-film nogensinde (Skyfall), Dennis Gassner, også bør være en oplagt modtager.

Blade Runner 2049 er konstrueret med vanvittig stor omhu ned til den sidste detalje, og dens kombination mellem ægte locations, kulisser samt visuelle effekter sætter nu den højeste standard. Forfaldsæstetikken har aldrig set så gribende ud før i et anderledes univers, der ikke længere kun er rendyrket film noir som i forgængeren, men i den nye film er tilføjet en noget bredere palette. Det næsten en milliard kroner store produktionsbudget kan både ses, høres og mærkes!

Udviklingen, som den første manusforfatter, Hampton Fancher har fremskrevet sammen med Michael Green (kendt for den ligeledes dystopiske Logan), har gjort det endnu mere nødvendigt at fabrikere kunstigt skabte mennesker – replikanter – i større antal– der kan gøre ”rigtige menneskers” beskidte og trælsomme arbejde som en anden slavehær.

Det er afgjort Goslings stærkeste præstation til dato. Ikke mindst fordi han kan stå distancen og forblive en nuanceret hovedperson, hvis skæbne vi som publikum optages af i de samfulde 2 timer og 43 minutter, som filmen varer

Replikanterne fremstilles dog ikke længere af Tyrrell-koncernen men er blevet overtaget af den blinde, gådefulde industrimagnat Niander Wallace (Jared Leto, der endnu engang krukker sig igennem en lidt for stereotyp skurkerolle). Wallace byggede sit imperium på at skabe en ny, kunstig landbrugsproduktion, der afværgede en sultkatastrofe, og har nu sendt Nexus-9 replikanter i omløb. En ny model, der i modsætning til Nexus-8, er mere lydig og udstyret med en kortere levetid.

En af dem er Blade Runner. Titlen på de betjente, der jagter de gamle replikant-modeller for at ”sende dem på pension”, altså aflive dem.

I 2049 spilles han eminent af Ryan Gosling, som benævnes K, der er det første bogstav i hans serienummer. Det er afgjort Goslings stærkeste præstation til dato. Ikke mindst fordi han kan stå distancen og forblive en nuanceret hovedperson, hvis skæbne vi som publikum optages af i de samfulde 2 timer og 43 minutter, som filmen varer. K har en kæreste til at holde ham med selskab, Joi, sødmefyldt spillet Ana de Armas. Joi er imidlertid også kunstig skabt, og bliver konstant markedsført som et ønskværdigt produkt fra Wallace-koncernen i 3D fra de neonglitrende facader i downtown LAs jungle af skyskrabere.

Ks Joi er dog mere end bare et virtuelt produkt ud af en æske. Hun er et intelligent hologram, der reagerer på Ks inderste ønsker og derved personliggøres. Således er hun lige en tand mere avanceret og visuelt indbydende end operativsystemet i Spike Jonzes ligeledes tankevækkende science fiction-film, Hende, hvor Joachim Phoenix forelskede sig i systemet, hvis forførende stemme tilhørte Scarlett Johansson.

I 2049 stilles det centrale spørgsmålet hurtigt: hvad vil der ske, hvis replikanterne en dag får evnen til at reproducere sig selv, altså at kunne formere sig og føde børn ligesom mennesker?

Joi giver K et ”rigtigt” navn, Joe. Og ligesom Josef K i Kafkas berømte roman, Processen, må også Goslings K gennemgå store prøvelser for at opklare et eksistentielt mysterium af monumentale dimensioner. Både om hans egen tilblivelse, om hvad det egentlig vil sige at være menneske – og om hvornår det at være menneske ikke længere er forbeholdt mennesker.

MERE POV
Anonyme Anonyme Kilder

Lad os bare sige det på den måde, at i 2049 stilles det centrale spørgsmålet hurtigt: hvad vil der ske, hvis replikanterne en dag får evnen til at reproducere sig selv, altså at kunne formere sig og føde børn ligesom mennesker? Et sådant mirakel er Wallace og hans tro væbner, Luv, i Sylvia Hoeks kraftfulde skikkelse dybt dedikerede til at fremskynde, da Wallace ser sig selv som en Ozymandias-lignende gud, der ønsker sig en verden kun fyldt op med tro undersåtter.

K gør i begyndelsen af filmen et potentielt eksplosivt fund i ødemarken udenfor Los Angeles, hvor der kvadratkilometer efter kvadratkilometer kun er solfangere og drivhuse til den kunstige fødevareproduktion. Det er et skelet af en replikant, der tilsyneladende har født et barn.

Den makabre opdagelse får hans chef, Løjtnant Joshi (en som altid kølig og kalkulerende Robin Wright) til at bede K om at eliminere alle spor, da hun med det samme indser, at den kan bringe menneskeheden helt i knæ.

K indleder jagten, og forsøger undervejs at opklare baggrunden for sit fund – hvem er barnet, og hvor er forældrene? En episk Pinocchio-rejse, der bringer ham til bl.a. et børnehjem i San Diego. En by, der i 2049 er forvandlet til en losseplads.

Ford er i bemærkelsesværdig god form af en 75-årig, og han gentager sin rolle med bravur. Det er faktisk nok hans bedste præstation i de sidste mange år

Her sorterer en flok stakkels børn nikkel fra affaldet, som skal bruges i kolonierne, og ikke engang Charles Dickens kunne have forestillet sig et børnehjem så slemt som dette. Det bringer nogle erindringer frem hos K, der begynder at stille spørgsmål ved sin egen identitet – og sender ham i retning af Dr. Anna Stelline (Carla Juri, hvis fine samspil med Ryan Gosling udgør et af filmens bedste øjeblikke). Erindringer, der i filmens tredje akt bringer ham til et støvgult Las Vegas, der for længst er blevet forladt, da en dirty bomb gik af, og gjorde byen radioaktiv for år tilbage.

Det er i et Vegas-hotel, han finder Rick Deckard, den første Blade Runner, der på ny spilles af en noget ældre Harrison Ford end for 35 år siden. Det skal dog siges, at Ford er i bemærkelsesværdig god form af en 75-årig, og han gentager sin rolle med bravur. Det er faktisk nok hans bedste præstation i de sidste mange år, hvor han desværre aldrig rigtig har fundet tilbage til hans storhedstid i firserne. Jeg skal ikke røbe, hvordan det så går herfra, blot sige at det er en fornøjelse at se Gosling og Ford slå gnister sammen med Elvis i baggrunden.

MERE POV
Intet varer evigt

Blade Runner 2049 er på alle måder en film, der fortjener at blive set på et stor lærred, i en sal med et toptunet lydanlæg. Det er et visuelt hypnotiserende og aldeles betagende sansebombardement, hvor især Hans Zimmers underlægningsmusik er med til at banke filmen fysisk ind i kroppen med en blanding af Vangelis (der stod for scoren i Blade Runner fra 1982) og det rasende lydinferno fra Christopher Nolans Dunkirk (som Zimmer også var komponist til). Fortællerytmen er derimod ganske adstadig. Et tempo, jeg personligt fandt forfriskende, så man havde en bedre mulighed for at leve sig ordentligt ind i stemningen og karaktererne. Den er meget langt fra tidens jag og fokus på overfladisk “action” (selvom der bestemt også er højdramatiske scener).

Men det er også en film, der giver eksistentielt stof til eftertanke i dage- og ugevis, måske endda i årevis, og den åbne slutning lægger op til, at vi nok ikke har set det sidste til Blade Runners skræmmende og alligevel håbefulde univers. Man har helt klart mod på meget mere, nu hvor Villeneuve på fremragende vis har udvidet horisonten og givet os en fortsættelse, der nok følger skabelonen fra den første film, men også udvider præmissen, og gavmildt giver os en endnu større og dybere introduktion til den verden, som Ridley Scott i sin tid åbenbarede for os.

Blade Runner 2049 er ikke fri for et par klicheer undervejs (hvorfor skal der altid være en hemmelig oprørshær), men jeg er glad for, at 2049 samlede historien op fra den første film, så det er blevet til en ægte fortsættelse, der – måske – besvarer nogle af de gnavende spørgsmål fra dengang. Om Rick Deckard selv var en replikant, er nok et af et de mest omdiskuterede, som ikke engang den daværende instruktør og hovedrolleindehaveren kunne blive enige om. Scott havde dog placeret et spor, der ikke var til at tage fejl af – en drøm om en enhjørning, et magisk væsen – som Villeneuve har fulgt elegant op på i 2049 i form af en snittet træfigur, der optræder i Ks barndomsdrømme…

Topfoto: Fra filmen (Warner Bros).

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Kim Jong Andersen
CEO & Founder at JONG

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København, spiser sjældent (så godt som aldrig) hjemme. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top