Bjarke Myrthu: Slangen i paradis – hvad medierne ikke fortæller dig om skattely

af

KOMMENTAR – Det er forkert at bedrive skattetænkning, og det er godt, at undersøgende journalister, hackere og whistleblowers afslører ulovligheder. Men vi bliver nødt til at fortælle hele historien, skriver Bjarke Myrthu. Og den er, at de nationale skattesystemer ikke har fulgt med hverken digitaliseringen eller globaliseringen og at de mest succesrige virksomheder faktisk betaler masser af skat, men at de også skaber arbejdspladser og værdi de steder, hvor de ikke nødvendigvis betaler ved kasse et. Den historie er vi nødt til at fortælle langt oftere for ellers kan vi ikke designe fremtidens system, som skal sikre en global velfærd.

Så har den globale erhvervselite igen fået ørerne i maskinen. En gruppe hackere har fået fingrene i en kæmpe bunke dokumenter, som viser, hvordan rigmænd og store virsomheder snyder os ved at rykke rundt på penge i globale netværk.

Journalisterne går i haserne på dem og blotlægger svindelen til gavn for samfundet. Det er en klassisk drejebog.

Problemet er bare, at historien ikke holder. I hvert fald ikke hele vejen.

Jeg er en kæmpe tilhænger af gravende journalister, og ofte også af whistleblowers og hackere med en social indignation. Så jeg støtter naturligvis også “Paradise Papers”, som det seneste dokument-hack bliver kaldt.

Men vi er nødt til at se flere sider af sagen, hvis vi skal have den bedst opnåelige version af sandheden.  Hvis vi kun ser den halve sandhed, bliver vi ikke klogere, og vi bliver endnu mindre i stand til at rette fejlene og gøre systemet bedre.

Spørgsmålet ingen stiller

I det store hele er der ikke noget nyt i Paradise Papers.

Det er velkendt, at virksomheder som Apple og Nike og en lang række mindre selskaber og ukendte mennesker flytter deres penge til steder som Cayman Islands, hvor man ikke skal betale skat. Det kaldes “transfer pricing”, og er blevet beskrevet indgående af både medier og forskere i årtier.

Mange virksomheder og rigmænd ønsker ikke at udtale sig af frygt for at blive trukket igennem et maskineri af skattefolk og journalister, som arbejder med det fastlåste udgangspunkt, at erhvervsfolk er onde snydere

Hvis du kender en advokat eller revisor, er der en god chance for, at vedkommende har arbejdet med transfer pricing. Det interessante og vigtige spørgsmål er, hvorfor transfer pricing er blevet en kæmpe del af den globale økonomi og det spørgsmål er der kun få journalister, som stiller. Det ville nemlig betyde, at man er nødt til at skrotte den nemme drejebog, hvor virksomhederne alene er de onde, og skrive en mere besværlig og kompleks drejebog.

Den halvdel af historien, som journalisterne udelader, er, at der er kæmpe fejl og mangler i designet af det globale skattesystem. De enkelte nationalstater har designet deres egne systemer i en svunden tid, hvor verden var langt mere centraliseret og langt mindre fragmenteret. Derfor er det i praksis umuligt at drive global handel uden at bruge skattely.

De nationale skattesystemer har ikke har fulgt med hverken digitaliseringen eller globaliseringen. Foto: PIxabay.

120 procent i skat

Jeg har i mange år været involveret i iværksætterprojekter med internationale investorer (mit seneste projekt, duckling.co, har investorer fra USA, Europa og Afrika).

En af de investorer, jeg har arbejdet med, solgte for år tilbage en millionstor aktiepost i en prominent amerikansk virksomhed. Han havde investeret en del af sine private penge på et tidspunkt, hvor det var meget riskofyldt, og havde således været med til at skabe tusindvis af arbejdspladser og masser af skattebetaling (de ansatte betaler jo indkomstskat).

Men fordi han er statsborger i ét land, bosiddende i et andet land, og virksomheden er registreret i et tredje land, endte han med at blive beskattet alle steder, og måtte betale 120 procent i skat.

Det kostede ham over 100 milloner kroner ud af sin private lomme (penge  der i øvrigt én gang var betalt skat af). Herefter flyttede han i skattely, og han har i dag seks mand ansat til at forvalte sine internationale skatteforhold.

De store virksomheder håndterer efter min mening sager som Paradise Papers helt forkert rent kommunikationsmæssigt. I stedet for at være åbne og samarbejde med journalister smækker de dørene i. Men lukkethed er, omend dumt, ikke lig med snyd

I forbindelse med denne artikel har jeg spurgt ham, om han ville stå frem, men det er han ikke interesseret i.

Her ligger naturligvis en del af problemet. Mange virksomheder og rigmænd ønsker ikke at udtale sig af frygt for at blive trukket igennem et maskineri af skattefolk og journalister, som arbejder med det fastlåste udgangspunkt, at erhvervsfolk er onde snydere.

Og de store virksomheder håndterer efter min mening sager som Paradise Papers helt forkert rent kommunikationsmæssigt. I stedet for at være åbne og samarbejde med journalister smækker de dørene i. Men lukkethed er, omend dumt, ikke lig med snyd. Blot fordi de ikke vil tale, kan man ikke automatisk konkludere, at de er svindlere.

Problemet er med andre ord ikke, at selskaberne ikke betaler skat, men hvor de betaler skatten. Foto: Flickr

Apple betaler milliarder i skat

Det er også vigtigt at huske, at stort set alle de virksomheder, der nævnes i Paradise Papers, betaler rigtig, rigtig mange penge i skat.

Et selskab som Apple oplyser, at det er verdens største skatteyder, og at de i løbet af de seneste tre år har betalt 224 milliarder koner (224.763.000.000 kroner) i skat + det løse. Det billede bekræftes af denne artikel i Fortune.

Problemet er med andre ord ikke, at selskaberne ikke betaler skat, men hvor de betaler skatten. I tilfældet Apple er pengene hovedsagelig betalt i Californien, fordi det er her, virksomheden er registreret.

Den danske statskasse får faktisk en del ud af Apple indirekte. Man betaler jo moms af Apples produkter, og et produkt som iPhone har affødt et kæmpe økosystem af virksomheder, apps og produkter, som skaber arbejdspladser og skattekroner i Danmark.

Den danske statskasse får med andre ord ikke en klink ud af Apple, selvom vi er et marked, hvor de tjener gode penge. I hvert fald ikke direkte.

Men den danske statskasse får faktisk en del ud af Apple indirekte. Man betaler jo moms af Apples produkter, og et produkt som iPhone har affødt et kæmpe økosystem af virksomheder, apps og produkter, som skaber arbejdspladser og skattekroner i Danmark. Det kræver imidlertid ikke en højere eksamen i økonomi at regne ud, at hvis Apple skulle betale fuld skat i alle de lande, hvor de opererer, ville der ikke være så meget tilbage til produktudvikling.

Fremtidens system

Jeg forsøger ikke at frikende eller hvidvaske Apple. Som så mange andre virksomheder og mennesker forsøger de nok ret sikkert at betale så lidt i skat som muligt, og de er urimeligt uigennemsigtige med deres skatteforhold. Men jeg vil gerne fremhæve, at historien ikke er så simpel, som at Apple er en ond virksomhed, der er ligeglad med samfundet omkring sig. Og jeg vil illustrere nogle af de enorme positive sideeffekter, som globale produkter har på den danske økonomi.

Så hvad er konklusionen?

Den er, at der er mange svindlere og snydere i den uigennemsigtige globale økonomi, og dem er hackere og journalister heldigvis ved at grave frem – og vi skylder graverne stor tak for det.

Ironisk nok har alle parter faktisk en fælles interesse i at designe et bedre globalt skattesystem: Virksomhederne vil få nemmere ved at operere og ved at skabe værdi, nationalstater vil få nemmere ved at inddrive skat, og alle vi andre vil få flere penge i fælleskassen

Men det er og bliver kun halvdelen af ligningen. Den anden halvdel er, at politikere og nationalstater har været meget langsomme til at tilpasse sig en verden, hvor der handles globalt og digitalt. Den historie er vi nødt til at fortælle langt oftere for ellers kan vi ikke designe fremtidens system, som skal sikre en global velfærd.

Ironisk nok har alle parter faktisk en fælles interesse i at designe et bedre globalt skattesystem:

Virksomhederne vil få nemmere ved at operere og ved at skabe værdi, nationalstater vil få nemmere ved at inddrive skat, og alle vi andre vil få flere penge i fælleskassen.

Men når systemerne bliver komplekse, har vi mennesker desværre en tendens til at blive blinde for helheden. Vi fortæller kun halve historier, og ser ikke alle vinklerne og vender os mod kortsigtede egoistiske løsninger. Verden er de historier, vi fortæller. Her har journalisterne og eksperterne en kæmpe uopfyldt opgave.

Fortæl os hele historien, så vi kan finde bedre løsninger fremove

Topillustration: Pexel.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Bjarke Myrthu

Bjarke Myrthu er 43 år, CEO & grundlægger af Duckling, som er en app, hvor folk fortæller historier om ting, de ved noget om (lanceres i december 2017). Han er derudover vejleder og investor i en række medierelaterede startups. Bjarke er en ofte benyttet foredragsholder og jurymedlem ved konferencer, events og organisationer som Harvard, MIT, SXSW og World Press Photo. Som producer og konsulent står Bjarke bag flere prisvindende interaktive dokumentarer.  Tidligere har Bjarke grundlagt Storyplanet  samt været medgrundlægger af Magnum In Motion hos Magnum Photos. Man kan finde Bjarke her: Medium: @bjarkecalvin og her: Quora: Bjarke-Calvin samt på Twitter.

Seneste indlæg fra

Gå til Top