Bjarke Larsen: Henrik Dahls billigelse af selvjustits og pøbelvælde

af

Det er udtryk for et humanistisk skred, når en fremtrædende folketingspolitiker billiger pøbelvælde og selvjustits. Uanset om det rammer familier til dræbte IS-krigere. For handler den danske indsats i Mellemøsten blandt andet ikke om at udbrede demokrati og vestlige idealer – f.eks. at man ikke kan straffes kollektivt for noget, andre har begået? Jo, svarer Bjarke Larsen og understreger: Vi må stå fast på vores demokratiske principper, også når det er mest fristende at lade være.

”Og?”

Det var den lakoniske kommentar fra Liberal Alliances Henrik Dahl, da han forleden linkede til en artikel i Information, der beskriver, hvordan de efterladte familier til dræbte IS-krigere i de befriede områder i Irak forfølges i en grad, så de jævnligt udsættes for drabsforsøg og efterlades på bunden af samfundet, hvor ingen – heller ikke staten – hjælper dem.

I artiklen fortæller en kvinde, hvordan der f.eks. flere gange er blevet smidt håndgranater ind i deres baggård.

Henrik Dahls opslag kan læses her, hvis man er blandt hans 1.299 venner.

Med sit ”og?” billiger Henrik Dahl den selvjustits og pøbelvælde, det er udtryk for, og som er i direkte modstrid med de idealer, de vestlige lande i sin tid gik i krig i Afghanistan og Irak for at hjælpe med at indføre.

Det samme gjorde stort set alle i kommentarsporet, der var præget af skadefryd og rå kynisme. Et par eksempler fra Henrik Dahls venneskare:
Det lyder rigtig fint faktisk”, “ja hvis sunnierne ikke kan bruge dem som sexslaver så kan shiaerne vel.
Sikkert også kvinderne,” ” Det næste bliver vel, at venligboerne, Alternativet eller Enhedslisten foreslår, at vi sender folk ned og henter de “stakkels” familier, så de kan få en tryg fremtid i Danmark. En slags pensionsordning for hellige krigeres og terroristers efterladte.”

Da jeg forsøgte at gå i dialog med Henrik Dahl om dette, var hans eneste kommentar et modspørgsmål: ”Så du mener, at skatteborgerne skal forsørge landsforræderes familier”?

Vold og krig stoppes ikke af nye uretfærdigheder

For at svare Henrik Dahl mener jeg, at mennesker skal straffes for de forbrydelser, de har begået. Ikke for det, andre har begået. Heller ikke deres familie. Det er en grundpille i dansk og vestlig retspleje og et vigtigt princip at få udbredt til så stor en del af verden som muligt. For det er en forudsætning for at skabe fred, tryghed og fremgang i et land.

Det gælder også, når der er tale om en grusom terrorbevægelse som IS, som der ved Gud ikke kan siges noget forsonende eller formildende om. Eller netop især i den slags tilfælde. For at vise, at vi ikke er som dem. At vi står fast på vores demokratiske principper, også når det er mest fristende at lade være.

Man må også spørge, om det hjælper Irak i retning af en fremtid, hvor den nuværende etnisk- og religiøst-baserede vold kan afløses af fredelig sameksistens, hvis pøbelens selvjustits og blodige hævntogter ikke stoppes

Ideen om kollektiv straf er ekstra urimelig i et samfund som det irakiske, hvor kvinder ikke har mulighed for at lade sig skille og forlade manden, hvis hun ikke kan acceptere hans politiske synspunkter og handlinger. Og hvad med børnene?

Kvinden i interviewet gør det ikke nemmere for sig selv ved at sige, at hun ”er stolt” af sin mand. Han gik ind i IS for bedre at kunne hjælpe familien, hvoraf to børn har epilepsi, forklarer hun.

Det fremgår ikke af artiklen, om det er rigtigt, men det er sagen uvedkommende om manden var ideologisk hard core IS-tilhænger eller tilsluttede sig ud fra gustne overvejelser om egen vinding. Uanset hvad, skal konen kun straffes for de forbrydelser, hun rent faktisk selv måtte have begået.

Man må også spørge, om det hjælper Irak i retning af en fremtid, hvor den nuværende etnisk- og religiøst-baserede vold kan afløses af fredelig sameksistens, hvis pøbelens selvjustits og blodige hævntogter ikke stoppes.

Mon ikke det snarere vil øge sandsynligheden for, at konen og børnene bliver bekræftet i, at IS havde ret i sin propaganda, og at de står parate med støtte, hvis der kommer en ny, tilsvarende bevægelse?

Feltmadrasser og tvangsarbejdere

De mekanismer, der kommer i spil efter en krig, har vi selv oplevet herhjemme i 1945.

Da den nazistiske besættelse af Danmark ophørte, var der adskillige eksempler på selvjustits, hvor unge kvinder, der havde haft en tysk soldat som kæreste (”feltmadrasser”, som de blev kaldt) – eller var mistænkt for det – blev slæbt gennem gaderne, blev spyttet på og fik håret klippet af.

Mange arbejdere blev forfulgt, hvis de havde arbejdet på fabrikker i Tyskland – til trods for, at de fleste var blevet tvangsudsendt af a-kasserne og ville miste deres understøttelse, hvis de ikke tog afsted.

Forfatter og samfundsrevser m.m. Poul Henningsen skrev engang en kronik, hvor han manede til besindighed i retsopgøret – også for at læge sårene i befolkningen, så danskerne sammen kunne komme videre.

I kronikken med titlen “Hældende Læs” siger PH blandt andet, at en af de grundlæggende forskelle på demokratierne og nazismen er, at demokratiet ikke bygger på instinkter – såsom hævnlyst og skadefryd, der er alment menneskelige følelser – men på at instinkterne netop er under fornuftens kontrol.

Det samme kan siges om forskellen på de vestlige retssamfund og det kalifat, som bl.a. fundamentalisterne i IS ønsker at skabe.

Kronikken kan læses her og er desværre stadig aktuel. 

Illustration: IS-soldat med bevægelsens flag. Foto: Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste indlæg fra

Gå til Top